Hvilket fremskridt? Om selvterminerende succes og vejen mod systemisk bæredygtighed (del 1 af 2)

Vejen frem synes snorlige med skyklapper på

Den eksplicitte og insisterende lovprisning af status quo – forsvaret af ideen om, at den aktuelle systemopsætning har sejret, og at al reelt fremskridt må være genoprettelse af eller udvikling indenfor de eksisterende rammer – er en ganske populær aktivitet. Martin Krasnik gør sig således til dansk repræsentant for en udviklingsfortælling, der succesfuldt bæres frem af blandt andre de såkaldte “nye optimister” (“new optimists”), når han beklager, hvordan nuværende generationer i overdreven grad bekymrer sig over “[…] den vestlige verdens og demokratiets krise” og ikke i tilstrækkeligt omfang anerkender det som et “faktum”, at verden nu er et bedre sted, end den nogensinde har været, at “menneskeheden er mindre fattig, bedre uddannet, sundere, lever længere […]” end tidligere (Krasnik 2019).

Den eksplicitte og insisterende lovprisning af status quo – forsvaret af ideen om, at den aktuelle systemopsætning har sejret, og at al reelt fremskridt må være genoprettelse af eller udvikling indenfor de eksisterende rammer – er en ganske populær aktivitet.

Dog er det angiveligt faktuelle belæg, der anvendes som grundlag for positionen, inklusive dele af den overordnede forståelsesramme, den bygger på, isoleret set lige så ideologisk ladet og potentielt problematisk, som det på overfladen er pænt (Burkeman 2017). Det er problematisk både som billede på, hvordan verden i øjeblikket ser ud, og som inspiration til, hvordan vi i flok bevæger os ind i fremtiden.

Den delvise sandhed

En af grundantagelserne er, at man kan anskue vores menneskeskabte systemer som fundamentalt adskilte fra og mere betydningsfulde end de ikke-menneskelige processer omkring os, “naturen”. Den form for perspektiv gør det blandt andet muligt at forholde sig isoleret til et samfunds aktuelle økonomiske situation – typisk målt på vækst i BNP – og derudfra vurdere, om det mere overordnet er sundt og på rette kurs. Her kan eksempelvis klimanedbrud eller tab af biodiversitet afvises som baggrundsproblematikker; eksterne ulejligheder, vi måske i nogen udstrækning er tvunget til at håndtere konsekvenserne af, men dét primært for at beskytte og videreføre vores eget så udviklede show i mere eller mindre uændret form. En anden central og nært beslægtet formodning er, at det ligeledes giver mening at anskue visse mennesker og grupper af mennesker som fundamentalt adskilte fra og mere betydningsfulde end andre sådanne. Forskellige manifestationer af antagelsen findes overalt, men de kan være svære at se eller virke selvfølgelige, blandt andet fordi de er til stede som aspekter af selv de mest trivielle hverdagsaktiviteter. Eksempler på kategoriseringsmarkører er nationalitet, køn, hudfarve og relativ økonomisk situation, og blandt de domæner hvor formodningens dynamikker kommer i spil på måske særligt tydelige (og kyniske) måder, kan nævnes forskellige former for ulige rolle- og ressourcefordeling på tværs af diverse produktionskæder og økonomiske systemer, politisk undertrykkelse samt væbnet konflikt.

Størstedelen af menneskets tænkning foregår på et ubevidst plan, og eksempelvis kulturelle forståelsesmodeller som i høj grad styrer vores adfærd har en tendens til at være mere eller mindre usynlige for de, som bærer rundt på dem.

Det er en måde at tænke på, som – om ikke andet fra “vindernes” perspektiv og vurderet på de innovative og effektive resultater – da også kan synes en bragende succes. For eksempel er det enormt svært at forestille sig, at den globale arbejdsdeling, antibiotikabehandling og industrielt landbrug ville eksistere i deres nuværende form uden den samtidige eksistens af et verdensbillede, der reducerer forskellige dele af virkeligheden til mere eller mindre isolerede enheder og opererer med en kortsigtet horisont. Og der er ingen tvivl om, at de samfundsmæssige effekter af disse og en lang række andre processer og opfindelser på mange måder er imponerende. Anvendelsen af dem har i nyere tid accelereret store dele af menneskehedens muligheder og relative velvære samt gjort den vestlige videnskabelige model til et de facto standardideal for design og udvikling.

En kompleks virkelighed banker på

Det er først indenfor de seneste måske syv årtier, at der med den såkaldte “store accelleration” og en egentlig global civilisation er sket et radikalt skifte, hvad angår omfang og påvirkningskraft i menneskets adfærd (Steffen et al. 2015b). Dette har samtidig medført eller styrket en række tilsvarende risici – alt fra atomkrig til selvforstærkende destabilisering af klimaet – som truer et verdensomspændende samfund. Endda et yderst skrøbeligt ét af slagsen, da det ikke længere kun er geografisk afgrænsede sociale strukturer, som kan påvirkes, men i stedet et komplekst globalt netværk af sådanne.

En idé som “grøn vækst”, der lover absolut afkobling af fortsat økonomisk vækst fra de miljøeffekter, det ellers måtte medføre, duer heller ikke som monolitisk løsning. Der skal mere end overfladiske og umulige trylleslag til.

Alt dette leder forståeligt nok til en særlig form for smerte hos de, som stædigt forsøger at holde fast i et uforandret eksisterende. De trofaste beskyttere af en samfundsmodel og fremskridtsfortælling, der nu under alle omstændigheder synes at have udlevet det primære positive potentiale, og hvis dynamikker altså på en række områder samtidig står i pinlig kontrast til reel bæredygtighed og trivsel. Smerten eller, værre, en manglende forståelse og opvågnen, kommer blandt andet til udtryk i nedtoningen af udfordringerne eller en overbevisning om, at den form for krisehåndtering og fremtidssikring, der på eksempelvis klima- og miljøområdet er behov for, begrænser sig til isolerede teknologiske tiltag. En type “løsninger”, som i forsøget på at bevare det vanlige også er tilbøjelige til at afspejle nøjagtig samme tænkning, der i første omgang skabte problemerne. Det er igen fortællingen om, at vi har et samfund, og så er der en verden “derude”, som skal kontrolleres. Industriel indfangelse af CO2 fra luften, mens vi derudover fortsætter med stort set uændret kurs, er og bliver symptombehandling (Hawes 2019). En idé som “grøn vækst”, der lover absolut afkobling af fortsat økonomisk vækst fra de miljøeffekter, det ellers måtte medføre, duer heller ikke som monolitisk løsning (Parrique 2019). Der skal mere end overfladiske og umulige trylleslag til.

--

--

I explore, communicate, and nurture regenerative worldviews and practices to help ensure a thriving future for all life.

Love podcasts or audiobooks? Learn on the go with our new app.

Get the Medium app

A button that says 'Download on the App Store', and if clicked it will lead you to the iOS App store
A button that says 'Get it on, Google Play', and if clicked it will lead you to the Google Play store
Espen Malling

Espen Malling

I explore, communicate, and nurture regenerative worldviews and practices to help ensure a thriving future for all life.