Om Politik (in Danish)

Er på vej hjem fra min absolut sidste tur til Europa i denne omgang (skal være far om et par uger, og er derfor stået af rejsecirkuset for et stykke tid), men på turen til Danmark har der selvfølgelig også ivrigt været diskuteret politik så tæt på valget imorgen.

Dette er særligt svært for mig, da jeg efterhånden har sværere og sværere ved at finde ud af hvad jeg mener politisk, altså hvad jeg teoretisk set ville stemme, mine værdier er jeg tværtimod ikke i tvivl om, jeg har det bare svært med at finde et politisk ståsted der matcher dem. Når det er en teoretisk diskussion hvad jeg selv ville stemme politisk er det fordi jeg ikke længere har min stemmeret som udlandsdansker (Danmark er et af de få lande i verden der fratager deres statsborgere retten til at stemme hvis man bor i udlandet i en periode). Det er selvfølgelig træls at 160,000 danskere, med pas, jobs og meninger er frataget dem i et valg, men nok alligevel intet imod alle de mange danskere i Danmark der ikke kan stemme, fordi vi ikke regner dem helt danske nok.

Når det med det politiske ståsted er komplekst skyldes det nok at jeg har et ben I mange lejre, jeg er iværksætter og har bygget mere end en virksomhed fra bunden, så har jeg skarpe holdninger til de muligheder vi giver dem der skaber værdi til samfundet. Desværre synes jeg dette ståsted er blevet monopoliseret af en højtråbende gruppe a liberalister jeg kan identificere mig meget lidt med, de har gjort skat til mærkesag for iværksættere, men jeg sjældent mødt nogle der har bygget en million dollar+ startup der har brokket sig over skatten i Danmark, faktisk har Danmark nogle af verdens bedste vilkår for iværksættere, hvis man har har et holding selskab er der 0% skat for langt de fleste indtægter. Dette er mange gange bedre end verdens iværksætter mekka Sillicon Valley, hvor jeg pt. betaler 48% i skat og 15% i kapitalskat og så har jeg ikke adgang til gratis sundhedssystem, uddannelse og alle de andre goder vi har.

Den anden grund til jeg har det svært med liberalisternes kapring af iværksætter dagsordenen er jeg egentlig ikke mener vi skal have et mindre sundhedssystem, bruger betalinger på uddannelse eller ikke investere i infrastruktur og miljø. Jeg mener alt dette er investeringer i den infrastruktur der gør vores fremtid mulig. Uddannelse er som investering in no-brainer, som langt de fleste vil få gavn af, og man skal blot flytte til udlandet for at forstå hvor stort et privilegium det er. Jeg vil aldrig selv være der hvor jeg er i dag uden adgang til de muligheder som velfærdsstaten har givet mig.

Jeg ser heller ikke størrelsen af vores offentlige sektor, som et egentligt problem — dette er i virkeligheden potentiale hvis vi brugte det rigtigt, det offentlige Danmark kunne være en genial platform for innovation og vækst i verdensklasse, hvad ville der ikke ske hvis vi inviterede de bedste globale startups og fonde til Danmark for at investere i sundhed, miljø, uddannelse osv. vi kan så love dem en hurtig implementering med bred effekt og adgang til en hel befolkning. Både virksomheder, innovation og danskere ville vinde.

Det betyder ikke alt er rosenrødt i min verden, vi står overfor nogle fundamentale udfordringer vi skal løse og løse hurtigt — først og fremmest skal vi have viljen til at ville mere end vores egen selvtilfredshed og indadvendthed, vi skal turde tage en førerposition igen globalt, når det kommer til selvtillid bag dansk innovation, design, ja selv vores offentlige sektor. Vi har verdensstjerner som Bjarke Ingels og Rene Redzepi og en velfærdsmodel de fleste lande vil være misundelige på, men der er pt. et råbekor i Danmark der insisterer på at alt går af helvede til, på mange måder er det en guldalder pt. for innovation, kunst og skabelse — ikke det modsatte.

Vi skal turde kæmpe og ikke være bange for at arbejde, jeg mener personligt det er gak når Alternativet snakker om en 30 timers arbejdsuge, hvad med alle os der gerne vil mere, vi har brug alle de hjerner vi har og vi har brug for at de kan arbejde passioneret og hårdt med at skabe værdi for os alle (og få noget af værdien igen). Danmark har allerede 6 ugers ferie og en af de korteste arbejdsuger i verden. Vi skal turde være de bedste og vi er nød til at erkende at hvis man vil være i toppen, kræver det det mange timers arbejde. Jeg har aldrig mødt en iværksøtter eller en startup der ikke var kommet til igennem benhårdt arbejde, for mange let 100+ timer om ugen — skal det at satse alt udelukkende være et fjendebillede eller noget negativt at have en passion for at arbejde hårdt for noget man tror på?

Vi skal også have et opgør med den “entitlement” som gennemsyrer dele af samfundet pt. jeg har intet imod at betale skat, da jeg selv har fået vanvittigt meget ud af det danske system, men det ærger mig når min skat går til nogle som blot ser det som en ret og ikke et privilegium, en uddannelse og viden bør være basale rettigheder for alle, men at anvende dem og skabe sig et liv er enhvers egen pligt — også når man må skifte retning og arbejde med noget helt andet end hvad man regnede med. Vi kan ikke læne os tilbage og satse på at systemet fixer vores liv, det er vores og vi har kun et af dem.

I forhold til den offentlige sektor smerter det mig hvergang jeg ser embedsmænd beskrevet som idioter, jeg har selv været kontorchef i Videnskabsministeriet og har kun arbejdet sammen med højt begavede, passionerede medarbejdere der alle ville det beste for Danmark og hver dag gjorde en forskel. Udfordringen er langt oftere strukturen end de mennesker der arbejder i den, vi skabte store resulater med Nemhandel, open-source og åbne-data ikke på grund af systemet, men ganske ofte på trods af det, fordi vi turde bryde reglerne og gå imod strømmen. Jeg tror personligt at vi kunne få meget mere værdi ud af det offentlige ved at forsimple strukturerne, ved at gøre det muligt for den enkelte medarbejder at tage et ansvar og vise dem tillid (ikke mere kontrol) og ved at give dem værktøjerne til at træffe bedre beslutninger. Jeff Jarvis skrev på et tidspunkt bogen, What Would Google Do?, om hvordan man i fremtiden skulle bygge sin virksomhed eller processer, som om man var Google, prøv blot at forestil dig en offentlig sektor der var drevet og kørte efter de samme innovationsprincipper som f.eks. Google.

Endeligt er en stor del af min personlige politiske overbevisning altid rodfæstet i mennesket, en af mine gode venner Ida Auken, siger netop konstant det handler om mennesker, det er jeg helt enig i, det var derfor jeg ved sidste valg stemte for Helle Thorning, fordi jeg i hende kunne genkende den fighter jeg selv er, den sidste valgperiode har også kun bekræftiget for mig at hun har en vilje af stål og været villig til at tage nogle hårde kampe og opgør med hellige køer, som ingen regering før hende har ville røre. Derfor tror jeg også på at den siddende regering kan gøre en forskel de næste 4 år, og ikke mindst tør gøre en forskel.

Når jeg ser på mine egne værdier er det også her jeg genkender mest, men dog med en stor forskel. Jeg tror innovation og viljen til at turde udfordre de eksisterende modeller vil blive endnu vigtigere end det var ved sidste valg, vi skal turde tænke forfra og nyt (og nej lavere skat er ikke nytænkning i min bog). Derfor vil min teoretiske stemme nok denne gang gå til Ida Auken og Radikale, netop fordi hun mere end nogle andre, indbefatter for mig den tænkende menneskelige politiker der ikke er bange for at gøre op med gamle modeller (også selvom det kræver et parti skifte).

Nu kan jeg ikke stemme, så alt dette er blot teoretisk, men jeg håber Danmark ikke mister menneskeligheden, tør mere og er villig til at gøre op med gamle modeller hvor der er virkeligt svært, ikke hvor det er lettest.