Hvad jeg har lært af at bo i et lille rum

Jeg bor i et lille rum. Rummet er måske 15 kvadratmeter. I vinduet står en sukkulent, jeg har fået af Marie. Det er en god plante, fordi den kan overleve længe uden vand. I det andet vindue står en vissen nåleplante, jeg har fået af min bror. Jeg trimmede den med en stor, rød saks den anden dag, så alt det visne forsvandt, og plantede den om ved hjælp af noget muld fra en mint. Da jeg flyttede ind i rummet, var væggene smudsede, og lyset var en gul lampe i loftet. Jeg tror, det var en insektlampe. Sådan var det i lang tid. En dag sidste forår fandt jeg et stort skrivebord. Det stod lænet op ad en ligusterhæk ved stoppestedet for bus nummer 68. Jeg bar det hjem ad flere omgange og samlede det. Bordet var meget stort og meget højt, men det udfyldte sin funktion. Jeg skrev mange artikler ved det, og flere af dem fik jeg afleveret til tiden. Jeg lavede interviewaftaler, interviewede, lyttede interviews igennem, imens jeg skrev alting ud, udvalgte citater, printede citater ud, og skrev så artiklerne. Det sidste var det letteste. Jeg lavede en Ford. Jeg delte hele processen op i små bidder, så jeg vidste, at jeg kunne klare alt, hvis bare jeg gjorde hver enkelt ting godt nok. Nogle gange gik det galt. For eksempel skulle jeg skrive en fængende fortælling om kuppet i Iran, og jeg ved intet om Iran. Hun blev lidt sur, redaktøren. Så har man brug for at gå i sauna. Heldigvis ligger der en sauna i gåafstand fra mig. Jeg skal bare gå mellem to moser og op på Bellahøj, ind i svømmehallen, give manden eller kvinden i buret 40 kroner, tage mit armbånd, gå gennem slusen og ned ad trappen og ind i omklædningsrummet, hvor man skal tage sine sko af inden en bestemt linje, tage tøjet af og låse det ind i et skab ved hjælp fra armbåndet, selvfølgelig lige tage et par badeshorts på og et håndklæde i…. well, hånden. Så ind under bruseren og vaske sig og så ind i saunaen og så ind under bruseren og så ud i svømmebassinet, hvor alle de olympiske stjerner svømmer. Jeg svømmer ikke i det store bassin, det lille, som faktisk er ret stort, er rigeligt til mig. Jeg svømmer elendigt, men jeg tænker, at det sikkert er fint nok at styrke overkroppen lidt, når nu jeg løber. Når man løber et maraton skal man kunne holde overkroppen oprejst i ret mange timer. Så ind i saunaen og sidde, til man er god igen. Der sidder en del mænd derinde om formiddagen. Og så hjem. Bare stille og roligt ned ad bakken til fods. Det føles lidt som at gå hjem efter en skøjtetur, hvis du altså kender til den følelse. Det store og meget høje bord gjorde det fint i løbet af efteråret og ind i vinteren. Men alt har sin tid, jo. Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at længes ekstra meget efter en rigtig lampe. Så skete det en dag, at jeg cyklede ud til Ikea og købte en lampe til 129 kroner og en LED-pære, som svarede til 40 watt, men kun brugte 7. Jeg havde udsøgt lampen på nettet og vidste præcis, hvad jeg gik efter derude. Jeg købte intet overflødigt. Kun lampen og pæren. Så cyklede jeg hjem med den på bagagebæreren. Jeg var nødt til at investere i en stjerneskruetrækker med isolering, så den købte jeg i Røverkøb. Jeg havde også brug for noget ledning, så det købte jeg også. Jeg overvejede at købe en tang til at cutte ledningen, men jeg kunne bare bruge en saks, som jeg i forvejen havde. Jeg fjernede isolering med en gammel svejtserkniv. Jeg købte også kroge i Røverkøb. Det tog lang tid at få styr på alle ledningerne og få lampen hængt korrekt i krogen, men jeg blev ved, indtil lampen var lige som den skulle være. Jeg har ikke helt styr på rækkefølgen her. Jeg tror, jeg malede værelset, inden lampen kom op. Det var en pludselig beslutning, men ikke som sådan impulsiv eller skør. Jeg var bare nået til et punkt, hvor det var tid til at male værelset. Jeg skrev det til min udlejer og fik instrukser om forskellige typer maling til loft og væg. Glans 10 til væggen og 5 til loftet. 10'eren er let at vaske med en klud, og det er vigtigt, når man lejer værelser ud. Væggen så dog ikke ud til at være vasket med en klud, da jeg flyttede ind. Jeg købte den rigtige maling i de rigtige mængder, samlede alle møbler midt i rummet. Jeg var nødt til at skille sovesofaen ad. Den er elendig som sofa, men ok som seng. Jeg sad ret meget i den sofa det første halve år i det lille værelse, og jeg tror min krop langsomt tog form af den. Sofaen og jeg tog form af hinanden. Men jeg var ikke så bange for det. Jeg vidste, at kroppe hele tiden ændrer sig, og at de kan holde til en del. Men selvfølgelig skal man passe på dem og have respekt for dem. Det skal man virkelig. Jeg malede værelset, og så var det gjort. Der var en del steder, hvor jeg ikke havde fået smurt malingen helt ordentligt ud, men fuck nu det. Det var så meget bedre. Så kom lampen, som jeg har fortalt om. Insektlampen røg ind i skabet. Så en dag fandt jeg en stor spånplade og nogle gamle paller og byggede et skrivebord, som jeg lakerede og smækkede kantlister på, som jeg havde købt i Silvan sammen med skibslakken. Højden var perfekt, størrelsen perfekt. Det meget høje og store bord røg ud til vejen, hvor det på et tidspunkt forsvandt. Måske står det i en anden kælder i Søborg nu. Så kom tidspunktet, hvor jeg besluttede mig for at skille sengen ad og stille madrassen op ad væggen og i stedet bruge sovesofaen til at sove i. Det frigav en masse plads. Jeg havde haft et godt øje til en lænestol fra Jysk i omkring syv måneder, og jeg gik ned for at se på den. Først kunne jeg ikke finde den, fordi alle sommermøblerne var udstillet, hvor den tidligere stod. Men så fandt jeg den nede bagved på en hylde sammen med sin puf. Jeg spurgte til stolen og gjorde opmærksom på, at den engang havde været på tilbud. En meget sød kvinde konsulterede et datasystem og fortalte mig, at stolen kom på tilbud igen den 11. marts. Så jeg ventede et par uger og købte stolen på tilbud. Satte den, hvor der var blevet fri plads i værelset. Jeg ved egentlig ikke, om jeg har lært noget af at bo på så lille et værelse. Nu bor jeg her sammen med en sambo for en lille tid. Hvis jeg har lært noget, så er det måske at små værelser kan vokse, hvis man giver sig virkelig god tid til at lære dem at kende. Den anden mulighed er, at jeg ikke har lært noget. Overhovedet.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.