”Salmer i morgen…”


Selvom mange træk i moderniteten gør, hvad de kan for at undgå og tilsidesætte salmer og salmesang, så overlever salmerne og insisterer på deres egen facon på at blive sunget.

Salmer og salmesang er kommet for at blive! Men hvorfor egentlig?
Fordi mennesker har brug for et særligt sprog og en særlig tone, der kan indfange fælles liv og tilværelse og sætte i perspektiv i forhold til tro og transcendens. Og det er netop det salmen og salmesangen kan — altså den gode salme og den gode salmesang.
Her skabes nemlig et ægte møde mellem det menneskelige erfaringsunivers og den kristne livstydning, og hvor det sker, dér kastes et helt afgørende lys over menneskelivet. Dét er ikke et hvilket som helst lys, men et lys der henter næring i den grundlæggende fortælling om Gud, der blev menneske for at skabe tro, håb og kærlighed i og omkring det fælles liv.
Den gode af morgendagens salmer knytter til her, og fortæller aldrig om Gud og Hans virkelighed ved at lyve om mennesker og menneskers liv. Den gode af morgendagens salmer forstår nemlig vigtigheden af, at have modet til at se verden som den er. Det er hér salmerne af i morgen skal begynde — og ellers er de ligegyldige!

Salmer og salmebog

Hvad er en salme? Sådan lød et af de mange spørgsmål, da vi, for efterhånden mange år siden, diskuterede, om vi skulle have en ny salmebog i Den danske Folkekirke. Og bølgerne gik højt — for her var jo meget mere end salmer og salmesang på spil! Det handlede også om teologi og kirkesyn, om musik og tonesprog, om tradition og fornyelse. Heldigvis besindede man sig, og derfor har vi siden 2003 kunnet slide på ”den nye salmebog”. Det har været godt for kirkens liv og vækst, for salmebogen satte nye ord og billeder på den gamle fortælling. Og det var der brug for, som der altid er brug for det!
Der er også snart brug for en ny salmebog igen, og når jeg kigger i ”kirke-krystal-kuglen” kan den komme, før vi aner det.

Verden ændrer sig nemlig helt afgørende i de her år, og skal vi kunne følge med, har vi brug for også, at kunne synge om det — sammen! I takt med at verden bliver mindre, fordi nye teknologier og globalisering binder os sammen på nye måder, bliver selvsamme verden også større.

Dét der var engang, dét er ikke længere. Nye indsigter sætter nye dagsordener og kalder på nye måder at tale om det gamle på. Guds eviggyldige fortælling skal oversættes til i dag, og bringes i spil i forhold til menneskers liv. Det er jo en af de afgørende pointer med, at Gud blev menneske og tog bolig iblandt os…
Der er altså nok at gå i gang med i forhold til morgendagens salmer. Heldigvis arbejdes der, i mange forskellige sammenhænge, ihærdigt med salmeskrivning, så morgendagens salmebog får noget at vælge imellem. Men det er også nødvendigt!
En god salme til i morgen skal, som nævnt, evne at se verden i øjnene, bringe dét syn i samspil med Guds egen fortælling og oversætte det møde til lyrik og billedsprog. Det er nemmere sagt end gjort, og selv dér, hvor det lykkes (og det gør det heldigvis mange gange!), er det ikke nok. For salmeteksten gør det ikke alene. Der skal også musik til! Og den del af morgendagens salmeskriveri må man ikke undervurdere. Musikken spiller en væsentlig rolle for salmesangen, for det er hér salmen bliver til et fælles anliggende. Det er i melodien, tonelejet, rytmen, anslaget og fortegnet, at salmen får gang på jord. Morgendagens salmer skal således, hvad tekst og musik angår, gå op i en højere enhed. De to udtryksformer skal smelte sammen til et fælles hele.

Salmer på vej…

Når vi kigger os rundt i det folkekirkelige, er det relevant at spørge om, hvor salmesangen og salmedigtningen er på vej hen?
Jeg ser forskellige tendenser derude i salmelandet. En knytter til ved den del af den musikalske tradition, hvor det handler om synge og spille for andre. Salmedigtningen bliver her til noget, der først og fremmest skal lægges øre til — og dernæst eventuelt synges med på. En anden tendens har et tilsvarende omdrejningspunkt. Her skrives digte, fordi digteren i første omgang ikke selv kan lade være. I anden omgang sættes musik til digtet i forsøget på, at gøre det til en salme. En tredje tendens har et helt andet afsæt. Her er udgangspunktet, at digteren er blevet opfordret til at skrive en ny salme, fordi der, efter nogens mening, mangler en salme om dette eller hint. På samme måde er komponisten blevet opfordret til at skrive en melodi, der kan synges sammen med andre. En fjerde tendens knytter ligeledes til ved det fælles udtryk, men er løsrevet fra opfordringen til at skrive en bestemt lejlighedssalme. Her er omdrejningspunktet digterens egne troserfaringer og -udfordringer. En femte tendens knytter til ved den inspiration, dele af kirkens liv henter hos søster- og brødre kirker ude i den store verden. Her kopieres og oversættes, så de ”fremmede salmer” giver mening i en dansk kontekst. En sjette tendens går i retning af det forenklede udtryk, hvor gentagelser og omkvæd bliver bærende elementer i salmen, og hvor melodien understreger denne pointe.
Man kunne sikkert pege på endnu flere tendenser indenfor salmesang og salmedigtning og i kølvandet herpå stille sig selv spørgsmålet om hvilken tendens, der er den bedste? Men spørgsmålet er forkert stillet og reducerer tematikken til et spørgsmål om enten/eller. Og det er det ikke! De forskellige tendenser repræsenterer nemlig den mangfoldighed, vor tids kirke har brug for i forhold til salmer og salmesang. Så i stedet for at forfalde til hymnologisk elitær bedrevidenhed vil jeg kippe med flaget og glæde mig over, at der arbejdes ihærdigt i de mange forskellige salmeværksteder. Der er grøde i salmedigtning og salmesang og det er godt, for det er der brug for.

Salmen og salmesangen skal nemlig — i al dens mangfoldighed — være med til at sætte ord og musik på evangeliets forkyndelse.

Så mange forskellige udtryk og tendenser omkring salmesang og salmedigtning er et godt udtryk for, at den kristne fortælling tages alvorligt. Det eneste minus i den fortælling er, at mange i folkekirken ofte misforstår de nye udtryk og mistolker dem, som noget de ikke er. Så det må vi huske at fortælle dem…