Da glastaget knuste drømmene

Det amerikanske præsidentvalg 2016

Tekst: Anders Holmgaard
Foto: Mads Christensen

Ved New Yorks demokratiske valgfest var valgnatten præget af en karrussel af følelser, som endte i splintrede drømme, mens glastaget forblev intakt.

NEW YORK CITY, USA: Demokrater, Republikanere og hele den politisk engagerede verden har brugt en uge på at vænne sig til tanken om, at de skal se Donald Trump som præsident.

Utilfredsheden er stadig stor, og demonstrationer imod Trumps indtog i Det Hvide Hus foregår stadig i mange af USA’s største byer. Frustrationerne får frit løb, fordi valgnatten var præget af enorm skuffelse hos de sejrssikre demokrater. Specielt Demokraterne ved Clintons valgfest i New York City reagerede voldsomt, da de indså, at en skandaleramt forretningsmand uden politisk erfaring var blevet valgt som præsident.

Menneskemængden var enorm ved Javits Center på Manhattans 11th Avenue. Det store konferencecenter dannede rammen om Hillary Clintons såkaldte “Victory Party”. Bygningens glaspaneler skinnede om kap med dioderne på storskærmene. Javits Center var valgt med omhu. Glastaget symboliserede det håb mange havde om at sprænge det berømte “glass ceiling”. Symbolet på uligheden mellem kønnene i USA. Et tag, som ingen endnu har formået at splintre.

Gennem de seneste to års valgkamp har Hillary Clinton været en oplagt kandidat til at vinde præsidentembedet, og siden hun og Trump blev nomineret som henholdsvis Demokratiske og Republikanske kandidater i juli, har Clinton ført stort i meningsmålingerne.

Trumps sexskandaler sendte ham ned på blot 15–20 procent chance for at vinde, og Clintons supportere kunne dufte sejrens sødme. Selv ikke FBI’s genåbning af Clintons email-sag satte en dæmper på forventningerne, og på valgdagen havde de mest forsigtige meningsmålingssites givet Trump 35 % chance for at hjemtage sejren til Trump Tower.

Derfor var det oplagt at stille sig i kø blandt horderne af Clinton-supportere på Manhattan. Her fandtes de bedste statistiske odds for sejr. Og den største risiko for enorm skuffelse.

Unge, gamle, sorte, hvide og alt indimellem havde klemt sig sammen ved Javits Center. Symbolikken materialiserede sig, da flere generationer af kvinder stillede sig sammen for at svinge deres amerikanske flag. Forventningens glæde lyste ud af deres øjne. De var ikke i tvivl om, at de i aften ville få deres første kvindelige præsident. Snart ville kvinder for alvor blive ligestillet med mænd. Men stemningen vendte hurtigt.

Donald Trump vandt Texas med stor margin. En stat, som Clinton tidligere i kampagnen havde satset en del af kampagne-budgettet på. Derefter stod Ohio og North Carolina for skud. Her vandt Trump med en langt højere procentdel af republikanske stemmer, end meningsmålingerne havde forudset.

På den store storskærm på 11th Avenue begyndte nervøsiteten at sprede sig. Nu var selv Virginia med dens store urbane, afroamerikanske områder ved at tippe til Trump, og der lød et lettelsens jubelbrøl, da CNN efter nogle timers spænding, erklærede staten vundet af demokraterne. Clintons såkaldte “firewall” af nordøstlige stater var ikke blevet brudt. Endnu.

Stemningen i Demokraternes følelsesmæssige rutsjebane var igen på sit højeste, og nu teoretiserede MSNBC’s værter om de forskellige scenarier, der kunne gøre Trump til præsident. Det ville kræve et par svingstater mere plus Pennsylvania eller Michigan. Ingen i den store demokratiske forsamling kunne forestille sig Trump vinde dér, for under hele valgkampen havde meningsmålingerne vist, at de to stater havde et tydeligt overtal af demokrater. Meningsmålingernes landkort, der er baseret på komplicerede regnemodeller og krydstjek af flere hundrede vælgerundersøgelser viste, at de stater var uomtvisteligt blå.

Men virkeligheden var en anden. Først gik Iowa til republikanerne, dernæst Wisconsin og Arizona, og Trump begyndte så småt at tage føringen i Pennsylvania og Michigan. Nu talte TV-kommentatorerne at om et “upset” og luftede mulighederne for en “President Trump”.

Folkemængden foran Clintons glashus var lamslåede, da Trump vandt Pennsylvania med 1 procent og borede sig direkte ind i Demokraternes traditionelle ildmur. I folkemængdens våde øjne reflekteredes et foreløbigt valgkort, som var rødt ud over alle forudsigelige grænser. Michigan var også tabt med 0,25 procent. Clintons mission havde slået fejl. USA’s hvide kvinder ville ikke være med til at sprænge glastaget. Blot 43 procent hvide kvinder havde givet hende deres stemme.

Kvinder og mænd, hvide som sorte, satte sig nu på asfalten ved Javits Center. Tavse og med rystende hoveder. Det stod endelig klart, at slaget var tabt, og det, der skulle have været en folkefest, var blevet til en sørgelig forsamling. Hvide plastikstole stod forladte tilbage, og de tomme blikke forsvandt ned i Manhattans metroundergrund og hjem.

I gaderne mellem Javits Center og Trump Tower lød et desperat skrig: “This is unreal,” græd en ung mand midt på gaden. “This can’t be happening. He is a bigot,” fortsatte han og smed sig ned på fortovet, mens en kvinde lagde sine arme rundt om ham. Omkring dem er gaderne tomme. Et sjældent syn i byen, der aldrig sover.

Imens indfandt festen sig ved Trump Tower. En kvinde med ansigtet fuld af make-up og “Make America Great Again”-kasket blev interviewet af det ene tililende medie efter det andet. Glastaget blev ikke sprængt. I stedet hævede Trumps tonede glasfacade sig majestætisk over forsamlingen af røde Trump-kasketter.

Fik du noget ud af artiklen?
Vi skriver af nysgerrighed og lysten til at formidle historier, du ikke kan få andre steder. Vi er ikke styret af det mainstream nyhedsbillede. Vi kigger gennem sprækkerne til det virkelig liv og tager os tid til at gå i dybden med historien.
Da vi ikke er styret af medierne, betyder det oftest, at vi ikke er finansieret af medierne, og derfor bliver historierne til virkelighed med penge fra egen lomme. Hvis du vil læse mere, se mere og opleve mere af vores perspektiv på verden, så kan du donere til vores arbejde på MobilePay: 30 74 64 60. Pengene går til udgifter, rejseomkostninger og logi.
De bedste hilsener,
Mads Christensen &
Anders Holmgaard