Bernie Sanders er bare en af de mange amerikanske beundrere der har misforstået Skandinavien, skriver Nima Sanandaji.

Den misforståede nordiske model

Hvordan amerikanske beundrere har misforstået Skandinavien

af Nima Sanandaji, forfatter av bogen “Debunking Utopia”

Venstrefløjspopulisten, Bernie Sanders, der i månedsvis har kæmpet mod Hillary Clinton i det demokratiske primærvalg, har gjort en simpel reformvision populær: introducer en velfærdsstat i stil med de nordiske lande i USA. Under en debat med Clinton forklarede Sanders, at han ønskede at udbrede det skandinaviske koncept demokratisk socialisme: “Jeg tror, at vi skal kigge på lande som Danmark, Sverige og Norge og lære af, hvad de har opnået for deres arbejdende folk.”

Sanders og hans støtter er ikke de eneste, der roser den nordiske model. I 2013 fulgte præsident Barack Obama efter ved at tage til Sverige, hvor han komplimenterende værtslandet for deres økonomiske model. Han eskalerede sin ros på et amerikansk-nordisk topmøde i maj 2016, hvor han forklarede: “I en verden med voksende økonomiske forskelle, har de nordiske lande noget af den mindste indkomstulighed — hvilket måske forklarer hvorfor, at de er nogle af de lykkeligste mennesker i verden, på trods af de ikke får meget sol… Der har været tider, hvor jeg har sagt, hvorfor lader vi ikke disse små lande styre det hele for en stund? Så kunne de få styr på tingene.”

Beundring af den nordiske velfærdsstat stikker dybt hos amerikanske akademikere, journalister og venstrefløjspolitikere. Det er nemt at forstå hvorfor — ved første blik virker de nordiske lande enormt velstående, men nyder stor fordeling af rigdom og skaber gode sociale resultater. Kigger man nærmere er det de liberale amerikanere beundrer de nordiske lande for, dog ikke er et produkt af socialisme. De nordiske landes succes har mere at gøre med deres unikke kultur og frie markeder — end med deres velfærdspolitik.

Nordisk kapitalisme

En artikel bragt af PBS fra 2015 “What Can the U.S. Learn from Denmark?” er et godt eksempel på, hvordan mange ser Skandinavien. Artiklerne skamroser den danske model og skriver, at “Danskere får gratis og stærkt subsidieret sundhedspleje” og “kompensation når de er arbejdsløse, syge eller på barsel.” Artiklen nævner Danmarks høje skatter, stærke fagforeninger og statens store involvering i landets økonomi. Det antydes, at det er disse politikker, der forklarer, hvorfor danskerne i gennemsnit lever 1,5 år længere end amerikanere.

Alle disse udsagn er selvfølgelig rigtige, men de mangler historisk perspektiv. Danskere lever længere end amerikanere. Men det skyldes ikke at Danmark er det land i den udviklede verden, som betaler den højeste andel af skat set i forhold til BNP. Så sent som i 1960 var skatter i Danmark faktisk lavere end USA (25 procent af BNP sammenlignet med 27 procent). På denne tid levede danskere i gennemsnit 2,4 år længere end amerikanere — og det var lang tid før den danske velfærdsstat. I Sverige og Norge var forskellen på forventet levealder sammenlignet med USA mindre i dag, end den var i midten af det 20. århundrede, da deres offentlige sektorer var mindre udviklede. Børnedødelighed følger en lignende trend: da de nordiske lande havde små velfærdsstater var de sammenlignet med andre lande længere fremme i forhold til i, hvor de placerer sig i dag.

Velfærdsstatens positive indflydelse på den generelle økonomiske fremgang er ligeledes overdrevet. Faktisk er fremgangen i de nordiske lande gået hurtigere i tider med økonomisk frihed end i tider med demokratisk socialisme. Man kan tage Sverige som eksempel. I den sidste halvdel af det 19. århundrede introducerede liberale politikere som Johan August Gripenstedt, der var finansminister fra 1856 til 1866, reformer, der var designet til at sikre virksomheder frihed, fri handel og stærk beskyttelse af immaterielret. Fra omkring 1870 til 1936 forsøgte Sverige sig med økonomiske politikker, der tilgodeså markedet og fik en gennemsnitlig vækstrate på to procent om året — den højeste i alle vesteuropæiske nationer i den periode og dobbelt så meget som raterne hos de ledende økonomier som for eksempel Storbritannien.

I 1936 var Socialdemokraterne i Sverige i stand til forme en flertalsregering. Socialdemokraterne dominerede det svenske politiske liv indtil 1970, hvor de langsomt hævede skatterne og udvidede velfærdsstaten, mens de for det meste lod de markedsorienterede politikker være som deres forgængere havde lavet dem. I de år steg Sveriges vækstrate til 2,9 procent. Selvom det i absolutte tal var højere end tidligere — et produkt af teknologisk vækst og boomet i efterkrigstiden — var det omkring det vesteuropæiske gennemsnit. Til sammenligning voksede Østrig i samme periode med et gennemsnit på 3,5 procent.

Mellem 1970 og 1991 eksperimenterede Sverige modsat andre nordiske lande med “den tredje vej” socialisme. Her blev “löntagarfonder” introduceret, et system, hvor ejerskabet af private firmaer langsomt blev overført til fonde, der blev kørt af fagforeninger. Sverige gennemsnitlige vækstrate faldt til 1,4 procent — den anden laveste i Vesteuropa og mange succesfulde virksomheder og individer flyttede fra landet. Det socialistiske eksperiment blev fulgt af en æra af fornyet fokus på markedsreformer, reduceret generøsitet i velfærdsordninger og signifikante skattereduktioner. Reformerne gav afkast: mellem 1991 og 2014 var Sverige vækstrate steget til 1,8 procent og placerede landet kun lidt efter Storbritannien, som havde den højeste rate i Vesteuropa.

Kulturchok

I tillæg til den økonomiske vækst beundrer amerikanere ofte de nordiske samfund for deres sociale egenskaber. Det gælder blandt andet høje indkomster og indkomstlighed. Som jeg har vist i min bog fandtes mange af disse egenskaber før velfærdsstaten. I et studie fra 2008 lavet af økonomerne Jesper Roine og Daniel Waldenstrom, forklares det, at “det meste af formindskelsen [af indkomstulighed i Sverige] finder sted før ekspansionen af velfærdsstaten og at dem, som tjener mest allerede i 1950 havde en mindre andel af den samlede indkomst end i andre lande. “

Et studie lavet i 2013 af Anthony Barnes Atkinson og Jakob Egholt Søgaard kom til en lignende konklusion for Danmark og Sverige. Som min bror, økonomen Tino Sanandaji forklarede i 2012:

“Amerikanske akademikere som skriver om skandinaviske velfærdsstaters succes i efterkrigstiden er bemærkelsesværdigt uinteresserede i Skandinaviens historie før den periode. Skandinavien var måske den mest egalitære del af Europa selv før den moderne æra. For eksempel var det den eneste store del af Vesteuropa, som aldrig udviklede fuld feudalisme og aldrig reducerede deres bønder til slaver.”

Gode sociale resultater i de nordiske lande stammer fra før velfærdsstaten. Det som gør de nordiske lande unikke er nemlig ikke relateret til politik — store velfærdsstater kan også findes i Belgien, Frankrig og Spanien — men derimod kultur. For over 100 år siden observerede den tyske sociolog Max Weber, at protestaniske lande i Nordeuropa ofte havde højere levestandarder, bedre akademiske institutioner og mere velfungerende samfund end lande i andre dele af Europa. Han tilskrev deres succes den “protestantiske arbejdsmoral”. Svenskeren Assar Lindbeck byggede senere videre på denne teori ved at kigge på andre faktorer end religion. For eksempel forklarede han, at det var svært at overleve som bonde i det fjendtlige miljø i præindustrielle Skandinavien. Derfor måtte man arbejde enormt hårdt og derfor vænnede befolkningen sig også til nødvendigheden af en kultur med stort fokus på individuelt ansvar, ærlighed, tiltro, punktlighed og hårdt arbejde.

Disse kulturelle egenskaber kan hjælpe til at forklare, hvorfor nordiske nationer har udviklet højt niveau af velstand og lave niveauer af fattigdom under æraen med lille stat i det sene 19. og tidlige 20. århundrede. Velfærdsstaterne blev introduceret da de nordiske samfund allerede var blevet velstående og lige. Alt hvad Bernie Sanders, Barack Obama og andre ledende demokrater beundrer ved nordiske lande eksisterede altså allerede i midten af det 20. århundrede, da der var små offentlige sektorer og lave skatter. Faktisk kan de resultater også findes i USA hos en særlig gruppe: amerikanere med nordiske rødder.

Det er lærerigt at sammenligne nordiske borgere med nordiske amerikanere. Historisk set har fattige folk i de nordiske lande været mere tilbøjelige til at sejle over atlanten for at starte nye liv. Selvom de kom fra de fattigste dele af det nordiske samfund er nordiske amerikanere blevet mere velstående end deres familie i Europa. I dag er danske amerikaneres levestandard målt i BNP per indbygger 55 procent højere end danskeres. Levestandarder for svenske amerikanere er 53 procent højere end svenskere og finske amerikaneres levestandard er 59 procent højere end finners. Selv for norske amerikanere, der ikke har Norges olierigdom, er levestandarden 3 procent højere.

Nordiske amerikanere er også mere succesfulde på sociale aspekter end deres familie i de nordiske lande. De har en meget lavere procent af folk, der dropper ud af gymnasiet, meget lavere arbejdsløshed og selv lidt lavere fattigdomsrater. Deres succes skyldes ikke den nordiske velfærdsstat. I stedet er det et resultat, som bunder i den samme succeskultur, der har skabt social fremgang i deres oprindelseslande.

Sandheden er, at der ikke er noget magisk over de nordiske lande. Ligesom andre lande har de haft økonomisk trivsel i perioder med frie markedsreformer og har stagneret, når skatter og regeringers involvering i økonomien er blevet øget. Deres sociale succes daterer tilbage fra før velfærdsstaten og er ikke mere eller mindre imponerende end den sociale succes hos nordiske amerikanere. Som jeg har vist i bogen “Debunking Utopia”, så er normer relateret til hårdt arbejde og individuelt ansvar, som blev udviklet før velfærdsstaten, begyndt at ændre sig efter de blev introduceret.

Pointen er ikke, at amerikanere skal stoppe med at beundre Norden, men at de skal lære den sande lektion fra de nordiske lande.

I de seneste år har en række nordiske økonomer linket den nordiske velfærdsstat til at indeholde normer omkring arbejde. Den danske økonom Casper Hunnerup Dahl har for eksempel argumenteret for, at der er en stærk sammenhæng mellem udvidelsen af de danske velfærdsprogrammer og et fald i den danske arbejdsmoral. Den svenske økonom Martin Ljunge har fundet, at Sveriges generøse sygdomsforsikring har øget folks lyst til at blive hjemme fra arbejde. De yngre generationer er 20 procent mere tilbøjelige til at tage sygedage end de ældre under de samme forhold. Ljunge mener, at “den højere efterspørgsel på løn under sygdom kan ses som en målestok for, hvor hurtigt velfærdsstaten kan skifte attituden mod brugen af offentlige ydelser.” I “Family Welfare Cultures” studerer økonomen Gordon B. Dahl, Andreas Ravndal Kostol og Magna Mogstad det nordiske handicapforsikringssystem, hvor de fordele, der gives, afhænger af den dommer, som hører sagen. Forfatterne konkluderer, at når en forælder gives handicapforsikring, så er hans eller hendes voksne børn mere tilbøjelige til at gøre krav på handicapydelser i fremtiden. Så lektionen er ikke, at store velfærdssystemer kan introduceres uden at skade den økonomiske vækst eller skabe en kultur af velfærdsafhængighed, lektionen er at de netop vil gøre det.

Det er nemt at forstå, hvorfor så mange amerikanere beundrer de nordiske lande, selv hvis de ikke forstår dem. Pointen er ikke, at amerikanere skal stoppe med at beundre Norden, men at de skal lære den sande lektion fra de nordiske lande — vigtigheden af frie markeder, stærke normer og politikker som opfordrer folk til at bibeholde de normer.

Nima Sanandaji er svensk-iransk forfatter. Han var en av grundlegerne i tankesmien Captus. Artikkelen var første gang på trykk i Foreign Affairs. Sandanaji er aktuel med bogen “Debunking Utopia. Exposing the Myth of Nordic Socialism”.

Artikelen er oversat af: Julie Trærup