A.H.A.

Let my try that in Danish: adûtu øl?

“Jeg kan faktisk ikke rigtigt forstå at dine landsmænd ikke synger noget mere. Danser noget mere. Laver musik sammen, når de er sammen. Altså privat — jeg tænker ikke på jeres officielle kulturliv — når venner mødes. Bevares, når I hygger jer lidt, og alkoholpromillen er nået op på et vist niveau efter de første fire, fem ture med glasset, hen til bællomaten og te’bavs igen, så kommer der endelig noget lyd. Nogle gange faktisk rigeligt, for hørenerverne bliver jo som resten af hjernen også tilpas bedøvet, og derfor ka’ sådan en flok spirituelle — hvis jeg må kalde dem sådan — også til tider blive ret højrøstede. Det kan sgu blive helt skingert…”

Han holdt inde og rynkede næsen, som om en ram duft af erindring pludseligt fangede hans opmærksomhed. Han drak det sidste øl af sit glas, satte det hårdt ned i bordet og fortsatte:

“Gud fri mig vel. Men det her er også slutningen. Alkoholen er det sidste A.”

Jeg skulle lige bruge et par sekunder på fange den. A. H. A.

“Så vi har Angst, Had og Alkohol? A.H.A. Det lyder sjovt. AHA!”

Han smilede til mig hen over sine briller.

“Nemlig. Ser du, det er sådan set ikke noget tilfælde at Alkohol kommer sidst. Alkohol er et gammelt trick, som allerede middelalderfyrsterne benyttede sig af. Noget tyder endda på at det startede i Mesopotamien. Det er sådan en magt-ting, du ved. Men mottoet var jo simpelt: Giv bønderne nogle bajere, så laver de ikke ballade.”

“Fuld og tilfreds?”

“Måske. I al fald bevares status quo. Dens rolle i det her teater, dens raison d’être om du vil, er primært at dæmpe Angst. For Angst bliver tydeligvis tøjlet af Alkohol, mange mennesker bliver så satans modige og kække, til tider så meget, at det nærmest bliver fatalt. I særligt triste tilfælde bliver det faktisk fatalt, med dødelig udgang…”

Han holdt inde, og jeg bemærkede at hans øjne så triste ud. Glasset var tomt. Jeg gjorde tegn til bartenderen om at bring os to øl mere, mens han fortsatte:

“Men når så gejsten — hvilket datidens lærde kaldte spiritus — når denne er fordampet igen, så er der ikke meget andet tilbage end lidt passende følelsesløshed. Sådan lidt småsølle, som vi jo alle er overfor Vorherre.

Men Had, som vi så tidligere, er mere resistent over for Alkohol. At bevare kontrollen er det væsentlige, for den som hader. Om nødvendigt bevare den med vold, som det sker hos nogle kedelige typer, når de får lidt for meget. Du kender vel typen?”

“Jo, desværre… Men der er da også mange, som bliver enormt kærlige når de har fået en lille fjer på?”

“Det er ganske vist”, smilede han, og fortsatte: “Men… du ved, i modsætning til den dér Kærlighed, den som bor i vores hjerter og deler dette hus med sin tvilling Mod… De er jo begge to ganske ligetille, sådan som rene følelser nu er det…

Det dér Hadet, derimod, det er en komplekst konstrueret himstregims, som nærer sig af både fornuft og følelser. Den er ikke ren.

Fornuften, den er ren. Den får jo endda vinger i John Barleycorns hvide skær, som Jack London så malerisk formulerede det. Og det er der sådan set ikke noget galt i, omend denne hvide logik alt for let perverteres. Vi så det jo hos vikingerne. Og ham preusseren, Kant, så det også.

Følelser generelt bliver, som vi konkret kan sanse det og føle det, ganske hårdt påvirkede af det bagslag som Alkohol er kendt for. Sprut har nu engang alle dage været verdens dårligste antidepressiva. Selv lægevidenskaben har erkendt dette, og så må det jo være sandt…

Og vi ser jo Hadet trives, dér i midten, med Angst og Alkohol ved sin side.

Jo, jo, min ven, det er sgu en rigtig skiderik af en dæmon at være.”

“Mener du nu Alkohol eller Had? Og hvad mener du egentligt med dæmon?”

Han rystede på hovedet, trak luft ind, og så kom det: “Alle tre! Alle tre er dæmoner. Angst, Had og Alkohol. Dæmoner!” Han var tydeligvis ophidset og stirrede på mig, som om jeg havde misset noget væsentligt i min opdragelse. “Dæmoner! Hvad er dæmoner? Det er dæmoner, for fanden! Jamen, hvis du ikke tror mig, så prøv dog at lække mærke til, hvad de gør ved os mennesker.

Og hvad det får os mennesker til at gøre ved andre mennesker! Jeg ved godt det lyder religiøst eller mystisk eller uvidenskabeligt, kald det hvad du vil, men jeg kan ikke finde et bedre ord for det…

Hvorfor tror du Danmark stemte ja til EU — eller Det europæiske Fællesskab, som det hed dengang? Fælles til hverdag, fælles til fest? Erhard Jakobsens valgsang? Ja, gu’ ja! Det danske JA stammer sgu efter min mening fra Hr. og Fru Middelstand-Danmarks udsigt til betalbar — omend efter min smag ofte udrikkelig — rødvin og grisefester hjemme i den egne stue. Babettes Gæstebud, om du vil. Men hvis du spørger mig…”

Bartenderen kom hen til vores bord med to nye øl, tømte askebægeret og tog de tomme glas med sig igen. Min bordfælle fortsatte:

“Lad os begynde med at uddrive Angst, og sende Had tilbage til afsenderen.”

“Hmm… Jeg tror nu stadig, at det mere er hedonisme end had… Nå, men hvad så med den der Alkohol?”

“Dén har ikke høj prioritet lige nu. Vi starter med begyndelsen. Og når vi først har fået elsket de to andre på plads, så er vi frie igen. Også frie til at elske Alkohol, som vores forhistoriske forfædre gjorde det. Lad os skåle på det, din gamle eksorcist!”

Han løftede smilende glasset og slog det let mod mit.

Men det var først i det øjeblik han satte glasset ned, at jeg til fulde indså at Apokalypsen havde været i gang i allerede et godt stykke tid. For fuld kraft, og dog ænset af hverken verden, mit folk eller mine fætre.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.