Et ynkeligt skuespil
Forbuddet mod muslimsk beklædning er kulturel erstatningskamp for at udrydde tilstedeværelsen af en ukendt fjende. Det er en patetisk ydmygelse som revanche for terror.
Af Jens-Martin Eriksen, forfatter
I december 2014 stillede en borgmester i en fransk landsby de muslimske skoleelever overfor et valg: c’est porc ou rien! Det er gris eller ingenting. Valgte de ingenting, måtte de gå sultne fra kantinen i skolen. Endnu et af de symbolske slag om kulturens og religionens dominans og tilstedeværelse i det fælles offentlige rum og samfundets institutioner var hermed afgjort. Ud med hensyn til muslimske forbud mod bestemte fødeemner, og ind med assimilation og ensliggørelse af kulturelle vaner.
I Danmark føres de samme kampe om først og fremmest de evige frikadeller i Randers, der for alvor satte byen på verdenskortet, og slaget om juletræet i Kokkedal nogle år tidligere. Den sidstnævnte batalje blev fortolket som forsøg på at undertrykke og kvæle et stykke dansk folkekultur, men her greb pressen og myndighederne ind, og fortrængte den sekteriske bestyrelse i boligforeningen, der havde denne dagsorden.
Det er svært at afgøre hvilken ære de stridende parter i disse symbolske slag sætter i de ideologiske indsatser. Bestyrker det nogen i den lille landsby i Loiredalen i deres følelse af at være hjemme i eget fædreland og blandt andre, der er ligesom dem, når de religiøst anderledes stilles overfor det, der lanceres som et eksistentielt-symbolsk valg: Gris eller ingenting?
På hvilken måde er det helt seriøst, at forskellig kostplan skulle vælte skemaet for folk, der selv nyder flæskestegen? Det eneste forsonende ved anekdotiske nyheder af den her art er da også, at de foregår på steder, vi opfatter som så fredsommelige og idylliske, at de gode folk dér selv bliver nødt til at opfinde problemer, for overhovedet at have nogen. Om det er frikadellekrigen i Randers, hvor man insisterede på obligatoriske frikadeller i kantinen for ikke at blive majoriseret af perverse tilpasningsdygtige anstændighedshensyn til muslimer, så fik denne historie også noget forsonende over sig. Og juletræskrigen i Kokkedal, der fik alle tapre frem på barrikaderne i et stort, symbolsk slag, tåler slet ikke dagens lys mere. Det er allerede som om, at den stammer fra en verden, der var mere uskyldig end verden af i dag, og hvor symbolske slagsmål havde en munterhed og noget karikeret over sig. Sådan er det ikke mere.
Efter terrorens sommer 2016 er kampen om symbolerne blevet mere militant. Det muntre og forsonende ved maskeraden er væk. Nu er det ikke mere den store mand i landsbyen eller boligforeningen, der banker i bordet og pressen, der åndløst følger hver træk i kampen. Nu møder politiet bare frem midt på dagen, henvender sig til en person med forkerte symboler, afkræver vedkommende en bøde på stedet og beordrer samtidigt personen om at afklæde sig de nu tabuiserede symboler. Sådan er det i dagens Frankrig.
I The Guardian, onsdag den 24. august ser man således på et foto flere betjente passe en muslimsk kvinde op på stranden nedenfor for Promenade des Anglais i Nice, og antaste hende for hendes beklædning. På et andet foto er hun i færd med at tage den af. Det sker på stranden lige under promenaden, hvor terrorangrebet med lastbilen foregik den 14. juli denne sommer, og hvor 84 mennesker mistede livet i et ekstremistisk-muslimsk massedrab.
Det er nærliggende at læse disse forbud mod muslimsk klædedragt som en symbolsk revanche, en erstatningshandling, for den reelle handling, man ikke har været i stand til at udføre fra myndighedernes side. For det er nødvendigt at vise, at man kan gøre noget efter den ydmygelse, som muslimske ekstremister tilføjede hele det franske samfund på Bastilledagen. På alle dage i året, så valgte de landets nationaldag til at vise hvor lidt politi, efterretningsvæsen og militær er i stand til sikre borgerne. Også en symbolhandling.
I stedet for at konfrontere Voldsmandens veto, der har terroriseret pressen lige siden Muhammedkrisen, og i stedet for at gøre noget effektivt for at beskytte truede muslimer, der kritiserer islams mest menneskeretsfjendtlige dogmer, så virker det som om, at man i stedet satser på at udvide kampzonen for de symbolske slag. Men en præcis konfrontation af denne ubærlige trusselskultur bør i stedet adressere en skærpet straf for religiøs- og politisk motiveret vold og skærpede udlændingelove, så udvidelse af strafferammen reelt kan og skal betyde udvisning.
Som en erstatning for at føre reel og konfrontatorisk politik mod voldsmændene og muligvis mod internationale konventioner på dette punkt, så lader man sige nøje med disse patetiske og ydmygende antastelser af en kvinde på stranden i Nice for at bære det forkerte tøj.
Som det hedder fra lokale myndigheder, så kan burkinien krænke andre af en anden tro og den kan krænke sekulære. Det er vist det vi på dansk kalder for at tale for sin syge moster.
Det forunderlige er også, at dette krænkelses- og kulturargument første gang blev brugt af De Anstændige for nu godt ti år siden, da Muhammedkrisen brød ud. Man måtte tage hensyn, man måtte ikke krænke, ikke sige og skrive hvad som helst.
Det kan gøre ondt på nogen, krænke deres værdier. Men om ikke før, så må det nu gå op for De Anstændige, at det i virkeligheden er et farligt argument. For nu er det staten — i det her tilfælde foreløbigt kun den franske stat — der tager det i anvendelse. Men nu mod andre end dem, som De Anstændige oprindeligt belærte om anstændighed og god opførsel.
Nu er det den muslimske kvinde på stranden i Nice, der er fanget af De Anstændiges krænkelsesargument, og nu fremført af lokale myndigheder. For beklædningsfrihed er ytringsfrihed. Og hendes beklædning kan krænke andres værdier, hævder man.
På en absolut morbid og ironisk måde vender de franske myndigheder således Voldsmandens Veto om, fremfor at bekæmpe det.
Man indfører bare sit eget veto mod ytringsfriheden fremfor at bekæmpe voldsmanden.
At det allerede i første omgang er en symbolsk kamp, der foregår, kan alle blive enige om. For det meste harmløs og underholdende med juletræer og frikadeller og gris eller ingenting. Så findes der også en virkelig og voldelig kamp, hvor i Voldmandes Veto indgår. Med det nye træk fra de franske myndigheder bliver kampen i sig selv også symbolsk, for den retter sig end ikke mod de, som er ophavsmænd til volden, men mod bl.a. den muslimske kvinde på stranden. Kan myndighederne sætte et slag ind mod hende, så skal det se ud som om man har tilføjet sine dødsfjender et nederlag. Og vi skal alle sammen få det lidt bedre — og føle os lidt mere sikre. For endnu en sejr er vundet i kampen om symbolerne.
Det er et ynkeligt skuespil, som hverken politiet eller kvinden på stranden kan være tjent med, eller for så vidt os alle sammen. Man fristes derfor til at stille politikere overfor det eksistentielle valg: politik eller ingenting?
Jens-Martin Eriksen er forfatter. De seneste år har han, bl.a. sammen med litteraturkritikeren Frederik Stjernfelt, skrevet en række genremæssigt hybride bøger, kulturkritiske reportager og analyser, bl.a. Hadets anatomi og Adskillelsens politik. Hans seneste bog er romanen “Et hvidt reb til Philippe Deprez”.
