I slutningen af juni 2013 blev 11 herboende kurdere tiltalt for at have sendt 130 millioner kroner til PKK, som USA og NATO betegner som en terrororganisation, i det anklagemyndigheden kalder den største sag om terrorfinansiering herhjemme nogensinde. Sammen med sagen om lukningen af Roj-tv og en historisk fredsprocess med Tyrkiet, der skal afslutte en guerillakrig, der har kostet over 40.000 mennesker livet, er PKK igen kommet på dagsordenen.

‘Kan man sende billeder ind til en konkurrence for amatørfotografer, hvis man er guerillasoldat?

Det noget særegne spørgsmål får lov til at hænge lidt i luften, inden fotografen svarer. ‘Det tror jeg ikke, der skulle være noget i vejen for’.

Vores guide fra PKK sidder på forsædet af vores hvide Toyota Hilux og holder en sort sok ud af vinduet som signal til de mange usynlige militærposter i de omgivende bjerge om, at de ikke skal skyde på os. Han er ikke overbevist af fotografens svar.

‘Jamen, jeg er bare bange for, at de så siger, at det er en terrorist, der har sendt billederne ind, og ikke gider kigge på dem, forsøger han igen.

Den bumlede køretur skal føre os til en deling soldater, der to dage forinden er vendt tilbage fra Tyrkiet til de svært fremkommelige bjerge i det nordlige Irak, som led i en historisk fredsproces mellem PKK og Tyrkiet. Fredsprocessen fik i april EU til at rykke PKK fra terrorlisten til en observationsliste, mens USA, NATO og Tyrkiet stadig fastholder, at de er en terrororganisation.

Vores møde med delingen er forsinket. Summende droner fra Tyrkiet og NATO flyver rundt 8000 meter over vores hoveder, og vores uniformerede ledsager har ikke lyst til at finde ud af, om de ubemandede flys ærinde er overvågning eller angreb.

Frygten for angreb er ikke ubegrundet. De sidste to år har været blandt de mest blodige i den 29 år lange konflikt mellem Tyrkiet og PKK, der har kostet over 40.000 mennesker livet og sendt over en million mennesker på flugt.

I 2011 stod PKK bag mindst 68 angreb, der efterlod hundredevis af døde, heriblandt et nøje planlagt bagholdsangreb på en tyrkisk militærbase, hvor 24 tyrkiske soldater mistede livet og otte blev taget til fange af PKK. Med hjælp fra NATO svarede Tyrkiet igen med heftige, men ineffektive, bombardementer af PKKs baser i bjergene i Nordirak, hvoraf et angreb alene slog 34 kurdiske civile ihjel. Ifølge Tyrkiet, var det en beklagelig fejl, mens vidner kaldte det en planlagt massakre.

I maj 2012 forsøgte PKK med et uhørt dristigt angreb at besætte hele Semdinli-regionen i det sydøstligste hjørne af Tyrkiet i håb om at lokke det tyrkiske militær i et baghold. Men Tyrkiet havde gennemskuet planen, og over 100 PKK soldater omkom, da Tyrkiet angreb med artilleri, bombefly og militærhelikoptere i stedet for de forventede landtropper.

Da den tyrkiske regering i december 2012 meddelte, at der var indledt fredsforhandlinger med PKKs fængslede leder, Abdullah Öcalan, havde omkring 1000 mennesker mistet livet siden juni 2012.

Efter 30 minutters kørsel i et imponerende bjerglandskab når vi en lysning, hvor et primitivt bageri, der består af et hul i jorden med en stenplade over, er det eneste der afslører, at der er liv.

Her har omkring 50 guerillasoldater slået lejr efter den to måneder lange vandring fra Dersim-regionen i det nordlige Tyrkiet til de ufremkommelige bjerge i Nordirak. Gruppens leder, 33-årige Hogir Beytülsup, viser vej hen til gruppens samlingssted, der er en aflang tunnel bygget med grene og blade, som gør den usynlig fra luften. Væggene er prydet med gule flag med billeder af Öcalan på og røde og gule flag med en stjerne i. I den ene ende hænger der en lille tv-skærm, som en gruppe unge soldater stirrer intenst på.

Hogir Beytülsup er klædt i en grå PKK-uniform og udtrådte gummisko. Hans øjne er varme og imødekommende, og hans sorte hår er ved at blive gråt på trods af hans unge alder. Vi sætter os i et par røde plasticstole og drikker the, og da samtalen kommer ind på den igangværende fredsprocess, bliver hans milde ansigt alvorligt.

‘Jeg respekterer vores ledelses beslutning om en fredsaftale, men jeg tror ikke, at Tyrkiet ligeså interesseret i freden, som vi er’, siger han.

‘Dronerne burde ikke være her under en fredsproces, de har aldrig været en del af aftalen, og det er heller ikke normalt, at man taler om fred, mens man bygger militære checkpoints i kurdiske landsbyer. Det er en provokation. Hvis vi gjorde det samme, ville der bryde krig ud med det samme, siger han.

‘Nogen vil ødelægge freden, og dem skal vi beskytte os mod’, siger han.

Det er ikke første gang, PKK og Tyrkiet forsøger sig med en fredsprocess. I 1991 åbnede Tyrkiets præsident, Turgut Özal, op for muligheden for en autonom kurdisk region i det sydøstlige Tyrkiet. Han sendte en lov igennem parlamentet, der gjorde det lovligt at tale kurdisk i Tyrkiet, og i 1993 bidrog PKK til opblødningen i forholdet ved at indlede en våbenhvile.

Den 17. april 1993 døde præsident Özal pludseligt under mystiske omstændigheder, i det der senere er blevet kaldt Tyrkiets hemmelige militærkup. Præsidentens død satte fredsforhandlingerne i bero, og da 12 PKK soldater blev dræbt af tyrkiske sikkerhedsstyrker i landsbyen Kulp d. 19 maj, svarede PKK brutalt igen

24. maj 1993 angreb omkring 150 PKK soldater en motorvej uden for Diyarbakir med ordre om at dræbe alle, der arbejdede for regeringen. De stoppede busser med ubevæbnede civilklædte tyrkiske soldater og trak dem ud på vejen og henrettede dem. 33 soldater og fire lærere mistede livet i angrebet, der stoppede enhver snak om fred.

Hogir Beytülsups deling består hovedsageligt af soldater mellem 18 og 22 år, og hvis man ser bort fra de russiske AK-47 rifler, der hænger over deres tynde skuldre, er det svært ikke at føle sig hensat til en spejderlejr. Stemningen er glad og løssluppen og de unge soldater virker begejstrede over at få besøg udefra, og forsøger ivrigt at kommunikere med fagter og smil og et meget begrænset engelsk.

De omkring 50 soldater har kun været i lejren i to dage efter at have vandret til fods i to måneder fra deres tidligere base i Dersim-regionen i Tyrkiet, men de har hurtigt indrettet lejren, så den kan bruges som fast base i en længere periode.

I et hjørne af lejren er en gruppe små træer blevet overdækket med grene og blade og fungerer som lejrens køkken. En dreng og en pige er i gang med at lave pomfritter i en stor gryde med olie, mens en ung dreng sidder ved siden af og anretter vandmelon på et fad, som han ihærdigt tilbyder alle, der er i nærheden.

En lignende indretning med camouflerende blade og grene fungerer som en slags skriftestol, for de unge soldater. Her kan de sætte sig på en taburet foran et lille videokamera og fortælle om deres oplevelser som guerillasoldat. Om alt fra deres hengivenhed til PKK’s fængslede leder, Abdullah Öcalan, til hvilke dyr de er stødt på i bjergene og deres syn på kapitalismen. En ældre soldat står bag kameraet og sørger for, at det bliver optaget og sendt videre til PKK’s lokale tv-station, Guerilla-TV.

Alle soldaterne er klædt ens i grå uniformer med, flade brune sko og billige Casio-ure om håndleddene. Der er ikke nogen mærker på uniformerne, der afslører soldaternes plads i det militære hieraki, og ifølge Hogir Beytülsup er det fordi, der ikke er nogen rangorden. I fredstid er alle lige.

Små farverige pins med billeder af Öcalan på brystlommen er det eneste, der adskiller uniformerne, og stemningen mellem soldaterne virker næsten som om, de alle sammen er gode venner Der er ingen, der hæver stemmen, og hvis nogen har problemer med deres opgaver, kommer der straks nogen hen og hjælper.

De byder på aftensmad, der består af ris og kylling, og et bjerg af pomfritter, der lader til at være de flestes livret. Glassene bliver hele tiden fyldt af en flaske to-liters Coca-Cola, der bliver sendt på omgang mellem soldaterne. Maden er dårlig spist, før en soldat rejser sig op.

‘Nu skal vi lege, og bagefter skal vi spille volleyball’. Den unge soldats øjne stråler, og han ser ud som om han forventer et jubelbrøl som svar . Det er tydeligvis dagens højdepunkt, han lige har annonceret.

Legen består af en gruppe sten, som den ene halvdel af soldaterne skal forsvare, mens den anden skal angribe og røre dem uden selv at blive ramt af de forsvarende soldater. Ikke ulig den guerillataktik de bruger, når de retter angreb mod tyrkiske militærenheder.

Efter fire forsøg er der endelig en gruppe, der rammer stenene, og den begejstrede dreng, der annoncerede legen, kommer hen og tager fat i min arm. ‘kom, kom, nu skal vi spille volleyball’, siger han smilende, mens han hiver mig med sig. Banen ligger et par hundrede meter længere nede af bjerget og består af to træer og et net, de sætter op med rutineret lethed.

Elegancen ved opsætningen af nettet bliver ikke overført til banen. Oftest bliver bolden skovlet over med to arme eller sendt på himmelflugt med en knytnæve, så det hurtigt står klart, at ‘derva’ er det kurdiske ord for ‘ude’.

Da mørket gør det umuligt at se bolden længere, slutter kampen. Der er vist en vinder, men det går de ikke op i. Vi går samlet tilbage til delingens opholdsstue, der er henlagt i mørke på grund af det lysforbud, der sørger for, at delingens lejr ikke bliver synlig for dronerne.

Mens delingsføreren Hogir lytter til en meget gammel og skrattende radio, sætter soldaterne sig i en rundkreds, der bliver svagt oplyst af månen på den stjerneklare himmel. ‘whart is you job’, spørger en soldat med en AK-47 over skulderen. ‘Journalist’, svarer jeg, og sender hans spørgsmål tilbage til ham. ‘Guerilla, guerilla, siger han, og kigger stolt rundt på de andre soldater med et smil, der lyser bumserne op i hans ansigt.

PKK’s angreb og henrettelser på motorvejen udenfor Diyarbakir lagde ikke bare fredsprocessen død, den fik også Tyrkiet til at tage nye midler i brug. Tyrkiets nyvalgte premierminister, Tancu Ciller, iværksatte operation ‘Kale Plani’, der gav militæret ubegrænsede voldelige midler i forsøget på at løse ‘det kurdiske problem’.

I månederne efter blev omkring 100 kurdiske forretningsmænd fundet likvideret i vejkanten på hovedvejen mellem Istanbul og Ankara. De var alle blevet afpresset for penge før deres død, og de fleste var sidst set i live på bagsædet af tyrkiske politibiler, før deres liv endte i vejkanten.

Samtidig begyndte en hemmelig tyrkisk nationalistisk milits kaldet ‘De grå ulve’ at fungere som regulære dødspatruljer. De likviderede og kidnappede civile kurdere og angreb kurdiske landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet. 3000 landsbyer blev brændt ned og bombet og op mod en million civile kurdere blev sendt på flugt de næste tre år.

De voldsomme angreb pressede ikke kun PKK tilbage i bjergene, det øgede også deres rekruttering af nye soldater i takt med at tusindvis af unge kurdere havde set deres familier angrebet af tyrkiske soldater og deres barndomshjem brændt ned.

Da vi dagen efter kører ud for at møde en ny deling soldater, stopper chaufføren bilen på toppen af et bjerg og peger ned i dalen.

‘Der forsøgte Tyrkiet at angribe os med 10.000 landtropper sidste år, siger han og smiler stolt. ‘Vi angreb dem i tre dage, før de fandt ud af, at der var en grund til, at Alexander Den Store heller ikke kunne indtage bjergene’. Chaufførens blik er næsten rørstrømsk, mens han spejder ud over området.

Ved den nye delings lejr holder der en Toyota Hilux pakket med ældre soldater bagpå. En soldat med meget lidt hår på hovedet springer af ladet og går mod os med et stort smil og siger ‘heeeey do’. Han trykker ivrigt vores hænder og byder os velkommen på perfekt svensk.

Han springer glad tilbage på ladet af bilen og vinker ivrigt, da den kører.

Soldaterne i lejren virker endnu yngre, end dem vi mødte dagen forinden. Flere af dem ser så unge ud, at deres rifler fremstår unaturligt store ved siden af dem. De arbejder intenst på en udfladning af bjerget med at lave et opholdsområde, der skal bruges til at studere Öcalan og diskutere politik.

En gruppe er ved at bygge et vakkelvornt bord med gamle brædder, mens en anden deling har fundet noget gammel rustent pigtråd, som de spænder ud mellem træerne, så de kan bygge et camouflerende loft af grene og blade. En soldat bliver holdt oppe af fem andre, så han kan rette pigtråden ud.

En dreng med sammengroede øjenbryn og smalle øjne kommer over og hilser på. Han fortæller, at han er 19 år, og har været hos PKK i et år.

‘Jeg fik en måneds fængsel for at kaste sten på politiet til en demonstration, og da jeg blev løsladt blev min 16-årige fætter dømt til fængsel i 15 år under terrorlovgivningen for at kaste en molotovcocktail på en politibil. Det overbeviste mig om, at jeg skulle slutte mig til PKK, siger han.

‘Hvorfor kaster en 16-årig med molotovcocktails, spørger jeg. Han kigger forundret på mig.

‘Fordi vi ikke måtte demonstrere’, siger han.

Da det næste spørgsmål også handler om den 16-åriges beslutning om at kaste med molotov-cocktails, har den unge soldat ikke lyst til at tale mere, og han vil ikke fortælle, hvad han hedder. En ældre soldat bryder ind. ‘Vi personificerer os ikke i PKK, vi taler samlet, siger han.

Den 9. januar 2013 blev tre kurdiske kvinder fundet likvideret med to skud i hovedet, på et kontor i et kurdisk informationscenter i Paris. Mistanken samlede sig hurtigt om tyrkiets militære efterretningstjeneste, som kurdiske aktivister mente stod bag i et forsøg på at afspore fredsprocessen. Drabene satte ikke kun fokus på det tyrkiske militærs modstand mod freden, det bragte også kvinders position i PKK frem i lyset.

Kvindelige guerillasoldater spiller en vigtig rolle i PKK, hvor de konsekvent har udgjort omkring 30 procent af soldaterne siden starten af 1990'erne. Kvinder og mænd spiser og studerer sammen, og når der skal rettes angreb på det tyrkiske militær, står de sammen i forreste linje.

Kvinderne frasiger sig retten til sex, forelskelse og børn, når de slutter sig til den væbnede kamp, og overtræder de reglerne, bliver de forvist fra PKK, og i værste tilfælde henrettet.

Efter en gåtur, der går gennem et storslået landskab med bjerge så langt øjet rækker, kommer vi frem til en frodig dal, der er indrammet af en stejl klippevæg. Her bor en deling soldater, der udelukkende består af kvinder, og de har camoufleret deres lejr så godt, at vores guide umiddelbart tror, at han er faret vild.

En kvinde i uniform kommer frem og viser os ind et overdækket fællesområde, hvor omkring 15 soldater ligger og ser en iransk film om stening af kvinder.

De springer hurtigt op og giver hånd, da vi træder ind.

Stuen er pyntet med et gult flag med et billede af Öcalan i og et stort billede af de tre kvinder, der blev henrettet i Paris. Den ene ende er indrettet som et lille bibliotek.

‘Er der svenske krimier imellem?’, spørger jeg en soldat, der står ved siden af biblioteket. Nej, det er politiske bøger af Öcalan og bøger om psykologi og kvinders rettigheder, siger hun med et lidt forvirret udtryk i øjnene.

Tørrede blomster der hænger på en stolpe i midten af rummet og rissække med halm så man kan sidde blødt, får stedet til at virke noget mere indbydende end de andre lejre.

En af pigerne vil gerne fortælle sin historie, men hun skal først spørge de andre kvinder om lov til at skille sig ud fra gruppen som individ ved at fortælle om noget personligt.

Hun præsenterer sig selv som Ekin Avasin. Hun fortæller, at hun er 28 år gammel, men hendes flade sorte hår, og mørke alvorlige øjne får hende til at se væsentlig ældre ud.

Hendes ansigt bliver alvorligt, da hun fortæller, hvorfor hun sluttede sig til PKK.

‘Da jeg var syv år brændte det tyrkiske militær vores landsby ned. Politiet ransagede mit hjem, anholdt min far og tævede min mor. Da min far tilbage fra politistationen, havde han mærker efter tortur’, siger hun.

Hun sidder i skrædderstilling og stirrer ned i jorden, mens hun taler.

‘Samme år var jeg til et bryllup hos mine forældres venner. Pludselig blev festen angrebet af tyrkiske militærkøretøjer, fordi der var kurdiske farver i pynten. Folk blev tævet og alt blev smadret, det var oplevelser, der blev afgørende for min beslutning, siger hun.

Hun taler lavt, og det er svært at registrere nogen følelser i hendes stemme.

Hun har fem års skolegang bag sig. Ifølge hende selv var det hovedsageligt fordi det tyrkiske skolesystem lærer de kurdiske elever, at kurdisk kultur ikke findes og nægter dem at tale kurdisk i skolen, men også fordi, hun skulle hjælpe sin mor i hjemmet.

‘Når jeg så på min mor, hvordan hun gav sit liv til en mand og intet andet, følte jeg det var forkert. Jeg ville ikke være en del af det, så da jeg blev 16, gik mine forældre med til, at jeg sluttede mig til PKK, siger hun.

Hun studerede Öcalan og blev trænet militært, og i 2004 oplevede hun sit første sammenstød med det tyrkiske militær.

‘De bombede os med artilleri, og der gik det op for mig, hvor svag fjenden var. De turde ikke angribe os med soldater, vi kunne se i øjnene. de kunne kun lade bomber regne ned over os, der smadrede vores omgivende natur, jeg elsker så højt. Det var hjerteskærende’, siger hun.

‘Senere kom jeg i mange direkte kampe med dem, de skød for at dræbe mig, og jeg skød for at dræbe dem. Det kunne ikke være anderledes’

Hendes hånd har fået fat i et halmstrå, som hun knækker minutiøst i små dele, mens hun taler.

‘Jeg frygtede ikke for mit liv dengang, og jeg gør det ikke i dag. Jeg tillægger ikke mit liv nogen værdi. Kun mit folk og kollektivet. I PKK betyder venskab alt, alle vil tage en kugle for en ven.

Da samtalen kommer ind på børn og det faktum, at hun har frasagt sig muligheden for at få dem, lyser hun for første gang op i et smil, men bliver så hurtigt alvorlig igen.

‘Der kan ikke være være plads til et personlige drifter, før ethvert område under fjendtligt angreb er frit. Jeg kanaliserer mine drifter mod vores ideologi i stedet. Hendes stemmeføring er stadig monoton, og den bliver kun lidt mere passioneret, da hun begynder at fortælle om det kapitalistiske samfunds fallit. Hun retter ryggen og ser mig i øjnene, da jeg spørger hende, hvordan hun definerer sig selv politisk.

‘Jeg er en militant, socialistisk, feministisk antikapitalist’.

I 1999 landede PKK på avisforsider verden over. Året forinden havde Tyrkiet truet Syrien med krig, hvis ikke de udleverede Abdullah Öcalan fra hans skjulested. Det sendte Öcalan på flugt, og i 1999 blev han anholdt i Kenyas hovedstad Nairobi, af CIA, der angiveligt fik hjælp fra den israelske efterretningstjeneste, Mossad. Efterfølgende blev han udleveret til retsforfølgelse i Tyrkiet med hjælp fra den græske ambassade i Nairobi

Det fik medlemmer og sympatisører med PKK til at indlede voldsomme protester verden over. I København og en lang række andre storbyer, satte folk ild til sig selv, græske ambassader og konsulater blev besat, og i Berlin blev tre kurdere dræbt, da de forsøgte at trænge ind på det israelske konsulat.

PKK indledte en ensidig våbenhvile efter tilfangetagelsen af Öcalan, der blev dømt til døden. En dom, der senere blev omstødt til fængsel på livstid.

Dagen efter er der fest. Fredsprocessen og tilbagetrækningen fra Tyrkiet skal fejres som en sejr, og PKKs ledelse har sørget for kurdiske musikere, der er fløjet ind fra Tyskland.

Festen bliver afholdt på en bjergskråning, hvor træer skjuler deltagerne fra luften, og et fladt stykke i bunden kan bruges til opstilling af delingerne.

Omkring 200 soldater, hvor størstedelen er meget unge, er mødt op. I PKK giver alle hånd til hinanden, så det er en næsten opslidende proces, at sige goddag til hver enkelt af dem.

En ældre soldat skiller sig ud i mængden med sit grå hår og udstråling af autoritet blandt de unge og splejsede soldater. En schäferhvalp følger ham i hælene, da han kommer over og giver hånd. Han præsenterer sig selv som Jehat Berti, og siger goddag på engelsk med australsk accent.

‘Jeg har siddet i fængsel i dit land’, siger han med et smil.

Han fortæller, at han er 35 år, men det grå hår får ham til at se 20 år ældre ud. Han har ar efter voldsomme forbrændinger, der går fra hans hænder op under ærmerne på uniformen, og hans briller er ridsede. Han har siddet fængslet i en håndfuld europæiske lande, så det korte ophold i Danmark, gjorde ikke noget større indtryk på ham.

‘Tyrkiet anklager mig for at være terrorist, men de har aldrig kunne bevise noget, så jeg har aldrig siddet mere end nogle dage i fængsel, siger han

Arrene på hans hænder ligner fiskeskæl, og det er svært ikke at stirre på dem. Han kommer spørgsmålet i forkøbet.

‘Jeg satte ild til mig selv i Sydney, da Öcalan blev taget til fange, siger han og kigger på sine hænder. ‘Jeg følte ikke, at jeg havde noget at miste, og det var den eneste måde, jeg kunne gøre opmærksom på den uretfærdighed, det var, siger han.

‘Jeg overlevede og efterfølgende tog jeg hertil og sluttede mig til den væbnede kamp’

Han smiler stort til spørgsmålet om, hvorvidt livet i bjergene er bedre end et civilt liv i Australien.

‘Alene sidste år burde jeg være død flere gange. Vi blev bombet af jagerfly, men selvom jeg var tæt på flere af bomberne, kunne jeg gå uskadt derfra hver gang’, siger han. Man kan næsten spore en form for lykke i hans stemme, da han peger over på en kvindelig soldat, der står lidt væk.

Hendes bror døde ved det ene angreb, hvor han stod lige ved siden af mig, siger han.

På trods af sin relativt unge alder, har Jehat Berti ingen planer om at vende tilbage til et civiliseret liv, hvis fredsprocessen med Tyrkiet udmønter sig i permanent fred.

‘Hvis freden med Tyrkiet holder, slutter jeg mig til vores kurdiske venner i PJAK, der kæmper mod Iran. Jeg kommer til at leve og dø i de her bjerge’, siger han.

Musikken er begyndt at spille, og de omkring 200 soldater har rejst sig på skråningen foran scenen, og begynder at danse kædedans. Stemningen er nærmest euforisk, og musikken der vælter ud af de store højtalere bliver kun forstyrret af enkeltes høje hyl, når de ruller med tungen i begejstring.

I et hjørne af skråningen er der gravet et stort hul, som er blevet beklædt med plastik og fyldt med vand, der holder omkring 30 to-liters Coca-Cola flasker afkølede.

Efter et par timer slutter musikken. Soldaterne løber ned på pladsen foran bjergsiden og stiller sig i en stor cirkel. To soldater står i midten og slår hårdt på en stor tromme, der får cirklen til at bevæge sig i kædedans igen.

Da trommen stopper råber allesammen Öcalans kælenavn ‘Apo’ i taktfast kor, mens de sender knyttede næver op i luften, og efterfølgende stiller soldaterne sig op på en lang række, så der kan tages afsked med dem enkeltvis. Hver enkelt giver hånd, og pludselig står det klart, at det ikke kun er uniformen og den politiske overbevisning de har tilfælles. De deler også de samme tomme tomme blanke øjne.