Mica Ohs 8. marts tale

Mica Ohs kampdagstale til 8. marts 2018.

Kære søstre. Kære allierede.

Hvordan forklarer jeg hvad intersektionel feminisme er? 
Hvordan forklarer jeg, at det er alt andet end akademisk men derimod en hjertesag. Et mindset. Oplevelser, følelser som ikke blev hørt, set, forstået eller anerkendt. Hvordan forklarer jeg min kærlighed til menneskeheden?

Hvordan man efter et liv i undertrykkelse ikke bliver bitter med sorg i hjertet men omfavnende i noget så simpelt som kærlighed. Nemmest er det nok at fortælle om nogen af de ting, som har været essentielle i mit eget liv. Et liv levet i Danmark.

Jeg var købt barn. Jeg begyndte mit liv som gadebarn. Som sort. I et af de hvideste lande i verden. 
Jeg blev efterladt af min biologiske forældre inden mit 4 år. På en bænk i Seoul. 
I en by som ikke er mindre racistisk end byen, som jeg nu har levet i i snart 40 år. Inden da levede jeg som sagt i Seoul. Efter vold og misbrug fra voksne mennesker blev jeg kastet ud på gaden, hvor en venlig sjæl fandt mig og fik mig til et hospital. Næste sted i livet var børnehjemmet. Jeg husker et stort lokale, og den sidste seng til venstre var min. Lige ud til vinduet. Hvor jeg kunne kigge ud på trækronerne. Lytte til bladene danse i vinden, imens jeg krammede min bamse.

Jeg kommer til Danmark i 1979. Først til et hjem i Birkerød. Hvor mennesker havde købt mig med det formål, at de ville være en familie. Der var jeg i seks måneder. Hvad der skete ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg blev solgt videre og har højst sandsynligt været på børnehjem, inden det næste sæt mennesker skulle modtage mig.

Fra mit 6. år og til mit 15., levede jeg under samme tag med mit tredje sæt ‘forældre’. Der blev jeg smidt ud. Jeg havde ondt. Jeg smertede. Jeg stillede spørgsmål. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde konstant hovedpine. Jeg begyndte at isolere mig. Og samtidig ødelægge mig selv. Og omgivelserne hjalp til…!

Jeg mærkede racismen. Sexismen. At være en sort, ung kvinde i et hvidt land. Eksotisk. Et trofæ som mænd mente, de havde retten til.

Jeg blev voldtaget som 16-årig. Når jeg talte om det, fik jeg at vide, at det måske nok var min egen skyld. Når jeg påtalte, at jeg ikke ville kaldes neger, blev jeg grint af. Og fik en negerjoke kastet tilbage. Den sidste voldtægt oplevede jeg, da jeg var 41 år i mit eget hjem. Mens jeg sov!


Det er ikke det at blive kaldt slave, neger eller noget tredje som er værre, som er værst. Det er det underliggende billede og tvetydigheden, som jeg ved findes i den hvide bevidsthed, når ordene bliver sagt. Ikke fordi det hvide menneske nødvendigvis mener det, som ordene rent historisk har betydet, men det er med den historiske baggrund, at ordene bliver modtaget af et sort menneske, da det er en del af vores historie. Det underlæggende… Det der ikke tales om. Elefanten i lokalet. At sorte mennesker har en historie. Lige meget hvor ubehagelig den end må være for hvide mennesker.

Jeg er født i et racistisk land. Jeg blev solgt til et racistisk land. Som ikke vil erkende det. Som griner af sorte under dække af ordet humor. Jeg er kvinde. Sort kvinde. I et land hvor virkeligheden er hvid. Hvor jeg stadig coper. Ellers lader det sig ikke gøre at leve et liv her. Nogen spørger, om jeg er vred. Ja, det er jeg. Og nogen gange så frustreret, at jeg har været glad for, hvis bare én lyttede. Fra mit 15. år har jeg ikke turdet at sige et ord om mig, mit liv, mine oplevelser, min virkelighed.

Jeg har i næsten 40 år levet i et land, hvor jeg blev opdraget med sætninger som: “Vær taknemmelig”, “Du er dansker nu”, “Farve har ingen betydning”, “Det er normalt at efterlade børn, der hvor du kommer fra”. Sætninger som: “Hvor er du heldig, at H og K, vil have dig”, “Overdriver du ikke nu?”. Oplevelsen af at åbne op, og derefter få en historie om en venindes søsters fætter, som engang også blev slået ned, råbt ad, generet…

Blevet spyttet på, slået ned. Sparket på, fordi jeg er sort, fordi jeg er adopteret, fordi jeg er kvinde. Modtaget med så meget mistillid, at jeg totalt isolerede mig i årevis.


Ensomheden og bøgerne blev min ven. Min terapeut. Min kærlighed til livet. Bøgerne hvor jeg lærte mine søstre, mødre, mine forbilleder at kende. Bøgerne som lærte mig at jeg ikke bare er ok, men at jeg har værdi. At ordene som jeg læste, var ord jeg kunne spejle mig i. Genkende en virkelighed i. Blive trøstet, motiveret, inspireret men ikke mindst følelsen af en voksende tro på mig selv og mit selvværd. Stærke sorte kvinder som lærte mig at livet ikke bare er værd at leve, men at stå op for. Men også at min frihed har en pris. Prisen er dog slet ikke til sammenligning med mine rødders kamp for frihed. Deres smerte, blod, sved og tårer har sørget for, at jeg står med usynlige lænker om mine ankler, og har muligheden for at læse, uddanne mig, finde styrke og være forberedt i min

kamp for respekt og frihed.

Som kvinde. Som sort kvinde. I et hvidt patriarkalsk land. Jeg kunne kræve anerkendelse for overhovedet at stå på mine ben i dag.

Ikke ‘’kun’’ at være god nok, når jeg hjælper nogen op af stigen. Og tillader jeg mig at tage et skridt op selv, har jeg skullet høre ordene: “Nå, der er nok en lille narcissist gemt i dig hva!” Med andre ord: “På plads!”

“Fuck dig”, er et ikke ukendt udtryk i mit ordforråd. Jeg lærte at stå op for mig selv. At kræve min ret. Min plads.

Jeg kunne kræve anerkendelse.

Men det gør jeg ikke. Det eneste jeg kræver er respekt og retfærdig.

Ikke kun for mig. Men for mine unge søstre. Søstre som jeg ikke ønsker skal tilpasse sig igennem livet. Men leve det.

At min generation af sorte søstre formår at fjerne endnu en lænke i den kæde, som stjæler vores frihed.


Som sort kvinde, har jeg oplevet meget på min krop. Hørt ord som en hvid kvinde aldrig vil blive kaldt. Talt ned til med så umyndiggørende ord, at det er svært at mærke, at vi lever i 2018 og ikke 100 år tilbage.

Som sort kvinde mærker jeg stadig kæderne om mine ankler. Friheden er for mig, og for mange af mine sorte medsøstre, stadig en ydmyg situation at stå i.

Og derfor er det ikke svært for mig at omfavne menneskers udfordringer, de som undertrykkes. Mennesker, hvis kamp for blot at kunne eksistere, nærmest er umenneskelig. Blot for at kunne leve. Kampen om retten til at leve som et frit menneske, er den samme og vores indbyrdes forskelligheder og vores individuelle kampe er vores styrke.

Dette blev platformen for intersektionel feminisme. Du er velkommen. Du er hjemme uanset dit køn, seksuel orientering, race, ægteskabelig eller familiestatus, kønsidentitet eller udtryk, kønskarakteristika, trosbekendelse, alder, farve, handicap, politisk eller religiøs overbevisning.

Så når jeg som voksen kvinde ikke bare er feminist men intersektionel feminist, så er der i den grad en grund til det. Grunden er livet, som startede på gaden.

Som et købt barn.

Som sort.

Som kvinde.

I en hvid verden. I en hvid magtstruktur. Omgivet af hvide mennesker, der blindt eller bevidst nyder deres hvide privilegie.


Mica Oh er intersektionel feminist, debattør og skribent og blogger som Hende den intersektionelle feminist.