“Hvilket minde vil du allernødigst miste?”
CTRL+ALT+DEMENS er en vandreteaterforestilling, der er installeret i Århus Domkirke og Kvindemuseet, som sætter publikum ind i følelsen af demens gennem stemninger og sanselige oplevelser.

Forestillingen starter for foden af domkirkens tårn. En ældre kvinde stopper og kigger op ad vindeltrappen, der fører til toppen af tårnet, og tager sig tilløb til det første trin. Hun traver op som den sidste af seks tilskuere, og har et fast greb om rebet, der leder hende. Trappetrinene er smalle, og når lyset i perioder forsvinder, bliver pladsen trang. Følelsen af kontrol forsvinder i takt med mørket. Forestillingen er allerede startet. I toppen af tårnet står Rasmus klar til at tage imod.

Rasmus Skov er skuespiller hos Teater Fluks, hvor han, sammen med Sara Fink Søndergaard, optræder i CTRL+ALT+DEMENS. Forestillingen er arrangeret i samarbejde med Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Aarhus Domkirke, Kvindemuseet og FO-Århus.
”Det, vi gerne vil er, at skabe nogle rum og universer, der rammer hele væsnet. En kombination af følelser og sanser som man forbinder, så næste gang man hører om demens, så har man en relation til det. Det vækker noget mere, end bare fakta.” siger Rasmus.

På to bænkerækker, i dom-kirkens mægtige rum, sidder de seks kvinder, der lige er kommet ned fra tårnets mørke. De sidder med lukkede øjne og hovedtelefoner på og lytter. Lyduniverset giver lytteren fornemmelsen af selv at lide af demens. Følelsen af ikke at kunne skrive et julekort længere, eller kende forskel på nat og dag.
Karen og Freya sidder side om side på kirkebænken. Freya tager sin briller af, og tørrer en tåre væk fra øjenkrogen med sit ærme. De har begge haft demens tæt ind på livet.
”Stemmen der talte, var som at høre min morfar,” siger Karen Toft, hvis morfar, Kristian, led af demens.
”Min oldemor var dement. Jeg har også arbejdet på et plejehjem, hvor de ikke kunne finde ud af om det var dag eller nat. Da vi sad med høretelefonerne på og lyttede til det de sagde, tænkte jeg - ”Det er lige præcis det de siger.”” siger Freya Lyngsø.

Den tredje og sidste installation, som publikum besøger er på Kvindemuseet lige overfor domkirken. Lokalet er lyst op af en opstilling af gamle fjernsyn, der flimrer. Skuespilleren Sara sidder i en lænestol og venter. Hun er i rollen som den pårørende til en dement bedstemor. Da hun afslutter sin optræden, skifter fjernsynene til sort, og teksten ”Hvilket minde vil du allernødigst miste?” toner frem.
”Man glemte helt at det var skuespil,” siger Freya ude foran Kvindemuseet, og Karen følger op.
”Hun trak mig helt ind i.”
Spørgsmålet, som forestillingen stiller publikum til sidst, har sat gang i tankerne. Da pigerne selv sætter ord på, lægger Karen ud.
”De minder om hvad folk har lært mig. Det at værdsætte det som andre folk giver til én. Min mormor har lært mig at bage, og min morfar fortalte den samme historie en milliard gange, hvilket har gjort at jeg kan høre den samme historie igen og igen,” siger hun og griner.
Freja tager over — ”Minder er ens familie. At glemme min familie”
