UTPRESSEREN. ILLUSTRASJON: THOMAS KNARVIK

Mens vi venter på næste flygtninge-storm

Af Jens-Martin Eriksen, forfatter

Det er endnu stille på Lesbos. Forlydender vil vide, at der lige nu opholder sig godt 1 million flygtninge på den anden side af strædet. Alle venter på stormen, når den famøse aftalen med Tyrkiet og den uforudsigelige despot Erdogan brister. Vil vi alle i Norden ende som grædende svenske politikere?

Der er stille ude i farvandet mellem Lesbos og den tyrkiske kyst lige nu. Jeg stævner ud med en båd, der patruljerer for Frontex, EUs grænseagentur. Der er afgang før daggry og jeg sejler med indtil hen på formiddagen, uden at vi observerer nogen flygtninge. Opgaven for båden og for de andre, der sejler i farvandet, er at patruljere og samtidigt fungere som redningsbåd for de, der kommer i havsnød. Strædet er smalt uden internationalt farvand, så arbejdet foregår på den græske side med en græsk laisonofficer om bord. Man har kun tilladelse til at sejle ind i tyrkisk territorialfarvand i tilfælde af, at et fartøj er ved at synke, og mod at man straks alarmerer de tyrkiske myndigheder. Men at have til opgave at bevogte- og samtidigt redde de, der ulovligt krydser grænsen forekommer som en modsigelsesfyldt opgave.

Overfarten er langt fra risikofri, især i vintermånederne og med uroligt vejr. Det bevidnede man inden den nu famøse aftale med Tyrkiet kom i stand. Især på nordkysten af øen, hvor strædet er smallest forregnede mange sig ved at forsøge at lægge til der, men med fatale konsekvenser. Der er stejle klipper, og i uroligt vejr blev mange både ødelagt, og flygtninge blev kastet overbord og druknede uden at kunne redde sig i land. Derfor er det reelt at spørge til rimeligheden i af dette absurde spil, der for så vidt fortsætter ufortrødent, også selv om aftalen har fjernet incitamentet til at betale smuglerne for overfarten for de fleste.

Men for de, der samles op af Frontex patruljerne, så betyder det sikker overfart indtil Mytilenes havn på Lesbos, og derfra transport til lejren Moria en halv snes kilometer udenfor byen. En betjent, jeg taler med bliver derfor noget overrasket, da jeg tillader mig at betvivle logikken i denne trafik. For hvorfor ikke simpelthen lade flygtningene få adgang til færgen ovre fra den tyrkiske by Ayvalik, der går i fast rute til Mytilene. Det ville spare mange liv og udgifter til det kriminelle smuglernetværk, midler som flygtningene sikkert ville få bedre udnyttelse af i Grækenland og Europa, såfremt de kan fortsætte. Og udgifterne og besværet med frontexpatruljeringen kunne man også spare. For når alt kommer til alt, så gør disse patruljer ingen forskel i forhold til at forhindre nogen i illegalt at krydse grænsen. På den græske side kunne man fortsat opretholde opretholde aftalen med Tyrkiet og returnere flygtningene. Og menneskers liv og velfærd er bedre sikret, hvis de i udgangspunktet kan undgå den farlige sejlads.

Men selv om alt er stille nu, så virker det på dem, jeg taler med, som om man venter på stormen af nye flygtninge, der vil komme når vi nærmer os fristen for de tyrkiske krav om visumfri adgang til EU den 1. juli for fortsat at holde flygtninge tilbage på tyrkisk territorium. Egentlig en flagrant politisk afpresning. Præsident Erdogan har direkte udtalt, at får Tyrkiet ikke sin vilje, så lader man flygtninge fortsætte til Europa. Men der er også andre grunde til at man i Mytelene frygter for, at invasionen fra sommeren sidste år vil gentage sig.

Aftalen mellem EU og Tyrkiet med den omstændelige ombytning af èn deporteret flygtning fra Grækenland tilbage til Tyrkiet mod èn flygtning den anden vej fra Tyrkiet til Grækenland — omhyggeligt udvalgt af tyrkiske myndigheder efter uigennemskuelige prioriteter — har umiddelbart fjernet incitamentet for flere flygtninge til at betale smuglere på den tyrkiske kyst for at fragte dem ud på en uvis sejlads.

Flygtninge protesterer i Mytilene for at blive overført til Athen og ikke holdt i Moria. Foto: Jens-Martin Eriksen.

Markedsprisen for overfarten var sidste år på ca. 1000 dollars for den ganske korte rejse — få kilometer eller to timers sejlads i en gummibåd, afhængig hvor man krydser strædet. Det er mange penge at betale for at straks at blive sat på den tyrkiske færge, der afgår fra havnen i Mytilene efterfulgt at et skib fra den britiske marine for at samle eventuelle afhoppere op på turen tilbage til Tyrkiet. Men i og med at flere flygtninge anmoder om asyl i Grækenland — og ikke ønsker at tilkendegive, at de vil fortsætte, da dette kun betyder deportation efter nævnte aftale — så annullerer de dermed også myndighedernes ret til henvise til aftalen med Tyrkiet.

Folk kommer alle vegne fra for at tage turen til Lesbos.

Så har de ret til at få deres sag vurderet i det land, hvor de anmoder om asyl. Hvilket kun kan betyde, at flere og flere flygtninge ophober sig i Grækenland, da mange kommer fra Syrien, som der er enighed om alle har en seriøs grund til at flygte fra. Betjente jeg taler med på bådene der patruljerer, fortæller dog også, at de igennem den tid, de har været påmønstret, har mødt folk så forskellige steder fra som Afghanistan, de nordafrikanske lande, landene syd for Sahara samt steder så langt væk som Den Dominikanske Republik (der som bekendt ligger i Caribien). Folk kommer alle vegne fra for at tage turen til Lesbos.

Det er dog endnu en juridisk tvist om hvorvidt det er aftalen med Tyrkiet, der skal gælde eller retten til at få sin asylansøgning behandlet i Grækenland. Hvis det sidste viser sig at blive tilfældet, vil det betyde, at incitamentet til at betale smuglere de 1000 dollars for overfarten igen vil være tilstede, og på denne måde kan man formode, at aftalen med Tyrkiet af sig selv vil blive udhulet. Denne gode nyhed for rejsernes værdi vil smuglerne hurtigt sprede for at kunne holde markedsprisen og sikre nye kunder.

En butiksindehaver oppe i byen husker tydeligt stormen af flygtninge, der kom sidste sommer. Det var flere end de 36.000 indbyggere, der bor i Mytilene. Der var mennesker overalt, i gaderne, i parkerne, i gårde og på fortove, hjemløse og forkomne. Og der lugtede fælt, da de sanitære forhold ikke var tilstede til at kunne betjene dem. Der stank overalt. Det var dog ikke sådan, at det betød kriminalitet, men alligevel blev folk bange. Der var sort af mennesker over alt, selv nede på havnen. Og naturligvis blev turisterne væk. Nu et år efter er man kun nået op på omtrent 20 procent af den almindelige omsætning for sæsonen. Men ellers virker alt normalt for indbyggerne, selv om det det er sløjt for hoteller og restauranter.

Denne stilhed skyldes aftalen med Tyrkiet, ikke den modsigelsesfyldte patruljering med Frontex bådene. Deres fortjeneste ligger snarere i, at de bistår mennesker i havsnød på de usikre flåder, som smuglerne søsætter. Sidste sommer ankom der 6000 personer om dagen. Og nu er flygtningene interneret i bl.a. Moria lejren nord for byen.

Jeg tager der ud og møder en syrisk kvinde, der sidder og venter på at hun og hendes to søstre og hendes mor bliver klar til at tage til Athen. Deres papirer er gået i orden, og de vil få deres sag behandlet ovre i hovedstaden. Derefter kan de formodentlig vente på at få et tilbud om asyl i et europæisk land. Hun er selv engelskstuderende og begyndt på en journalistuddannelse, men krigen afbrød det hele. Og hun er lettet over at kunne slippe ud af lejren.

Flygtninge lejren Moria i Mytilene. Foto: Jens-Martin Eriksen

Den ligger lidt oppe i bakkerne nede fra havet, ude midt i ødet her, og er et indhegnet område på omtrent 5–600 meter på hver side. Enten er der mure eller hegn, og omkranset med pigtråd for oven. Man kan som flygtning gå ind og ud hver anden dag, krydse over til marketenderiet overfor, hvor jeg møder den syriske kvinde, og sidde og vente og få en drink i skyggen. Men ellers er der ingen andre udfoldelsesmuligheder. De fleste taler i telefon hele tiden, hvis de ikke sidder og snakker og halvsover i middagsheden. Kvinden, jeg taler med fortæller, at trods de kummelige forhold, så lever de ikke mere i frygt, siden de er ankommet til Grækenland. Her er der ikke mere nogen, der forfølger dem, som det var tilfældet i Tyrkiet. Derovre er politiet en mafia, og afpresning og røveri er helt almindeligt overfor flygtninge. De har ingen til at beskytte sig derovre.

Hver nat forsvinder der folk fra lejren. Og ingen ved hvor de bliver af.

Men alligevel er det ikke alle, der sover roligt inde i Moria lejren. Jeg taler med en pakistansk mand i tyverne, som er rejst hele vejen fra sin hjemegn i nærheden af Islamabad og hertil Lesbos. Han er gift hjemme i landsbyen, og de har drøftet, at det ville være en god investering at tage til Europa. Så familien har skrabet et beløb sammen ved at rejse lån, og han er taget af sted med et par venner. Når mørket falder på venter de i uvished et sted udenfor lejren, efter aftalen med Tyrkiet er kommet i stand. For hver nat forsvinder der folk fra lejren. Og ingen ved hvor de bliver af. Man frygter, at det er politiet, der kommer og henter dem for at deportere dem til Tyrkiet. Men der er ingen sikker viden her. Der findes ingen medier for disse mennesker stedt i et tomrum, hvor politiske aftaler kan få afgørende indflydelse på deres skæbne hvilket øjeblik, det skal være. Ingen billeder, ingen informationer slipper ud om konsekvenserne. Så han tager ingen chancer mere. Der er klippet hul i hegnet omme på bagsiden af lejren, og fri passage uden at politiet griber ind. Det må være en helt forsætlig måde at håndtere uvisheden på fra vagtpersonalets side, for ødelæggelsen af indhegning er tydelig for enhver, der patruljerer.

Om natten sover pakistanerne uden for lejren i soveposer eller tæpper af frygt for at blive afhentet og sendt til Tyrkiet. Pakistanske Risvan peger ud på området under træerne ved siden af lejren, herude holder man til efter mørkets frembrud for at være i sikkerhed og kunne flygte hvis politiet skulle komme for at hente nogen til deportation. Det går ud over pakistanerne, siger han, de har svært ved at få asyl. Syrene har prioritet, og kommer foran i køen, og kan hurtigere end alle andre forlade Lesbos på legal vis og rejse til Athen for at få deres sag behandlet.

Hvordan kan de mobiliseres til flygtningeinvasionen uden de tyrkiske myndigheders viden?

Jeg går med en tysk politibetjent nede ved havnen. Han deltager i grænsebevogtningen ude i strædet og har været her siden vinter. Dengang var det forbandet koldt, og de samlede forkomne flygtninge op af vandet. En dag stod han selv med en baby i armene, siger han. Og han forbander tyrkernes kynisme over at have sat alt dette i værk. Andre gange måtte de samle døde op af havet. Vi kigger på de gamle, udrangerede tyrkiske færger, som ligger i havnen, og som de græske myndigheder har opbragt i forbindelse med grænsepatruljeringen. Både, der har været brugt til menneskesmugling over strædet. Alle sammen med navne på tyrkiske kystbyer på den anden side. Hvordan kan de mobiliseres til flygtningeinvasionen uden de tyrkiske myndigheders viden, spørger tyskeren. Speedbåde har billige kinesiske motorer, som ankommer i stort tal i containere til Tyrkiet. Og gummibådene ligeså. De bliver overladt til flygtningene, som selv må navigere efter landkending herover til øen, så smuglerne ikke risikerer noget. Hvis de da i det hele taget er så heldige at nå kysten på Lesbos. I tilfælde af skibbrud er det heller ikke sikkert, at redningsvesten er til nogen hjælp. Der er eksempler på, at de veste man har solgt til de fattigste flygtninge, til afghanerne for eksempel, ikke er fyldt med andet end klude og savsmuld.

Denne parasitindustri er en del af den omsætning, som hele den illegale mennesketrafik har skabt i Tyrkiet. Som den tyske politibetjent fortæller mig, så findes der i grove træk tre klasser man kan rejse på som flygtning. Man kan sejle på første klasse i en speedbåd med plads til ca. 6 personer, og så kan man sejle med en af de udrangerede færger fra de tyrkiske kystbyer, hvor nogle af dem er opbragt og ligger i havnen i Mytilene. Og endelig, så kan man købe sig en usikker plads i en overfyldt gummibåd, og hvor en af flygtningene selv vil skulle stå for navigeringen. Tabet af gummibåd og motor er kalkuleret i forhold til det provenu, som overfarten formodes at kunne indbringe for smuglerne.

Den tyske betjent er overbevist om, at den tyrkiske stat må være impliceret i smugleriet eller også er det dele af det tyrkiske statsapparat, der er korrumperet. Det er politik eller forbrydelse eller begge dele. Og opbragte skibe hernede i havnen, vidner sandsynligvis om, at det er resterne af et stykke succesrigt og kynisk tyrkisk udenrigspolitik. Alligevel mener han, at krisen kun kan løses politisk eller militært ved hermetisk at lukke grænsen, for der er ingen ende på den. Fordelingsdiskussionen hjælper ingenting, for ingen ved hvor mange der skal fordeles. Det er et tal, der hele tiden vokser.

Et par dage efter snakker jeg med flygtninge i parken overfor banegården i Beograd, Serbien. Det er et godt sted at gæste hvis man vil have et nogenlunde sikkert indtryk af, hvor mange flygtninge der alligevel — aftale med Tyrkiet eller ej — formår at krydse strædet og komme videre ind til det græske fastland, eller krydse den tyrkisk-græske grænse og derfra komme videre gennem den lukkede makedonske grænse, og derfra videre ind i Serbien. I Beograd gør alle ophold på vejen, inden de fortsætter nordpå. Og det sker uden angst for at blive pågrebet af politiet. Her i parken overfor banegården venter man ganske enkelt på bussen nordpå, der vil fragte dem til sidste stop oppe i Voivodina, til byen Subotica. Derfra er der ikke langt til ingenmandslandet mellem Serbien og Ungarn.

Sidste år var der tusinder her, mest fra Syrien. Nu er der nogle få hundrede, og alle sammen fra Afghanistan. De jeg taler med giver ikke udtryk for at være bekymret når jeg fortæller, at grænsen til Ungarn er befæstet og lukket. Man kan altid kommer over om natten, siger de ubekymret og smiler. For 5 dage siden var de i Tyrkiet, nu er de her efter at have passeret både den græske, makedonske og serbiske grænse. Serbien er et venligt og godt land, men de må videre.

Forlydender på internettet fortæller, at aktivister hjælper dem igennem grænsehegn med udlånte boltsakse. Og de dage jeg er i Beograd, ser jeg nye ansigter hver dag overfor banegården, hvor man venter på bussen nordpå. Så er endnu et par hundrede taget af sted siden i går. Hvis denne trafik er konstant nu, så vil det på årsbasis sige, at omkring 70.000 fortsat kan benytte sig af den formelt lukkede balkanrute. Hvor folk rejser hen, kan der dog ikke siges noget sikkert om. Folk, jeg snakkede med på ruten sidste år, hvor jeg rejste med flygtningene der fra Beograd og ind i Ungarn, til Budapest, og videre til Wien, gav mig det indtryk, at man sætter destinationen efter hvor man har familie eller venner, eller mere usikkert, hvor man har en fornemmelse af, at der i forvejen findes et etnisk miljø fra hjemlandet, som kan hjælpe en med arbejde og forbindelser for at skaffe sig en plads i det nye land.

Det umiddelbart påtrængende politiske spørgsmål for de nordiske lande, om hvor mange flygtninge eller immigranter der til strømme nordpå er derfor svært at afgøre. Der er en stadig strøm af mennesker uanset politisk aftale med Tyrkiet. Men når den formentlig brister, hvis EU ikke giver visumfrihed for tyrkiske borgere eller hvis uenigheden strander på andre forhold, fx den tyske vedtagelse af, at betegne folkemordet på armenerne som sådant, så hjælper Frontexpatruljeringen intet som helst. Så står der i følge vurderingerne over 1 million i Tyrkiet, der er klar til at rejse og erklære sig politiske flygtninge i Europa.

Så hvor går vores grænse?

De græske myndigheder har lige evakueret Idomenilejren op til den makedonske grænse, hvor flere tusinder flygtninge havde lejret sig efter at være forment adgang til Makedonien. De er nu indkvarteret i store interimistiske lejre i øde og fjerne industriområder udenfor Saloniki, der er den største by i nærheden af grænsen. Hvis aftalen falder med Tyrkiet er det umuligt at forestille sig, at de makedonske grænsevagter skulle kunne stille noget op mod en ny og meget større menneskebølge nede sydfra. Alt tegner i dette perspektiv til, at katastrofen fra sommeren 2015 vil gentage sig, så den bølge den tyske kansler har sat i gang ved at skabe en masse falske forhåbninger vil rejse sig igen.

Men vi er måske blevet lidt klogere siden sidste år? Det politiske perspektiv med at holde grænserne åbne for alle med tilbud om spontan asylansøgning ledte som bekendt til den totale og parodiske fallit for den svenske regeringsrepræsentant, der græd foran kameraer, fordi hun endelig så sig nødsaget til at føre sine politiske modstanderes politik. Ingen normale politikere ønsker at stille frivilligt op til en sådan forestilling i 2016. Men der er heller ingen holdbar løsning i at lukke grænserne for politisk forfulgte og reelle krigsflygtninge. Så hvor går vores grænse, så vi både kan leve op til politisk realisme for ikke at ende som svenske politikere, og samtidig kunne honorere de krav til os selv, der siger os, at vi må leve op til vores forpligtelser om at hjælpe mennesker, der er flygtninge i den definition, det er defineret i FNs flygtningekonvention fra 1951?

Den danske journalist og kommentator Mikkel Andersson skitserer i Berlingske Tidende den 6. juni to muligheder for at forhindre druknekatastroferne i Middelhavet.

Siden 2014 har 10.000 mennesker mistet livet på den farlige færd over havet, folk der er rejst af sted med forskellige motivationer. Fælles for dem alle er, at de taget af sted med en viden om, at først i det øjeblik de kunne sætte foden på europæisk jord, kunne de ansøge om asyl. Dette har været motiverende for, at de i første omgang er taget af sted, helt uanset om de har haft en legitim grund i forhold til flygtningekonventionen.

Enten kan man give dem mulighed for en regulær måde at rejse på med enten skib eller fly, og ikke mere straffe rejseselskaberne, hvis de ikke udøver den politifunktion, som man reelt har udliciteret til dem ved at formene folk adgang til fly eller skib uden gyldigt visum. Det vil betyde en endnu større tilstrømning, både reelle flygtninge og folk, der ikke lever op til definitionen på en flygtning i FN konventionens forstand. Det vil føre til endnu mere kaotiske tilstande med indkvartering og processering af asylansøgninger. Men man vil undgå de forudsigelige druknekatastrofer.

En anden og mere realistisisk mulighed nævner Mikkel Andersson som den, hvor man annullerer muligheden for at søge spontan asyl i landene i Europa, og dermed i første omgang ophæver incitamentet til at rejse af sted for måske at satse på en usandsynlig chance for asyl. Denne option skal så, for at leve op til både vores krav til os selv og til flygtningekonventionen, erstattes af muligheden for at ansøge om asyl på de europæiske repræsentationer i de lande, hvorfra man rejser af sted.

Dermed lokker man ikke folk ud på eventyr, som de ikke kan overskue rækkevidden af, man eliminerer store dele af grundlaget for de kriminelle smuglernetværk, og man lader ikke de virkelige flygtninge i stikken. Og så befrir man sig for afhængighed af politisk pression fra den tyrkiske præsident Erdogan, der efterhånden er ved at overtage den nu detroniserede Khadafis plads som en uforudsigelig despot i Mellemøsten.

Og endelig gør denne politiske mulighed op med det uhyrlige hykleri, der består i at vi begræder druknekatastroferne i Middelhavet og i Det Ægæiske hav, også selv om incitamentet til den farlige færd netop ligger i vores egen politik, der tilsiger at man ikke kan søge asyl fra vores udenlandske repræsentationer, og flygtninge derfor tvinges ud på disse livsfarlige sejladser for at redde sig i sikkerhed.

Jens Martin Eriksen er forfatter. De seneste år har han, bl.a. sammen med litteraturkritikeren Frederik Stjernfelt, skrevet en række genremæssigt hybride bøger, kulturkritiske reportager og analyser, bl.a. Hadets anatomi og Adskillelsens politik. Hans seneste bog er romanen Et hvidt reb til Philippe Deprez.
Like what you read? Give Broenxyz a round of applause.

From a quick cheer to a standing ovation, clap to show how much you enjoyed this story.