Det vi belønner, får vi mere af

Cavling, Spadestik, FUJ — ja bliv selv ved. Der er et væld af journalistiske priser i den journalistiske verden. Men ser man efter, er det den samme slags historier, vi belønner, og afsløringer er ikke længere nok. Vi har brug for at dyrke, hylde og belønne en ny type journalistik. Den løsningsorienterede og konstruktive.

Denne uge havde vi på Constructive Institute besøg af en, der virkelig har tænkt konstruktivt, efter han har afdækket et problem. Han er godt nok ikke journalist, men arbejdsmetoden, målet og værdierne er langt hen ad vejen de samme, som jeg mener, vi skal dyrke — og hylde — i langt højere grad i vores branche.

Christian Erfurt er CEO i virksomheden Be My Eyes, der hjælper blinde med at se. Kort fortalt en app, en blind kan bruge, når hun fx skal se, hvad det er for en dåse, hun skal åbne, hvad der står på postkortet eller om vandet er misfarvet. Så ringer hun op via app’en. Her svarer en af de mere end 585.000 seende, der har tilmeldt sig. Og den blinde får svar på, om det er rød-eller hvidvin hun er ved at åbne eller, hvad der nu er brug for et par øjne til at afgøre. Næsten 600.000 har downloadet app’en i flere end 150 lande.

Christian Erfurt har selv en historie med sygdom bag sig, og ved, hvordan det er, hele tiden at skulle bede de samme mennesker om hjælp. Så idéen til Be my eyes opstod ud af et reelt behov. App’en er et bud på en del af en løsning, og så er værdierne bag dem, de samme som dem, jeg vil arbejde for, at vi i mediebranchen bliver mere fokuserede på. For da Christian fik spørgsmålet; “-Hvad driver dig?” tænkte han sig lidt om, inden han svarede; “-fordi jeg hellere vil være en del af løsningen end en del af problemet.”-Tænk lige lidt over det svar!

En del af løsningen

I min optik er det helt essentielt for den vej, vi skal udvikle vores branche. I alt for manges øjne er medierne en del af problemet. Vi forstørrer konflikter, overeksponerer problemer og undlader for tit at følge op, når problemerne er løst. “-For det er jo ikke en god historie …” Jeg mener, vi skal gentænke vores definition af en god historie.

De historier og den kultur, vi i de journalistiske kredse, hylder, tilskynder og uddanner til, er i høj grad den del af journalistikken, der afslører, afdækker og aftvinger en ansvarlig en undskyldning. Det er den type, vi har hyldet, siden Henrik Cavling for 200 år siden kæmpede for at ændre journalistikken, så den ikke blot agerede talerør for de politiske partier, men i stedet havde som mål at informere travle folk om dagens begivenheder. Cavlings journalistik har været helt afgørende for vores fag i 200 år. Det er der som sådan ikke noget galt i, for den del af vores fag, er helt afgørende, nødvendig og prisværdig. Men det er ikke længere nok. Den kan ikke stå alene.

I denne uge blev listen med nominerede til årets FUJ-pris offentliggjort, og det er flot undersøgende journalistik, der bliver hædret, men ser man nærmere på historierne, er det ord som; fusk, svindel, skandale og sælger ud, der står frem. Det samme gør sig gældende, når man ser på listen over de sidste mange års vindere af Cavlingprisen. Den slags journalistik skal naturligvis laves , hyldes og hædres, men den må ikke stå alene.

Jeg mener, verden har brug for journalistik, der bringer folk sammen i meningsfyldte fællesskaber, hvor vi sammen arbejder for at inspirere til løsninger på de problemer, vi modvilligt lever med.

Skal vi lykkes med at rykke journalistikken i den retning, skal vi flytte blikket fra det, vi i dag primært bliver belønnet for. Stort set alle jeg taler med, har lyst til at være en del af løsningen frem for af problemet. Men skal vi lykkes med at dreje skuden, er det alle niveauer i vores branche, der skal flytte lidt af fokus.

Vær med i Århus

Et bud på et skridt i den retning, er indstiftelsen af en nye pris for konstruktiv journalistik. Prisen uddeles for første gang på verdens største konference for konstruktiv journalistik. Konferencen afholdes i Århus d.26.-27. oktober, og du skulle tage og komme og være med.

  • Vi kan jo kun gøre det sammen.
One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.