Hans Scherfig — Det Forsømte Forår

Tilværelsen som ung kan til tider virke uoverskuelig og stressende. I en tid hvor verden er lille og fristelser mange, kan det være svært at navigere sig igennem den jungle, som ungdommen ofte kan være.

Som et frø

Overgangen fra barn til voksen er nok et af de mest berørte emner inden for litteraturen. Mange af de allerstørste forfattere har i tidens løb prøvet at give deres bud på, hvordan netop denne periode i livet opleves og erindres. Der er kommet mange forskellige bud igennem tiden og ganske få af disse synes at være alt for ens. En af grundene til dette er vel nok, at barndommen og ungdommen har skiftet karakter i takt med, at vi som civilisation har udviklet os. Økonomisk vækst har i Vesten ført til en ganske varig ungdom, der syntes usandsynlig for bare en halv snes årtier siden.

Man fristes til at spekulere over, hvorfor denne livsfase er så væsentlig, at så mange forskellige mennesker har forsøgt at give deres bud på det, nærmest uafhængigt af hinanden. Umiddelbart vil man nok tænke, at det er grundet den fremtrædende personlighedsidentificering, der sker i ungdommen. Mange formår at udnytte den øgede frihed, de opnår i denne fase til at udforske de interesser og sider af en selv, man værdsætter. Som en frugt modnes man fra det frø man kom af og hen imod det ”færdige” produkt, man forsøger at blive. Litteraturen, musikken og kulturen i det hele taget kan fra en voksen persons synsvinkel, ses som et vindue tilbage til fortiden, hvor man endnu var i denne modningsfase, utålmodig og spændt på hvordan fremtiden kom til at se ud. 
 Dette er dog nok en temmelig moderne forestilling om ungdomstiden. En lidt mere saglig udgave gives i teksten ”Fra barn til voksen”, hvor ungdomstiden omkring romantikken er delt op, alt efter hvilket samfundslag man tilhører:

”Borgerskabets dannelsesforestillinger giver også plads til en afgrænsning af ungdomstiden som en særlig livsfase, hvor mennesket modnes, før det kan træde fuldgyldigt ind i samfundslivet, mens børn i lavere samfundslag og børn på landet typisk deltager i arbejdet på en meget forpligtende måde.” (sidste afsnit)

Ungdomsopfattelsen har da som sagt ændret sig markant igennem tiden, fordi det ikke har været alle, der har haft de samme forudsætninger for at gennemgå, det vi i dag betegner som ungdommen.

Ungdomstiden har ikke altid været så fremtrædende, som den er i dag. Igennem langt størstedelen af verdenshistorien var det de færreste, der havde råd eller tid til at gennemgå en ungdom af samme karakter, som den vi kender fra nutiden. På billedet ses en gruppe franske landarbejdere fra slut 1800-tallet, hvis ungdom højst sandsynligt har bestået af lavt-lønnet, hårdt fysisk arbejde

Den sorte skole

I Hans Scherfigs ”Det Forsømte Forår (1940, Gyldendal) synes overgangen fra barn til voksen essentiel. Bogen handler om en gruppe københavnske skoledrenge, der gennemgår gymnasietiden i første halvdel af 1900-tallets Danmark. Drengene er livslystne med rygsækken fuld af fremtidsdrømme og håb, men som bogen skrider frem, lader det til at drømmene og håbet bliver kvalt af “vigtigere” og mere seriøse foretagende. Én efter én bliver de udskældt og trådt på af det patriarkalske og magtsyge skolesystem. For lidt søvn, for mange lektier og alt for meget eksternt pres ender med at blive for meget for drengene og 25 år senere, står langt de fleste af dem tilbage med en påtvunget livsopfattelse og et erhverv de har svært ved at huske, hvordan de endte i. De ellers så grønne og livlige forår visner og forsømmes, da eksamenslæsningen på dette tidspunkt af året, er det eneste, der gælder.

Another Brick In The Wall minder tematisk så meget om Det Forsømte Forår, at man skulle tro Roger Waters og co. havde plagieret idéen. Gennem musikken og videoen skildres et skolesystem, der beslægter sig mere med et fængsel end en læringsanstalt. Resultatet af dette er en befolkning af unuancerede og ensartede zombier, der allesammen passer ned i samfundets “kasser”.

Som sagt beretter bogen om mange forskellige personer, så det kan være svært at pege på en, der entydigt agerer som primær hovedperson. Der kan dog peges på en række af eleverne, som er særligt interessante i forhold til bogens hovedtema. 
En af disse elever er Axel Nielsen. Axel kommer fra relativt beskedne kår. Hans far er en dygtig håndværker, der lader sin søn få en god borgerlig uddannelse. Derudover er Axel skolens flittigste elev og han forsømmer aldrig en eneste skoledag. Faktisk står det så grelt til, at Axel slet ikke tør at læse andet end det pensum, som drengene skal op i.

“Der er mange bøger, man gerne ville læse, men det går ikke an. Det ville fortrænge det stof, som skal huskes. Der er ikke råd til private interesser og til privat videbegærlighed. Det ved Axel Nielsen. Han kan endnu holde sin plads som nummer et, men tør aldrig læse i en bog, som ikke er en skolebog. Han tør aldrig kigge i en avis. For sin dannelses skyld må han være uvidende om menneskers forhold og problemer og tanker”. (side 134)

Dette citat rummer flere centrale elementer. Den nok mest iøjnefaldende af disse er den grusomme fremstilling af datidens sorte skole. Her var der ikke tid til pjat og pjank, faktisk i så lille en grad, at det kan være altafgørende ikke at spendere kræfter og tid på information, som systemet har vurderet ligegyldigt og overflødigt. Rousseau ville vende sig i sin grav (!), eftersom hans kernefilosofi var, at den vigtigste viden er den barnet, gør på egen hånd. 
Derudover indeholder citatet også en grufuldt underspillet sarkasme, der nærmest pibler frem mellem linjerne. Det er nemlig tydeligt at skue, hvilken holdning Scherfig udtrykker. Det skildres som fatalt, at skolesystemet fornægter den allervigtigste dannelse nemlig den sjælelige. Axel er så opslugt af skolens forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, at han fuldstændig tilsidesætter den reflekterende og dybsindige side af mennesket. Scherfig fremstiller et skrækscenarie, hvori et menneske totalt har negligeret livet i håbet om at behage skolen og dens interesser.

Faktisk formår Axel aldrig at slippe fri fra skolens klør. Efter 25 år har han stadig ikke forladt den gamle skoles traditionsbundne instans. Han er blevet adjunkt, men meget af tilværelsen føles stadig, som den altid har gjort. Han er angst for at komme for sent og frygter rektor i samme omfang, som da han var skoledreng.

“Han mødte endnu hver morgen lidt før ni, ligesom han havde gjort for en menneskealder siden. Og han var ligeså ængstelig for at komme for sent som dengang, (…) Hans liv havde været en eneste skolegang. Kun svagt kunne han huske, at der havde været engang, hvor han ikke tilhørte en skole. En utydelig erindring om en fjern, fjern fortid uden skolegang. Han legede i en gård ude på Nørrebro. Og der var andre børn, som han legede med. Og han vidste ikke dengang, at de var mindre fine end ham.” (side 23–24)

Den sorte skole har fået sat et permanent præg på Axel. Dens forsøg på at videreføre den fejlslagne skoleinstans er lykkedes. Resultatet af dette, er personer som Axel, der er blevet så afhængige af skolens anerkendelse og tradition, at de ikke tør slippe den af frygt for at være fortabte uden den. Det er kommet sig så fatalt, at Axel er blevet til det, han og alle de andre børn selv frygtede.

Axels egenrelation er usikker. Han er et ydrestyret individ, der overbeviser sig selv om, at han er bedre end de andre børn pga. hans overlegne uddannelse og stilling. Denne tankegang er en slags kompensation for de mangler, han inderst inde ikke tør erkende.

Afrunding

Det Forsømte Forår af Hans Scherfig kan roligt siges at være et rammende værk, når det kommer til ungdommen. Følelser af stress, mindreværd og angst portrætteres med en bidende sarkasme, der giver os empati for de personer. Samtidig skildres et fejlslået skolevæsen, der ikke formår at gøre det, det burde være skabt til, nemlig at uddanne en selvstændigt tænkende, kreativ og hæderlig befolkningen. Scherfig formår at levendeliggøre hans karakterer samtidig med, at han mellem linjerne kommer med en række vanvittigt velplacerede sandheder omkring skolegangen og livet i det tidlige 1900-tal. Nogle af disse kan velsagtens påstås at være gældende den dag i dag.