Er vi blevet fans af middelmådigheden?
Essay om Facebook, anerkendelse og middelmådighed.
Tager man og scroller ned af min startside på Facebook, kan man finde mangle eksempler på såkaldte statusopdateringer, både fra mig selv og fra mine mange venner og bekendte. Jeg sidder nu og læser på min Facebook tidslinje. Et nyt profilbillede. En overfladisk lykønskning fra en vens fødselsdag. En skræmmende ligegyldig statusopdatering. Det slår mig, at jeg ikke kan sætte fingeren på, hvorfor jeg har haft brug for at slå så ligegyldige ting op på dette online medie. Selvfølgelig handler det om at få anerkendelse fra andre mennesker, men er en ”Synes godt om” at jeg lige har været op at træne på et socialt medie, virkelig anerkendelse? Jeg er overbevist om, at mine statusopdateringer ikke gavner andre mennesker, derfor må det jo have været for min egen skyld. Selvfølgelig handler det om at få anerkendelse fra mine medmennesker. Hvad er det, der har gjort, at ikke kun jeg, men flere og flere især unge mennesker, har behov for anderkendelse for hvad der vel egentlig må betegnes som ligegyldige hverdagsting og det i en sådan grad at det kunne ligne en ophøjelse af middelmådigheden?
Denne jagt på anerkendelse er jo stik imod janteloven og den ydmyghed, som i Danmark jo ellers er en rigtig stor del af vores hverdag og kultur. Mads Oddershede sætter i sin kommentar i Berlingske, ”Vi er blevet fans af middelmådigheden”, spørgsmålstegn ved, hvor signifikant en præstation kan være, hvis man har brug for at skrive flere linjer om, hvorfor den er signifikant for ens venner. Hvorfor udsætter vi os selv for muligheden for at blive set ned på, ved at være det søm der rager op, for at bruge en gammel japansk talemåde. Måske er tiderne skiftet. Måske har de sociale medier endda vundet popularitet i en sådan grad, at janteloven ikke gælder på nettet? Det er svært at vide, men en ting er sikkert: Det sker hver evig eneste dag, at vi forærer hinanden anerkendelse på sociale medier for at have opnået middelmådige præstationer.
Som jeg også erfarede fra min tur ned gennem min egen startside på Facebook, er de præstationer jeg fremhævede på min startside hverken enestående eller fantastiske, men derimod præstationer som bare er en del af min og alle andres hverdag, og man tvinges derfor til at spørge, om vi har mistet indhold i vores liv. Nogle af mine venner på Facebook har endda et sådant behov for anerkendelse og opmærksomhed, at de skifter profilbillede for derefter at skifte tilbage til det oprindelige billede, således at billedet igen popper op på vennernes startside, og det resulterer jo selvfølgelig i flere ”Synes godt om”. Vi måler altså vores succes i livet — hvor gode vi er til at være menneske — i hvor mange ”Synes godt om” vi har på et online medie. Nogle vil måske argumentere, at Det er lidt snæversynet og forsimplet, men det sker alligevel hver dag på Facebook, og jeg bliver nødt til at spørge om det virkelig kan passe, at det er sådan et indholdsrigt liv ser ud i dagens Danmark.
Facebook kan anses som en massiv form for selviscenesættelse, hvor fremhævelsen af det enkelte individ er i fokus. Størstedelen af Facebooks brugere er teenagere, der er vokset op med at skulle promovere sig selv på de sociale medier, for derigennem at opnå anerkendelse. Man kan kalde dem en ”se-mig-generation”. Dette fokus på individet resulterer i, at man kun er noget i kraft af sig selv eller sine egne præstationer. Der kommer altså et skel imellem individet og fællesskabet. Denne ændring, hvor anerkendelse er gået fra at være defineret ud fra de fællesskaber, man var en del af til at være defineret af det enkelte individ, kan så småt spores helt tilbage til senantikken, hvor der skete en ændring fra at være optaget af mennesket-i-fællesskabet, til en optagethed af det isolerede og private individ, dette videreudvikles med liberalismen og i senmoderniteten — og vi ser nu resultatet af den udvikling på de sociale medier som Facebook i dag. Man anerkendes for det man gør, ikke så meget for det man er, hvilket er stik modsat den historiske definition af anerkendelse, hvor ens individuelle identitet var indvævet i den kollektive. I dag har vi et ’præstationssamfund’ på samtlige fronter, eftersom individet er ansvarlig for egen lykke, hvad angår skole, karriere, sociale relationer osv., søger man efter anerkendelse, da netop anerkendelsen er den eneste måde, hvorpå man kan få feedback, der kan forsikre én om, at man er god nok — at man er på rette vej. Og den feedback er nødvendig for selvopretholdelsen af individet i vores samfund. Med friheden vi i dag oplever, kommer også mulighederne — i nærmest ubegrænset omfang — og dermed også ansvaret for individets egne succeser og fiaskoer. I dag er succes lig anerkendelse, succesen ligger i anerkendelsen, og så er det fuldstændig ligegyldigt om det, der anerkendes, på for eksempel sociale medier, er nok så ligegyldigt eller middelmådigt. I vores søgen efter anerkendelse gør Facebook det muligt for os at konstruere lige netop den virkelighed, som vi ønsker for os selv, men hvor virkelig er denne virkelighed i virkeligheden?
For atter at vende blikket imod min egen Facebook startside, hvor mine egne og andres statusopdateringer kan ses, er det min erfaring, at den virkelighed, der præsenteres på Facebook ofte er overfladisk og ligegyldig — en hyldest til middelmådigheden. Skal vi følge Goffmanns teori om selviscenesættelse, vil man sige, at ”se-mig-generationen” forsøger at få den front-stage, man præsenterer på Facebook til at virke som om, det faktisk er ens back-stage — alt sammen i jagten på anerkendelse. Dertil kan der selvfølgelig spørges, om det er forkert at søge denne anerkendelse, og om livet bliver mere indholdsrigt af at få 200 ”Synes godt om” på sine statusopdateringer?
