FLYGTNINGE, NARKOMANER OG PROSTITUEREDE

På en trappesten sidder en høj ranglet mand. Netop nu bøjer han sig frem, strækker armen ud og vender indersiden opad. Stikker så en sprøjte ind i en blodåre. Tjavser fra det uvaskede hår hænger ned i det magre ansigt.

Det foregår ganske åbenlyst her, hvor brugte sprøjter med rester af blod ligger frit fremme i porte og ved trappestene. En lugt af gammel urin og affald hænger i luften, og varmen gør den ramme lugt ulidelig.

De ramponerede affaldscontainere er overfyldte, og skraldet vælter ud. I nattens løb har sultne rotter og katte jagtet madrester, og tynde græske plastikposer ligger tilbage på gaden bidt i. stykker. Papir og foliobakker slikket rene for madrester er spredt ud over det hele. Husmurene er overmalet med grafitti og kvinder i superkorte nederdele hænger på gadehjørnerne eller forsøger – desperate efter penge til det næste fix – at se attraktive ud foran et af områdets mange bordeller.

Der er også alle mændene fra Irak, Syrien og Afghanistan og kvinderne og børnene. De sidste. gemt væk på hotellernes værelser. Mændene hænger ud foran indgangen til det hotel, hvor de. græske myndigheder har indkvarteret dem. Tiden slåes ihjel med at ryge, snakke – og vente. Det har de gjort i fem måneder nu. Altså ventet og slået tiden ihjel. På et tidspunkt vil det blive til et år. Så til to. Og flere, ingen ved? Alle håber de på det mirakel, der aldrig vil ske: At Europa igen åbner sine grænser.

Jeg skal besøge en syrisk familie, som ikke har det særlig godt. De bor på et af hotellerne, men mobilens GPS er stået af, og jeg kan ikke finde stedet. Imens afløser det ene lurvede hotel det andet. Gaderne er ens. Gamle biler, knækkede fortovsfliser, huse i ruiner og med et bræt smækket op foran indgangsdøren, så ingen uønskede flytter ind – og så er der grafitti.

Jeg passerer en mellemøstligt udseende cafe. Mændene sidder ved de små borde og drikker te og spiller kort eller ryger vandpibe. Kikker jeg op er hotellernes små altaner fyldt med vasketøj, og jeg skimter kvinder med tørklæder i vinduerne.

Lettere desperat spørger jeg til sidst en gruppe mellemøstligt udseende mænd. De hænger ud foran et af hotellerne og ved godt, hvor hotel King Jason er. Eller de kender ihvertfald et hotel, hvor der bor syrere, siger en af dem, en irakisk mand, på udmærket engelsk. Han tilbyder at vise mig vej. Resten af gruppen af mænd følger med. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det her kvarter ikke er et sted for en kvinde at gå rundt alene, så jeg takker ja.

Irakeren fortæller, at han har boet fem år i Storbritannien, og at han nu er på vej tilbage. Bortset fra altså lige at han sammen med 60.000 andre flygtninge sider fast i Grækenland.

Det er farligt at være i Irak nu, siger han.

Hans gravide kone og to mindre børn er på hotelværelset. Familien kom til Athen for en måned siden fra det nordlige Grækenland og blev af de græske myndigheder indkvarteret på hotellet her.

-Min familie sidder hele dagen oppe på værelset. Børnene keder sig og kommer aldrig ud. Det er alt for farligt at gå ud i det her område. Du kan se alle junkierne, og om morgenen ligger her brugte sprøjter i gaderne, fortæller han. Vi passerer tre hjemløse mænd, som har slået sig ned på en snavset madras. De sidder op ad en mur overmalet med grafitti. En fjerde mand har fundet sig en en rød lænestol, der mangler et ben, og en i en hullet T-shirt står og roder med en grill. De tager ikke notits af, vi går forbi. Beskidte, ildelugtende og med tomme blikke sidder de der bare. Sandsynligvis vinde og skæve af det sidste skud morfin. O

Så meget menneskelig armod. Så mange tragedier samlet på et sted.

Lidt nede ad en gade ligger hotellet, hvor der efter sigende skulle bo syrere. De sædvanlige grupper af mænd står uden for.

Snak. Venten. Kedsomhed. Endnu et flygtningehotel.

Jeg går alene ind i den lange smalle mørke reception. En høj mand med langt fedtet hår står bag en disk. På en rød sofa i et mørkt hjørne sidder en kvinde i stramme bukser. Nej, manden bag disken kan ikke hjælpe mig, siger han vredladent, og beordrer mig ud på gaden igen. Mine irakiske vejvisere er gået hjem, da jeg jo troede, jeg havde fundet stedet.

Men hotellet her er ikke King Jason. På nippet til at opgive og skynde mig ud af kvarteret, finder jeg endelig det rigtige hotel. Det bliver snart mørkt, og det bliver kun til en hurtig snak med familien.

Tilbage på min ynglingscafe på Victoria Square får jeg at vide, at jeg netop har været i Athens værste område. Et af de steder, hvor ingen grækere sætter deres ben, og mens jeg drikker min iscafe funderer jeg over, hvorfor Europa ikke har andre steder end et græsk junkie og prostitutionskvarter at placere kvinder og børn på flugt fra krig.

Grækenland er et fattigt land. Et land i kaos, og landets venstreorienterede præsident Alexis Tspiras har gang på gang anmodet EU om hjælp til at tackle flygtningesituationen, men uden meget held.

Hver eneste dag på Facebook kan jeg læse, hvordan der kommer nye både fyldt med flygtninge til de græske øer. Antallet stiger igen, selv om det slet ikke er på højde med sidste sommers og efterårs. Samtidig truer Tyskland nu med at gøre brug af Dublin-forordningen og sende asylansøgere tilbage til Grækenland.

Jeg ser mig om. I aften her på Victoria Square er der mange afghanske kvinder. En gruppe har samlet sig på en bænk. Kvinderne fra Afghanistan sætter tørklædet på den der lemfældige Ulla Therkelsen måde. Da jeg var her sidste gang i marts måned, var pladsen fyldt med flygtninge fra netop Afghanistan. Da havde Makedonien netop lukket sin grænse nordpå, og hundredvis boede de her med børn og bagage og håbet om at det hele bare var en ond drømt. Mænd, kvinder og alle børnene sov på den kolde asfalt på et gråt UHNCR-tæppe. De få heldige havde også et tæppe at tage over sig.

Kort efter ryddede politiet pladsen. Jeg ved ikke nøjagtig, hvor de godt tusind afghanere blev placeret. Formentlig i en af de mange lejre, grækerne i al hast fik oprettet.

Læs med næste gang, hvor det bliver noget med en nedlagt skole midt i Athen med det smukke navn Yasmin skolen. I de klasseværelser, hvor der før sad børn, står der nu telte. Skolen er hjem for 400 flygtninge, og skolen lever i dag ikke helt op til sit smukke navn. Eller Skaramagas lejren med de smukke solnedgange. Hjem for 4000 mennesker, som sover om dagen, fordi der ingen skygge er i lejren.