Nyhederne er hvad du klikker på — så stop dig selv

”Dit ansigt vil selvdetonere, når du ser hvad betjenten gjorde, ”WHAT! Skete det lige”. Du kender overskriften. Clickbait, scumbait og clickwhoring skaber et newsfeed, der er ligeså irriterende som royale fester er for prinsgemalen.

Vi hader alle sammen de lokkende rubrikker og forunderlige billeder, der er rykket længere og længere ind i vores nyhedsstrømme, vores forum-forsider og vores Twitter-feeds.

Vi taler om overskrifter med manglende punchlines, der har til formål at manipulere dig til at klikke på indhold, som lover meget og holder lidt. En slags redaktionel narrefisse.

De er ikke nye. Vi kender dem fra TV (”se med efter pausen — hvor Niarn og U$O prøver spørgsmålet til 2.000 kroner igen”) og fra alle afkroge af internettet. Argumentet for de vildledende rubrikker er dog altid det samme: ”men det virker..”.

Jeg stemmer for, at vi, som internetforbrugere forsøger, at ændre det argument.

Som brugere af internettet er vi en del af en form for direkte demokrati, hvor vi kan ”stemme” på det indhold vi ønsker, at vores internet skal indeholde igennem vores klik. Hvis vi klikker på den seneste version af ”..og du gætter aldrig hvad der så skete”, så bekræfter vi også udgiveren i, at det indhold ”virker”.

Jeg skriver virker i citationstegn, fordi der ofte bliver målt op kliks alene, når vi snakker KPIer for traditionelle medier. En tankegang der er så forældet, at Gravballe-manden havde det med i sit plancheshow i agoraen.

Klikket er nemlig ikke en gangbar valuta, for den almindelige internetbruger.

Derfor stemmer jeg for, at vi sætter os ned og begynder at tænke over, hvad vores klik betyder. Vi har magten til sammen, at ændre på den måde vores internet ser ud igennem vores klik eller mangel på samme.

Det er selvfølgelig ikke kun vores ansvar som brugere, at forme det indhold vi får smidt i hovedet, når vi skøjter rundt på internettets glat-is. Virksomhederne og medierne har også deres del, men på internettet har vi muligheden for at råbe lige så højt, som de andre og forhåbentligvis råbe noget mere begavet.

Pointen med mit indlæg er: Hvis du elsker det, klik! Hvis du vil undersøge det, klik! Hvis du er nysgerrig, klik! Men vær klar over, at dit klik har en betydning og er med til at bekræfte den form for indhold du klikker på.