Dino, diller og dramatik — Erasmus Montanus med 2.c

Stemningen oser af spænding og glæde, da elever og lærer ankommer våde og kolde til Jensens Bøfhus torsdag d. 23/2. En stor, saftig og lækker bøf venter på restauranten — og det skulle vise sig ikke at være det eneste stykke kød, som kom på bordet den aften.

Efter flere ugers arbejde med stykket Erasmus Montanus på klassen er der delte meninger om, hvorvidt stykket, vi skal ind at se, bliver nyfortolket, eller om det bliver det samme kedelige som det originale manuskript.

Da alle har bestilt mad, bliver der diskuteret på livet løs om, hvad der kan forventes af stykket, og hver elev har sin helt egen forestilling af, hvordan Lollike mon har valgt at portrættere Erasmus Montanus.

Den sitrende forventning summer på livet løs, og snik-snak runger i hele salen. 2.C har deres egen Jacob Berg og Erasmus Montanus med, da både Rasmus og Julius har valgt at klæde sig ud for at sprede den helt rigtige stemning.

Alle i salen vender blikket mod scenen, da lyset endelig slukker, og forestillingen skal begynde.

Christian Lollike

Den kontroversielle dramatiker Christian Lollike er kendt for sine nuancerede fremstillinger af sit stof, som han på den mest absurde måde kommunikerer ud til sit publikum. Hans stykker som Dom over skrig og Manifest 2083 grænser til det direkte anstødelige med dets voldsomheder i form af gruppevoldtægt og terror, er Lollike kendt for sine dybe kontraster i teaterverdenen og sine konstante grænse-brydninger. Hvad der gør Lollike endnu mere interessant er hans evne til at være kontroversiel. Han formår i stykke på stykke at provokere tilskuerne på en humoristisk, begavet og aktuel måde. Lollike er en sådan mester i provokationens kunst, at han til tider under stykket, Erasmus Montanus, formår at efterlade publikum i afsky og ubehag. Samtidig formår han også at underholde publikum og fastholde deres interesse igennem det 1 ½ time lange stykke.

Christian Lollike

Født d. 20 april 1973
Instruktør på Aarhus teater fra 2005–2011
I dag leder på Sort/Hvid i København
Vundet priser som Årets Dramatiker, Årets forestilling og Teaterpokalen
Kendt for stykkerne Kosmisk Frygt, Skakten, Manifest 2083 og Kagefabrikken

Forestillingen i en verden i 2D og sort/hvid

I Lollikes forestilling afbilledes datidens gammeldags tankegang i en verden i 2D og sort/hvid, men Lollike aktualiserer stykket og viser at manges nutidige tankegang er mindst lige så sort/hvid. Det er meget muligt, at alle nu accepterer, at jorden er rund, men mange lever stadig i en 2D verden på mange områder. Den hvide landsbykirke og korsekvenserne sat op imod den sorte moské er blot ét eksempel på denne tankegang. Samtidigt er karakterenes verden i 2D præsenteret med deres gestik, hvor de kun kigger ligeud og ikke formår at se udover deres egen synlige horisont, deres egen verdensopfattelse. Den sort/hvide 2D-verden præsenteres i stykket som værende “landsbytossernes”, mens Erasmus Montanus med sin livlighed og udadvendte gestik repræsenterer København og de uddannede. Lollike formår at få det til at virke som om, at den sort/hvide tankegang dog oftest er mere logisk, og i teaterstykket udstilles Erasmus’ farverige tankegang, da han i sidste ende udstilles som kætter og løgner.

Dramatiske virkemidler

Christian Lollike har konstrueret stykket på en måde, hvor alle teatrets virkemidler kommer i spil på én gang komisk men også meget alvorlig og aktuel måde. Humor bliver brugt til at understrege stykkets ironi men også budskab om mislykket kommunikation. Taler man ikke samme sprog, så formår man ikke at kommunikere med hinanden.

Dette kommer stærkt til udtryk med virkemidler som Erasmus Montanus’ ivrige, farverige og levende bevægelser i form af hans fægtende sprog, hvilket står i stor kontrast til landsbyboernes monotone udseende, udtryk, bevægelser og blik.

Et andet stærkt virkemiddel er direkte henvendelse til og inddragelse af publikum ved at levere et budskab, der vedrører ikke mindst publikum men hele verden.

Anmeldelse

2.c’s oplevelse af Erasmus Montanus

D. 23/2–2017 var 2.c inde og se den berygtede og anerkendte danske teaterinstruktør Christian Lollikes opsætning af en nyfortolket og relevant version af Ludvig Holbergs Erasmus Montanus fra 1723 i Århus Teater. Med Andreas Jebro i hovedrollen som en ivrig og gestikulerende Erasmus blev vi guidet igennem en absurd, grotesk og humoristisk verden. Scenen var sat, men hurtigt revet itu af overraskelser, humor og kontroversielle elementer, bl.a blev debatten om kristne værdier aktuel da Islam blev inddraget. Inddragelse af publikum, brydningen af den 3. mur og illusioner om hvordan et teaterstykke burde være, er alle elementer, der bruges i stykket for at give seeren en extravagant oplevelse. Lollike elsker at provokere og overraske sit publikum, og det kan man roligt sige, der bliver gjort i dette teaterstykke. En gennemarbejdet, godt udtænkt, aktuel og især humoristisk oplevelse udover det sædvanlige.

Stykket fik 5,5 stjerner ud af 6 af 2.c

Hvordan skilte stykket sig ud i forhold til dine forventninger?

Anton: Der var elementer i stykket, som jeg ikke troede, der ville være — komiske elementer: Dinosauren, Erasmus’ nøgenhed, løjtnanten som dværg. Det var “pissesjovt”, at det udelukkende var Erasmus, der vidste at karaktererne befandt sig på en scene. Erasmus skilte de andres virkelighed ad.
Hyle morsomt, langt mere humoristisk end forventet. — Frederik Wind Boesen, 2.c
Fedt at det var så gennemført, blev brugt så mange teater virkemidler, der gjorde det så humoristisk men samtidigt aktuelt. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så gennemført og aktuelt. — Camilla Raouf Wolfsberg, 2.c

Passede skuespillerne til deres karakterer? Hvorfor/hvorfor ikke?

Erasmus var rigtig dygtig, både energisk og entusiastisk.
Lisbeds far var virkelig ‘fed’, ikke kun sjov men han var den stereotype overbeskyttende far, på trods af at han slog Lisbed. — Anton, 2.c
De fleste karakterer passede rigtigt godt, især Ole Thestrup som Jeronimus. Jesper Ridefoged stemte ikke specielt meget overens med Jesper Ridefoged i filmen og bogen. — Frederik Wind Boesen, 2.c
Med det formål Lollike havde med stykket, passede alle rollerne. Det lykkedes at gennemføre et budskab, men samtidigt indføre en masse humor. — Camilla Raouf Wolfsberg, 2.c

Hvornår var stykket mest autentisk?

Den sidste scene — fordi det skete både i filmen og i teaterstykket. — Anton, 2.c
Da moskeen blev oppustet gik det op for en, at temaer som religion og danskhed var centrale temaer i stykket. Samtidigt var slutningen, hvor Erasmus står og er blevet tvunget til at overgive sig til flertallet, essentiel. Alle mennesker skal have det rigtige miljø for at kunne få et budskab igen, det ser vi i politik. Uanset hvor logisk du præsenterer dine argumenter, hjælper det ikke hvis publikum allerede har bestemt sig for det modsatte. — Camilla Raouf Wolfsberg, 2.c

Hvad manglede stykket?

Skuespillet var rigtigt sjovt men det blev lidt for meget. En lille smule mere på jorden havde været optimalt. — Anton, 2.c
Der manglede ikke noget — tilpasset til den moderne virkelighed, men også bevaret en del fra da stykket blev skrevet i sin tid. Frederik Wind Boesen, 2.c

Var stykkets længde passende?

Det var rigtigt godt. Anton — 2.c
Fint, men ikke længere. — Frederik Wind Boesen, 2.c
Man nåede aldrig til det punkt, hvor man kedede sig. Især fordi publikum blev inddraget. — Camilla Raouf Wolfsberg, 2.c

Hvor mange stjerner ville du give stykket? (1–6)

4 stjerner. Jeg kunne godt bruge at stykket var lidt mere nede på jorden. Starten var desuden lidt repetetiv. — Anton, 2.c
6 stjerner. Stykket var gennemført på alle planer: dramatisk, kulisser, konstruktionen af stykket, fortolkningen af stykket, den måde det blev gjort aktuelt. Ingen plads til forbedring. — Camilla Raouf Wolfsberg, 2.c
6 stjerner. Stykket var tilpasset, provokerende, det var komisk, og det var nutidigt. Det formåede at angribe ældgamle problemstillinger; dårlig opførsel og opdragelse. Det var komik men samtidig aktuelt og seriøst. — Frederik Wind Boesen, 2.c

2.C’s oplevelse af “Erasmus Montanus” som værk

Vi, en 2.g klasse fra Risskov Gymnasium, har igennem en længere periode beskæftiget os med Ludvig Holbergs dramakomedie Erasmus Montanus fra 1723 — et pragteksemplar, når det kommer til skildring af oplysningstidens revolutionære idéer om fornuft, videnskab og rationalisme.

Ordet rationalisme kommer af latin rationalis, af ratio ’beregning, fornuft’ og –isme. Netop denne isme bliver sat på prøve i Ludvig Holbergs Erasmus Montanus fra 1723, udgivet af Dansklærerforeningens Forlag i 2014. Rationalismen tager udgangspunkt i menneskets medfødte fornuft, der igennem hele oplysningstiden er omdrejningspunkt for debatter, politik, økonomi, filosofi, litteratur, kunst, drama og ikke mindst fornuftstyret levevis. Særligt den frie debat får stor betydning, ikke mindst for hovedpersonen i ‘Erasmus Montanus’ af selvsamme navn. Efter et studieophold i staden, bliver Erasmus nærmest besat af lysten til at diskutere og filosofere.

Stykket omhandler bondedrengen, Rasmus Berg, der i længere tid har været bosat i København for at studere. Da han vender hjem til ”Bjerget”, hvor hans familie er bosat, er han en lærd mand med ekspertise i latin og disputation og har derfor skiftet navn til Erasmus Montanus — den latinske udgave af hans døbenavn.

Han føler sig i høj grad hævet over sin familie, hvilket ses tydeligt allerede i 1. Akt, scene 1, hvor han sender et latinsk brev hjem til sine forældre, selvom han udmærket er klar over, at hans forældre ikke forstår et ord latin. Hans arrogance er også gennemtrængende i citatet: ”Mine stakkels forældre kan jeg ikke meget tale med, thi de ere enfoldige folk og ved næppe andet end deres børnelærdom, så at jeg kan ikke have megen trøst af deres omgængelse,” (akt 2, scene 1, linje 9–12). Her udtrykkes det, hvordan Erasmus Montanus ser ned på sine forældre pga. af deres manglende uddannelse.

Holberg udtrykker Erasmus’ arrogance og karaktertræk ved brug af replikindividualisme. Hans replikker er lange og indviklede, og han bruger ofte latinske ordsprog og vendinger, som ingen af de andre forstår. Dette bevirker at man som læser får en tydeligere forståelse for hvad Erasmus er for en person, og hvordan han agerer over for andre. Dog lægger man mærke til i første scene af 4. Akt, hvor Montanus fører en monolog med sig selv, at han ikke bruger de latinske ord. Dette kunne pege på, at det komplicerede ordvalg han bruger i offentligheden blot er en facade for at fremstå mere lærd.

Som de fleste andre dramastykker er ”Erasmus Montanus” kronologisk opbygget uden flashbacks eller andre sidespring og munder til sidst ud i et klimaks, hvor Erasmus Montanus i den grad bliver latterliggjort. Da stykket strækker sig over en kort tidsperiode og udspilles på samme location hele stykket igennem, kan det klassificeres som et lukket dramastykke.

Stykket følger også det klassiske dramas handlingsstruktur med:

1. Eksposition:

Her møder vi Jeppe, Nille, Per og Jacob og får at vide, at Erasmus Montanus agter at vende hjem.

2. Knude

Her vender Montanus hjem, og det bliver klart for læseren, hvad konflikten består i, da han tryller Nille om til en sten og diskuterer med Jacob.

3. Krise

Her spidser konflikten til, da Erasmus Montanus nu ikke har lov til at gifte sig med Lisbed.

4. Peripeti

Her beslutter Montanus sig for, at hans viden og påståelighed er vigtigere end hans forlovede.

5. Afslutning

Her bliver Erasmus Montanus latterliggjort og får sig en lærestreg.

Dramaet er en karakterkomedie, idet den er koncentreret omkring en enkelt karakter med en altdominerende last — i dette tilfælde er det Erasmus Montanus’ arrogance og hans mani for at bevise at videnskaben taler sandt. Karakterkomedien gør det nemmere for publikum/læsere at vælge side, og derfor være mere opslugte af fortællingen.

Et af de mange komiske elementer i dramaet er Erasmus Montanus’ argumentation. Til at argumentere benytter Montanus syllogismer. Dette ses eksempelvis i akt 2, scene 3, hvor Montanus tryller sin mor om til en sten. En syllogisme består af to præmisser og en konklusion. Det gælder, at hvis x opfylder præmis A og præmis A medfører præmis B, så opfylder x præmis B. Hvis man tager udgangspunkt i eksemplet med Erasmus, der tryller moderen, Nille, om til en sten bruger han syllogismen:

A: En sten kan ikke flyve.

B: Morlille kan ikke flyve.

Konklusion: Ergo er morlille en sten.

Denne syllogisme er ugyldig, da Erasmus Montanus påstår, at fordi morlille opfylder præmis B — at hun ikke kan flyve — opfylder hun også præmis A — at hun er en sten. Hvis syllogismen skulle have været gyldig, skulle morlille i stedet have opfyldt præmis A, der medfører præmis B og af den grund også have opfyldt præmis B. Absurditeten ved denne argumentation gør stykket grotesk og komisk.

Det groteske og komiske dramastykke Erasmus Montanus bliver i den grad sat på spidsen af Christian Lollike i den moderne udgave af stykket på Aarhus Teater. På mange måder bevarer Lollike flere elementer fra det originale stykke fra 1723, som f.eks. de latinske bøjninger som er med til at gøre grin med landsbyfolkene. Her bliver problemstillingen omkring forholdet mellem land og by aktualiseret, da det i dag kan illustreres med forskellen mellem København og provins.

Dog tager stykket alligevel stor afstand fra det originale stykke, da det sætter mange aktuelle problematikker over for hinanden, som religionsfrihed overfor religionslighed. Dette er med til at gøre det nemt for publikum at forholde sig til, da det relaterer til vores virkelighed i dag.

Alt i alt sætter Ludvig Holberg fokus på fornuften og rationalismen versus normerne, ”plejer” og religion i sin karakterkomedie Erasmus Montanus fra 1723. Holberg portrætterer datidens samfund ved hjælp af karakterbesætningen i stykket, og kaster lys på samfundets mangler og svagheder. Værker som disse med fornuft og rationalisme i centrum skrevet i den epokegørende æra fra 1690 til 1800 — bedre kendt som oplysningstiden — blev på den måde startskuddet til de tanker og værdier, der i allerhøjeste grad præger dagens Danmark.