Eksperiment: Borgerne skal selv kontrollere lysavisen i april

I et forsøg på at dæmpe konflikten omkring den omstridte lysavis på Fisketorvet, får odenseanerne selv kontrol over indhold og lysstyrke i april måned.

Borgerinddragelse. Eksperimentet er blevet til på baggrund af et samarbejde mellem Odense Kommune, Capital Investment og app-udviklerne fra House of Code, og har til formål at løsne op for konflikten omkring den omstridte lysavis på toppen af Fisketorvet ved, at lade borgerne selv styre indhold og lysstyrke i en måned.

Lysavisen bliver via en app udstyret med en lysdæmper, der aktiveres når mere end 10 personer i nærområdet (red. inden for en radius af 250 meter) skruer ned på samme tid.

Forsøget er i første omgang planlagt til at løbe fra lørdag d. 1. april 2017 til og med mandag d. 1. maj 2017, men viser modellen sig som en succes, kan løsningen gøres permanent.

Dæmper konflikten

Løsningen kom første gang på bordet efter henvendelse fra en gruppe borgere, der havde præsenteret idéen for Capital Investment og Odense Kommune og efterfølgende henvendt sig til House of Code med henblik på en app-løsning. Omdrejningspunktet for appen er en lysdæmper-funktion bygget på simpel teknologi som vi kender den fra lamper i hjemmet.

Det er kombinationen af borgerinddragelse og app-teknologi, der gør løsningen interessant, og app-designer i House of Code, Andreas Milvertz lægger ikke skjul på begejstringen:
 
 ”Det er ikke hver dag at vi laver konfliktløsnings-apps. Normalt skal en app bare løse ét problem for at blive en succes, men her ser det ud til at vi har fundet et helt nyt marked og det giver da blod på tanden ift. at kaste os over lignende konflikter.”
 
 Løsningen bygger på crowdsourcing-tanken, der går ud på at aktivere en gruppe mennesker omkring et formål, og idéen har allerede givet anledning til overvejelser omkring en lignende app til en hastigt voksende juice-kæde, der jævnligt oplever klager over musikniveauet.

Musik i weekenden

Under udviklingen af lysavis-appen opstod idéen til en lyd-feature om fredagen, hvor borgerne kan skrive musikønsker direkte på skærmen i tidsrummet 21–03 for 5 kr. per nummer. De valgte musiknumre afspilles herefter via lysavisens indbyggede højtalere.

Musik-featuren er udviklet i samarbejde med The Voice, som også bliver leverandør af spillelister, og bliver tidligst koblet på appen efter testperioden i april.

Fakta:

Appen kan downloades fra og med lørdag d. 1. april, og de første 100 downloads får automatisk 10 musiknumre sat ind på kontoen.

Download appen her.