Den 9. kreds — Politiet indefra
KAPITEL 10
MÅLTAL
Andreas havde gennem årene haft mange forskellige kontorer på Station Vest med mange forskellige makkere. Men som fast mand i LEO begyndte han at føle sig hjemme. Nu delte han et stort kontor med Kristoffer bag en blå dør midt på gangen på 1. sal.
I midten af rummet var deres to skriveborde skubbet sammen, så de sad over for hinanden bag hver sin skærm ved de to vinduer med hvide gardiner. Der var lys og udsigt til parkeringspladsen og Falkenborgvej, og det var slet ikke så dårligt.
På sit bord havde Andreas en bunke med den halve snes sager, han arbejdede på. Dokumenterne lå snorlige, hjørne over hjørne, uden at nogen papirer stak ud. Der lå typisk et par voldssager, tre-fire narkosager, nogle undersøgelsesrapporter med tip og nogle almindelige sager om benzintyveri eller indbrud. Op ad væggen bag Andreas bugnede en reol med mapper, lovsamlinger, lærebøger og materiale om rockere og narkotika, og ved siden af den stod et skuffedarium med blanketter og foldere til sagsbehandlingen med en narkovægt ovenpå, en såkaldt pesolavægt til mindre hashmængder, en bakke med pølsemandsposer og forskellige slags narkotest.
Over skuffedariet havde Andreas et par indrammede billeder; et af sig selv under en ransagning, hvor han iført støvmaske kravlede rundt i rockwool på et loft, og et fra hans tid som ny betjent på Christiania. Koner og børn havde man ikke hængende, for på kontoret kom der andre end politifolk.
I hjørnet ved siden af skuffedariet var der akkurat plads til en stol til afhøringer. Så kunne arrestanten sidde og skæve over til væggen ud til gangen, hvor Andreas på en lille opslagstavle havde sat et par vittighedstegninger op side om side med små flyers om rockerfester og træf og et ark tapet på bagsiden af døren med bødetakster over forskellige mængder narko i kolonner.
Væggen bag Kristoffer havde i lang tid været hvid og kedelig. Men nu havde de to faste LEO-folk dekoreret den med T-shirts beslaglagt fra Bandidos, Brothas og Custom Tribe og andet rockermerchandise, de benyttede i undervisningen af politielever. Så kunne de kriminelle i afhøringsstolen også se, at her sad to pansere, der ikke var bange for rockere og bandemedlemmer. Det var herfra, kampen mod små- og storkriminelle i Frederikssund og omegn udgik.
Andreas var faktisk ganske godt tilfreds med deres lille hovedkvarter og den plads i politiet, de havde tilkæmpet sig. Men det var også en tid, hvor politiet kæmpede mod sig selv.
En dag kom Kristoffer ind på kontoret sammen med en kollega. De havde lige været på en såkaldt påvisningstur med en kilde, og Andreas spurgte nysgerrigt til turen. Kristoffer berettede, at kilden havde udpeget en adresse i Jægerspris, som var centrum for omfattende hæleri med entreprenørmaskiner, værktøj og lignende. Et kriminelt netværk stjal entreprenørmaskinerne, som derpå blev opmagasineret på adressen og sat til salg, hvis de ikke allerede var forudbestilt. Der var ifølge kilden en stor gennemstrømning af maskiner, ligesom der for tiden skulle være en del maskiner at finde der. Kilden oplyste navnene på to bagmænd og vidste endda, at der var stjålet minimum én gummiged, jordlopper til at stampe med, motorbører og trailere.
Mens de tre betjente talte entusiastisk sammen om hælercentralen, kom Bernth Andersen ind ad døren.
LEO-gruppen havde gennem længere tid forsøgt at finde nogle store sager om tyveri og indbrud, og den her lå lige for, så Kristoffer begyndte straks at dele sin viden med Bernth Andersen, der lyste op i et smil. Kredsen var bagud på måltallene for indbrud, og en hælercentral kunne potentielt rumme tyvekoster fra en lang række indbrud, som dermed kunne opklares. Men efterhånden som Kristoffer redegjorde for de nærmere detaljer om de mistænkte, og at de ifølge kilden havde stjålet nogle meget dyre maskiner fra virksomheder og byggepladser, fordampede Bernth Andersens smil.
»Jeg kan godt se, at omfanget og værdien af kosterne er høj, men vi kan ikke kaste ressourcer efter det,« sagde han.
Nordsjællands Politi var bagud på måltal for indbrud i beboelse. Ikke i virksomheder. Antallet af anmeldte indbrud hos private skulle falde to procent i kontrakten for 2012, hvis politidirektøren skulle høste fuld bonus, og hvis ikke det lykkedes, skulle der sigtes flere for indbrud i stedet.
»Ledelsen har fokus på indbrud hos private, og det er her, vi skal sætte alle sejl til.«
Der skulle ikke efterforskes mere i historien fra Jægerspris. Selv en ransagning ville kræve for mange kræfter.
»Jeg ved det godt, men sådan er det,« svarede Bernth Andersen, der godt kunne fornemme skuffelsen i kontoret.
»Vi har nogle måltal, som skal i hus, og det må vi forholde os til. Her i Frederikssund bruger vi ressourcer på LEO, så når jeg sidder i chefgruppen, så skal jeg levere på måltallene, ellers nedlægger de jer,« sagde han. (Finn Bernth Andersen har fået mulighed for at læse og kommentere denne og følgende episoder, hvor han optræder. Han har ingen kommentarer.)
Den bonus, politidirektøren i kroner og ører fik i lommen, når han opfyldte målkravene, havde ifølge forskere ikke den store effekt. Dertil var den for lille. Men Andreas oplevede ikke desto mindre, hvordan måltallene gennemsyrede hele organisationen, måske fordi de handlede om noget, der var meget mere værd end lidt højt beskattede håndører: Måltallene var en karrierevej. Hvis man ville gøre sin chef glad, uanset hvilket niveau man var på, så skulle man opfylde tallene. Politidirektøren ville gøre Rigspolitichefen glad. Chefpolitiinspektøren ville gøre Politidirektøren glad. Stationslederne ville gøre chefpoltiinspektøren glad. Og så videre og så videre ned gennem rækkerne. De tal styrede politiet, tænkte Andreas, når han efter en morgenbriefing havde overværet cheferne kredse om indbrud i private hjem.
»Vi har haft fire indbrud i nat,« lød det.
Når man kiggede på døgnrapporten, kunne man se, at der havde været to indbrud i sommerhuse, to i erhverv og fire i privat beboelse. Men det var kun de sidste fire, som egentlig talte med.
Nogle måneder efter det første tip om en hælercentral i Jægerspris modtog Kristoffer nye oplysninger i sagen, og sammen med en kvindelig kollega kørte han over for at ransage på adressen, selv om sagen ifølge Bernth Andersen ikke var det værd. De fandt et par stjålne trailere, en større mængde nummerplader og lidt narko. Der lå også en masse værktøj, som ikke kunne identificeres og derfor var umuligt at knytte til konkrete indbrud. Entreprenørmaskiner var der ingen af, men stedet bar tydeligt præg af, at der i laden og på det grønne område bag gården havde været heftig aktivitet med masser af dybe hjulspor i gruset og på græsset.
»Prioriteringen« af indbrud i erhvervsejendomme fortsatte i årene efter, og i 2014 foretog Nordsjællands Politi sig heller ikke noget på et andet meget konkret tip. Det kom fra en anden politikreds, men gik på navn og adresse på en mand i Nordsjælland, som havde et skunklaboratorium i sit hjem og en lejet garage på nabomatriklen med op mod 50 elcykler til en værdi af omkring 15.000 kroner stykket. Cyklerne alene repræsenterede en værdi på trekvart million. Tippet blev skrevet ned og forsynet med billeder af bygningerne på begge adresser fra Google Street View og sendt til analyseafdelingen i Helsingør. Og så skete der ikke rigtig mere i den sag.
Da efterforskeren første gang ringede til analyseafdelingen og rykkede for svar, kunne politifolkene i Helsingør ikke lige huske sagen og bad efterforskeren om at sende tippet igen. Næste gang efterforskeren ringede og rykkede for sagen, lød svaret, at en lokal efterforskningschef havde vurderet, at tippet krævede efterforskning, før man kunne ransage — og det havde man ikke ressourcerne til. Den mistænkte var imidlertid en gammel kending, taget for hamp, og udlejeren af garagen havde forklaret, at den mistænkte var lejeren. Det burde ikke være noget problem at skaffe en ransagningskendelse og rykke resolut på tippet. Mest af alt lugtede det af, at sagen blev syltet, og således blev der hverken konfiskeret cykler eller skunk i den sag.
Kun 3,9 procent af indbrud i erhvervsejendomme blev opklaret i Nordsjællands Politi i 2014. Tyvene kunne i gennemsnit slå til 25 gange i forretninger og andre virksomheder, før det gik galt. Kun ét ud af 26 indbrud i erhverv blev opklaret i kredsen, hvilket var en kedelig sidsteplads blandt landets 12 politikredse. Med kun 1.830 indbrud i erhverv i 2014–50 procent færre end i 2009
– burde det ellers have været let at få opklaringsprocenten i vejret. Så skidt stod det til.
Indbrud i beboelse var også et kæmpe problem i Nordsjælland. Der blev anmeldt 2.926 indbrud alene i de første seks måneder af 2011. Det svarede til 16 indbrud om dagen, det højeste antal nogensinde i kredsen og suverænt det største i landet, næsten 600 flere end politikredsen med næstflest, København.
Nordsjælland var samtidig den dårligste kreds til at opklare indbrud. Kun 6,2 procent af indbrud i beboelse førte til en dom i 2011. Det svarede til, at kun ét af 16 daglige indbrud blev opklaret. Der havde ellers været nogle fine år på indbrudskurven, som var knækket fra 2009 til 2010. Indbrud i beboelse var faldet med 8,1 procent på landsplan, og i resultatkontrakten for 2011 hed det, at »de meget målrettede indsatser var begyndt at vise resultater«. Men det år, politiets arbejde angiveligt begyndte at virke, steg antallet af indbrud igen.
At det ikke lykkedes politiet i Nordsjælland at dæmme op for indbrud i beboelse, var dog ikke nødvendigvis noget problem for evalueringen af politiets arbejde som sådan. Antallet af sigtelser var nemlig også en del af måltallene, og her var der et hjørne af statistikken, politiet kunne gøre noget ved.
En indbrudsgruppe i Frederikssund havde taget en dreng for indbrud. Der var dna-spor, og samtidig fulgte tre andre indbrud i området præcis samme modus som indbruddet, hvor der forelå dna-bevis. For efterforskerne var det nok til at sigte den 17-årige dreng for alle fire indbrud og få ham til at tilstå.
Men kort før afhøringen af drengen kom chefen for efterforskningsafdelingen hen og blandede sig. Han havde fundet 18 andre indbrudssager, som knægten også kunne sigtes for. De var lavet i samme periode, og for chefen var det nok til en sigtelse for dem også. »Jeg kan få ham til at erkende de fire,« sagde efterforskeren. »Men hvis jeg sigter ham for de 18, så erkender han intet.«
Men det hensyn — opklaringen — var ikke så vigtigt.
»Det ser godt ud på papiret,« sagde chefen.
Det endte dog med en sigtelse for kun de fire indbrud. Chefens forsøg på det, betjentene kaldte »resultatdoping«, lykkedes ikke, og det ville formentlig også have været et brud på retsplejeloven, for der var ingen beviser mod drengen for de 18 sager. Men når det kom til måltal, var det sådan set også ligegyldigt, om drengen blev dømt eller ej. Han skulle bare sigtes for dem.
Det hørte en anden tid til, at man målte politiet på domme. Nu målte man indsatsens effekt på mængden af sigtelser, og følgerne kunne være temmelig barokke. Et
år lavede politiet i Nordsjælland sigtelser på en række af de billeder fra fotovognene, som ikke blev til noget — for med det samme at frafalde sigtelserne igen. Nogle gange skete det samme, lige før en sag kom for retten. En mistænkt blev sigtet for en række forhold, for eksempel indbrud, som så blev droppet igen.
Særligt absurd var historien om den betjent i Hillerød, som tog en taxachauffør, der kørte rundt uden kørekort. I chaufførens kørebog stod der, at han havde kørt 250 gange. Det havde han skrevet under på — og blev følgelig sigtet for 250 gange kørsel uden førerret. Betjenten blev derefter instrueret i, at han skulle oprette 250 journalnumre i sagen. Én for hver gang, der var kørt uden kørekort.
Det tog omkring ti minutter at lave et journalnummer i politiets sagsanalysesystem POLSAS, fordi der skulle henvises til en sigtelsesrapport og en anmeldelsesrapport, som også skulle printes ud og underskrives hver gang. I den konkrete sag skulle betjenten samtidig kigge i kørebogen og ændre dato og tid for hver overtrædelse. Det førte sammenlagt til en uges arbejde for betjenten. Han kunne have nøjedes med en sigtelse for 250 overtrædelser af førerretten. Det ville tage 10 minutter og betyde det samme i retten. Men jo flere sigtelser man kunne lave, jo bedre.
Det var bare sådan det var, og ofte behøvede lederne ikke engang sige det. Det lå i den nye kultur, at betjentene gjorde det automatisk.
Rigspolitiet indførte begrebet »trafikfarlige forseelser« som et måltal i resultatkontrakten i 2013, og Nordsjællands Politi skulle »producere« 18.900 af den slags sager det år. Trafikfarlige forseelser var for eksempel kørsel samtidig med en håndholdt mobiltelefonsamtale, manglende sele, kørsel over for rødt lys eller spritkørsel.
Hvis bilister kørte så hurtigt, at det kostede et klip i kørekortet, så talte det også som en trafikfarlig forseelse. Men de farligste hastighedsovertrædelser, hvor en bilist havde kørt så stærkt, at det udløste betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet, talte ikke med i måltallene. Kom en bil ræsende med mere end 130 i timen på en landevej, var det mere end en trafikfarlig forseelse — men et nul i måltalsstatistikken — ligesom de helt små overtrædelser heller ikke talte med.
Derfor så nogle betjente igennem fingre med hastighedsovertrædelser, der var mindre end et klip værd. På den måde spildte de ikke tiden og var i stedet klar til at tage den næste fartsynder, der måske udløste et klip og leverede måltal. Der var også betjente, der stod med laseren og målte bilister, der kørte mere end 60 procent for stærkt — og ventede med at registrere, til bilisten opdagede politiet og sænkede farten. På den måde kunne en sag om frakendelse af kørekortet ende med et klip i kørekortet og et bidrag til måltalsstatistikken.
I en aktionsuge skrev færdselsbetjentene alle sager, der kom, selv de mindste hastighedsovertrædelser, og på en enkelt dag lavede de 150 sager. To ud af tre sager var derfor uden klip i borgernes kørekort, og det var lederen af færdselsafdelingen Kim Bruun ikke tilfreds med.
»Jamen, det tæller jo ikke. Så I har ikke skrevet en skid,« sagde han. (Kim Bruun har fået mulighed for at læse og kommentere denne episode. Han har ingen kommentarer.)
På et tidspunkt blev en person med titlen strategic controller ansat i Nordsjællands Politi til at holde øje med måltallene. Hun skulle sørge for, at betjentene skrev de sager, de hver især skulle, og fandt snart frem til 27 betjente, som ingenting producerede. De havde ikke skrevet en eneste sag på eget initiativ.
Da lederen kiggede listen af navne igennem, viste det sig, at der var tale om 23 motorsagkyndige beskæftiget med køreprøver og fire vejteknikere, der undersøgte årsager til færdselsulykker. De var travle folk, men havde rigtignok ikke langet nogen bøder ud.
De færreste færdselsbetjente var begejstrede for måltal og controllere som motivation. De ryddede op efter trafikulykker og så, hvad høj fart eller uopmærksomhed gjorde ved mennesker og deres pårørende, når det gik galt. Det var nok for dem til at arbejde hårdt på at sænke farten.
Deres indsats rakte dog ikke til at indfri måltallene, så betjente fra hundeafdelingen, beredskabet og efterforskninger måtte også tage deres tørn i trafikken. De blev kort instrueret i at betjene laseren og sendt af sted, uden at have særlig forstand på færdselsfaget eller rutine i arbejdet. De fulgte bare ordre.
Måltalshjælpernes arbejde var noget makværk. Ni ud af ti sager med laser havde fejl, hvis ikke en færdselsbetjent havde lavet den, viste en intern undersøgelse af brugen af laser på en enkelt station i Nordsjælland. Undersøgelsen granskede knap tusind lasersager over flere år, og fejlene bestod blandt andet i manglende registreringsnumre, decimaler på hastighed og forkert afstand ved målingen. I flere sager ville fejlene have ført til en frifindelse, hvis de var endt i retten. En skarp forsvarer ville kunne få sagen til at falde, hvis han kendte til den korrekte procedure. Men langt de fleste sager endte ikke i retten, fordi folk betalte bøden.
Flere betjente mente, at man med den viden burde kalde bøderne tilbage. Men det ville politiledelsen ikke ud i. De var interesserede i journalnumre. »Der er jo ingen, der opdager det,« som en leder sagde.
Det var som regel sidst på året, betjentene blev sendt ud for at skaffe de måltal, som manglede at komme i hus. For at skære problemet ud i pap hængte cheferne et skema op i vagtstuen over de ting, man var bagud med. Typisk var det sådan noget som cykelsager, og så blev betjente fra forskellige afdelinger sendt ned på gågaden. De slog til om morgenen, før butikkerne var åbnet, hvor man kunne tage folk på cykel i gågaden og »kolde cyklister«, som de kaldte det. Det var dem uden lys på.
Folk blev rigtig sure, når de fik bøder for at cykle i en tom gågade. Hvorfor brugte politiet ikke tiden på cyklister, når de rent faktisk generede de gående? Det irriterede sådan set også betjentene. Det vigtigste var vel at ændre folks adfærd, og normalt var det nok at sige: »Kør lige ind på tanken deroppe og køb et par lygter. Så slipper du for en bøde.«
Men en løftet pegefinger talte ikke med i måltallene. Måltallene førte også til et helt unødvendigt bureaukrati. Hvis en betjent skrev en almindelig bødetilkendegvelse til en person, der kørte uden lygter på cyklen, talte den ikke nødvendigvis med i måltallene. Kategorien »forkert lygteføring«, som Rigspolitiet målte på, stod nemlig ikke i det lille gule bødehæfte, betjenten havde med på gaden. Der faldt manglende lygter normalt ind under rubrikken »fejl og mangler«, som ikke talte i måltallene. Derfor skulle betjenten notere sagen på stedet og så siden sætte sig ved computeren på stationen og oprette en sag i POLSAS. Det kunne let tage 20 minutter pr. sag, og en morgens arbejde på gaden kunne på den måde gøre et solidt indhug i en arbejdsdag.
Når betjentene havde ligget på lur længe nok i gågaden, satte ledelsen en ny seddel op i vagtstuen.
»Hurra. Vi nåede det.«
Og så kunne der køre cyklister i gågaden det næste lange stykke tid, uden at nogen gjorde noget. Når politiet havde nået måltallet, stoppede man straks indsatsen på området, for fik man alt for mange cykelsager, ville man bare være tvunget til at levere endnu flere det følgende år.
Måltal kunne masseres og manipuleres og uden særligt besvær fremvise det ønskede billede — uden at det havde noget som helst at gøre med virkeligheden og det politiarbejde, den havde brug for.
Den lille by Karlebo mellem Hillerød og Hørsholm var plaget af fartdjævle, som kørte alt for stærkt gennem byen. Kommunen ringede derfor til politiet for at få dem ud med laseren, så folk satte farten ned. Men politiinspektør Helge Holbek satte bremsen i. Nordsjællands Politi skulle ifølge kontrakten med Rigspolitichefen stå med laseren et vist antal timer, og i 2010 var tallet allerede nået i efteråret. Derfor skulle Nordsjællands Politi ikke spilde kræfter på lasermåling i Karlebo. På et møde gav Holbek ligefrem sine færdselsfolk et forbud mod at bruge laser resten af det år, mens offentligheden fik det serveret som en nødvendig omprioritering af ressourcer. (Helge Holbek har fået mulighed for at læse og kommentere denne episode. Han har ingen kommentarer.)
Nogle gange fik måltal politiet til at se væk fra åbenlyse forbrydelser, fordi kriminaliteten faldt i en forkert sagskategori. Andre gange førte krav fra Rigspolitiet til, at betjentene i Nordsjælland blev sendt ud til opgaver, som de mente var det rene spild af tid.
Dyretransporter havde man for eksempel i kikkerten, og særligt slagtesvin og deres velfærd på vej til slagteriet skulle betjentene holde øje med. Problemet var bare, at der kun var ét slagteri i Nordsjælland, et lille slagteri i Slangerup, som slagtede få dyr og kun et par dage ugen. De fik slet ikke de store dyretransporter ind.
Betjentene i færdselsafdelingen kløede sig i håret, da deres chef en dag kom og meddelte, at de skulle slå til mod travbanen i Charlottenlund. Men en aktion med en halv snes politifolk fra tungvognsafdelingen slog til en morgen sidst på året for at leve op til målet om kontrol med dyretransporter. Politiet tjekkede i Charlottenlund for liggesår på nystriglede fuldblodsheste, der havde godt med strøelse i bunden og ternet Burberry-dækken over sig. Et par hesteejere havde dog glemt at koble hestetraileren fast med en wire, og så de fik en bøde for det. Betjentene måtte også nidkært bladre hestepas den dag, for vaccinerne skulle være på plads — hvad de ikke overraskende var.
Betjentene havde svært ved at holde masken. Der var ikke rigtig grundlag for sager om manglende dyrevelfærd på Charlottenlund Travbane. Men politidirektøren fik sit flueben, mens de menige betjente stod en dags tid og følte sig lidt til grin.
Det lykkedes senere Nordsjællands Politi at få en aftale med Rigspolitiet, så de kunne foretage kontrol ved nogle slagterier nær Ringsted, som egentlig lå i Midt- og Vestsjællands Politikreds. Dem kunne de for en tid kalde deres egne, så der var en chance for at skaffe nogle sager til statistikken.
Betjentene trak også på skuldrene over de såkaldte S-togspatruljer. Der var kommet en del anmeldelser om tyverier om natten, hvor trætte pendlere eller fulde folk blev bestjålet, mens de sov. Så for at få bonus i 2012 skulle Nordsjællands Politi patruljere 50 gange i S-tog eller busser i en hel arbejdsdag ad gangen. Kredsledelsen trak derfor en civilpatrulje fra MI ud, gav betjentene uniform på og sendte dem med toget fra 22 aften til 06 morgen fredag og lørdag nat. Det virkede præventivt og tryghedsskabende, i hvert fald i det togsæt, politiet stod i. Men det var selvfølgelig ikke svært for lommetyvene at udse sig de rette afgange at begå ulovligheder i, så det endte med, at betjentene typisk gik sammen med kontrollørerne og hjalp med at skrive bøder ud. Ingen betjente huskede, at de havde anholdt tyve i S-togene og følte mest af alt, det hele var et mediestunt.
Det var andre ting, man talte om rundt om på stationerne, men de ting nåede ikke pressen.
En ældre dame var blevet slået og skubbet i en forretning i Frederikssund og havde ringet 114 for at få hjælp af Nordsjællands Politi.
En ansat i politiets servicecenter i Helsingør tog imod opkaldet og gav damen besked om at tage på skadestuen i Hillerød for at få dokumenteret sine skader. Men da det var weekend, kunne den ældre dame først henvende sig på den lokale politistation den næstfølgende hverdag. Mandag var imidlertid en helligdag, men det havde damen overset og mødte en låst dør i Frederikssund. Den ældre dame ringede på klokken, som stillede om til vagtcentralen i Helsingør, hvor en betjent meddelte, at hun måtte komme igen dagen efter.
Tirsdag gik den ældre dame igen på Station Vest. Klokken havde dog passeret 13 den dag, så damen blev igen mødt af en låst dør. Station Vest havde kun åben 9–13. Da damen kom igen onsdag, havde stationen atter lukket, for borgerhenvendelser tog man ikke imod om onsdagen.
Torsdag — før klokken 13 — mødte den ældre dame op på politistationen, for nu var hun blevet vred og stædig. Men ikke alle var så vedholdende som den ældre dame, når det kom til at opsøge politiet. Og var hun ikke selv kommet, var voldssagen aldrig blevet til noget.
Når borgere ringede med almindelig vold til politiet, var det standardprocedure at oprette en »hændelse uden sag«. Den havde gerningskode 61600 og indebar, at politiet ikke var forpligtet til at følge op på sagen. Det var først, når politiet var i fysisk kontakt med ofret, at man startede en voldssag op i politiets system, hvis det viste sig, at der var tale om vold. Nogle gange fulgte politiet op af egen drift, men da sagerne typisk væltede ind, fik hændelser uden sag som regel lov til at forsvinde i mængden.
Hvis altså ikke borgerne selv troppede op.
Mange ringede til politiet lørdag nat, fordi de havde fået et slag i hovedet på den lokale beverding. Servicecentret modtog opkaldet, fik navn og adresse og muligvis navnet på gerningsmanden. I rapporten skrev de derpå »vejledt«. Det betød, at ofret var instrueret i selv at tage på skadestuen og efterfølgende møde op hos politiet, sådan som den ældre dame havde gjort.
Da skadestuen i Helsingør lukkede, skulle et offer for almindelig vold selv fragte sig til Hillerød, og nogle faldt selvfølgelig fra af den grund — og helt ud af statistikkerne. Betjentene oplevede også, at folk jo skulle i skole, på arbejde eller noget helt tredje om mandagen. Måske var hævelsen efter slaget væk, og det var alligevel ikke så slemt, og så kom mange aldrig frem til politiet. Der var også dem, der ringede halvberusede i weekenden og troede, de havde anmeldt volden til politiet, når de havde talt med servicecentret. Dem så man heller ikke mere til, og så blev deres sag ikke til noget. Og så var der selvfølgelig muligheden for, at en gerningsmand nåede at true sit offer til tavshed, når politiet ikke afhørte med det samme.
Efter politireformen faldt antallet af voldssager i Nordsjællands Politi støt fra 1.346 sager i 2007 til 896 sager i 2013 og 978 i 2014. I samme periode var antallet af hændelser uden sag steget fra 6.484 til 11.251. Der var selvfølgelig langt fra tale om voldssager i alle tilfælde, men mange betjente følte sig overbevist om, at der gemte sig uregistrerede voldssager i kategorien. Men fokus var nu engang på det registrerbare. På tallene og ikke menneskerne bag tallene. En ældre dames utilfredshed og følelse af manglende omsorg havde man ikke noget tal for.
Nogle desillusionerede betjente fandt på et motto, de mente passede til den nye tilstand i politiet: »Når det vigtige ikke er målbart, så bliver det målbare vigtigt.«
Men det var selvfølgelig ikke til at udelukke, at almindelige danskere følte, de havde fået mere politi for pengene. For når pressen fik Justitsministeriets statistikker serveret, lød konklusionen efter reformen, at danskerne var blevet mindre voldelige. Og tryghed var politikernes slagvare, og tryghed er tryghed, uanset om den er falsk.
Efter reformen gik det tilsyneladende så godt med politiets arbejde i Nordsjælland, at man havde fået frigjort tid til at dykke ned i de helt små sager.
En eller flere ukendte gerningsmænd havde skåret nogle træer ned ved et sommerhus i Udsholt mellem Gilleleje og Rågeleje på den nordsjællandske nordkyst. Ejeren af sommerhuset anmeldte sagen, det var hærværk, og da træfældningen kunne betragtes som fordelagtig for ejeren af nabosommerhuset, en 77-årig kvinde bosat på Frederiksberg, blev hun ringet op og udspurgt om sagen.
Den ældre dame var meget rystet og benægtede, at hun skulle have noget at gøre med hærværk. Hun havde ikke været i sommerhuset i flere måneder, forklarede hun.
Som det skete i mange andre tilfælde, blev hærværkssagen henlagt, fordi det ikke blev skønnet muligt at bevise, hvem der havde fældet træerne.
Men så tikkede en mail fra anmelderen direkte ind til chefpolitiinspektør Flemming Drejer med emnefeltet:
»Er efterforskningen så færdig?«
Drejer sendte mailen videre til stationslederen i Hillerød, vicepolitiinspektør Erik Ankersø, som lod sagen passere gennem sin mailbox en onsdag morgen sidst i februar 2012 og videre til lederen af beredskabet i Hillerød, Henrik Rasmussen:
»Hej Henrik. Du bedes se på sagen og give mig et retursvar, så jeg kan svare CPI. Vh Erik.«
14 dage senere havde lederen af beredskabet et svar. Han sendte det direkte til den øverstbefalende politimand i Nordsjælland:
»Hej Flemming. Jeg svarer efter aftale med Erik Ankersøe. Din bekendte [navn udeladt, red.] har med rette anmeldt hærværk på hans grund, hvor et antal træer af blandet beskaffenhed og størrelse uretmæssigt er blevet fældet, hvorved der er skabt et fint kig/udsyn mod vandet fra nabogrunden [adresse udeladt, red.].«
Lederen af beredskabet forklarede kort, hvad status var i sagen, og at den 77-årige kvinde var blevet udspurgt og havde forklaret, at hun ikke havde brugt sommerhuset i månedsvis. Det kunne selvfølgelig ikke udelukkes, at hun havde lånt det ud til andre i tidsrummet, men det var ikke noget, politiet uden videre kunne konfrontere den ældre dame med, uden at man kom på kant med retsplejelovens paragraf om »parts nærmeste«: Hvis den 77-årige kvinde skulle vidne, og den vidneforklaring kunne pålægge hendes nærmeste familie straf, så havde hun ikke pligt til at udtale sig. Sagen ville i så fald begynde at udvikle sig til en større efterforskning, og beredskabslederen havde derfor disponeret, som han normalt ville have gjort, og »besluttet at henlægge sagen«, som han skrev til Drejer. Inden han dog sluttede: »Hvis du mener, at vi skal genoptage sagen og kaste nogle ressourcer i den, så siger du bare til.« Det mente Drejer — efter at han havde modtaget endnu en opfordring til at efterforske af sin bekendte, der nu kendte til både politikommissær Rasmussen og de nærmere overvejelser, man måtte gøre sig i henhold til retsplejelovens paragraf om parts nærmeste. Drejers bekendte havde fået beredskabslederens svar videresendt og havde selv efterforsket i sagen og meddelte nu chefpolitiinspektøren, at han ville »sætte pris på«, hvis en politiefterforsker ringede direkte til den 77-årige dames børn og oplyste dem om straframmen for hærværk, og at muligheden for at gennemgå sommerhusets redskabsskur »for spor« forelå. Derefter var han indstillet på at »lade sagen ligge der«.
Til politikommissær Rasmussen meddelte chefpolitiinspektøren derpå, at man måske kunne »overveje« et opkald fra en »sagsbehandler«, hvis det var det, der skulle til for at »skabe fred mellem naboer«. Hvordan man uden om retsplejeloven fik den ældre dame til at oplyse om sine nærmestes mulige afbenyttelse af sommerhuset, havde Drejer dog ikke lige noget svar på. Men det ville han lige ringe om, som han skrev i en mail den 21. marts 2012 klokken 13.12 — halvanden time efter at have modtaget den venlige, men bestemte opfordring fra en bekendt.
Det er uvist, hvad Drejer sagde til Rasmussen i telefonen, men senere den eftermiddag skrev politikommissæren en mail til »sagsbehandleren« og bad denne »gøre en smule mere« i sagen, det vil sige »prøve at få kontaktet den gamle frue og under iagttagelse af rpl.s § 171 høre hende om, hvem hun låner huset ud til.«
To dage senere vendte politikommissær Rasmussens sagsbehandler tilbage og meddelte, at sagen havde udviklet sig »lidt (voldsomt)«. Den 77-årige dame var blevet forvirret og opskræmt over endnu en henvendelse fra politiet og havde involveret sine børn — en jurist, en direktør bosat i Sverige og en advokat — som over for sagsbehandleren havde benægtet at have noget med hærværk at gøre, og at de i øvrigt havde begæret aktindsigt i sagen.
Forsøget på at imødekomme Drejers bekendtes opfordringer begyndte at udvikle sig særdeles uheldigt. Og så blev hænderne vasket oppefra og ned.
Nogle dage senere svarede politikommissær Rasmussen tilbage til sagsbehandleren og udbad sig nogle tekniske rettelser i sagsakterne og tilføjede: »Du må meget gerne udelade, at du af mig er pålagt noget. Det er ikke relevant i en politirapport.« Med udsigt til at blive gransket af sommerhusejerens børn og deres eventuelle gode forbindelser havde politikommissæren ingen lyst til at hænge på chefinspektørens personlige indgreb i en tilfældig hærværkssag om nogle træer ved et sommerhus. (Mailkorrespondancen er ikke udleveret af sagsbehandleren.)
Det var en mærkelig lille sag, ikke mindst taget i betragtning at ni ud af ti indbrudssager i Nordsjællands Politi blev henlagt i 2014. I to ud af fem sager skete henlæggelsen uden et eneste efterforskningsskridt, viste en rapport fra Rigsrevisionen — ligesom otte ud af ti sager om tyveri blev henlagt i kredsen, uden efterforskning i næsten 90 procent af sagerne. Men det var altså ikke sådan, at en sag blev opgivet, bare fordi den var lille. Hvis man forstod at trykke på de rette knapper, gjorde kredsen gerne en ekstra indsats.
Her slutter uddrag af Den 9. kreds — politiet indefra.
