Grønland, et uland

Grønland er blevet et uland. Det er blevet et dysfunktionelt samfund, hvor en lille elite er i stand til at trække penge ud af den tidligere kolonimagt med trusler om racismeanklager, hvis betalingerne ikke kommer til tiden, og hvor borgere, der prøver at gøre noget ved korruption males som forrædere i ledtog med imperialisterne. Det sker på baggrund af helt vanvittigt store sociale og sundhedsmæssige problemer, der ikke burde forekomme i et land, der er så rigt.

Grønland kæmper med en tuberkoloseepidimi, halvdelen af grønlandske kvinder rapporterer at have været udsat for seksuelle overgreb som børn, der er 7,4 gange så mange selvmord i Grønland som i Danmark, og middellevetiden er 8-10 år kortere. Men den grønlandske elite taler stadig forarget om ’danske overgreb’ mod Grønland, om kolonialisme, racisme, og imperialisme. Den afværger enhver kritik af dens uduelige regeringsførelse og dens elendige administration som nykolonialisme. Og så sikrer medlemmerne af Grønlands storfamilier sig selv og hinanden bestyrelsesposter i de mange statslige selskaber, statslige fortjenstmedaljer, og aflønninger fra alle mulige og umulige kilder.

Et af de bedste eksempler er det nuværende medlem af Folketinget, Grønlands første kvindelige landsstyreformand, og tidligere leder af Siumut, Aleqa Hammond.

I Danmark sidder Hammond i Folketinget som løsgænger, efter hun blev ekskuderet af Siumut, og senere af den socialdemokratiske Folketingsgruppe. I januar 2017 opdagede hun, at hun sagtens kunne støtte en borgerlig, dansk regering. Samtidigt overtog hun formandsposten i Grønlandsudvalget. Hun havde altså solgt sin stemme for en udvalgsformandspost. Skatteminister Karsten Lauritzen kom for skade at sige, at Venstre ”havde købt en grønlænder.” Ikke særligt diplomatisk, men heller ikke faktuelt forkert.

I Aleqa Hammonds tilfælde er baggrunden selvfølgelig, at hun altid har gjort, hvad hun kunne for at sikre sin egen berigelse i politik. Så at netop hun skulle modtage en særlig post som led i en politisk handel passede særdeles godt ind i den grønlandske befolknings billede af hende. Hun har altid profiteret på politik. Ikke bare har de officielle lønninger, senest den danske folketingsløn, nok været noget bedre, end hvad Hammond med en HF fra Aasiaat og ’Teacher Education’ fra Iqaluit, Nunavut, Canada ellers kunne have sikret sig. Hun har også altid haft et særdeles svært forhold til både sandhed og ejendomsret.

Folkets Røst beskyttes mod Folket (kilde: http://sermitsiaq.ag)

I 1996 blev hun dømt for bedrageri, fordi hun over et par måneder i 1995 syv gange havde brugt et spærret dankort (det var dengang man stadig kunne betale med en ’fluesmækker’). Det holdt hun hemmeligt, indtil Berlingske Tidende fik nys om det efter valget i 2013. Hun ”beklagede” så sagen, da den kom frem.

Den 16. maj 2008 var en ”hønefuld” Aleqa Hammond på vej hjem fra fest i en taxi. Hun nægtede at betale for turen. Chaufføren anmeldte det senere til politiet, hvorefter den ædru Aleqa Hammond gik til bekendelse.

Væsentligere var det dog, at Hammonds regering i oktober 2014 faldt sammen efter halvandet år, fordi det blev afsløret at ingen andre end regeringschefen havde taget af kassen. I alt fandt en undersøgelse foretaget af revisionshuset Deloitte bagefter ud af, at Hammond havde brugt 204.000 kr. af Landsstyrets midler på sig selv, blandt andet på ferier og restauranter. Det kunne blandt andet lade sig gøre, fordi hendes forgænger som regeringschef og politiske modstander, Kuupik Kleist (IA) havde gjort det samme (han havde brugt 45.322 kr. ulovligt). Det var åbenbart kulturen i Naalakkersuisut, den grønlandske regering. Modstandere politisk, men kammerater økonomisk og socialt.

Man kunne måske tro, at Aleqa Hammonds politikerkarriere derefter burde være ovre. Eller måske i det mindste sættes på pause. Det var der også mange Grønlændere, der havde håbet. Det var faktisk fire grønlandske borgeraktivister, der prøvede at rydde op i den grønlandske korruption ved at melde tre toppolitikere, Aleqa Hammond, Steen Lynge, og Kuupik Kleist til politiet for bedrageri. De ret servile grønlandske medier omtaler dog politikeres udlæg i statskassen som ‘lån’. De nægtede sig alle skyldige, og sagen blev senere droppet.

I stedet for at stoppe Hammonds karriere endte Siumut (efter en del indre kampe, hvor blandt andre hendes modstander Kim Kielsen var imod) at sende hende langt væk: til København, hvor der var valg allerede året efter. Det var Folketingsvalget i 2015, som Helle Thorning-Schmidt tabte til Lars Løkke Rasmussen. Hammond havde tilsyneladende ikke i sinde at lade landflygtigheden stoppe karrieren. Så noget af det første hun gjorde, da hun var ankommet til Christiansborg var at misbruge det MasterCard, MFere har til offentlige rejser og visse andre embedsudgifter. Det blev til 12.983 kr., som hun brugte, ’fordi hendes egen bankkonto var spærret’, efter egen forklaring. Hun blev derefter endeligt ekskluderet af Siumut. Denne gang var det Ekstrabladet, der stod for afsløringen.

I juni i år indgik Hammond forlig med sin tidligere sekretær på Christiansborg, Kenneth Rasmussen, som hun endte med at måtte betale 21.839 kr. i manglende løn og rejsebetalinger. Hammond havde bedt Rasmussen om at rejse med hende til et borgermøde i Nuuk, der foregik samtidig med de såkaldte Arctic Winter Games, men hævdede bagefter, at turen havde været en ferie for Rasmussen, hvorfor hun ikke ville betale for hans rejse og løn. Derefter fyrede hun ham.

Alt det er baggrunden. Var det så urimeligt, at skatteministeren insinuerede, at Hammond var en type, der var til salg? Eller var det snarere en ret præcis karakteristik af den type politiker, som siden 1970erne har overtaget en større og større del af Grønlands politiske liv?

Hammond reagerede dog meget vredt. Det var helt i overensstemmelse med hendes karakter, og den rolle, hun og mange andre grønlandske politikere har opbygget. De vælger nøje sager, der kan få det til at se ud som om, at grønlændere diskrimineres mod på alle tænkelige måder i det danske samfund. At danskerne hader og ringeagter grønlænderne. Her kom bare det seneste eksempel.

Så det var perfekt indstuderet, da Aleqa Hammond til DR reagerede på skatteministerens udtalelse: “ Jeg vil kun sige, at det er vel sådan [Karsten Lauritzen] taler. Det er vel sådan en betegnelse, han bruger om os grønlændere. At man køber sådan en. Jeg er ikke overrasket over den måde, der bliver talt på. Det minder om en meget generel holdning til grønlændere. Det grønlandske folk i Danmark bliver udsat for diskrimination i det offentlige system, udelukkende fordi de er grønlændere. Her ser jeg også sprogbrugen, som bruges af Karsten fra Venstre, som et eksempel på det.”

Abracadabra, Aleqa Hammond er igen fortaler for det forfulgte grønlandske folk. Glemt er svind fra kassen, kreditkortmisbrug, dankortmisbrug, kammerateriet. Tilbage står det undertrykte Folks modige forkæmper. Det er ikke underligt, at hun er blevet tildelt Nersornaat i guld, den grønlandske fortjenstmedaljes højeste grad.

Hun brugte en ulandsfinte. Ulandsfinten var i kolonitiden at tilbyde sig som én, der kan holde styr på sine landsmænd til den tidligere koloniherre, men mod anseelig betaling. I dag behøver man ikke at tilbyde at kunne ’holde styr’ på nogen. Men man skal kunne give indtrykket af, at den tidligere koloni nu er et demokratisk, frit, og måske endda harmonisk samfund. Før kunne man så bruge vold mod sine egne borgere. Nu bruger man emancipationsretorik. Opildner til kamp mod de danske undertrykkere, der så urimeligt beskylder frihedshelten for svindel, når hun svindler. Hver ny afsløring er bare endnu et forsøg på bagvaskelse. Hvis man er rigtigt presset, undskylder man, for så at minde Folket om Sagen. Sagen er tilbagebetalingen for de mange år som offer for den europæiske undertrykkelse. Tilbagebetalingen vil foregå for evigt. Det er en nedarvet gæld, der ikke kan afbetales. Så længe man er en god skyldner, kan man ikke komme af med Aleqa Hammond.