DIKU nr. 1 i verden?

DIKU er det bedste sted i hele verden. Du vil sikkert gerne vide hvorfor:

Instituttets grundlægger, Peter Naur, havde en banebrydende indflydelse på datalogiens udvikling, og trods hans eccentriske retteskabeloner, lettere forvirrede pensionisttilstand og afsluttende karriere som misforstået eksistensfilosof, husker vi ham stadig som en stor mand, der vandt Turing-prisen. Turing-prisen er ligesom Nobel-prisen for datalogi, bortset fra at alle almindelige mennesker er ligeglade med den. Derfor er vi til enhver tid nødsaget til at sammenligne den med Nobel-prisen.

Det er studerende fra DIKU, som har vundet DM i programmering 5 ud af de seneste 6 år. Der var et enkelt år hvor de ikke vandt, da de havde ondt i maven. Det skyldtes først og fremmest at de var så gode til at have ondt i maven, at de ikke også samtidigt kunne være gode til datalogi. Dataloger fra DIKU gør ikke noget halvhjertet.

DIKU har det højeste karakteradgangskrav for datalogistuderende i Danmark. Det skyldes at vi er virkeligt gode, og ikke så meget at vi er den eneste datalogiuddannelse centralt beliggende i hovedstaden, i en tid med forøgede optag på tværs af alle uddannelser. Når DIKU til næste år øger optaget, forventer vi at karakteradgangskravet vil falde. Det skyldes blot at DIKU er så gode, at uanset om karakteradgangskravet stiger fordi vi er attraktive (ligesom vores studiested), eller falder fordi vi ønsker at gøre plads til flere studerende, er DIKU et sejt sted at være.

DIKU er så sejt at vi er de bedste på europæisk fastland (hvis man kigger på en udvalgt topliste, jeg ikke behøver nævne navnet på, men lad lige være med at google det, for de kilder som sorteres højest dér er totalt upålidelige). At have vundet førstepladsen på en tilfældigt udvalgt rangliste for et enkelt år kan bedst sammenlignes med dengang Danmark vandt EM i 1992, og det er jo noget, man ikke lige går hen og glemmer.

Datalogi belønnes ikke typisk med guldpokaler, så her er en, jeg har givet til mig selv.

Jeg er stolt af at være en del af et internationalt fyrtårn, som lyser op i hele verden, en videnskabens bastion, som utrætteligt forsvarer verden mod dumhed, en Sleipner, der bestiger verden… Men med al den tid vi fortæller om hvor gode DIKU er på LinkedIn, glemmer vi måske også at fortælle den danske befolkning, hvor gode vi er. Så hvis I lige kunne dele det her indlæg, er det hermed gjort.

Lad mig for en sikkerhedsskyld fremhæve hvorfor vi er så gode. For eksempel er min gode ven Mikkel Thorup en rigtig dygtig forsker, som har rigtigt mange forskerpoint. Og jeg snakker ikke om de billige forskerpoint, alle kan gå hen og få. Nej, han har 37 rigtige kvali-forskerpoint. Jeg selv har “kun” 7 kvali-forskerpoint, men jeg har også haft travlt i mange år med at lave en meget succesfuld start-up, som hedder Octoshape, som er brugt af hundredevis af millioner af brugere, og er nu succesfuldt blevet solgt til et succesfuldt amerikansk selskab. Alt i alt har det været meget succesfuldt, og det er derfor jeg er rigtig god, selvom jeg ikke har så mange forskerpoint.