Mød Karsten Viuf fra Nabto — ny beboer i inQvation

Vi er utrolig glade for at byde Karsten Viuf, salgsdirektør og partner i den aarhusianske IoT start-up, Nabto, velkommen som beboer i inQvation. Her kan du lære Karsten og Nabto bedre at kende og høre, hvorfor han valgte at flytte ind i inQvation, Danmarks nye tech community👇

Hvad gør man, når ens kollegaer befinder sig i Aarhus, mens man selv bor og arbejder på Sjælland? Det er netop denne situation, som Karsten Viuf befinder sig i, hvorfor han i en længere periode har søgt efter et unikt community i Storkøbenhavn, hvor han kunne få sparring og danne et værdifuldt netværk inden for IoT. Da vi slog dørene op tilbage i marts, var det derfor et naturligt valg for Karsten at slå lejr i inQvation.

Karsten Viuf er salgsdirektør og partner i IoT-virksomheden, Nabto.

Farvel til udfordringer med firewalls
2 millioner. Så mange enheder benytter i dag den teknologi, som Nabto har udviklet. Kort fortalt er Nabto en peer-to-peer teknologi, der gør det muligt, sikkert og nemt at transportere kommunikation fra enhed til enhed. Fra IoT-enhed til bruger og omvendt.

Nabto leverer en komplet kommunikationsinfrastruktur, der muliggør direkte og sikker kommunikation mellem IoT-enhed og bruger i realtid.

Forestil dig dette: Du har en smart vaskemaskine, der er koblet på internettet. Pludselig går vaskemaskinen i stå, hvorfor du tilkalder en servicetekniker. Takket være teknologien fra Nabto behøver teknikeren ikke at køre fysisk ud til vaskemaskinen. Han kan nemlig via teknologien fra Nabto tilgå maskinen online, hvorfra han kan fikse problemet, hvis det er en software fejl.

Dette er bl.a. en af de mange fordele, som teknologien bag Nabto kan hjælpe med.

Alene mand på Sjælland
Nabto er en aarhusiansk IoT start-up, der blev grundlagt tilbage i 2007. Karsten tilrådte som salgsdirektør i 2009, og lige siden har hans vigtigste opgave været at bygge samarbejder med mellemstore og store virksomheder. Karsten er den eneste fra Nabto, der ikke sidder på kontoret i Aarhus, hvorfor han i en længere periode har eftersøgt et community, der deler samme interesse og teknologiområde som ham. Karsten fortæller:

“Det er mega fedt, at vi alle arbejder inden for samme felt. Der er en helt anden form for sparring, som jeg ikke har oplevet andre steder”.

Selvom Karsten befinder sig langt væk fra sine kollegaer i Aarhus, så betyder det dog ikke, at han ikke skal være omgivet af personer, der interesserer sig for og arbejder inden for IoT og Big Data. Tværtimod.

Som salgsdirektør ser Karsten stærke synergier og samarbejdsmuligheder mellem Nabto og flere af de resterende start-ups, der er flyttet ind i inQvation. I den forbindelse fortæller Karsten: “Vi skal jo bruge hinanden og sørge for at introducere hinandens selskaber til vores kunder, så vi alle får mest mulig ud af at bo under samme tag”.

“Og så er det jo et stort bonus, at det er nogle fede rammer at arbejde i og invitere gæster til” fortæller Karsten, der især er glad for det gule gyngestativ i et af mødelokalerne.

Om Nabto
Nabto er en dansk IoT start-up, der leverer P2P-baseret IoT-forbindelsestjeneste. Nabto er stiftet af Carsten Rhod Gregersen i 2007, som også selv har udviklet den teknologi, der er fundamentet i Nabto. Du kan læse mere om Nabto lige her.

Like what you read? Give inQvation a round of applause.

From a quick cheer to a standing ovation, clap to show how much you enjoyed this story.