Sådan får du den perfekte nat: Fem gode råd til at optimere din nattesøvn

YouGov har lavet en undersøgelse for Søndagsavisen, der viser, at mange danskere simpelthen ikke sover nok. Dette er selvsagt ikke godt. Vi mennesker har nemlig brug for en ordentlig omgang søvn, hvis vi skal fungere optimalt. Får vi ikke vores søvn, kan vi opleve svækket koncentrationsevne, stress og humørsvingninger.

Jeg har udarbejdet fem gode tips til, hvordan du kan optimere din nattesøvn.

1. Rummet, du sover i, skal være mørkt

Det er vigtigt, at du sover i et mørkt rum. Det lyder måske som en selvfølge, men rigtig mange sover faktisk i rum, der på den ene eller anden måde lyses op i løbet af nattetimerne.

Det kan skyldes lys fra gadelamper eller lignende. Du kan selvfølgelig ikke slukke en gadelygte, men du kan investere i effektive mørklægningsgardiner, der holder alt lys ude. Det anbefaler jeg kraftigt.

Du bør altid stræbe efter at undgå at have små lysgivende elementer i stil med digitale alarmklokker, telefoner og lignende i nærheden af dig, når du skal sove. Disse elementer kan nemlig også fungere forstyrrende for din nattesøvn.

Jeg anbefaler, at du vender din telefons skærm nedad, så den ikke lyser op i løbet af natten, hvis du får en SMS eller modtager et opkald fra en person uden situationsfornemmelse. Det er en selvfølge, at din telefon skal være på lydløs, når du sover.

2. Faste sengetider

Det kan være en rigtig god idé at have en fast døgnrytme. Derfor anbefaler jeg, at du hver dag går i seng på samme tidspunkt. Det har naturligvis kun en effekt, hvis tidspunktet, du vælger, ikke er alt for sent.

Når du er kommet ind i en fast rytme, vil du hver aften mærke en naturlig træthed, og du vil have lettere ved at falde i søvn, fordi din krop er blevet vænnet til at falde i søvn på et givent tidspunkt.

3. Ingen fjernsyn, mobil eller computer lige inden sengetid!

Både telefon-, computer- og fjernsynsskærme er ikke at anbefale inden sengetid, hvilket skyldes, at disse skærme benytter sig af et meget blåt farvespektrum, og dette forbinder hjernen med dagslys, hvorfor lyset har en opkvikkende effekt, hvilket selvsagt ikke er hensigtsmæssigt, når man skal sove.

Din krop vil blive forvirret og tro, at det er middagstid, og du vil derfor ikke opleve den naturlige træthed, der er afgørende for, hvorvidt du kan falde i søvn eller ej.

Derfor bør du forsøge at undgå at kigge på din telefon, din computer eller dit fjernsyn en hel time, inden du skal sove. Du kan i stedet læse en bog eller lignende, inden du skal sove. I hvert fald på gammeldags analog maner. Hvis du gør det på iPaden, hjælper det ikke noget.

4. Få styr på tankerne

Det, der holder rigtig mange mennesker vågne i løbet af nætterne, er ubearbejdede tanker og bekymringer. Et godt redskab til at tøjle sine tanker er at skrive dagbog. Når du skriver, tømmer du hovedet. Alle de spekulationer, du ellers ville ligge og have i mørket, får du bearbejdet i skriveprocessen, hvilket uden tvivl vil gøre det lettere for dig at sove trygt og roligt om natten.

5. Du skal have en god seng

Har du en dårlig seng, kan du være temmelig sikker på, at du nat efter nat oplever at få forstyrret din nattesøvn. Selvom du følger alle andre gode råd, kan en dårlig seng ødelægge det hele. Vi kender det vist alle sammen fra mindre luksuriøse ferier og lignende. Det kan godt være, at vi har været fysisk i gang hele dagen og føler os yderst trætte, når natten sænker sig over feriestedet, men når vi lægger os i den elendige ferieseng, kommer vi til at vende og dreje os i utallige timer, inden vi langt om længe falder i søvn.

Det er vigtigt, at du anskaffer dig en god seng, som passer til din krop; den skal passe til din vægt, højde og alle dine andre behov.

Det er forskelligt fra person til person, hvilken seng der er det ideelle match. Nogle befinder sig bedst i en meget blød seng, mens andre ønsker en lidt mere robust seng. Du kan finde alverdens senge, blandt andet continental senge og elevationssenge, hos sengeforhandleren Søvn&Miljø.

De vil uden tvivl også meget gerne give dig rådgivning i forhold til, hvordan du får den optimale søvn.

Start allerede i dag

Jeg har nu givet dig redskaberne til at få en perfekt nattesøvn, og du kan starte allerede i dag. Du behøver ikke følge alle tips fra dag et. Prøv med et ad gangen og byg derefter på.

Jeg lover dig, at du lynhurtigt vil mærke en forandring, både i natte- og dagtimerne.