Vi kan bo her mens vi venter

Indgangsparti til udstilligen.

Allerede før man træder ind på udstillingen “Vi kan bo her men vi venter” fornemmer man stemningen af fred og ro. Trappen som fører ind til udstillingens lokaler er bygget af gamle træpaller og ved første øjekast ser de en smule ustabile ud. Dog kan man med et ekstra kig godt se hvordan de sirligt er placeret oven på hinanden, så de danner en stor og stabil trappe.

For enden af trappen ligger lokalerne med fotografier på væggen. Solens stråler bryder igennem de store vinduer og reflekteres af de store hvide vægge, så de virker større og hvidere end de i virkeligheden er. Gulvet er lavet af mørkegrå sten og kigger man godt efter kan man se malingklatterne, som sporadisk er placeret hvor de nu engang er landet. Alt i alt, de perfekte omgivelser til denne udstilling.

I dag er de fleste bekendt med begrebet global opvarmning og det er de færreste der er i tvivl om, hvad de seneste år har gjort ved jorden.

Alene de sidste 100 år er temperaturen på jorden steget med næsten 1 grad. Det lyder måske ikke af meget, men det har faktisk mere fatale konsekvenser end man skulle tro. Eksperter mener at hvis den stiger 0,2 grader mere, så vil størstedelen af det tilbageværende is på Grønland forsvinde, hvilket vil skabe forhøjet vandstand, dyr vil uddø og vandstrømme vil ændre sig over hele verdenen, osv osv. Udstillingen, vi kan bo her mens vi venter, kaster ikke kun lys over hvilken fantastisk natur vi har her på jorden, men også hvordan vi i vores dagligdag ikke sætter pris på den.

Her bliver debatten omkring klimaet og hvordan vi behandler den, taget op og fortalt om på en helt utraditionel måde. Fordi istedet for at skrive en rapport, lave en dokumentar eller noget helt tredje, så bliver der her taget hånd om problemerne ved hjælp af sanserne.

Her ses en samling luftfotos taget med droner og helikoptere. Taget som symbol på det vi ikke normalt ser. Perspektivet viser landskabet som vi normalt aldrig ser landskabet.

En kunstudstilling med videoer, fotografier og billeder er med til at danne rammen om en udstilling, der skal minde os om hvem vi er, hvor vi kommer fra og ikke mindst hvordan naturen engang har været. Billederne på væggen viser os hvordan landskabet i portugal er når det viser sig fra sin hårdeste side. De rå og golde klippevægge bliver vist frem side om side med eukalyptus træets blade, printet på et gammeldags tryk for at skabe et autentisk look.

For Clément Verger som er kunstneren bag denne del af udstillingen, spiller eukalyptustræet en vigtig rolle og er for ham et symbol på den gensidige afhængighed mellem naturen og menneskets aktiviteter på jorden.

For over 100 år siden kom de første træer til portugal og har siden da overtaget over 90% af alle portugals skove. Den invasive art er et bevis på hvordan noget kan tilpasse sig steder hvor de normalt ikke ville leve. Lidt ligesom de sociale mediers har invadering i vores verden i dag.

Tid til sig selv og verden omkring os

I baglokalet i et lille mørkt rum, med et stort oplyst lærred i midten, lægger følelsen af ro sig over menneskene der lydløst sidder og betragter videoen som toner frem på lærredet. Langsomt opsluges de af ro, som tågen opsluger en græsplæne en tidlig morgen.

I et af de bagerste lokaler er der hængt et lærred op. En projekter kører og viser klip for klip verdenen som den var engang. Filmen viser skyer der glider hen over himlen, blade der blafrer i vinden og vand der løber i en å. Kunstneren bag værket er, en af de fire unge kunstnere der gennem 6 måneder har bosat sig i Portugal og studeret naturen omkring dem. Realitet, jordnær og ikke mindst ro, er noget af det der spiller den største rolle i videoen. Hun mener at vi i dag er blevet for opslugte af os selv og at vi ikke tager os tiden, til at sætte os ned og trække vejret.

En samling klip af stemningen på udstillingen.

“I dag har vi så travlt med at tjekke vores telefoner, opdatere vores netværk og følge med i hvad vores venner laver. Videoen er lavet så man som seer har mulighed for at fortolke og komme ned i gear, samt at for at tage sig tid til at trække vejret.“
Så baggrunden for den her del af udstillingen er at komme ned i gear, at give sig selv og menneskerne omkring sig, en mulighed for at finde ro i en ellers så stresset hverdag. Nogle gange er man bare nødt til at trække stikket og det giver denne udstilling en mulighed for.

A single golf clap? Or a long standing ovation?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.