Du kan tage pigen ud af jordskælvet
I et forsøg på at beskrive, hvad en naturkatastrofe betyder for et barn, besøgte jeg pigen Shristi før, under og efter jordskælvet i Nepal. Tag med.
Af Troels Donnerborg Foto: Sailendra Kharel og Kishor Sharma (og mig selv:-))
Set i bakspejlet, tror jeg, at jeg var irriteret på mig selv. Jeg havde i flere år skrevet reportager og interviews om mennesker i katastrofer. Men altid med samme skabelon. Jeg havde fundet et chokeret menneske i nød, og de havde fået lov at fortælle om deres behov. Men jeg havde aldrig virkelig interesseret mig for at undersøge, hvem de var, før katastrofen ramte dem eller om katastrofen betød noget for, hvem de endte med at blive.
Måske havde jeg spurgt. Men havde de kunnet forklare det?
Kunne man forestille sig, at de overhovedet ikke var de mennesker, jeg beskrev dem som. Kunne de have ressourcer, hobbyer, drømme, de ikke var i stand til at udtrykke? Overså jeg afgørende pointer, fordi jeg havde fanget dem i det, der måske ville være den mest sårbare situation i deres liv?
Det ville jeg gerne vide.
Så for tre år siden besluttede jeg, at jeg ville følge et menneske både før, under og efter en stor naturkatastrofe. Men det krævede en spådom, der forudså hvor den næste store naturkatastrofe ville ramme, og er der noget som eksperter ikke er alt for vilde med, så er det at give spådomme.
Så kun ved hjælp af nødhjælpsarbejderes gisninger og mere eller mindre forsigtige analytikere på nettet, lykkedes det at lave et kort over, hvilke steder i verden, der havde størst risiko for at blive ramt af en omfattende og dødelig naturkatastrofe. Så i 2013 lavede vi et slags kig i krystalkuglen.
I den kugle tonede Nepals hovedstad Kathmandu frem. Fordi jordens tektoniske plader skurer mod hinanden her. Fordi det næsten var 80 år siden de havde haft det sidste store skælv. Og fordi de siden havde bygget husene og vejene og lufthavnen, som om de stod på et urokkeligt fundament.
Du kan læse mine første indtryk her.
Analytikerne forudså, at Kathmandu var det sted i verden, hvor indbyggerne var i størst risiko for at dø i forbindelse med et jordskælv. Så jeg bestilte en flybillet. Den første af i alt tre billetter. Og pludselig stod jeg der.
Det var i 2013, vi kørte op ad jordvejen mod skolen i Bhaktapur første gang. Den stod som en kolos midt på en plads. Min ven fra Nepal Røde Kors fortalte, at det var en af få jordskælvssikrede skoler i Kathmandu-dalen, og at eleverne derinde lavede øvelser, hvor de gemte sig under skolepultene og holdt armene beskyttende over hovedet. Gulmalede bjælker af cement og stål strittede frem som fremmedelementer på den hvide væg i klasselokalet. Men jeg var mest interesseret i at finde et barn, som jeg kunne tale med. I frikvarteret blev jeg præsenteret for fire forskellige. Shristi var den mest afslappede af dem. Hun var ikke den dygtigste i skolen, men heller ikke den dårligste. Hun var ikke den fattigste, men langt fra den rigeste. Og så var der et eller andet i hende, som jeg ikke kan definere. Måske var det smilet.
Hun var 13 år gammel, da jeg mødte hende, og noget af det første, hun fortalte mig var, at hun drømte om at blive læge, og at hun derfor var nødt til at være god i skolen. Hendes bedste veninde Junu var dygtigere end hende. Men hun var nummer to i klassen, sagde hendes lærer, og hun delte det her drive med Junu: Hun ville have en uddannelse og et job.
”Jeg vil helst være i skolen, når det sker og ikke derhjemme.”
Shristi forklarede mig, at hun helst ville være i skolen, når jordskælvet kom, fordi hendes eget hus var lavet af lersten og kunne styrte sammen om dem. Jeg ville gerne se, hendes hus og jeg ville gerne vide, hvem hendes forældre var. Hun boede ti minutters gang fra skolen. Op ad en lille sti rundt om sennepsmarken. Og jeg fik lov at følge med hende og Junu hjem fra skole.
Hendes hus var tre etager stort. Etagerne lavet af bambusrør, gulvene af stampet ler og murene af ler-sten. Netop et af den slags huse, der er i størst risiko for at revne eller kollapse i et jordskælv. Fordi det er højt og porøst.
Shristis far kom direkte fra marken. Han var 32-år og hed Jarak, og han ville gerne fortælle mig om, hvad han frygtede mest, og hvad han drømte om. Han ville helst bruge alle sine penge på sin datters uddannelse, men huset nagede ham. Det værste scenarie, han kunne forestille sig var, hvis skælvet kom i regntiden, fordi leret i huset vil være glat og have sværere ved at holde sammen. Han ville ønske, han kunne bygge et nyt hus, sagde han. Men han vidste ikke hvordan, og han havde ikke penge nok til at gøre det for.
”Du kan se alle revnerne i vores hus udefra. Jeg er bange for, at det falder sammen, når jordskælvet kommer. For at være ærlig er jeg bange helt ind til benet.”
Af en eller anden grund kan jeg huske, at det var vigtigt for Shristi at skifte tøj, så hun ikke havde skoleuniform på længere, og imens hun gjorde det, lagde Jarak ekstra tryk på ordene. Jeg er bange helt ind til benet, sagde han.
Med de ord i baghovedet fløj jeg hjem.
På vej hjem i flyveren, kan jeg huske, at jeg tænkte på Jaraks ord. Han havde været bange for, at deres hus ville styrte sammen. Men det var ikke huset, han prioriterede. Ligesom alle de andre, jeg mødte dengang talte de kun om jordskælvet, når jeg spurgte til det. Nogle fordi gammel overtro sagde, at man blot ved at tale om jordskælvet kunne fremmane det, men de fleste fordi der simpelthen var vigtigere emner at forholde sig til end en naturkatastrofe, der måske kommer i morgen og måske først om ti år. Det var absurd, syntes jeg, at de byggede så tæt og at de ikke forstærkede de ler-huse om, som børn boede i. For jeg havde jordskælv på hjernen ligesom alle de andre nødhjælpsarbejdere derude, der gerne ville hjælpe nepaleserne med at forberede sig på jordskælvet ved at uddanne førstehjælpere, bygge blodbanker, etablere lagre med forsyninger og opsætte master til radiokommunikation. De nepalesiske børn forberedte sig på det i skolerne ved at lave øvelser, men truslen var abstrakt for de fleste. Nepal var Asiens mindst udviklede land, og der var mange andre daglige udfordringer. Hver dag døde mennesker i jordskred eller i trafikken, og et udbredt kastesystem og et ikke-fungerende styresystem uden forfatning lagde en naturlig dæmper på almindelige menneskers muligheder for at vride sig fri af social arv. Så langsomt er det gået op for mig, hvorfor Jarak ikke brugte sine få penge og sin svingende høst på at forstærke sit hus, men på sin datters uddannelse.
Alligevel var det det hus, jeg tænkte på som det første to år senere, da jeg fik en sms en lørdag morgen: Har du set, at der er et stort jordskælv i Nepal?
Jeg samlede tankerne og pakkede tasken. Klar til afgang mandag morgen.
Jordskælvet var 7.9 på Richterskalaen. Dødstallet steg langsomt og endte på 8.856. Flere end 22.000 blev såret. 800.000 huse var ødelagt, og 4 millioner mennesker var med et slag hjemløse. Realiteterne kom snigende over en hel uge, og tallene steg på de skærme med CNN i de afgangs og ankomsthaller, jeg passerede på vejen. Vi cirklede over Kathmandu i tre kvarter, før vi fik lov at lande på grund af nødhjælpeflyene på vej ind. Men fra luften kunne jeg ikke se nogen katastrofe. Kathmandu lignede fuldstændigt sig selv.
Jeg havde stået midt i sultkatastrofer i Kenya og Malawi. Jeg havde dækket flygtningekatastrofen i Sydsudan. Og jeg havde siddet og holdt aidssyge i hånden. Men jeg havde aldrig været en del af den helt akutte fase i en naturkatastrofe. Jeg var rejst afsted med myggenet og pandelampe og en stor metalkasse med de vigtigste forsyninger, så jeg kunne klare mig selv. Men jeg blev overrasket. Mange butikker var åbne. Vi kunne spise på en resaturant hver aften. Og der var et hotelværelse til mig i Kathmandu. Godt nok var der ikke nogen nøglekort, fordi alle gæsterne var løbet, da jordskælvet ramte og ikke kommet tilbage siden. Men et værelse var der.
Jordskælvet havde ramt ujævnt. Store dele af Kathmandu stod nærmest uberørt. Men da vi begyndte at bevæge os lidt rundt, stod det hurtigt klart, at nogle områder var helt smadrede. Et af de områder var byen Bhaktapur. Og jeg vidste, at Shristis hus befandt sig netop i udkanten af Bhaktapur.
En 15-årig pige var blevet mast. Hun havde været i bad og ville ikke løbe ud af sit blikskur, fordi hun ikke havde tøj på. En kvinde blev båret ud af sit smadrede hus i en bodybag og lagt foran mine fødder, mens hendes familie græd utrøsteligt. Og overalt stod mænd med blanke øjne og kiggede på ruiner og murbrokker og fremstammede, at deres kone, deres dreng eller deres pige ikke var kommet ud. En familie var mirakuløst kravlet ned ad bogreolen, da den ene væg i deres hus var væltet. Og overalt meldte frivillige sig til at dele vandrensningstabletter eller presenninger ud.
Men hvad med Shristi?
Jeg ville gerne finde hende, og jeg ville gerne give hende det Magasin, vi havde lavet to år før, hvor hun og Junu havde været på forsiden.
Vi spurgte os for. Folk dirigerede, og til sidst fandt vi den lille grusvej, der ledte ned til murstensfabrikken og den jordskælvssikrede skole. Vi satte bilen og gik op ad den lille snoede sti, vi havde gået af to år før med to pjattende piger, der plukkede af sennepsblomsterne i marken. Nu var der sat majs. Vi kunne se tagsten, der var faldet af flere af husene. Jeg fik et sug i maven.
Men da vi nåede op over marken så vi det: Hendes hus var ikke faldet sammen. Faktisk lignede det præcist det hus, vi havde set to år før.
En fantastisk god nyhed. Men samtidig kunne jeg mærke det rumstere inden i mig. For det svarede ikke til min fordom. Det var ikke den historie, jeg havde troet, jeg skulle fortælle, og ville jeg overhovedet kunne bruge Shristis historie til at fortælle den store historie om jordskælvet nu. Ville hun være påvirket nok af jordskælvet til, at nogen ville kunne mærke det i Danmark?
Der blev råbt efter hende, og jeg fik en kuldegysning, da jeg så hende kigge ud af vinduet som sædvanligt. Hun så overrasket ud, men smilede. Og hun blev glad, da jeg som det første viste hende magasinet og sagde, det var en gave. Det blev de andre børn også, og der var kamp om at læse først.
På automatpilot tænkte jeg: Er det her slemt nok?
Jeg har set nødhjælpsarbejdere hive livløse mennesker ud af murbrokkerne. Her står vi og griner. Kan nogen forstå, at det også er en del af jordskælvet?
Vi talte med hendes far Jarak. Og jeg kunne se det i hans øjne: Han var mere bekymret end sidst, og vi begyndte at tale om, hvad der var sket.
“Vi besluttede, at vi måtte blive udenfor. Det var det sikreste, selv om vi ikke havde noget lys eller noget at bo under de første nætter, og selv om alle var ret bange.”
Jarak sov, da jordskælvet ramte, og først da han kunne mærke, det blev ved med at komme tilbage i bølger, råbte han: “Jordskælv”. Shristi læste lektier, og hun vidste, det var alvorligt, men blev først bange, da hun kom ud.
På pladsen var der fyldt med mennesker, der råbte og græd. Et tag faldt af et hus med et kæmpe brag og hvirvlede støv op. Hendes venner så skræmte ud. Og i alt var tre huse i hendes lille kvarter kollapset.
Han tog en beslutning: De skulle bo på pladsen foran huset. Ikke på vilkår, om han ville sende sin familie tilbage i huset og sove. Så nu boede de sammen med resten af de 25 familier på pladsen foran deres huse unde
I de første nætter havde der været regn. Det havde dryppet ind.
Shristi sagde, at det var første gang, hun var tilbage i huset, og Jarak spurgte mig, om jeg troede, det er sikkert nok, for han vidste, Shristi ville snige sig ind. Om ikke andet så for at have et tørt sted at læse lektier. Jeg tænkte, at det i det hele taget var som om, børnene var mindre påvirkede end forældrene. Og jeg forsøgte at sætte mig ind i, hvordan måtte være. Om natten havde jeg selv oplevet et enkelt lille efterskælv på mit hotel. Jeg var flygtet udenfor. Uden at få vækket Røde Kors’ generalsekretær på naboværelset (!). Mit hjerte havde hamret og adrenalinen pumpet, da jeg bekymret havde listet mig tilbage. Jeg havde stillet en flaske vand og en taske parat ved udgangen. Og det var bare et hotel. Det var bare mig.
Du kan læse min dagbog fra dagene her.
Jarak skulle nu tage stilling til, om han vil sende sine børn ind i et usikkert hus for at sove. Hver nat. Vælge mellem at lade dem læse lektier under en dryppende presenning eller gå tilbage til en tilværelse i et hus, der er revnet i hjørnerne og mere usikker end nogensinde. På grund af efterskælvene.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare Jarak, men endte med at foreslå, at han skulle spørge det lokale Røde Kors, som jeg ved samarbejdede med en organisation, der tager ud og vurderer husenes sikkerhed.
Jeg vidste, der kunne gå lang tid, før de kom til et fattigt hus i udkanten af Bhaktapur, der ikke er kollapset, men bare har fået revner. Jeg vidste, at de havde sikret sig husly og delt mad og vand husene imellem, og at mange andre nu stod foran i køen til nødhjælp, fordi de havde større behov.
Jeg havde svært ved at tage derfra igen. Jeg tænkte på, at ingen vidste, hvor længe Shristi skulle bo under en presenning. Men at alle vidste, at monsunregnen var på vej, og selv om hun også smilede og grinte, syntes jeg, hun var blevet sværere at få ord ud af. Det føltes akavet at spørge, om hun stadig drømte om at blive læge, for hvordan bliver man læge, hvis man skal studere under en presenning? Måske var det chokket. Måske var det hende, der var blevet to år ældre. Måske var det mig, der forsøgte at få hende til at passe ned i den historie, jeg på forhånd havde skrevet ned i mit hoved.
Og sådan forlod jeg dem for anden gang. Uden at ane, hvornår jeg ville komme tilbage igen.
“Vi følte, at vi skulle dø. Nu føler vi bare usikkerheden.”
Heldigvis gik der kun et år, så stod jeg der igen.
Vi var der for at fortælle historier i anledningen af, at der var gået et år siden jordskælvet, og egentlig skulle vi ud for at se forældre jordskælvssikre nogle af de ødelagte skoler og følge en dreng den første af de skoler, som nu er blevet jordskælvssikret, så børn igen kan gå i skole uden at være bange.
Men den sidste dag fik vi tid til at køre til Bhaktapur igen.
Der var sat hvede i markerne, og murstensfabrikken havde taget en lidt større bid af dalen. Men ellers var der ikke de store ændringer i landskabet. Heller ikke hos Shristi, der stak hovedet ud af vinduet på sit værelse, da børnene i landsbyen råbte op. Hun læste lektier. Selvfølgelig.
Hun fortalte, at de var flyttet tilbage i huset, og at de ikke længere havde brug for den blå presenning. Hendes far Jarak var i marken, men hendes mor var hjemme. Shristi skulle til eksamen i videnskab dagen efter, og det var den afsluttende eksamen i higher secondary school, som skulle give hende adgang til at læse videre. Så hun havde ikke så meget tid.
Men hun fortalte, at hun havde ændret planer, så hun nu gik efter at blive sygeplejerske eller laboratorietekniker, og selv om hun sad på et værelse, hvor der var rissække i loftet for at undgå, at leret skulle drysse ned i håret på hende, når hun læste lektier, var det bedre at være i huset end udenfor.
Hun var ikke bange længere, og hendes far havde også løsnet op. De havde forsøgt at bygge et hus længere nede ad bakken, men var strandet i forsøget på grund af for få penge. Så nu boede de her og havde det langt bedre end naboen, der stadig boede i et husly på pladsen udenfor. Hun viste mig, hvad hun havde på væggene. Et par billeder af sin far og sin mor. Og hendes mor fandt familiealbummet frem med billeder af Shristi som to og tre-årig.
Vist nok til en smule forlegenhed.
Jeg spurgte Shristi, om der var noget, hun manglede. Mennesker i Danmark havde fulgt med i hendes historie på Facebook, og det var det, de spurgte om. Hvad ønsker hun sig?
Men hun kunne ikke lide at bede om noget. Eller kune ikke komme i tanker om noget. Det eneste, der var anderledes end før jordskælvet, var vandforsyningen, sagde hun, og jeg måtte selv drage konklusionen: At en pige på 16 år måske gerne ville kunne gå i bad og vaske sit tøj mere end en gang om ugen.
Hun sagde, at det ikke varnoget problem. Men som mange andre i Nepal manglede hun og de andre i hendes landsby vand. I hendes tilfælde var det regeringen, der havde lukket for hanen og kun åbnede to gange om dagen i få timer. Men andre steder, var vandet begyndt at løbe andre veje ned ad bjergsiderne efter jordskælvet havde rokket ved fundamentet og efterladt vandhaner og tanke i landsbyerne dryppende eller helt tørre.
Vi gik udenfor. Tog et sidste billede. Så kørte vi derfra.
Dagen efter, jeg kom hjem til Danmark skrev jeg til min fotograf og fik ham til at ringe til Shristis far Jarak. Han sagde, at han var glad for, at vi kom tilbage, og han fortalte stolt om Shristis eksamen i videnskab. Hun bestod med en flot karakter. Nu gik hun efter at komme ind på brobygningskurser, så hun kunne komme i High School og derfra videre til sygeplejerskeskolen. Det var hendes drøm. Og det var hans drøm, at hun forfulgte den.
Det var ingen slutning. Det var en start.
Og det havde intet med jordskælv at gøre.
