Lad mig til, at starte med slå fast. Jeg har intet imod, at nogle tjener masser af penge. Det, som jeg har noget imod er, at de, der tjener mange penge, brokker sig over, at de skal bidrage mere til velfærdskassen i Danmark.
Jeg bliver ærligtalt trist hver eneste gang V-regeringen finder på nye modbydeligheder. For, at tækkes de, der klynkende brokker sig konstant, som om de ser sig nødsaget til, at gå fra hus og hjem.
I disse år – ja, faktisk tiden efter årtusindeskiftet, er velfærdsstaten, som en pølse, blevet skåret i stykker skive for skive. Mest pga brokkerne, der kræver mere og mere og ikke ønsker, at bidrage til velfærdskassen, som de plejer.
I betragtning af hvor mange lønmodtagere fra middelklassen, der bor i Danmark. Så er det altså dem, der udgør størstedelen af det danske samfund, og derfor er jeg til stadighed forundret over hvordan det dog kommer så vidt, at et borgerligt flertal opstår. Ikke bare én gang, men gang på gang i løbet, af de sidste 15 år.
Har den danske middelklasse virkelig fået det så godt, at de fuldstændigt har glemt, at de værdier vores forældre og bedsteforældre har kæmpet for, ikke, er et bestående gode, men et gode vi må stå sammen om og ikke mindst kæmpe for og værne om?
Kan det virkeligt være rigtigt, at middelklassen har taget så meget afstand fra sig selv og benægter, at de er lønmodtagere og ikke kun ser sig selv, som velstillede husejere, der sælger lidt værdipapirer “on the side” og på den måde tror, at de er de nye kapitalbaroner og storkapitalister. Ønsker middelklassen måske slet ikke en velfærdsstat mere? Ønsker de ikke en stærk A-kasse, der sikre, at de ikke skal spise mursten når de mister jobbet eller bliver ramt af længerevarende sygdom?
For det er jo det der sker og der, at de virkelig mærker konsekvenserne, af de politiske valg de har foretaget. Det er der, at økonomien i hjemmet går ned. Det er der hvor alt falder sammen og de opdager, at den velfærd, som de tog for givet, er ædt op af skatteeroderende politik, der en kort overgang gav dem en minimal økonomisk gevinst.
At tro på myten om den lavere skat, der altid garanterer en højere beskæftigelse er en løgn, der er til, at få øje på. Se blot grafen (billedet), der viser tiden fra 2008 til 2010. Den synliggøre, at myten om lavere skat ikke pr. definition skaber flere arbejdspladser. I den periode var det, som det er så ofte, udefra kommende forhold, der gjorde, at selvom skatten blev sat ned så steg ledigheden dramatisk i samme tidsrum.
Det borgerlige Danmark vil gerne, som en brugtvognsforhandler, sælge dig “et sminket lig”, der umiddelbart er flot på overfladen, men ridser man lidt i lakken så viser dårligdommene sig.
Jeg taler her om en Venstre regeringen, med deres støttepartier i ryggen, der vil “sælge” dig idéen om, at selvom det samlede budget – altså det, der er i velfærdskassen – bliver mindre, fordi de der tjener mest nu bidrager med mindre, så ændre det ikke på hvad du, som borger får igen af velfærdsstaten. Altså hvis budgettet før var 1000kr så leverer staten den samme velfærd, selvom der nu kun betales 800kr. Alt dette for mere skatteeroderende politik.
Det hænger jo ikke sammen. Det kan jo ikke lade sig gøre, at leverer samme varer for færre midler.
Den fantasiverden, som venstre bygger deres politik på ser ud til, at være gennemarbejdet og realistisk. Finansministeriet måtte dog efter få dage erkende en regnefejl. Ærlig talt, så lyder det altså ikke, som om den regering har styr på finanserne. Da ihvertfald ikke mere end Lars Løkke Rasmussen har styr på sine egne finanser. Ok, et slag under bæltestedet, men de har godt nok leveret mange mavepustere til den såkaldte svage gruppe i Danmark.
Ydermere erkender venstre, at deres plan giver et underskud i 2020, hvilket i værste fald vil sige, at et eventuelt regeringsskift fra borgerlig til en mere Pro-lønmodtager regering, der jo senest kan fører til regeringsskift i 2019, skal fører stram sparepolitik fordi råderum og skatteerodering gør, at velfærdskassen går i minus. Kan du forestille hvad der sker? Jeg kan hjælpe – straks kan de borgerlige råbe op om “hvor pengene skal komme fra”. Ganske, som de gjorde efter de leverede et kæmpe underskud videre i 2011.
Et snedigt, men set fra mit synspunkt uansvarligt eventyrs-projekt, der vil fører til større ulighed, mere fattigdom og splittelse i befolkningen.
Alt det i egoismens og grådighedens navn.
Hvornår er det nok? Skal Danmark helt derud hvor fattiggårdene genindføres? Hvor overførselsindkomster bliver et historisk minde, som skoleklasser taler om i historie-timerne?
Hvor langt er middelklassen parat til, at gå? Fordi, i bund og grund, er det dem, der udgør det store flertal, og kun dem, middelklassen, der kan starte et skifte i ledelsen af dette land.
