Retningslinjer og forventningspres: at vokse op

Det at være ung inkluderer i manges tilfælde at skulle leve op til de mange forventninger, der bliver stillet af omgivelserne. Det drejer sig om at skulle forholde sig til at træffe afgørende valg på et tidligt tidspunkt i ens liv, da ens præstationer i ungdomsårene har stor indflydelse på fremtidige løbebaner. At klare sig godt fagligt i sine ungdomsår danner grundlag for at kunne vælge frit senere i livet — og som om, det ikke er nok med det faglige aspekt, så er der også den sociale del af ungdomslivet; at kunne begå sig i gruppesammenhænge, have meninger, være lærevillig, åben og selvstændig. Alt dette opleves samlet set som et uoverstigeligt pres fra omverdenen. Dette pres og denne overgang domineret af autoriteter skildres ofte i litteratur — tag fx Syndefaldsmyten, som er nævnt i Fra barn til voksen — en artikel fra Litteraturens Huse iBog, Systime.

Syndefaldsmyten er en af de ældste fortællinger, som de fleste både børn og voksne kan nikke genkendende til. Her er barnets psykiske frigørelse og oprør mod forældreautoriteter skildret som Eva, der tager en bid af æblet fra Livets Træ og dermed går imod Guds, sin fars, ordrer. Adam og Eva smides da ud af Edens Have, hvilket kan symbolisere den naive opfattelse af livet som barn, og ind på Jorden, hvor ansvar og frihed bliver konsekvenser af denne handling — altså vokser de op.

Alt handler om fremtiden, om fornuften, høje idealer og moralske samfundsnormer. Hele ens tilværelse kan føles tilrettelagt, uden man selv har en finger med i spillet. At forsøge at leve op til alle de forventninger og krav, man stilles overfor er tradition. Hvis traditionen ikke efterleves, anses man som en fiasko, en skuffelse, da traditionerne betragtes som generne i vor kulturarv. I sit værk ”Rend mig i traditionerne” fra 1958, skaber Leif Panduro et flot billede af netop denne mentalitet gennem den unge gymnasieelev David. Her stiller han spørgsmålstegn ved, hvem der er de gale, og hvem der er de normale i samfundet, og om forventningernes pres kan nedbryde en ung mands psyke.

Romanen handler om, hvordan David frygter at blive endnu en konform voksen og dermed også bruger meget af sin tid på at gøre oprør mod autoriteter. David gennemgår en udvikling gennem sin gymnasietid, hvor han på kort tid går fra at være ”normal” til ”gal”, hvilket ender ud i, at han bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor han finder personalet uforstående overfor hans psyke og behandlingsformen fuldstændig ubrugelig. Fra den psykiatriske afdeling fortæller David sin historie i flashbacks. I Davids flashbacks fortælles der om hans skoletid og alt, hvad der synes at lede op til hans indlægning. Det er gennem disse flashbacks, at læseren til sidst i bogen forstår, hvordan David er endt, som han er. Den anden del af historien er tiden, David bruger på psykiatrisk afdeling imellem disse flashbacks. Her følger vi, hvordan David bliver mere og mere ”normal” igen. Om dette har at gøre med, at hans ”galskab” faktisk aftager, eller om det er fordi, vi hen ad vejen forstår ham mere og mere er ikke umiddelbart til at sige. På grund af denne opbygning, kan historien derfor virke rodet og uoverskuelig at skulle finde hoved og hale i, og det virker umiddelbart svært for David selv at finde rundt i det hele.

Personkarakteristik af David

Jeg vil primært benytte mig af indirekte personkarakteristik, da David mest er beskrevet gennem hans tanker og handlinger. Udseende har ikke den store betydning for Davids historie og heller ikke for David selv. David fungerer som bogens formelle og reelle hovedperson, da han fortæller om sin skoletid set i bakspejlet. Han er en normbryder, og det er ikke noget, folk omkring ham har meget forståelse for. Han ønsker ikke at blive voksen, da han ser voksentilstanden som nærmest værende en sygdom, der skyldes en overdosering af fornuft.

Han har derfor et problematisk forhold til autoriteter, da han forsøger at være sit eget menneske, der ikke lever efter bogen. Dette kommer bl.a. til synes allerede i kapitel 1, hvor David er faldet ned på alle fire efter at have fået sit slips siddende fast i cigaretautomaten. Det er en doktor, der opsøger ham her for at tjekke, om han er okay.

”- Løft højre hånd! Sagde han. Gu’ ville jeg ej. Ikke tale om, hvis man først begynder at gøre, som de vil have, så maver de sig ind på en og vil have en til alt muligt. Og til sidst må man overhovedet ikke bestemme noget selv. Jeg kender dem!”

David betragter voksne som blinde for det faktum, at de i virkeligheden er ulykkelige, fordi illusionerne om en lykkelig verden efterlader dem forblændet. Dette kan komme fra Davids opvækst hos en alkoholikerfar og en kærlighedsløs mor. Alle synes at imitere Hollywood, hvor alt er tilrettelagt. Livet er, for David, et forudbestemt mønster, han skal følge, hvor der ikke er plads til imitation, og den tanke bryder han sig ikke særlig meget om.

Netop begrebet Hollywood fylder en del for David, og han vil gøre alt for ikke at ende som endnu en gennemspillet karakter fra et skuespil. David er fanget med denne klichetradition i hovedet, og den står i vejen for hans kærlighedsliv. Allerede i kapitel 5 hører vi om hans oplevelse med en ikke så betydningsfuld pige ved navn Lillian, som han kommer til at afvise ude i skoven efter at have ledt hende hen.

”Det var dømt til at mislykkes lige fra begyndelsen. Jeg kan ikke ta’ sådan noget, nemlig. Jeg kan ikke fordrage alle de roller og alt det gøgl. At jeg var James Dean, og hun var Grace Kelly. Det var jo færdigt, allerede før det var begyndt, nedskrevet og gennemspillet ti tusinde gange.” (kapitel 5).

Denne oplevelse betyder dog ikke det store, det er først, når han tager hul på forholdet til Lis, hans skolekammerat, at den er helt gal. David er endda ude i at ville opfinde et helt nyt sprog, så de ting, de siger til hinanden ikke vil være blevet sagt før. David vil for alt i verden bare ikke være som dem før ham. Han gør derfor alt for at gøre det modsatte af, hvad der forventes af ham. Han sparker lærerne bagi, men i stedet for at blive rasende, åbner de armene op for ham for at forstå ham. Han kravler op til Lis’ vindue, men hun siger blot, at han er velkommen og gerne må bruge hoveddøren næste gang.

Dette gør ikke David andet end forvirret, og det resulterer også i et sammenbrud i eksamenstiden, hvor David ikke ser anden udvej end en definitiv flugt. Davids trang til at sparke folk i numsen og agere hund kommer også af, at han ikke har anden måde at udtrykke sig på. Han mener, alle ord har mistet betydning.

David er en ganske forsømt rigmandsdreng. Hans far drak sig ihjel, og hans mor har alverdens penge, som hun smider om sig med, og ja, hun får dem så også brugt på at smide ham på kostskole, hvilket er meget belejligt for hende, da hun så kan fokusere på sit nye forhold til den flotte mand Fabby. Der er ingen egentlig kommunikation mellem David og hans mor. Alt foregår meget overfladisk, og David har givet helt op på at føre samtale med hende.

”- Hvordan har du det? si’r hun til at begynde med, men det er bare lokkemad. Engang sagde jeg for sjovs skyld, at jeg havde en mægtig byld på måsen. — Jamen det var da godt, sagde mor. — Vi har det også godt (…)” (kapitel 3)

Moren spørger ind til David, da det er det korrekte at gøre, men hun lytter ikke til svaret, og hun interesserer sig heller ikke for det. Davids bror, Hugo, derimod lader til at være oprigtigt bekymret for David — om det så er fordi, han er bekymret for, om han har det godt, eller om det handler om, at han er bekymret for, om han nogensinde vil blive voksen er ikke til at sige. Hugo er den type person, David vil undgå at blive til. Han præsenterer konstant David for, hvad han skal gøre, og han spørger David ind til hans fremtid og ikke så meget hans nuværende tilstand — som David selv siger: ”Hugo ved lige nøjagtigt, hvad der er det rigtige” (kapitel 10). David nævner også tit, hvordan han synes Hugo ligner en hund bemærkelsesværdigt meget. Denne ”hund” David ofte synes voksne mennesker ligner repræsenterer det velopdragne husdyr, David synes voksne mennesker er. Han identificerer sig mere med sin tidligere kat, Pinneberg. Katten er det eventyrlystne dyr, hvorimod hunden, som Hugo ligner, er lydig og gør, hvad den bliver bedt om, og hvad der forventes af den.

Fra 1:17 påbegyndes scenen, hvor Davids familie ser ham for første gang efter episoden med cigaretautomaten. Både Davids opfattelse af voksne mennesker som hunde illustreres ganske bogstaveligt her, og også hans families tendens til ikke at fokusere på Davids følelser og tanker bliver tydeliggjort. David går endda gøende ud af lokalet, mens familien har fået drejet Davids sammenbrud over på dem selv.

For at springe tilbage til Lis, er det, der sætter skub i Davids modningsproces klart hans forhold til hende og de følelser og tanker, han gør sig omkring det. Det virker som om, David i sin tid på sanatoriet finder ud af, at ord står i vejen for sande følelser. Det er som om, de skjuler det faktum, at man i virkeligheden er ret ensom. Efter vi for første gang hører om Lis, fortæller David flere og flere historier, hvor Lis indgår i, og det går lige så stille op for David, at han føler en del mere for hende, end han havde regnet med. Han indrømmer endda selv sin forelskelse i kapitel 8, hvor han siger:

”Ærligt talt, så er jeg meget forelsket i hende, men Hollywood kommer altid imellem. Jeg kunne selvfølgelig være den stærke mand og tage hende uden et ord, men det ville også være Hollywood. Eller måske er jeg lidt bange for hende. Eller for mig selv. Jeg er måske hundeangst for den forbandede kærlighed.”

David har altså problemer med at finde ud af, hvad han skal stille op med det hele — hans følelser for Lis er ægte, men alle ord og handlinger synes kunstige.

I løbet af sin tid på psykiatrisk afdeling bliver David venner med bombefanatikeren Hr. Traubert. Hr. Traubert er, ligesom David, anset som værende gal, hvor Hr. Traubert lider af en klar psykisk sygdom, og David blot kæmper en kamp for at finde sig selv. På trods af denne forskel, bliver Hr. Traubert en af de få personer, David faktisk synes om — måske fordi de har en fælles interesse i deres kamp mod samfundet. Hr. Trauberts liv ender dog drastisk, da han udfordrer tordenvejret i sit vanvid og bliver ramt af lynet lige foran David. Dette sætter gang i nogle tanker hos David, der indser, hvor galt det kan gå for ham selv i hans kamp mod ”de andre”. Hvor David førhen ønskede, at tiden stod stille (”Det lyder så fjollet, sagde jeg, — men jeg har bare lyst til, at tiden skulle stå stille i lang, lang tid!” — kapitel 11), forsøger han nu at sidde stille selv, så tiden kan indhente ham. Nu da han føler, tiden er halet ind på ham, indser han, at det er nyttesløst at blive på sanatoriet, og at han skal videre med livet (”Og tiden gik. Men det var, som om det var mig, der stod stille, og tiden, der gik forbi mig.” — kapitel 13).

Efter denne beslutning om at drage videre i livet lader David sig udskrive fra sanatoriet på trods af sin psykiaters anbefalinger.

”- Jamen, jamen, sagde han, — du er slet ikke i orden! — Det bli’r jeg aldrig, sagde jeg (…) — Jeg klarer mig nok!” (kapitel 14)

David kommer afklaret og selvbevidst ud fra sanatoriet, og han vil påbegynde sin søgen efter det oprigtige og ægte, og i sin søgen efter dette tager han en dristig beslutning i sidste linje i romanen. ”Og så gik jeg ind og ringede til Lis” (kapitel 14)

Dette er en skelsættende handling for David, og det er en modningsproces. Han har været nødt til at trodse virkeligheden, som den blev defineret for at modnes og traditionerne for at udvikle sig.

Konklusion

Et centralt tema i romanen er, som tidligere beskrevet, normalitetsbegrebet og dets omfang. I bogen skitserer Panduro, hvordan normalitet nærmest hæmmer det enkelte menneske i sin udvikling af egen identitet og egne holdninger og interesser. Det er det, vi oplever gennem David; forhindringen af muligheden for at træde i karakter som sig selv som ung voksen. Mange af Davids følelser og tanker kendetegner en del unge menneskers mentalitet. Bogen er derfor stadig relevant den dag i dag. De mange muligheder, unge i dag har fået medbringer også mange valg, og valg medbringer forventninger fra andres sider — eksempelvis forældres forventninger om, hvordan man klarer sig i skolen, på arbejdsmarkedet og socialt i ”den virkelige verden”, som David også oplever. En pludselig følelse kan være følelsen af at være trængt op i en krog, hvor man skal efterleve sine verdens forventninger og ikke nødvendigvis sine egne interesser. Man skal leve under bestemte rammer, hvilket er en gal tankegang. Det handler om at få erkendt de svære betingelser, hvorunder man må leve sit voksenliv for at være i stand til at søge muligheder i egen lykke, og at gøre dette, som David gør, er i sig selv en modningsproces. Man må bare huske at skabe sine egne rammer, for tradition er tradition, men det er ikke nødvendigvis det rigtige.