Hullet i ørkenen.
Historien om hvorfor jeg troede jeg var ensom og hvordan jeg lærte at elske mig selv og verden (igen).
Der var engang for længe, længe siden en mand som havde alt. Køn kone, søde børn, hus i forstæderne, dejlige venner, massere af engagerede followers og bekendte på de sociale medier, gode kollegaer og udfordrende og interessant job. Men han var ikke lykkelig. Det var der mange grunde til, ingen af dem særligt gode — men en af hovedårsagerne var at han følte sig ensom. Sådan helt, helt ind i knoglerne eksistentielt ensom. Sådan “Oh, ak, oh, ve, verden er et stort og tomt sted“ ensom.
Sikke en idiot.
Okay, “sikke en idiot jeg var”. For det var selvfølgelig mig.
Men der var selvfølgelig en god grund — en undskyldning, om du vil — for at det endte der. Faktisk var der mange. Jeg har fx ikke ret meget familie, en mor jeg hilser på en gang om året, en bror jeg ikke rigtigt har været tæt på, og en far jeg ikke så rigtigt, før jeg blev voksen. Ingen bedsteforældre. Så undskyldningerne var nok. Og så døde min far. Følelsen af jeg var den næste var kvælende. Ensomheden voksede — depressionen lurede lige om hjørnet.
Hullet i ørkenen
En del af min ensomhed var at jeg havde defineret den og havde et billede af den. Begge dele har jeg haft med mig længe. Ensomheden var “eksistentiel” og billedet af den var et stort sort uendeligt dybt hul i en ørken. Forestil dig en uendelig ørken. Med et stort sort hul i. Nogle gang et par meter i diameter ,andre gange mange meter. Sådan et hul, man kan stå på kanten af og smide en fakkel i, hvorefter den bliver ved med at falde til den er en lille prik og til sidst ikke længere kan ses. Passende til min romantiske natur, som tit har en teatralsk slagside.
Sådan et hul troede jeg at der var i mit hjerte. Et hul som aldrig ville kunne udfyldes, som aldrig ville blive rigtig varmt, lige meget hvor meget kærlighed, omsorg, venskab eller ros der blev smidt i det. Et, mildest talt, meget utaknemmeligt hul, som var ved at overtage meget af mit selvbillede. Jeg havde prøvet at smide flere tusinde twitter followers i det. Jeg havde prøvet med nye bekendtskaber (som jeg tænkte på som venskaber), men det virkede heller ikke. Uendelig tomhed, er mere tomhed end man kan forlange, nogen skal udfylde.
Jeg kunne jo godt se hvor det bar hen. Eller jeg vidste i hvert fald at der var andre steder, jeg hellere ville hen. Så jeg tænkte og jeg snakkede. Jeg lyttede og jeg lyttede til mig selv. Og jeg tænkte over det billede med hullet i ørkenen. Hvor kom det fra og var det en fair repræsentation af min virkelighed? En fair måde at tage imod den kærlighed mine omgivelser gav mig? Selvfølgelig var det ikke det. Alle tankerne, alt frygten, endte op i et åbenbaringsøjeblik, hvor jeg besluttede at skabe et nyt indre billede.
Tænk ind i kassen
Så jeg havde brug for et nyt billede, en ny model for modtagelse af kærlighed og omsorg. En ny del af mit selvbillede. Noget der ikke var uendeligt. Nogen jeg kunne styre. Hvorfor ikke gøre det småt? Og med låg på? En æske? En lille æske? Noget som jeg kan forestille mig at have i lommen, fyldt med kærlighed, til en regnvejrsdag. Jeg forestillede mig en lille æske. Som en tændstikæske. Med en lille kugle af kærlighed i, men plads til flere. Jeg fandt et stk papir og tegnede æsken. Placerede den i mit hjerte og lukkede æsken.
Hullet — det uendelige eksistentielle hul — forsvandt. Som dug for solen. Eller det gjorde det ikke. Det var erstattet, med noget nyt. Noget jeg havde styr på. Noget jeg havde defineret og ikke bare et monster der var vokset ukontrolleret over tid.
Jeg var fri.
Men vigtigere, jeg havde påtaget mig ansvaret for min egen lykke. Min glæde — mit ansvar. Mit liv — mit ansvar. Ikke andre menneskers ansvar. Desværre blev alt denne fantastiske selverkendelse høstet for sent og for langsomt til at mit ægteskab kunne reddes. Det havde taget alt for stor skade for længe siden.
Heldigvis havde jeg lært noget vigtigt.
- Det går ikke at gå rundt med huller i sjælen, som andre skal udfylde.
- Jeg bestemmer selv om jeg har huller i sjælen.
Det lyder selvfølgelig frygteligt nemt. Identificer “huller i sjælen” og erstat dem med noget andet og bedre. Tegn evt en tegning. Med lidt held er du helet, inden “kl 20 filmen” starter på DR2. Hopla og fed, fed lykke til alle.
Sandheden er selvfølgelig større og lidt mere besværlig — det er fx to og et halvt år siden, at jeg tegnede æsken og min rejser er kun lige begyndt. Men jeg har haft held til at bruge denne erfaring til noget fornuftigt. For efter skilsmisse, følger uundgåeligt:
Dating
Nej, jeg skal ikke give dating råd, men så alligevel. Som spejlblank og helt ny på markedet var min største frygt, at der ikke ville være nogle kvinder i en passende alder som levede op til mine ønsker. Ikke så meget det fysiske, men mere noget med at være i bevægelse, i live og legende. Nåja, og lidt det fysiske.
Jeg var godt i gang med at skrive en ønskeliste. En kravliste. Så jeg hoppede på et dating site og et par apps. Som var fyldt med kvinder, der havde lange ønskelister. Der, for det meste, kunne læses som lang liste over hvordan deres eksmænd ikke var. Lange lister der definerede deres indre tomrum og deres ide om hvordan det skulle fyldes. Kvinder der sad og ventede på en mand, der lige præcis havde de helt rigtige kvaliteter, så de ikke længere ville være ensomme.
Og jeg var ved at gøre det samme. Jeg havde på mange måder et stort gabende hul, der hvor mit ægteskab havde været. Og nu var jeg ved at prøve at finde en der kunne udfylde det tomrum. Et tomrum, jeg ikke engang selv kunne definere, da jeg dårligt nok vidste, hvem jeg var, når jeg kun var mig.
Jagten på en kæreste — en prop til det nye tomrum — blev straks indstillet. Jeg var ikke længere sikker på hvad “kæreste” overhovedet betød for mig og hvem pokker var ham Thomas egentlig?
Først skridt var at bruge en masse tid i mit eget selskab. Finde ud af hvad jeg tænkte, når der ikke var nogen at spille op imod. Lave absolut ingenting og lytte til stilheden. I starten var det svært. Rastløst. Smertefuldt. Hvor har jeg dog været dum. Mange af de ting jeg har skrevet om ovenstående, blev brugt til selvpineri. Alt og intet. Jeg var først og fremmest klar over, at alle muligheder var åbne for mig. Jeg kunne definere mig selv. Jeg kunne definere, hvad jeg ønskede af fremtiden, eller et forhold. Eller ikke definere, hvis det var det jeg ønskede. Jeg var som et blankt stykke papir. Altså flere dage ad gangen, nogle gange, inden jeg måtte ud og se nogle andre mennesker — jeg er jo ekstrovert.
Den første erkendelse var at jeg ikke skulle “finde mig en kæreste”. Jeg skulle have det godt i mit eget selskab. Jeg skulle have det godt med venners selskab. Jeg skulle have det godt med elskerinder. Langsomt, men sikkert, krympede det indre tomrum. Langsomt, men sikkert, genfandt jeg mig selv og fandt ud af, at jeg nød mit eget selskab.
Langsomt, men sikkert, fandt jeg ud af at jeg ikke selv skulle definere hvad “kæreste” betød.
Kæreste er noget vi definerer sammen
Jeg var klar til at elske — for kærligheden. Den teatralske romantiker var klar — ikke til en kæreste, men en kvinde, som gav mig lyst til at få en kæreste. Ikke en der passede ind i en allerede defineret kasse, men en som gav mig lyst til at bygge en ny kasse, et nyt fundament og en ny platform. Noget fælles.
