Den danske te-ceremonimester i Kyoto

Tante T, Victoriagade

Jeg er taget til foredraget om japansk te-ceremoni alene, fordi emnet er så spændende, at jeg må af sted — med eller uden én at dele aftenens oplevelser med. For mit vedkommende har jeg allerede en ide om, hvad der vil blive aftenens højdepunkt: Te-ceremonien. Der hvor vi deltagere skal se, hvordan det at forberede og skænke en kop te bliver til en kunstart. Hvordan værten med ypperligste omhyggelighed og nøje indstuderede bevægelser laver en kop matcha (grøn pulverte) og byder den til gæsten. For ikke at glemme at vi også får lov at smage teen med den specielle smag og smukke flaskegrønne farve — min ynglingste.

Vi er et lille eksklusivt selskab på 9 personer samlet i den ene af mormorstuerne. Den som vender ud mod Victoriagade. Omkring klokken 18.15 går arrangementet i gang, og en af arrangørerne giver os en kort introduktion til aftenens forløb og hovedperson: Vores te-ceremonimester. Herefter trisser en ældre herre ind i stuen. Havde jeg ikke på forhånd vidst, at han svarer på navnet Søren og er født og opvokset i Danmark, ville jeg nemt tro, at den japanske te-ceremonimester, der står foran os nu, er ”pære” japansk. Han er i traditionel japansk kimono, skægget er gråt, lang og i klassisk japansk stil — indrømmet at jeg ikke ved, om min beskrivelse af skægget som klassisk japansk giver mening, andet end oppe i mit hoved, men det er sådan jeg vil beskrive det ud fra mit sparsomme kendskab til japansk skægmode gennem tiden. Det grå hår er langt, samlet i en hestehale og lagt hen over hovedet.

Søren indleder med at fortælle den sælsomme historie, om hvordan han kom fra København til Kyoto. På ferie i Grækenland stifter han som ung mand bekendtskab med et land, der har en tekultur. Dette møde vækker hans interesse så meget, at han beslutter sig for at tage videre til Tyrkiet, der har en endnu mere veludviklet tekultur. Herfra går rejsen de følgende år til Afghanistan over Indien for til sidst at ende i Japan, hvor han har været i cirka 30 år — først som elev i en teskole og senere som te-ceremonimester i Kyoto. Da han er færdig med sin historie og forklaringen på, hvorfor der i aften står en dansk-japansk te-ceremonimester foran os med egen teskole i Kyoto og elever i flere lande, inklusiv Danmark, er der spørgetime. ”Hvordan fremstiller man matcha?”; ”Hvilke udfordringer mødte han, som dansker, i 1970’ernes Japan?”; ”Hvordan opbevares te bedst?”

Med vores spørgelyst tilfredsstillet bliver vi ledt ind i den bagerste stue. Her har mormor-æstetikken fortrukket sig til baggrunden og givet plads til et interimistisk japansk rum. Nu er det te-ceremonitid.

For at vende tilbage til mine forventninger denne aften bliver Sørens historie faktisk aftenens højdepunkt. Ikke for at tage noget fra den efterfølgende te-ceremoni, vi fik indblik i et ritual, der er udtænkt i mindste detalje. Intet er overladt til tilfældigheder, og ritualet i sig selv er en øvelse ud i meditation; og jeg fik smagt matcha. Hans fortælling er imidlertid så spændende, at jeg ikke kan slippe den men i stedet tænker, at et så-ud-over-det-sædvanelige liv kunne være fascinerende at læse om. Læseren vil gå i Sørens fodspor og udforske forskellige landes tetraditioner. En dannelsesrejse ud i teens verden der ender i Japan, hvor tedrikning er blevet ophøjet til kunst, til zen.