Hvordan Danmark og Norges udenrigspolitiske samarbejde er blevet mindre end det har været siden Anden Verdenskrig.

Det Norden som ikke blev. Foto: Karin Beate Nøsterud.

En historie om Danmark, Norge og EU.

Af: Bo Lidegaard, forhenværende chefredaktør på Politiken og forfatter

Opstarten

I oktober 1970 offentliggjorde Kristeligt Dagblad en af Jens Otto Krags mere tænksomme dobbeltkronikker. Socialdemokraten Krag havde været leder af oppositionen i næsten tre år, og et folketingsvalg i 1971 var inden for synsvidde. Det samme var en opblødning af det franske veto mod Storbritanniens optagelse i EF. Der var tegn i sol og måne på, at det snart var tid til en udvidelse af det fælles marked — og blev døren først åbnet, havde Danmark og Norge længe stået på spring, ingen mere utålmodigt end den overbeviste europæer Jens Otto Krag. Han så i første omgang EF som et rent økonomisk samarbejde: ”Alt snakken om en fælles mønt for eksempel har jo fortonet sig mindst ti år ud i fremtiden. Fik vi den, måtte vi naturligvis have ensartet finanspolitik, nogenlunde ensartet skattepolitik, måske ensartet socialpolitik”, som han profetisk havde udtrykt det kort tid forinden.

Bo Lidegaard

Hans første kronik hed ‘Om at snakke nordisk’ og handlede om, hvorfor forsøgene på at skabe en nordisk eller en skandinavisk frihandelszone var løbet ud i sandet — og ville gøre det igen. Den anden bar med en typisk Kragsk dobbelttydighed titlen ‘Om at handle nordisk’. Den var en opfordring til at handle, og kronikkerne blev dagen efter fulgt op af yderligere et opråb, denne gang i form af en kronik i Politiken. Krag tager afsæt i en analyse af den europæiske situation. Usikkerheden er et gennemgående træk, men også de nordiske landes udsatte stilling i spændingsfeltet mellem de europæiske stormagter. Briterne er nok vore venner, men også et land, der har egne interesser at varetage — interesser, der ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de enkelte nordiske landes.

Norge var jokeren i Jens Otto Krags EF-satsning.

Dernæst analyserer han det konkrete indhold af det allerede eksisterende europæiske samarbejde, sådan som det har udviklet sig siden Romtraktatens vedtagelse i 1957. Han har ikke svært ved at vise, at en række af traktatens visioner aldrig er blevet omsat til virkelighed, men gør alligevel en del ud af at redegøre for karakteren af det europæiske samarbejde, Romtraktaten faktisk lagde op til: Toldunionen, det økonomiske fællesskab med landbrugsordning og frit arbejdsmarked, med harmoniseret økonomisk politik, med kul- og stålunion, atomfællesskab osv. var alt sammen ment som udgangspunkt for et langt mere vidtrækkende samarbejde. Ministerrådet, der fra enstemmighedsbeslutninger skulle avancere til flertalsbeslutninger, Kommissionen, der skulle samle den udøvende magt og tage initiativer, der kunne holde dynamikken i gang, det europæiske parlament, der efterhånden skulle få den magt, alle parlamenter bygger deres magt på: finansiel kontrol og bevillingsret […] skulle efterhånden udvikle de seks landes ‘Lille Europa’ til en europæisk politisk enhed med fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik […] til en magt, der kunne lede Vesteuropa frem til en supermagts position, som med et aldrig nærmere defineret kernevåbenudstyr kunne gøre det nye Europa til en med Sovjetunionen og USA ligestillet magtfaktor, militært, økonomisk og teknologisk. Det var, hvad der lå bag Romtraktaten, og det var det centrale i europaproblematikken.

Hele denne vision, der for mange i Norden mere havde karakter af et skræmmebillede, var imidlertid nu fortid. En del af Europas omskiftelige historie.

For tredje gang føres der nu forhandlinger om EEC’s udvidelse. Vil de lykkes? Meget tyder på, at de kan lykkes. En af forudsætningerne herfor vil være en stiltiende indrømmelse af, at de oprindelige politiske mål for EEC er opgivet — eller i det mindste udskudt — således at fællesmarkedet i realiteten er en økonomisk ordning mellem suveræne stater. Dette vil passe både for England og for Frankrig — og naturligvis for de nordiske lande.

Krag forklarer, at Romtraktaten egentlig burde ændres for at afspejle dette ændrede sigte, ”men formodentlig vil de forhandlende lande enes om, at det er lettere at lade være”. I de videre forhandlinger beklager Krag dybt, at hvert af de nordiske lande ”står alene og kæmper isoleret for sine interesser”. Men endnu er der måske tid til at rette op, til en samordning af synspunkterne, til et nordisk samspil. Og nu kommer Krag til det egentlige formål med sin offensiv, til den nordiske handlen, der ligger ham på sinde:

Der er en ganske bestemt forudsætning, der må opfyldes, for at denne nordiske samvirken i et fremtidigt Europa kan blive en realitet. Det er, at Sverige bestemmer sig for fuldt medlemskab af fællesmarkedet under den samme betingelse, om at også England bliver medlem, som Danmark og Norge har sat. Den dag, den svenske regering bestemmer sig for en klar og positiv politik, vil det svenske erhvervsliv ånde lettet op, og helt nye veje vil åbne sig for det nordiske samarbejde. Alle nederlag til trods.

Argumentet giver næsten sig selv: Hvis Fællesmarkedet ikke har den politiske overbygning, der gjorde det umuligt for et neutralt land at være medlem, hvorfor skulle Sverige så ikke beslutte sig for at gå med ind sammen med Danmark og Norge? Med fuld respekt for neutraliteten. Og omvendt: Med Norden samlet inde vil der være skabt en effektiv garanti vedrørende den videre politiske udvikling og udmøntning af Romtraktaten. Der ville være fire i stedet for tre stormagter, og de nordiske lande ville sammen med briter og tyskere afgørende kunne præge udviklingen.

Men det haster. Det er nu, toget kører. Det er nu, Sverige kan få den indflydelse på beslutningsprocessen, vi alle ønsker. Er Danmark, Norge og Storbritannien først langt inde i optagelsesforhandlingerne, og har Sverige først koblet sig af, bliver det svært at komme med igen. Udviklinger har deres egen inerti, og man kan ikke bare stå på sidelinjen og så på et givet tidspunkt beslutte at hoppe på. Skulle man med, måtte man have modet til at deltage fuldt og helt på lige vilkår med de andre. Alt andet betød uafvendeligt marginalisering.

J.O. Krag: Et parlamentarisk geni, en visionær statsminister, en dansker med internationalt format — og en ensom mand.

Krags nordiske EF-udspil kom ikke som nogen tilfældighed. Det var begyndt for alvor at murre i hans eget EF-bagland, hvor ikke så få blandt de mere venstresnoede socialdemokrater var lydhøre over for stærkt EF-kritiske holdninger, og langt ind i Socialdemokratiets faglige rækker trivedes en dybtfølt EF-skepsis.

Særlig bekymrende var det måske, at mange af de unge, Krag kunne se i horisonten som en mulig ny generation, havde adopteret EF-modstanden, der generelt blandt ungdomsoprørere kom til at stå som selve symbolet på kampen mod det etablerede og materialistiske, mod magtens koncentration, kapitalens magt og mod udnyttelsen af den tredje verden.

For at få skeptikerne i tale var Krag begyndt at udtrykke sig meget forsigtigt, når han talte markedspolitik. Alle de små forbehold og nuancer kom med hvergang, og når han sagde Fællesmarked, tilføjede han slavisk den ufravigelige betingelse, Storbritanniens optagelse, samt håbet om, at Norge ville følge med og Sverige opnå en nær associeringsaftale. Det drejede sig om at fremmane visionen om ”Norden i EF”.

Timingen af de to folkeafstemninger

I april 1971 erklærede Norges nye statsminister, Arbeiderpartiets Trygve Bratteli, at der ville blive en rådgivende folkeafstemning om Norges tilslutning til Fællesmarkedet. Kort efter erklærede Krag i dybeste fortrolighed på et møde i partiets forretningsudvalg, at ”vi måtte gøre det samme, men nøje overveje tidspunktet”. Krag så klart Socialdemokratiets interesse i at få det kommende folketingsvalg ”renset for markedsproblemer”, og statsminister Hilmar Baunsgaard, der var formand for det lige så splittede Radikale Venstre, og som stod i spidsen for en borgerlig koalitionsregering, var ikke svær at overbevise.

På et afgørende gruppemøde i maj 1971 argumenterede Krag kraftigt for af-
stemningen, først og fremmest fordi den ville lette presset frem til folketingsvalget, men også fordi en eventuel splittelse blandt de socialdemokratiske og måske også de radikale medlemmer kunne betyde, at der efter valget ikke kunne opnås det nødvendige 5/6 flertal, svarende til 150 medlemmer, der var nødvendigt, hvis Danmark skulle afgive suverænitet til EF uden en folkeafstemning.

Holdningen i partiet var, at Danmark skulle tilslutte sig, ”hvis England bliver medlem, hvis også de øvrige skandinaviske lande får løst deres samarbejdsforhold med EEC, hvis vi får sikkerhed for, at det fortsat er Folketinget, der skal afgøre centrale sociale og skattepolitiske spørgsmål — og først når forhandlingerne herom er tilendebragt, kan der tages endelig stilling.” Det blev herefter den 18. maj 1971 i Folketinget besluttet at afholde bindende folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EF. Vel at mærke ikke, fordi grundloven krævede det, eller, som det allerede senere på året hed i Socialdemokratiets egen partihistorie, fordi politikerne ønskede ”at give befolkningen lejlighed til direkte at tage stilling til det vidtrækkende spørgsmål”, men fordi de politiske partier, der følte splittelsen mellem tilhængere og modstandere stærkest blandt deres egne medlemmer, ønskede at befri sig for det politiske ansvar for beslutningen.

EF-modstanderne var da også i 1971 arge modstandere af tanken om en folkeafstemning, og ved debatten i Folketinget stemte SF og VS mod, at beslutningen skulle lægges ud til en bindende folkeafstemning. Det blev anset for udemokratisk. Modstanderpartiernes bagvedliggende motiv var oplagt: Det var dem, der stod til en partimæssig gevinst, hvis Socialdemokratiet og De Radikale blev tvunget til at gennemtvinge partidisciplin i det stærkt følelsesladede spørgsmål.

Diskussionen for og imod en folkeafstemning blev ikke mindre hed i Storbritannien. Premierminister Edward Heath havde allerede inden det valg, der bragte ham til magten, forblommet slået fast, at EF’s udvidelse kun kunne finde sted ”med helhjertet tilslutning fra de nye medlemslandes parlamenter og folk”.

Det udlagde de — endnu forholdsvis få — modstandere inden for Det Konservative Parti og navnlig modstanderflertallet i Labour som et løfte om en folkeafstemning, mens Heath selv stod fast på, at det, som folket gennem sit parlament skulle tage stilling til, var det konkrete forhandlingsresultat. Ansvaret for europapolitikken skulle forankres der, hvor det hørte hjemme i et repræsentativt demokrati: i Underhuset hos de politikere og de politiske partier, der også ville være ansvarlige for den videre administration af landet — som medlem eller uden for EF. Heaths strategi tvang Labour ud af busken og gjorde det umuligt for den store gruppe EF-tilhængere i partiet at gemme sig bag en folkeafstemning eller bag formanden Harry Wilson, der efter at være kommet i opposition på ny var blevet betydeligt mere EF-skeptisk. De måtte nu i stedet for stå frem og åbent vedkende sig deres overbevisning om, at Storbritannien måtte gribe chancen, og ved den afgørende afstemning i det britiske Underhus den 28. oktober 1971 stemte 69 medlemmer af Labour med den konservative regering. Dermed sikrede de et bekvemt flertal — og Storbritanniens optagelse i EF.

Edward Heath lover Storbritannias suverænitet i EEC.

Med den britiske beslutning var også den danske betingelse nummer ét opfyldt. Alle tilhængerpartier så britisk medlemskab som en afgørende forudsætning for dansk. Socialdemokratiets årsmøde 28.-29. august havde allerede stået i valgets tegn, og beslutningen om at afholde folkeafstemning om tilslutningen til EF virkede som planlagt som lynafleder og en afdramatisering af markedsspørgsmålet. Det lykkedes dog skeptikere at få vedtaget en vigtig udtalelse om at kæde Danmarks og Norges beslutninger sammen: ”I tilfælde af, at Norge ikke opnår medlemskab af EF, foreligger der en ny situation”. Den bold greb arbejdsmændenes Anker Jørgensen, der som den første fremtrædende faglige leder meldte klart ud til fordel for EF. Der var vilkår, der skulle opfyldes, men ikke nogen, der kunne forventes at volde problemer. Kun en enkelt kunne komme til at klemme, nemlig Ankers krav om, at Danmark ”måtte have garanti for, at Norge kommer ind”. Den garanti var svær at udstede, og Krag fik den drejet til det mere håndterlige: ”Jeg er enig med Anker Jørgensen i, at hvis Norge ikke bliver medlem, foreligger der en ny situation.”

Norsk EF-kamp på seks minutter.

Vedtagelserne, der koblede den danske stillingtagen til EF sammen med Norges beslutning, lagde op til en form for koordinering de to lande imellem. Men hvad betød de egentlig? Hvad nu hvis Danmark holdt sin folkeafstemning først, og Norge efterfølgende stemte nej? Så var jo pludselig forudsætningen for det danske ja skredet. Skulle man så have ny dansk folkeafstemning? Kabalen kunne kun gå op, hvis den danske folkeafstemning blev holdt efter den norske — hvilket var en modsat rækkefølge af, hvad de fleste forventede, herunder også nordmændene, som altid havde været mere tøvende over for EF-projektet end Danmark.

Folketingsvalget den 21. september blev en sejr for Socialdemokratiet. Ikke kanon, men dog nok til, de igen kunne danne regering. Samtidig arbejdede den tyske kansler Willy Brandt målrettet for den udvidelse af EF, som også Danmark — og i nogen grad Norge — håbede på. Brandt var naturligvis ganske klar over, at der i såvel Storbritannien som i Danmark og Norge var betydelig skepsis over for de overstatslige dimensioner af Fællesmarkedet, og at ingen af de mulige nye medlemslande ønskede den politiske overbygning på samarbejdet, som Brandt selv så som en vigtig vision.

Brandt valgte imidlertid at tilsidesætte de snævre hensyn til fordel for det bredere, ønsket om at samle Vesteuropa og imødekomme briternes ønske om igen at blive en del af udviklingen på det europæiske kontinent. Kun i dette lange og helt overordnede perspektiv rummede optagelsen af de tøvende lande en strategisk fordel for Tyskland. Det krævede betydelige politiske muskler at lade dette lange sigt blive bestemmende for en udvikling, der på kortere sigt ville skabe vanskeligheder for de tyske ønsker om EF’s udvikling. De muskler havde Willy Brandt, og når han brugte dem til at sikre, at også Danmark og Norge kunne komme med ind i første hug, hang det også sammen med det samspil, han gennem ti år havde haft med nordiske partikammerater i de fælles bestræbelser for at bygge bro over de historiske kløfter i Europa.

Franskmændene var mere tøvende over for de fodslæbende nordiske lande og briterne. Den franske præsident, Georges Pompidou, gjorde det klart, at man ikke på samme tid kunne være med og ikke med i Fællesskabet. Han rettede en bredside mod forestillingen om det nordiske samarbejde som mere ophøjet end EF og lagde ikke skjul på sin irritation over, at de nordiske lande konsekvent søgte fordelene ved en nærmere tilknytning til EF, men uden at ville det europæiske fællesskab i mere egentlig forstand. Norge ville have de politiske fordele uden at skulle deltage i den økonomiske integration. For Sverige var det omvendt, og Finland ville tilsyneladende slet ikke noget og alligevel have fordelene af frihandel med Fællesmarkedet. Men Fællesskabet forudsatte gensidige ofre, og det var især de nye medlemmer, der skulle tilpasse sig. Det måtte være logik for dværge.

Men der var ikke meget forståelse for den synsvinkel, og mindst i Norge, hvor især de stærke interesser omkring fiskeriet var stærkt kritiske over for tanken om medlemskab. Trods en modfalden stemning i det norske udenrigsministerium mente statsminister Bratteli, at det stadig var muligt at opnå en tilfredsstillende optagelsesaftale på fiskeriområdet. Norge kunne ikke få en ”evighedserklæring”, men EF var åbent for praktiske løsninger. De norske optagelsesforhandlingen, blev derfor afsluttet i midten af januar 1972 med en bestemmelse om, at overgangsordningen på fiskeri skulle tages op igen efter ti år med særligt hensyn til de norske problemer. Bratteli-regeringen anså dette som en ”reel garanti” mod en forringelse af de norske vilkår. Alligevel stod det klart, at fiskerne ikke kunne overbevises, og at det ville blive stejlt op ad bakke at trække et flertal hjem for Norges tilslutning til EF.

Norge var jokeren i Krags EF-satsning. Allerede den til ulidelighed gentagne formulering om, at der ”ville foreligge en ny situation, hvis Norge ikke kom med”, var generende, ikke mindst for tilrettelæggelsen af den danske folkeafstemning.

Under Nordisk Råds session i Helsingfors 18.-21. februar gik Bratteli og Krag rundt om hinanden som magneter med samme pol.

Endnu værre ville det blive, hvis det ikke lykkedes at få afsluttet de norske optagelsesforhandlinger så betids, at Norge kunne underskrive tiltrædelsestraktaten samtidig med de tre øvrige ansøgerlande. Og det kneb stadig med det norske fiskeri. Det var derfor med stor lettelse, at Krag i januar 1972 modtog meddelelse om, at Trygve Bratteli havde genoptaget forhandlingerne i Bruxelles, og at det så ud til, at de kunne bringes til en afslutning før den symbolladede underskriftceremoni, der også skulle foregå i Bruxelles.

Der var imidlertid endnu ikke engang truffet fast beslutning om tidspunktet for den danske folkeafstemning. Under Nordisk Råds session i Helsingfors 18.-21. februar gik Bratteli og Krag rundt om hinanden som magneter med samme pol. Krag ville grumme gerne have en klar udmelding om den norske afstemningsdag og var muligvis også indstillet på at lægge den danske afstemning før eller nok snarere samtidig med den norske, hvis Bratteli højt og tydeligt bad om det. Men Bratteli kviede sig. Han ville nødig give indtryk af, at han forsøgte at afstemme tidspunktet med det danske for på den måde at påvirke den norske opinion, der allerede gik ud fra som givet, at Danmark sagde ja. Endelig, søndag den 20. februar, lykkedes det Krag at trænge sin norske kollega op i en krog og få den besked, han havde søgt: Der ville i Oslo i marts blive truffet beslutning om afstemningsdagen — som sandsynligvis ville blive fastsat til 25. september — i håbet om, at Danmark så ville vælge en tidligere afstemningsdag.

Det håb blev skuffet. Danmark mente ikke, de kunne stemme før nordmændene og risikere, at det danske afstemningsresultat blev draget i tvivl efter et eventuelt norsk nej. Hvis det blev et norsk nej, hvilket bestemt ikke kunne udelukkes, måtte Danmark have mindst en uge og gerne fjorten dage til at komme sig over chokket – og belave sig på at gå ind alene. Derfor blev folkeafstemningen i Danmark fastsat til 2. oktober 1972.

Det blev senere en myte, at Krag ved at svigte et løfte til Bratteli om at stemme først, reelt stod tilbage med ansvaret for, at Norge ikke kom med i EF. Myten holder ikke vand. For Krag var det afgørende, at Norge stemte først, ikke fordi han mente, at den norske afgørelse nødvendigvis ville blive afgørende for den danske, men fordi EF-skeptikerne i Socialdemokratiet politisk havde bundet Danmarks tilslutning til nordmændenes. Det ville derfor under alle omstændigheder skabe uklarhed, hvis Danmark stemte først uden at kende den norske stilling. Pointen er, at billedet i Norge ikke var en afspejling af det danske. Bratteli havde ikke på tilsvarende måde bundet sit ja til en dansk forudsætning, fordi man i Norge ganske enkelt tog for givet, at Danmark ville komme med. For Bratteli ville det selvfølgelig være bekvemt at få det danske resultat konfirmeret inden den norske af-
stemning, men der var reelt ikke meget at vinde. Derimod en del at tabe, hvis det kom til at fremstå sådan, at han havde tryglet eller truet Krag til at lade Danmark stemme først. Rækkefølgen var derfor ”rigtig” for begge.

Efter det norske nei og det danske ja

Den norske afstemning 25. september 1972 førte til et ”nei” med 53,2 procent af stemmerne. Den danske 2. oktober førte til et ”ja” med 63,4 procent. De norske modstandere havde modsat de danske godt fat i midterpartierne, som Senterpartiet (Bondepartiet) og Kristeligt Folkeparti. I Norge var landmændene massivt imod norsk medlemskab, mens samme erhverv i Danmark var lige så massivt for dansk medlemskab. I Norge finansierede landbruget en stor del af nei-kampagnen — i Danmark var det omvendt. I Norge var Folkebevægelsen mod EF stiftet allerede i august 1970 som en ægte græsrodsbevægelse med individuelt medlemskab og stram styring. Den danske Folkebevægelse lånte sit navn fra nordmændene, men blev først stiftet i april 1972 som en paraplyorganisation for en vildtvoksende vifte af initiativer, partier og kampagner — og kun sporadisk intern disciplin og fælles paroler. I de danske flagparader vajede Dannebrog side om side med de røde flag som udtryk for, at bevægelsen omfattede både nationalistiske og internationalistiske strømninger, mens det nationale islæt var dominerende i den norske modstand, som stod over for Arbeiderparti-regeringens klart formulerede socialdemokratiske vision for et Europa med norsk deltagelse. En måling fra 1972 viste, at 80 procent af de danske modstandere sympatiserede med socialdemokraterne eller partierne længere til venstre, mens den tilsvarende andel for Norge var 50 procent. EF-afstemningen i Norge var rådgivende, i Danmark var den bindende. Forskellen er ikke uden betydning. EF-tilhængerne i det norske Storting havde ganske vist sagt, at de ville respektere udfaldet, også hvis det blev et snævert nej, men det er mere usikkert, hvordan de ville have stillet sig, hvis det var blevet et ganske lille ja, da mange tilhængere ønskede et ”kvalificeret” flertal bag norsk medlemskab.

Også Danmark blev splittet.

Efter det norske nej blev det en afgørende målsætning for Norge at lægge grunden for et udvidet samarbejde med EF. Et instrument blev her udbygningen af de politiske relationer til det nye EF-medlem Dan-
mark, der på sin side så en nærkontakt til Norge — og Sverige – som en fordel, både fordi det populære nordiske perspektiv herved blev holdt i live, og fordi det gav Danmark øget vægt i EF, når landet uformelt kunne repræsentere ikke kun egne, men også norske og svenske interesser. Danmark og Norge havde derfor en gensidig fordel i at holde visionen om et nært nordisk samarbejde i live, samtidig med at de bilateralt optrappede og systematiserede samarbejdet med Norge, der fik regelmæssig information om forskellige aspekter af det europæiske samarbejde, ligesom danske diplomater blev orienteret om norske interesser i forhold til samarbejdet. På den norske ambassade i København blev en særlig kontaktperson ankerpunkt for disse kontakter. Spørgsmålet om afgivelse af suverænitet har spillet en afgørende rolle i både de danske og de norske folkeafstemninger. I begge lande har modstanderne advaret om, at afgivelse af formel suverænitet til de overstatslige europæiske institutioner underminerer den nationale suverænitet og i sidste ende selvbestemmelsen og uafhængigheden.

Skræmmebilledet er, at de nordiske velfærdssamfund underlægges en centraleuropæisk, institutionel logik, der uvægerligt vil eliminere de særpræg, der opretholder de nordiske samfundsmodeller. Suverænitetsargumentet har været virksomt i alle nordiske lande, men har haft særlig gennemslagskraft i den unge nationalstat Norge, hvor det effektivt har kunnet trække også på historien og den levende erindring om unionstiden med Danmark og forbundet med Sverige.

Fra tilhængersiden er suverænitetsargumentet ofte søgt vendt med henvis-
ning til, at kun medlemskabet sikrer de små nordiske lande indflydelse på de rammebetingelser, der under alle omstændigheder sættes for deres økonomiske og handelsmæssige udfoldelse, adgangen ”til at sidde med ved bordet”. I den optik har medlemslandet Danmark gennem sit aktive engagement i udformningen af den europæiske lovgivning langt større indflydelse på egne forhold end Norge, der gennem sin økonomiske samarbejdsaftale i meget vidt omfang er overladt til at vedtage EU-reguleringen i national lovgivning for at opretholde adgangen til det europæiske marked. Set med de øjne består den norske suverænitet i vidt omfang af retten til at kopiere det, som EU har besluttet.

I begyndelsen af 1980’erne blev Norge stadig mere interesseret i at knytte sig nærmere til det Europæiske Politiske Samarbejde, EPS, hvilket blandt andet skete ved at optrappe kontakterne til det danske udenrigsministerium og den udveksling af informationer, der fandt sted gennem denne kanal. Oslo var sig pinligt bevidst, at EF’s medlemskreds voksede markant, en problematik, der blev yderligere akut i 1986 med Spaniens og Portugals optagelse og præsentationen af de første planer om udviklingen af EF’s ”indre marked”.

Efter Murens Fald og Østrigs ansøgning om medlemskab opstod også røre om Sveriges stilling, og i oktober 1989 ansøgte Sverige om optagelsesforhandlinger, på et for Norge politisk ubekvemt tidspunkt. Den norske Arbeiderparti-regering skyndte sig langsomt og ansøgte først om norsk medlemskab tre år senere, i november 1992. Optagelsesforhandlingerne var afsluttet i marts 1994 — efter endnu et vanskeligt maraton omkring det norske fiskeri. Til gengæld kunne Norge uden store problemer tilslutte sig det meste af fællesskabets aquis og det udenrigspolitiske samarbejde, det, der i 1993 med Maastrichttraktaten blev til Den Europæiske Union, EU. Modsat Danmark, der efter nejet ved folkeafstemningen om Maastricht måtte tage fire forbehold for at kunne tilslutte sig traktaten det følgende år, tog Norge ingen forbehold. Det var alt eller intet.

Alt eller ingenting i Norge. Valgresultater fra 1994.

Fra dansk side støttede man fra slutningen af 1980’erne forsøget på at bygge bro mellem Norge og EF, og i begyndelsen af 1990’erne sagde ledende danske ministre det helt direkte, både til deres norske kolleger og offentligt henvendt til den norske opinion. Reel indflydelse kunne kun fås via fuldt medlemskab af EF. Det nordiske værdifællesskab var værd at værne om, men for fremtiden i form af en nordisk stemme i det bredere europæiske samarbejde.

Drivkraften for de norske bestræbelser var i høj grad forholdet til Rusland og til Norden, som kunne blive dybt splittet ved et nyt norsk nej, især hvis også Finland endte med at komme med. Omvendt virkede Norges problematiske forhold til EU samtidig fremmende for landets entusiasme for det nordiske samarbejde. Kalkulen var, at Norge samlet kunne få stor indflydelse i EU, hvis de nordiske lande sammen kom ind, mens de øvrige nordiske lande kunne afbøde de negative virkninger for Norge, hvis det endte med et nyt nej ved en folkeafstemning. Det gjorde det. Ved folkeafstemningen i november 1994 stemte nordmændene igen nej — igen primært på grund af fiskeriet. Resultatet blev en målrettet optrapning af alle ikke-formelle kanaler til EU — blandt andet gennem en nærmere kontakt til Danmark og samarbejde omkring konkrete spørgsmål i EU-samarbejdet.

Man kan sige, at Norge ved at stå udenfor har tabt suverænitet på de felter, hvor landet reelt må underordne sig EU-regulering, men har vundet i nicher, hvor landet har forstået at udnytte sin særegne position til at fremme både nationale interesser og politiske mærkesager.

Olieøkonomien gav i årene op til og efter årtusindskiftet Norge udenrigspolitiske muskler og muligheder, som i nogen grad kompenserede for det tab af indflydelse, der fulgte af at stå uden for EU. Det gjorde Norge mindre afhængigt af den danske kanal til EU, hvilket også Sveriges og Finlands medlemskab fra 1995 medvirkede til. Norge indordnede sig loyalt under det meste af den EU-lovgivning, som landet ikke havde nogen — eller kun meget begrænset — indflydelse på, men formåede til gengæld dygtigt at udvikle sine egne udenrigspolitiske nicher, uafhængigt også af de begrænsninger, EU-medlemskabet indebar for de øvrige nordiske lande. I den forstand blev Norge en stærk udenrigspolitisk aktør, ikke i modspil til Danmark og resten af EU, men i sit eget spor, som i høj grad viderefører klassiske nordiske værdier, blandt andet inden for international miljø-, klima- og energipolitik og med en høj profil i bilateralt og multilateralt udviklingssamarbejde. Man kan sige, at Norge ved at stå udenfor har tabt suverænitet på de felter, hvor landet reelt må underordne sig EU-regulering, men har vundet i nicher, hvor landet har forstået at udnytte sin særegne position til at fremme både nationale interesser og politiske mærkesager.

Les: 40 år siden Norge sa nei til EF.

I forholdet til Europa har Danmark og Norge valgt to forskellige veje. Men forskellene rækker ud over det europæiske. Selv om de to lande stadig i høj grad har fælles mål, har Norge ikke som Danmark nedtonet den ideale FN- og udviklingspolitik til fordel for en mere militariseret aktivisme. Disse forskelle gør, at Danmarks og Norges udenrigspolitiske samarbejde i dag er mindre udbygget, end det har været på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Artiklen er hentet fra bogen I Mellem brødre — Dansk-norsk samliv i 600 år. I bogen afdækker en række fremtrædende norske og danske forskere, hvordan danskere og nordmænd igennem tiden har inspireret og præget hinanden. Det gælder ikke mindst betydningen af den kulturelle union, som eksisterede mellem de to lande frem til begyndelsen af 1900-tallet. Ligeledes var der længe nære forbindelser mellem politiske bevægelser og fagforeninger på tværs af Skagerrak. Bogen udkommer i samarbejd mellem Fondet for dansk-norsk Samarbeid, Scandinavian Academic Press og Gads forlag i Danmark.
One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.