Hvem er førsteprioritet

En gang for længe siden lovede jeg Jr. at tage et glas vand med til ham fra køkkenet — men så fik jeg travlt med noget andet og glemte hans vand. Det var han ret fortørnet over, på den særlige måde som 4–5 årige kan blive det. Det affødte en samtale, som gik cirka sådan her:

Mig: “Hvor vigtigt var det vand for dig?”
Jr: “Meget!”
Mig: “Hvor vigtig tror du det vand var for mig? Husk på at jeg var igang med noget andet og at jeg ikke er din krop, og derfor ikke kan mærke at du er tørstig…”
Jr: “Ikke så vigtig?”
Mig: “Bingo! Husk på at de behov du føler eller har, altid vil være meget vigtigere for dig end for andre og at de behov andre har, altid vil være vigtigere for dem, end de er for dig.”

Jeg ved ærlig talt ikke om han fik noget ud af den samtale, men jeg gjorde faktisk, for jeg fik tænkt en del mere over det.

Selvfølgelig gør vi gerne ting for andre mennesker — og vi kan endda prioritere dem højt. Specielt når det er nogle mennesker som har særlige roller i vores liv. Fx vores børne. Vi vil gå langt for at hjælpe andre mennesker med det de gerne vil — vi vil gerne have at de er glade og lykkelige.

Men når alt kommer til alt — så er vi først og fremmest selv ansvarlige for at vi er lykkelige. Jeg tror at noget af det værste man kan gøre, er at placere ansvaret for egen lykke i andres hænder. Om det så er held (“jeg bliver lykkelig når jeg vinder i lotto”), arbejde (“jeg ville være glad, hvis min chef ikke var et dumt svin”) eller vores (manglende) venner (“jeg ville være lykkelig, hvis jeg blev inviteret med til fest”).

Alt placere ansvaret for ens egen lykke hos andre, er at placere det hos nogen hvor man højst er anden prioritet! Eller værre. Og det er nogen, som ikke er i din krop (eller dit sind) og derfor slet ikke har nogen ide om hvad dine behov eller ønsker er. Med mindre du altså udtrykker dem meget, meget tydeligt.

Og hvis du fx udtrykker dine ønsker og behov meget, meget tydelig — har du så ikke pludselig selv taget ansvar for dem? Well, du er i hvert fald godt på vej.

Du kan selvfølgelig ikke pådutte andre mennesker ansvar, som de ikke at interesseret i. Ansvar for andre mennesker er noget man frivilligt vælger at prioritere.

Men sand lykke, ligger måske der hvor du kan være glad for det du kan opnå med dig selv, og så se de prioriteringer andre vælger at give dig, som en bonus. Som noget ekstra. Det er selvfølgelig svært, men start med at have høje forventninger til dig selv, og måske lidt mindre til andres prioritering af din lykke.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.