Unge og sociale medier: venskaber, mobning og hverdag
92 procent af unge i Danmark bruger sociale medier hver dag. Venner betyder alt for unge, og sociale medier handler om at være sammen med sine venner. Men venskaber kan være svære at tackle på sociale medier. Jeg har gennem den seneste tid kigget nærmere på unges vaner og brug af sociale medier, i det første af flere indlæg fokuserer jeg på venskaber på sociale medier.

Når man som jeg i flere omgange har arbejdet med sociale medier i en kommerciel sammenhæng, kan man måske have tendens til at glemme, hvad der reelt er fedt ved sociale medier.
Den fælde er jeg i hvert fald selv faldet i. Så handler sociale medier om reach, om at nå ud til så mange som muligt med sit indhold. Om at sætte sig mål og at arbejde på at lave indhold, der rammer lige ned i målgruppen.
Da jeg bevægede mig over på den anden side af bordet og gik problematiserende til sociale medier, dukkede der et gammelt tema op, som jeg reelt havde glemt:
Sociale medier handler om mennesker. Medier har jo i en eller anden grad altid handlet om mennesker. Vi bruger medier til at komme i forbindelse med hinanden. Og vi bruger dem til at få verden til at give mening og til få vores væren i verden til at give mening.
Sådan er det for voksne såvel som for teenagere.
For teenagere betyder venner alt. I venskaber lærer teenagere at navigere i et forhold, venner betyder at man har selskab, venner giver hinanden råd i svære situationer, og venskaber kan give en stabilitet i perioder, hvor livet kan være omskifteligt.
Når teenagere ikke har venner, så viser forskningen, at de er mere ensomme og mindre lykkelige. De opnår lavere karakterer i skolen og har lavere selvtillid. De er også i højere risiko for at droppe ud af skolen og komme på kant med loven [kilde].
Fra socialt til broadcast
Og derfor bliver venner også centralt for unges brug af sociale medier. De unge, jeg har interviewet fortæller alle, at de bruger sociale medier til at kommunikere med deres venner. Det bakkes op af amerikansk forskning: Man er på sociale medier for at være sammen med sine venner og for at holde forbindelse med venner, som man ellers ville miste forbindelsen med [kilde].
Mange analyser viser lige nu, at de unge ikke bruger deres tid på Facebook, men at tiden i stedet bliver brugt på blandt andet Snapchat. De unge, jeg har talt med i løbet af foråret, bruger dog også deres tid på Facebook. Dermed ikke sagt, at de unge bruger Facebook på samme måde som voksne gør.
Facebook er en grundlæggende infrastruktur for de fleste af os. For teenagerne, jeg talte med, er det personlige nyhedsfeed mindre vigtigt, mens rigtig meget sker i grupper og i Messenger.
Når de deler noget med alle venner på Facebook, er det ofte eksisterende videoer eller quizzer, mens personligt indhold finder sin plads i Messenger eller på Snapchat. På den måde kan man lidt bedre styre, hvem der ser det, man deler. For det handler om at være tryg, når man deler. Som Stine på 16 år fortæller:
“Jeg føler mig mest tryg på Instagram. Det er fordi, der er min profil privat. Så hvis de trykker, at de gerne vil følge mig, så skal jeg ind og se, hvem det er først. Så jeg har lidt mere styr på, at det ikke er sådan nogle totalt sære mennesker.”
Det er ikke nogen helt ny tendens, men med over ti år på banen, er ens Facebook-nyhedsfeed blevet et broadcast medium, hvor teenagere gerne deler andres indhold, men sjældent deler andet end et nyt profilbillede. Det er altså sjældent i Facebook-strømmen, at man har samtaler. De finder sted i messenger eller i andre chatapps.
Man bliver ikke venner med fremmede på sociale medier
Generelt bruger unge sociale medier til at kommunikere med venner, de allerede kender. Det kan være venner fra skolen, fra fritidsaktiviteter eller lignende. Det kan også være venner af venner. Men som oftest skal der være en relation. Og for det meste bliver teenagere ikke venner med helt fremmede på sociale medier.
“Ja, jeg skal have mødt personen i hvert fald, før jeg ved, hvem det er. Der er nogle gange, hvor jeg får en venneanmodning fra en, hvor jeg kan se, at de er venner med nogle af mine venner, men jeg kender dem ikke. Så accepterer jeg dem ikke. Jeg skal vide, hvem det er i hvert fald,” fortæller Alexander på 15 år.
Stine på 16 år skal også have mødt personen fysisk, før hun accepterer en venneanmodning på Facebook:
“Det er fysisk. At jeg selv skal have mødt dem og snakket med dem, eller mine veninde skal have mødt dem og snakket med dem i virkeligheden. Sådan, at jeg ligesom kan bekræfte at det er en virkelig person og at det ikke er en eller anden boogieman, der sidder i den anden ende.”
Vennearbejdet på sociale medier kræver altså en indsats. Man screener folk, inden man siger ja til en venneanmodning, og kriteriet er, om man har mødt personen eller ej.
Så et fysisk møde bliver her garant for, at man kan stole på folk og lukke dem ind i netværket på Facebook. Det er jo en rigtig fin tommelfingerregel. Men det er klart, at selvom man har bekræftet identiteten på den nye Facebookven, så betyder det ikke, at man kan være sig sikker mod eksempelvis mobning eller misbrug. Dermed er man altså nødt til at screene endnu grundigere.
“Jeg synes, at man skal have snakket sammen [før man siger ja til en venneanmodning]. Eller hvis man har mange fælles venner og at man langt ude godt ved, hvem hinanden er, så synes jeg godt, at man kan acceptere venneanmodninger. Og hvis man har skrevet rigtig meget sammen og kommet lidt ind på hinandens personlighed og sådan noget, så synes jeg godt, at man kan acceptere den. Men man skal hele tiden være helt sikker på, at man ved, hvem det er, før man siger ja.
Hvordan kan man være sikker på det?
Jeg har fx rigtig mange af sådan nogle, som jeg ved er falske Facebook-profiler, der sender mig venneanmodninger. Det kan jeg se ved, at de har sådan helt unaturlige profilbilleder — de ligner dukker. Og de har opdateret alle deres facebookbilleder for to timer siden. Og de har ingen venner på Facebook,” fortæller Ida på 14 år.
Ida her er altså ret kritisk i sin tilgang. Det er min oplevelse, at unge generelt er gode til at læse mellem de digitale linjer og vurdere, når fx en profil på Facebook er utroværdig.
Venskaber er svære på sociale medier
Venner er specielt vigtige for unge, fordi de har brug for nogle at spejle sig i og sammenligne sig med som led i dannelsen af deres identitet. Vi lærer om os selv, ved at se på andre og deres handlinger.
Men på sociale medier sker venskaberne altid på mediernes præmisser. Her spiller funktioner som likes og kommentarer og formater som opdateringer, chat og billeder en rolle i, hvordan venskaber udfolder sig.
Derfor er det også interessant at høre, hvordan man er gode venner på sociale medier eller hvad man i hvert fald ikke gør, hvis man skal forblive gode venner på sociale medier. For Ida er det vigtigt, at man spørger hinanden om lov til at dele ting om hinanden.
”Man er positiv over for andre. Man deler ikke noget uden tilladelse fra den anden. Det gør man ikke. Og så følger man med, og ved hvornår der er brug for, at man siger “hey, jeg er der for dig, hvis nu..”.
Hvordan gør I det i praksis? Spørger I så, hvis I tager billeder af hinanden?
Nej, altså hvis man nu vil bruge det til noget, hvis man så ikke lige er sammen, når man vil bruge det, så skriver man så til hinanden. Men hvis det er i situationen, så har man givet hinanden lov til det. Jeg og mine veninder, vi spørger hinanden om vi må. Og ikke sådan indirekte, men sådan rigtigt.”
Samtykke er altså ikke kun noget, man skal få, før man deler intime billeder, men kan også noget, der handler om billeder af veninderne. Det er meget respektfuldt og tager også hensyn til, at på sociale medier er ens omdømme ikke kun afhængig hvad, man selv deler og hvad andre deler om én, men også hvordan man behandler andre og hvad man deler om andre.
Mobbegrupper er et kulturelt problem
Ens venner betyder også noget for ens placering i hierarkiet. Og det kan være nemt at hoppe med på legen, når nogle af dem højere oppe i hierarkiet skriver noget grimt om ens veninde, for på den måde at søge at stige i graderne.
“Jeg ser ret mange beskeder. Fx på et profilbillede, hvis der en eller anden, der kommenterer et eller andet grimt, og så en veninde til personen, der har profilen, bare skriver hahaha eller en grine-smiley i stedet for at stå op for hende. Det synes jeg er latterligt, fordi man burde sgu da kunne stille sig op for dem, man godt kan lide og er venner med,” siger Stine på 16 år.
Men det er ikke kun negative kommentarer om ens venner i det åbne, man skal sige fra overfor. Stine bliver ind i mellem inviteret med i mobbegrupper. Det er grupper, der opstår og lukkes hurtigt, hvor formålet er at bagtale en enkelt person. Stine nævner selv, hvordan mobningen bliver dobbelt, fordi det både foregår i gruppen på Facebook og når folk samles fysisk, taler man også om det, der foregår i gruppen.
”Der er rigtig mange mobbegrupper. Rigtig rigtig mange grupper. Nogle af dem er også lukkede, så det kun er nogen, der kender hinanden derinde, og så foregår der rigtig meget mobning hver dag derinde. Og så er der nogen, der faktisk slet ikke ved, at de bliver mobbet. Og så bliver de også bagtalt i virkeligheden også. For så går alle i den der gruppe også og taler om det ude i virkeligheden. Og den der person er ikke med i gruppen.”
Det virker meget voldsomt og gør et stort indtryk at høre historier om de unges venner og veninder, der bliver meget meget kede af at opdage, at de bliver mobbet i lukkede grupper. Nogle veninder inviterer endda ofret med i gruppen, for — af omsorg — at gøre personen opmærksom på, hvad der foregår. Det seneste års tid har de store grupper, som har omkring 100.000 medlemmer, været meget fremme i medierne. I dem hænges enkeltpersoner ud og udsættes for massiv chikane, der deles nøgenbilleder uden samtykke og misogynien, racismen og homofobien trives, ifølge mainstreammedierne.
Det er dog meget svært at vurdere problemets reelle omfang. Stine på 16 år opfatter problemet som meget stort. Men del af det kan også være blæst op af mediernes interesse i det. Det er dog et vanvittigt komplekst problem at løse på et strukturelt niveau, fordi mange af de mindre, lokale grupper opstår og forsvinder med lynets hast. Det er sjældent man ved egen hånd kan lukke en gruppe, og hvis det lykkes, opstår gruppen med al sandsynlighed igen med et nyt navn. Samtidig kan de voksne måske ikke altid hjælpe de unge i situationen. Stines løsning er ret enkel.
”Jeg gider ikke være med til det. Jeg kan jo sagtens sige, at de skal lade være. Men de gør det jo ikke, så … Så melder jeg mig bare ud. Og siger, at det vil jeg ikke være med til.”
Når jeg tidligere skrev, at de sociale medier spiller en rolle i, hvordan venskaber udfolder sig, på grund af de tekniske funktioner, så bør Facebook også spille større en rolle i, at grupper som disse får et kortvarigt liv. Men endnu mere vigtigt er det, at klæde børn og unge på til venskaber i stærkt hierarkiske netværk og til at kunne sige fra overfor chikane og mobning.
Det er dog også tankevækkende, at Stine og mange andre, skelner mellem virkeligheden og det, der foregår på sociale medier. Sociale medier er jo ikke en anden virkelighed. Det er den medialiserede del af vores hverdag med hinanden. Skelnen mellem virkeligheden og sociale medier er en ontologisk fejlslutning, og nok medvirkende årsag til de problemer, vi ser her. Jeg medgiver, at det er svært at finde de rette ord, som ikke sætter tingene dualistisk op. Men vi bliver nødt til at forsøge.
