Yahya Hassan: En digtsamling med saft of kraft
Kommentarer til, og tanker om, Yahya Hassans autofiktive digtsamling.
Omsorgssvigt og en opvækst med vold er det tydelige omdrejningspunkt i den autofiktive digtsamling ”Yahya Hassan” (2013). Digtene, der er skrevet i versaler, er plukket ud af forfatterens korte og teatralske liv — og der bliver ikke lagt fingre i mellem. Igennem hele samlingen er tonen flabet, stridslysten og fuld af foragt, især over for Hassans forældre og deres værdier. Hassan beretter om et liv hvor temaer som manglende voksenkærlighed, dobbeltmoral, eksistens, og autoritetskritik spiller en væsentlig rolle, og især Hassans forhold til faren er i fokus.
Digtene i digtsamlingen er præsenteret kronologisk, og det første digt i samlingen hedder ”BARNDOM”, og fortæller om hvordan Hassan og hans søskende, bliver slået af deres far, imens moren smadrer tallerkner i opgangen, for at sikre at slagene og skrigene, ikke kan høres uden for lejligheden. Sådanne overgreb på børnene er et tema, der bliver ved med at vende tilbage, og digtene bliver hurtigt en kritik af den patriarkalske samfunds- og familiestruktur. Dog er det ikke kun faderen, der udøver vold på andre i digtsamlingen, også Hassan beretter flere gange om at have udøvet vold mod andre, ofte med et glimt af humor som tyder på, at han ikke fortryder det han har gjort: ”DET VAR SVÆRT AT FINDE KOBLINGSPUNKTET / MED TO PÆDAGOGER PÅ KØLEREN”. Det kan altså siges at digtene også illustrerer hvordan vold avler vold — fra far til søn. Hassan opfinder en del nye ord digtsamlingen igennem, og i ”BARNDOM” giver ord som flergræderi en ekstra dimension til stemningen. Flergræderi må kunne oversættes til at Hassan og hans søskende græder, nærmest i kor, og sammen med den meget billedlige beskrivelse af begivenheden i lejligheden, giver det en følelse af at være der selv. Versalerne underbygger yderligere den tryggede stemning, ikke kun i dette digt, men i digtsamlingen som helhed.
I ”BARNDOM” sammenlignes volden mod Hassan og hans søskende også med opgøret mellem Israelerne og Palæstinenserne i Mellemøsten. Fælles for de to situationer er, at faderen forhindrer en sand eksistens for Hassan og hans søskende, ligesom Israelerne forsøger at undertrykke eksistensen af Palæstinenserne. Det er ikke bare undertrykkelsen af Yahya Hassans eksistens, men altså af palæstinenseren Yahya Hassan. Hassans digte er et opgør med hans far, som autoritet, og senere, efter at Hassan bliver tvangsfjernet, de andre autoriteter der på hver sin måde påvirker Hassans liv. Især faderen ses flere steder som et billede på Islam, hvilket gør det klart, at Hassan også kritiserer netop religionen, som må siges at være yderst autoritativ i det danske indvandrermiljø, ”MEN SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT / EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE” (JETLAGSFORMØRKELSE). Her kan satan ses som et billede af faren, selvfølgelig i tæt kobling med Islam, og flammen som er opstået af satan, født på grund af faderen, som Hassan selv. Også i digtet ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” kritiserer Hassan, efter at have kritiseret andre autoriteter i digtene før, igen faderen og Allah. Der er dog sket en udvikling fra den måde, han skrev om faderen på i starten af digtsamlingen, til slutningen af digtsamlingen, idet der nu lægges vægt på Hassan selv, som vi også kunne forvente jævnfør titlen af det autofiktive værk. Versene ” MIT NAVN ER YAHYA HASSAN / OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT / OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM / I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE / ELLER JEG VAR” og ”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN” illustrerer i stor stil, hvordan Hassans faderfigur sammenholdes med Allah. Digtene er ikke længere et aktorat mod faderen, men derimod et opgør med troen på Allah som autoritativ figur. Opgøret med autoriteterne er nu fuldendt, idet opgøret med faderen er forenet med opgøret med den største af alle autoriteter, troen på Allah.
”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” og ”JETLAGSFORMØRKELSE” kan tillige forstås som en afbildning af Yahya Hassan, hvilket titlen også lægger op til. Det vil betyde at Hassans navn som et billede på hans eksistens, udelukkende er defineret ud fra den vrede, han har vendt mod omverdenen, og det miljø han lever i. Vreden er især vendt mod autoriteterne i hans liv, men også imod ham selv, idet han føler en form for skam, hvilket man som udeforstående forventer, når man ser på hans liv. Dette ses blandt andet i ”JETLAGSFORMØRKELSE”, ”KAST JERES STEN/ TAG MINE FORÆLDRE MED FOR DET DE HAR SKABT/ JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL/ JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV”. Tolkes digtene som en bekendelse af skam, bekender Hassan at han uden familie og Allah, altså alt det han er bekendt med i sin opvækst, ville være alene og tabt i verdenen. På trods af dette nægter Hassan at leve i den rolle, der var tiltænkt ham af hans forældre og andre betydningsfulde personer i hans liv.
Det autofiktive element i digtsamlingen er hvad, der gør den rigtig interessant. Autofiktion i en digtsamling som denne resulterer i, at forfatter og digterjeget ikke kan skilles ad, og altså smelter fuldstændig sammen. Det giver digtsamlingen en helt speciel vinkel, idet fortællingen ikke stopper ved værkets afslutning. Hassans massive pressedækning, grundet værkets popularitet, og hans eminente brug af sociale medier, resulterer i at beretningen af hans liv fortsætter. Vi kan se at den udvikling der sker i værket, fortsætter helt op til den dag i dag — tre år efter udgivelsen.
”Yahya Hassan” kan siges at være et socialt realistisk værk med ekspressionistiske træk. De svage og udsatte i samfundet skildres ved hjælp af en ekspressionistisk tankegang, der giver os alle detaljer og indtryk som Hassan oplevede det. Værket kan sammenlignes med Broby-Johansens værk ”Blod”, som også var skrevet rent i versaler, og har nogle af de samme samfundskritiske træk som ”Yahya Hassan”, der dog holder alle digtene i samme form. Der kan også trækkes paralleller til 1970’ernes kvindelitteratur, idet kvinderne på dette tidspunkt forsøgte at inddrage familielivet og det private i litteraturen, ligesom Hassan forsøger at gøre det private offentligt i hans værk. Det er også denne form for digtning, blandet med det kontroversielle emne, der har resulteret i den debat, vi har set de seneste år.
”Yahya Hassan” er en digtsamling med saft og kraft. Digtene er barske, gribende og litterært avancerede. De har et tydeligt budskab vedrørende kritik af autoriteter, og især kritik af Islams autoritære rolle i Hassans liv, der kommer til udtryk igennem hans far. Digtsamlingen er også en bekendelse af hans egne synder, samt en bekendelse af at han ville have været hjemløs i verdenen, uden nogle af de autoriteter han kritiserer. Mest af alt er ”Yahya Hassan” dog et udsnit af en indvandrerdrengs hverdag — det væsentlige er at Hassan har noget på hjertet.
