Patmos fejrer Johannes Åbenbaringen

Et symposium om den truende miljøkatastrofe er et af de arrangementer, der markerer, at det er 1900 år siden, at Johannes i syner modtog Åbenbaringen

(Denne artikel stammer fra 1995)
AF HELGE JØRGENSEN

På Herrens dag den 26. sep­tember for 1900 år siden op­ holdt evangelisten Johannes sig i en grotte påden græske ø Patmos. Udsigten kan ikke have været andet end, smuk. Men det var et helt andet syn, der bjergtog ham hin tidlige efterårsdag.

Her så og ikke mindst hørte han, hvad der senere skulle blive den afsluttende og mest mystiske af bøgerne i Det Nye Testamente — Åbenbarin­gen. En fremtidsvision om Babylons — og det vil sige ver­dens undergang. En under­gang, som kun de troende vil overleve.

Og det er denne domme­dagsprofeti, der i denne uge markeres på Patmos.

Den Græsk Ortodokse Kirke har indkaldt til et symposi­um om den truende miljøka­tastrofe. Deltagerne skal ud­ fra et rent videnskabeligt og et teologisk syn diskutere, hvordan holdningen til den natur, vi alle er afhængige af, kan ændres.

I komiteen, der leder mø­ det, sidder blandt andre FNs generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, EU-kommis­ sionens formand Jaques San­ter USAs vicepræsident Al Gore og Sydafrikas ærkebi­skop Desmund Tutu. Desu­den er World Wide Fund for Nature med Prins Philip i spidsen også med.

Symposiet finder i disse dage sted på et skib, hvis rute er fastlagt til at gå fra Athen via Istanbul, Kusadasi, Efesus, hvor Johannes’ gravfindes, til Patmos.

Når komiteen har valgt at bruge et skib som mødested, er det inspireret af en linie i Åbenbaringen,hvor det hed­ der, at en trediedel af vandet blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert (kap. 8, 11).

Og mødet finder desuden sted på et tidspunkt, hvor mil­jøaktivister beskyldes for at overdramatiserede farer, der truer, hvis forureningen af verdens have ikke stoppes.

Økologi er heller ikke et fremmed begreb for de orto­dokse præster på Patmos. Så­ledes fortælles detom mun­ken Amphilochios, der døde i 1970, at han ofte pålagde de bønder, der skriftede som bod atplante et træ, fordi som han sagde:

– Den der ikke elsker træer­ne, elsker ikke Kristus.

Paveligt afbud

Men på trods af at Domme­dag måske er tættere på end de fleste håber, bliver 1900-året fejret påmange andre måder.

Den Græsk Ortodokse Kir­ke har inviteret alverdens kir­keledere til Patmos. Men det Men det mest prominente afbud kom­mer fra Paven i Rom. Og der er skuffelse blandt øens bebo­ere og arrangørerne over, at lederen af verdens mest magt­fulde kirke ikke kommer til stede.

Så sent som i sidste uge havde arrangørerne ikke et samlet overblik over, hvem der kommer. Det fortalte Despina Vakratsi til Kristeligt Dagblad.

Til gengæld oplyste hun, at USAs førstedame Hillary Clinton overvejer at komme. Endvidere afvikles der i den­ne tid en række konferencer over de teologiske aspekter i Åbenbaringen.

Patmos har gennem hele sommeren sydet af forskellige aktiviteter i form af adskil­lige kunstudstillinger og digt­oplæsninger. De medvirkende har ikke kun været græske kunstnere, der har været del­tagelse både fra resten af Eu­ropa og USA.

Blandt andet var der i forri­ge uge premiere på den tyske instruktør Barbara Hoffmanns fortolkning af Åbenbaringen.

Stykket, der blev opført både på græsk, tysk, fransk og en­gelsk, blev spillet på en klip­pe i den sydligedel af øen.

Øen har også myldret af både græske og udenlandske pilgrimme som for eksempel en fransk klostorden.

– Det hele kulminerer i morgen både i ogudenfor de bygninger, der indkapsler grotten, fortæller Despina Vakratsi. Der bygget en scene, hvor blandt andre den græske kunstner Irene Pappa optræder.Desuden giver det bulgarske kor Le Mystere des Voix Bulgares koncert i selve grotten.

Dette kor gæstede Dan­mark i foråret og gav en ræk­ke meget roste koncerter i Marmorkirken iKøbenhavn.

Når så mange udenlandske kunstnere har fundet vej til Patmos skyldes det den helt specielleatmosfære, øen rum­ mer. Allerede ved indsejlin­ gen mødes den rejsende ved nattetide af et meget smukt syn. På højre side lyser et blåt kors på en klippetop og på den anden knejser Johannes­ Klosteret på toppen af bjer­get. Belyst fra alle sider.

Ånden på Patmos

I land er det næsten umuligt at gå ret mange skridt hver­ken i by eller på land uden at støde på en kirke eller et klo­ster.

Grundstenen til dette myl­der og den specielle ånd, blev grundlagt ti I bage i I 088, da præsten Christodoulos bygge­de Johannes-klosteret. Det skete på det sted, hvor der tid-ligere lå et tempel for den græske gudinde Artemis. Klosterets bibliotek rummer i dag en lang række gamle kristnehåndskrifter. Den teo­logiske skole på øen nyder stor anseelse i den ortodokse verden.

Når al den religiøse aktivi­tet er samlet netop på Patmos, skyldes det, at øen i den orto­dokse verden betragtes som det næsthelligste sted efter Je­rusalem. For her trådte Her­ ren ned på jorden for anden gang, da han åbenbarede sig for Johannes.

16 måneder

Alt det nye oplevede Johan­nes selvfølgelig ikke, da han kom til øen fra Efesus, hvor han virkede. Han var blevet forvist af den romerske kejser Domitian på ubestemt tid.

I stedet for at lade sig slå ud af kejserens dom tog den 100 år gamle Johannes straks fat på atforkynde Guds ord for øens beboere. Og det lyk­kedes ham i løbet af få måne­ der at omvende og døbemange patmianere. Stedet hvor Johannes døbte kan stadig ses ved havnen.

Under det der skulle blive et 16 måneder langt ophold tilbragte Johannes en stor del af tiden iklippegrotten, der ligger en halv times gang fra havnen. Han var her sammen med sin discipel Prochorus. Og det var ham, der senere nedskrev åbenbaringen for den gamle mand.

Da Herren viste sig for Jo­hannes den søndag skete det med så stor en kraft, at loftet i grotten slog revner. Ved ud­gangen til bjerget dannedes der en tre-deling. Den symboliserer Treenigheden. Og hvis man prøver at stikke fingrene ind i samlingspunktet for rev­nerne kan det kun lade sig gøre at få tre fingre ind.

Desuden ses Johannes hvi­lested i grotten samt det na­ turlige skrivebord Prochorus brugte til atnedfælde Åben­baringen ved.

I dag er grotten indrettet som en lille kirke. Desuden er der udenpå den bygget en an­den kirke. Og her er det igen klosterbyggererenChristodou­los, der er bygherren. Denne lille kirke er indviet til Jomfru Marias moder Anna.

Efter løsladelsen.rejste Jo­hannes tilbage til Efesus, hvor han virkede til sin død nogle år senere.