Credit: Colourbox

Digitale trends du skal kende

Vi har samlet de fire største trends, som kan inspirere dig i dit studiejob, eller hvis du bare vil udvide din kommunikative horisont. Nogle af tendenserne har for alvor vundet indpas i kommunikationsbranchen, og andre vil dominere i den nærmeste fremtid. Læs med, og dan dig et overblik.

Live
Live-kommunikation brød så småt igennem i begyndelsen af 2017, så denne digitale trend kommer nok ikke som den store overraskelse for dig. Det er dog en trend, som flere marketing- og kommunikationseksperter spår en stor fremtid for. Eksempelvis Facebook og Snapchat har været førende inden for dette felt, hvor live-videoer har domineret, og for alvor gjort det tydeligt, at dette bliver fremtidens kommunikationsform. Særligt den politiske scene har set potentialet, hvor man ofte ser folketingsmedlemmer besvare spørgsmål eller kommentere på aktuelle begivenheder.

Native Advertising
De fleste har et naturligt had til reklamer og ignorerer dem ofte intuitivt eller bevidst lukker dem ned. Det er en stor udfordring for virksomheder at nå ud til forbrugerne med deres reklamer. Her kan de takke teknologiske innovationer som bl.a. Big data og Cookies, der har været med til at skabe en nye form for reklame — Native Advertising. Native Advertising går ud på, at reklamen indgår som en naturlig del af mediet, da selve annoncen ligner den medieplatform, den optræder på. Den naturlige integration i mediet kan fjerne forbrugerens skeptiske syn på reklamer og gøre dem mere tilbøjelige til at klikke på annoncen.

Virtual Reality
Computerspilsindustrien har med stor succes formået at integrere denne tendens, hvor andre industrier endnu ikke har samme oplagte mulighed. Flere og flere virksomheder vil for alvor begynde at udnytte Virtual Reality til at generere flere kunder og bedre oplevelser til kunderne i 2017/2018. Det er især virksomheder, der beskæftiger sig med oplevelsesbaserede forretninger, som eksempelvis rejseselskaber og spillesteder.

Når de høje priser på Virtual Reality-briller i den nærmeste fremtid bliver nedsat, forudser flere eksperter, at de bliver til hverdagseje blandt brugerne på nettet, hvor interaktionen mellem bruger og virksomhed for alvor vil tage fat.

Oplevelser i stedet for besøgstal
Tidligere var typiske målinger for, om en virksomhed havde succes med deres marketing eller kommunikation, baseret på konverteringsrater og clicks. I fin tråd med de tidligere nævnte trends er det kundens oplevelse, der vægter højest, og som der skal måles på. Her vil man kunne måle på brugernes engagement, involvering og andre følelser, som virksomhed kan bruge til at udvikle, sælge eller forbedre deres produkter. Som man i lang tid har vidst i marketingbranchen, er det ikke længere selve produktet, der skal sælges, men oplevelser og følelserne bag produktet. Derfor giver det også god mening, at det er i år, at følelserne og oplevelserne vil blive målt og vurderet.

Nu har du forhåbentligt et overblik over de tendenser, der muligvis kan komme til at influere dit nuværende eller kommende arbejde i kommunikationsbranchen. Har du lagt mærke til tendenser, som du tror vil have en påvirkning på kommunikationen i 2017, så skriv en kommentar.

Esben Siegl Hansen, studentermedhjælper hos Kommunikation og Sprog

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Esben Siegl Hansen’s story.