Klumme: Du skal turde at tænke STØRRE og BEDRE helt fra starten

Klummen er oprindeligt publiceret for Iværksætteren magasinet, #4 september 2016

“Alle founders er freaks” var der en der sagde til mig den anden dag.

Mit ansigtsudtryk har nok afspejlet en slet fornærmelse, så han forklarede sin pointe. Hvem ved sine fulde fem springer

ud i at starte en virksomhed, som er helt uprøvet, uden sikkerhedsnet og bliver ved med at tro på det?

Okay, så jeg er en freak. Jeg er nok blevet kaldt værre.

At starte op er et privilegium

Udover at være en freak, så er du som iværksætter også utrolig privilegeret ved at være født med eller have udviklet den evne til at kaste dig ud i at starte noget op. Du er også privilegeret, fordi du har plads i forreste vogn på den rutsjebanetur det er at starte op. Meget få mennesker oplever den lykkefølelse, når tingene spiller, og den frustration som kommer med problemerne — skalaen her er ekstrem. Men i mine øjne, så forpligter det privilegium også.

Pligten til at skabe en positiv forandring

Du er dygtig? Du har en idé? Du har et team og måske noget funding? Så har du også pligten til at tænke større og bedre. Det handler jo ikke om dig, dit produkt eller dine investorer, men om hvilket problem du løser, og hvilken positiv forandring du kan skabe. Hvordan gør du med din idé verden til et bedre sted?

Vi skal have for øje at bruge vores hjernekapacitet, ressourcer, sved og tårer til et højere formål

Jeg siger ikke, at vi alle skal kaste os ind i non-profits og social impact startups, men at vi skal have for øje at bruge vores hjernekapacitet, ressourcer, sved og tårer til et højere formål. Det er da også langt federe at bruge 100 timer i ugen på at gøre en reel forskel, ikk? Desuden skal vi være bedre til at tænke resten af verden ind i vores planer. Hvis du kan løse et problem i Danmark, kan du formodentlig også hjælpe millioner af mennesker ude i verden.

Se potentialet

Med Deemly befinder vi os lige midt i deleøkonomien, som har vokseværk på godt og ondt. Værst er de som ikke kan se potentialet her. Men det kan vi, og derfor har vi ikke begrænset os i vores mål og tanker om fremtiden. Det betyder at vi nu byder platformskunder velkomne fra USA, Canada og hele Europa efter at have været live med en beta version i 2 måneder.

Vi er langt fra hvor vi gerne vil være, men hvis ikke vi havde tænkt stort fra start, var vi ikke nået hertil nu. Vi ved at hvis vi kan få folk til at stole mere på hinanden og lære dem at dele, så kan vi også gøre både vores økonomi, miljø og kultur bedre. I hele verden. Det er sådan vi tænker større og bedre.

5 ting vi har lært ved at starte op

  1. Alt går langsomt og hurtigt Du er højst sandsynligt, ligesom os, en utålmodig type, så tingene går aldrig helt hurtigt nok. Og så er der andre dage, hvor alt går så stærkt at det er overvældende. Lær at føle dig tilpas i temposkiftene.
  2. Kaffe er key En af de vigtigste opgaver for dig er at drikke kaffe; netværke og få sparring. Langt de fleste kaffer vi har drukket har givet noget på den ene eller anden måde.
  3. Fejl er OK Selvfølgelig vil du lave fejl. Du forsøger at bygge en vej, som ingen har gået på før. Det handler om hvordan du håndterer fejlen og kommer videre, hurtigt.
  4. Teamet er det vigtigste Det er lidt en kliché, men hold nu op hvor er det sandt. De dygtigste mennesker er, hvad der løfter din virksomhed. Find dem.
  5. Tænk stort Meget mere kan lade sig gøre end du tror. Sigt efter månen og ram stjernerne.

Klummen er oprindeligt publiceret for Iværksætteren, september 2016