Hvordan kommer man over sorgen af at miste en man holder af?

For ca. 5 måneder siden mistede jeg et meget nært stående familie medlem, min bedste ven.

Det havde været en lang 3-årig kamp mod kræft og smerter, så da døden indtræf var jeg et øjeblik glad for vedkommendes vegne. Nu skulle der ikke længere være konstante smerter og ulidelige dage.

Selve begravelsesceremonien i kirken gik også fint. Jeg havde det faktisk rigtig fint med det og sad som den eneste og så lettet og “glad” ud. Der var ingen tårer, kun en stor lettelse. Jeg havde trods alt set vedkommende gå fra en stærk og skøn personlighed med masser af humor, til en person der over de forgående 3 år kun havde haft 1,5 år uden smerter. Tiden med smerter havde været så stor at vedkommende ikke kunne gå, sidde, ligge… Det var bare et konstant smerte helvede, også for os som familie, så jeg var meget glad for at det var overstået.

Jeg følte mig stærk, godt tilpas og jeg var i stand til at sige et ordentligt farvel i kirken. Jeg kunne være den stærke person som min familie kunne holde fast i da de var ved at falde om af sorg.

Det varede dog kun et par dage.

Da stenen ankom til kirkegården, og da vedkommende senere ankom i en fin urne, fik jeg æren af at lægge vedkommende i graven, og der brød min verden bogstavlig talt sammen.

Alle de glade tanker jeg havde haft om, hvor godt det var for vedkommende, kom nu væltende ned over mig med en kæmpe sorg og længsel.

Jeg kunne ikke rejse mig.

Jeg var nærmest paralyseret.

Jeg kunne kun sidde og græde…

Når jeg ikke var på kirkegården, sad jeg i hjemmet og kunne ikke overskue noget som helst. Alle tanker ville føre til min bedste ven der nu lå en meter under jorden.

Mit arbejde led på grund af min sorg. Jeg var ikke i stand til at levere mit bedste, og jeg kunne bare ikke fjerne mine tanker.

Jeg følte mig unormal.

Jeg havde før hørt kollegaer tage til begravelser og komme tilbage som intet var hendt. Som om at det ikke påvirkede dem, hverken på dagen eller i ugerne efter.

Her sad jeg dog, og kunne knap få min hverdag til at hænge sammen.

Efter 2 måneder, hvor jeg stadig følte således, valgte jeg at søge hjælp.

Jeg har aldrig været religiøs, men jeg valgte at opsøge præsten i vores by. Hun var behagelig at snakke med, men min mangel på tro gjorde det svært for mig at relatere til hende.

Hun anbefalede mig derfor at tage kontakt til hendes veninde der tidligere havde været bedemand i nabobyen Holte. Jeg havde mødt hende før, men altid kun hilst pænt på hende, så jeg satte stor pris på, at hun havde tid til at mødes med mig.

Her fik jeg mulighed for at snakke med en, der havde arbejdet med døden hver dag i over 15 år, og derfor har et andet syn på døden og livet for os andre.

Hun kom med mange gode råd og vi havde lange samtaler og det hjalp alt sammen. Der var dog en ting især, som jeg tog til mig.

“Lad være med at søge afstand fra sorgen. Lad den omfavne dig, husk på hvem (navn) var og hvad der gjorde vedkommende til noget helt specielt. Sorgen er ikke farlig, men et udtryk for kærlighed. Havde vedkommende været i livet, ville hun helt sikkert ikke have ønsket, at du satte dit liv på pause, men at du i stedet nød minderne om hende og fortsatte dit liv.”