Om at rydde op og planlægge

Hvis du er som mig så er du rigtig god til at begynde på noget nyt, og måske knap så god til at den kedelige oprydning og planlægning. Og som så mange gange før må jeg konstatere at struktur hjælper.

Det kommer over mig hver gang jeg har sommerferie. En trang til at starte 1000 nye projekter. Jeg bliver ramt af sådan en rastløs virkelyst som kan virke nærmest berusende.

Det plejer at føre til at jeg så starter 1000 projekter — og jeg så må opgive dem igen når det viser sig, at jeg ikke har tiden til at gennemføre dem. Så denne sommerferie besluttede jeg mig for at gøre det anderledes. Og det startede med en dagbog.


“Journaling”

Der mangler et ord på dansk. På engelsk hedder det “journaling” — og Google vil gerne oversætte det til “journalisering”. Men det lyder bare, i hvert tilfælde i mine ører, meget medicinsk. Til gengæld har “skrive dagbog” en klang af teenagepige og hjerte-smerte over sig, som heller ikke rigtig rammer. Her er det engelske “journaling” bredere. Det dækker den simple proces af at føre en fortegnelse over tanker, handlinger og planer.

Men nok om det. Denne her proces starter med en notesbog / dagbog, og endnu en indrømmelse. Nemlig at jeg elsker notesbøger. Elsker følelsen af at skrive i en notesbog. Men at jeg samtidig også har været elendig til at have den selvdisciplin det kræver at føre en decideret “journal”.

Men det var netop, hvad jeg gik i gang med denne mandag. At skrive. Lige hvad der faldt mig ind. Og pludselig opstod denne lille figur. Næppe noget jeg vinder en nobelpris i økonomi for — men en vigtig indsigt for mig. Ser jeg på den så er jeg nemlig super god til udførelsen, og hvis evaluering betyder “ekstremt selvkritisk til tider” så er jeg også ret stærk der. Men oprydningen og planlægningen. Der er der nok plads til lidt forbedringer.


At starte bagfra

Og der slog det mig. At jeg simpelthen blev nødt til at starte med det kedeligste af det hele. At jeg sad der fyldt med virkelyst og havde lyst til at starte nye projekter, men at jeg måtte tvinge mig selv til at fokusere på to ting: oprydning og planlægning. Intet andet. Hele dagen.

Og det gjorde jeg så. Gik igang med at rydde op i to-do-lister, notesystemer, indbakken på mine mails, skrivebordet, kameratasken, bogreolen og alle de andre steder, hvor jeg havde svigtet oprydningen. Gik i gang med at organisere — og i den proces begyndte planerne at forme sig.

Hver gang jeg fik en ide til noget jeg ville så røg den på any.do. Men jeg holdt mit løfte til mig selv. At jeg ikke ville begynde på noget nyt. At jeg ikke ville udføre noget. Ikke før tirsdag. Ikke før i dag.


Proces

Jeg tror vi alle har brug for den slags strukturer og processer. At sætte nogle grænser op for vores egen trang til at “gøre noget”. Men hvor mange ledelsesbøger anviser, at man skal “sluge frøen” og droppe enhver overspringshandling så tror jeg på, at man nogen gange skal overveje sin proces før man æder den padde.

Det kan være planlægningen viser, at det er noget helt andet man skal gøre.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.