På Dee Finks visitkort står der “Professional and International Consultant in Higher Education”, men det er ildsjælen, der brænder igennem, når han taler om det, der har været hans kald siden 1979: at hjælpe ansatte på universiteterne til at blive bedre undervisere.

Hans tale er krydret med sproglige billeder, og sammenligningen mellem piloter og universitetsundervisere falder på en workshop for Aarhus Universitets netværk for universitetspædagogik, som samler de ansatte i fakulteternes enheder for udvikling af undervisning.

Workshoppen er den sidste del af Dee Finks besøg i Aarhus, hvor den anerkendte universitetspædagog blandt andet har rådgivet Center for Undervisning og Læring og også holdt en workshop for undervisere baseret på hans bog “Creating Significant Learning Experiences”.

Et globalt problem

På Aarhus Universitet er der “pilotskoler” for universitetsansatte, som kan følge forskellige kurser i pædagogik og didaktik, men Dee Fink påpeger, at der globalt set bliver gjort alt for lidt for at udvikle universitetsansatte, så de hele tiden bliver bedre til at undervise.

“Vores opgave er nu at formidle disse ideer til underviserne, skabe bedre undervisningstilbud og sørge for at skabe opbakning til, at underviserne deltager i udviklingsarbejde,” Dee Fink

“For nogle år siden skrev jeg en artikel, hvor jeg delte verdens universiteter op i fire grupper. I Afrika og store dele af Latinamerika foregår der intet udviklingsarbejde. USA tilhører en gruppe af lande, hvor mellem 35 og 40 procent af universiteterne tilbyder programmer til undervisere, som det er frivilligt at deltage i,“ fortæller Dee Fink.

“Så er der lande, hvor universiteterne eller myndigheder stiller som krav, at man skal have pædagogisk træning for at blive forfremmet fra adjunkt til lektor. Det sker for eksempel i Storbritannien og i nogle skandinaviske lande. Men jeg fandt kun et universitet – i Lund i Sverige – hvor det er et krav, at alle undervisere skal forsætte med at udvikle deres undervisning i hele deres karriere.”

Ingen står stille som underviser

For Dee Fink er eksemplet fra Lund det ideal, som alle universiteter bør stræbe efter. De skal facilitere, men også kræve, at underviserne i hele deres karriere indgår i en cyklisk proces, hvor de reflekterer over deres egen undervisning, bruger tid på at lære nyt om undervisning, afprøver nye metoder og vurderer udbyttet af dem.

“Undervisning er en dynamisk proces, hvor der ikke kan være nogen statisk tilstand. Hvis du underviser, vil du enten blive bedre eller dårligere til det, afhængigt af hvilken energi du lægger i det. Men du bliver aldrig ved med at have det samme niveau,” forklarer Dee Fink som argument for, at man ikke kan læne sig tilbage og forlade sig på de kurser, man måske var med på for mange år siden.

Fordele for alle

Der er mange fordele ved at opbygge et system, hvor undervisere konstant har pligt til og mulighed for at udvikle sig fagligt.

“De første, som får gavn af det, er naturligvis de studerende. Hvis undervisningen bliver bedre, får de studerende også mere ud af det og bliver mere engagerede. Og når de studerende bliver mere engagerede, bliver det sjovere at være underviser. Det har jeg hørt fra så mange undervisere gennem tiden,” fortæller Dee Fink.

“Men der er også store fordele for universiteterne. Konkurrencen mellem universiteterne og andre højere uddannelsesinstitutioner bliver mere og mere intens. De konkurrerer om at få de bedste studerende, de bedste professorer, de fleste bevillinger og ikke mindst det bedste omdømme.”

“Uddannelserne er et centralt område at skabe sit omdømme på, hvis et universitet kan dokumentere, at det faglige indhold er bedre end de fleste andres, undervisningen er bedre, og de studerende får større udbytte,” siger Dee Fink.

For eksempel lagde han selv vægt på, at hans datters kommende universitet kunne fremvise bedre tal for studerendes engagement i undervisningen end andre universiteter.

Videreuddannelse skal være en pligt

Udviklingen af undervisere skal faciliteres med både penge, lokaler og ansatte, der har til opgave at guide underviserne igennem processerne. Men det er mindst lige så vigtigt, at universitetsledelsen også sender klare signaler om, at det har værdi, når underviserne arbejder med at forbedre deres egen undervisning.

“Mange universiteter tilbyder hvert år kurser til undervisere, men der er kun 20–30 procent, der følger dem, hvor det burde være 80–90 procent. Hvorfor? Efter min mening skyldes det, at underviserne oplever, at signalet fra universitetets ledelse er, at det er OK, hvis de følger kurserne. Men det er også OK, hvis de lader være,” fortæller Dee Fink.

Det sidste skal ikke være en mulighed. I stedet bør universiteterne opmuntre til eller ligefrem forlange, at underviserne videreuddanner sig – for eksempel ved at give dem penge for det, mener han.

“Derfor bruger jeg i dag også en del tid på at opsøge universiteternes ledelser, fordi der vil ske så mange gode ting i organisationen, hvis vi kan skabe en forståelse blandt dem om, hvor vigtigt det er at udvikle underviserne,” siger han.