Hvem pokker skal være MVP?

Bo Schwartz Madsen
7 min readMar 26, 2017

--

Der er fire kandidater til at blive Most Valuable Player i dette års sæson i NBA. Hvem skal have prisen?

Russell Westbrook snitter en triple-double.

Men James Harden er næsten lige så godt scorende med en højere effektivitet, har flere assists og Houston er et bedre hold.

Men modsat de to foregående, så spiller Kawhi Leonard også forsvar og han fører San Antonio Spurs til ligaens næstbedste sæson.

Men LeBron James er jo stadig den bedste spiller på planeten. Cleveland er formidable med ham på banen og frygtelige, når han sætter sig på bænken.

Men Russell Westbrook er en enmandshær, som har en historisk sæson.

Men men men.

Sådan kan man køre meget i ring i årets diskussion om MVP. Lad mig sige det med det samme: Jeg synes ikke at der er et oplagt eller nemt svar på det her. Det er meget lige mellem de fire kandidater og man er bestemt ikke en tumpe for at vælge den ene kandidat over den anden. Det eneste som kan irritere mig er hvis man påstår at det her valg er let som ingenting.

Der findes ingen officiel definition af Most Valuable Player. Nogle ville mene at LeBron James skulle havde vundet den hvert år i de seneste otte år, fordi han har været den bedste spiller. Men jeg ser på MVP som den spiller som har været mest værdifuld for sit hold i den forløbende sæson. Det er en pris, som kigger bagud på hvad spillerne har præsteret. Det er ikke en pris, som kigger fremad på hvad vi tror de kommer til at gøre i slutspillet eller hvem vi ville tage først til en kamp i skolegården. Den kigger heller ikke længere bagud, så vi skal kun se på denne sæsons resultater. Derfor er det helt rimeligt at LeBron, trods at have været den bedste spiller overordnet i de sidste otte år, ikke har vundet den i de sidste tre. Inden for hver enkelt sæson var der andre spillere, som gjorde det bedre i det tidsrum.

Vi starter i Oklahoma City, hvor statistikkerne er ude af denne verden. 35 triple doubles i 71 kampe. 31 point, 10 rebounds og 10 assists per kamp.

Men hvis Russell Westbrook skal vinde MVP, så skal det ikke være fordi han snitter en triple-double. Det skal være fordi han har haft den mest værdifulde sæson og der betyder det reelle spil på banen altså noget i forhold til om statistikkerne man opnår bliver tocifret. Sammenlign Westbrook og Harden per kamp (TS% er True Shooting Percentage):

Russell Westbrook:
Per kamp: 31,2 point, 10,5 rebounds, 10,4 assists, 23,8 skud, TS%: 54,9
James Harden:
Per kamp: 29,5 point, 8,0 rebounds, 11,3 assists, 18,9 skud, TS%: 62,0

Harden er under to point per kamp efter Westbrook, selvom han skyder fem gange mindre per kamp. Det er fordi hans skudprocenter er virkeligt gode og Westbrooks er mere gennemsnitlige. Harden skaber også mere med flere assists. Westbrook tager godt nok flere rebounds. Men er det virkelig de rebounds, som skal gøre forskellen på Harden og Westbrooks sæson? For så vidt jeg kan se, så er det bl.a. dem der skulle tale for Russ over Harden.

Der er dog det med rebounds at nogle af dem er lettere end andre. NBA er begyndt logge om en rebound var contested eller uncontested, altså om der var kamp om den eller den faldt ned uden at der var modstandere i nærheden.

Russell Westbrook fører ligaen i uncontested rebounds per kamp. Han er nr 71, når det kommer til contested rebounds per kamp. Det er stadig højt for en guard, men tag ikke fejl af at de fleste af Westbrooks rebounds er i forsvaret og uden at der er stor kamp om det.

Fx da Justin Willard fra Nylon Calculus kiggede på det i januar, da havde Westbrook ca. 1,2 defensive rebounds per kamp efter straffekast. Det ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg har også selv kigget på OKC’s rebounding for NBA er også begyndt at logge hvornår man er tæt på en rebound, men lader en holdkammerat få den i stedet.

Pudsigt nok, som det kan ses på grafen, så afgiver de fleste spillere hos OKC flere defensive rebounds en gennemsnittet, med undtagelse af én bestemt spiller: Russell Westbrook.

Det er ikke for at tage noget fra Westbrook. Han har en vanvittig sæson. Men det er der også andre spillere der har, så når vi skal sammenligne dem, så bliver vi nødt til at blive pertentlige. Westbrook har været et enormt meget værd for Oklahoma City i år. Men Thunder er kun 41–30 (0,577), hvor Rockets er 50–22 (0,694) og jeg synes ikke at holdkammeraterne hos Harden er markant bedre end Westbrooks.

Det er altså ikke et dårligt hold hos Thunder. Adams, Oladipo, Roberson, osv. er solide spillere. De har deres svagheder, men det samme kan siges om Hardens holkammerater.

Oprigtig talt, så tror jeg ikke at Oklahoma City ville være dårligere, hvis det var Harden, som havde spillet der i stedet for Westbrook i år, men jeg tror at Houston havde været dårligere, hvis vi havde lavet det bytte.

Derfor sætter jeg James Harden over Russell Westbrook, som MVP i år.

Lidt vestpå i San Antonio render Kawhi Leonard også rundt og gør sig til.

Kawhi Leonard:
Per kamp: 26,0 point, 5,9 rebounds, 3,5 assists, 17,8 skud, TS%: 61,4

San Antonio er et endnu bedre hold end Houston og Kawhi har endnu engang taget sit spil til et nyt niveau. Vidste du at Kawhi per 100 besiddelser faktisk scorer mere end James Harden? (39,1 vs. 38,9) San Antonio spiller bare så langsomt at hans “per kamp”-stats ikke er helt deroppe. Det er værd at tage med.

Kawhi har en fænomenal sæson. Hans forsvar er måske ikke helt oppe på Defensive Player of the Year-niveau, men det er stadig rigtig, rigtig godt. Jeg har ovre hos Nylon Calculus skrevet om hvorfor man ikke skal kigge alt for meget på hans on/off-tal, når man vurderer hans forsvar.

Men jeg kan ikke sætte ham over James Harden. Trods alt det han gør i forsvaret, så skaber han ikke nok for holdet som sådan. Han er igen i år blevet bedre med bolden og som playmaker, men der er stadig lysår op til spillere som Harden og LeBron.

Speaking of the devil.

LeBron James:
Per kamp: 26,1 point, 8,4 rebounds, 8,8 assists, 17,9 skud, TS%: 61,9

I en alder af 32 sætter LeBron personlig rekorder for rebounds og assists per kamp. Vi noterer at det blandt andet også er fordi nogle af hans gamle Cavaliers-hold fra første omgang spillede i snegletempo, men det er stadig meget, meget flot.

LeBron har haft en forrygende sæson, hvor han gang på gang har vist at han har gearet til stadig at være den bedste spiller i verden.

Men ikke nok til at være MVP i mine øjne. Det er tæt. Jeg synes at det er meget tæt mellem Harden og James, og jeg har ændret mening flere gange. Men jeg kommer tilbage til det her: Hvorfor har Cavaliers ikke vundet flere kampe?

De har to andre all-stars og en flok marginalspillere, som kender deres rolle. De burde klart have vundet en slatten Eastern Conference. Især hvis LeBron skulle være MVP over Harden. Men de har ikke været bedre. Der har været for mange dumme nederlag og her er LeBron heller ikke helt uden skyld. Vi kan snakke en del om at James Harden ikke er en god forsvarer, men han har oppet sig i denne sæson. Ikke til god, men langt fra den spiller vi så youtube lowlights af for et par år siden. LeBron James kan stadig være en god forsvarsspiller, men i den ordinære sæson i år har der været særdeles langt mellem snapsene og han er bestemt også en del af at Cavaliers har haft så dårligt et forsvar som de har.

Houston har en bedre record, selvom de spiller i Western Conference. Her tæller det også ned at LeBron har spillet seks kampe mindre. Jeg er igen pertentlig, men det bliver man nødt til at være i denne diskussion.

Der er stadig 8–10 kampe tilbage i sæsonen og jeg synes at denne diskussion er så tæt at der kan godt ske ting og sager i de sidste kampe, som ender med at blive tungen på vægtskålen. Jeg er også ganske åben for at man kan mene andet end mig, da jeg synes at det er meget tæt. Men lige nu, så går jeg med James Harden som MVP.

--

--

Bo Schwartz Madsen

Writing experiments in Danish and English. Data, sports, life. I work as a Data Scientist at the Danish Refugee Council. Find me most places as @BoSchwartz