Dansk politik efter valget 2015 (1)

Dette er et forsøg på at opsummere udviklingen i dansk politik efter valget i juni. Denne post indeholder overvejelser over valgresultatet og selve regeringsdannelsen. En kommende post skal handle om Venstreregeringens politik.

Statistik over valgene i Danmark siden 1918, inkl. 2015-valget kan findes her.

Berlingskes barometer der dækker opinionsmålinger siden 2010 kan findes her.

Valgresultatet

Meningsmålingerne havde ganske vist antydet et tæt løb mellem rød og blå blok, men i praksis blev det en efter danske forhold klar sejr til den blå side med 90 mandater mod den røde sides 85. Sejren var den blå side var ganske vist ikke så knusende, som meningsmålingerne frem til foråret 2015 kunne have givet de fire partier håb om, men resultatet svarede dog noget bedre til målingerne fra før valgkampens start end til de målinger, der blev gennemført under den korte og intensive valgkamp.

På folketingsniveau blev udfaldet kompliceret noget af, at Færøerne og Grønland for første gang valgte fire “røde” MF’ere, hvorfor en tænkt afstemning mellem Lars Løkke og Helle Thorning som statsministerkandidater ville have givet resultatet 90–89. Der skulle derfor blot være flyttet ét mandat fra blå til rød blok for at Helle Thorning kunne være fortsat som statsminister

Valgkampens og valgets store overraskelse var Alternativet, startet af den radikale udbryder Uffe Elbæk i 2013. Partiet lå i valgkampens begyndelse under spærregrænsen, men ved valget blev større end det radikale moderparti. Uanset problemerne i SF og KF fremstår Radikale Venstre i øvrigt som 2000-tallets mest ustabile parti med udbrydere både til højre (Liberal Alliance, 2007) og venstre (Alternativet, 2013).

Derudover lå de vigtige forskydninger internt i blokkene: I den røde blok blev regeringens juniorpartnere SF og RV taberne, mens V tabte stort i den blå blok. Omvendt blev DF, Alternativet og S vinderne.

Mens vi venter på valgforskerne, kan et bud på forklaring på forskydningerne være følgende:

Generelt skiftede den politiske dagsorden fra 2011, hvor finanskrisens effekter og økonomiske problemstillinger dominerede, til 2015, hvor indvandring og offentlig service var de store emner. På den måde mindede 2015 mere om valgene i 2011, 2005 og 2007, og DF’s store fremgang virker let at forklare, idet partiet stod stærkt på indvandringsområdet.

De to partier der holdt stærkest fast på sparepolitikken efter 2010 — RV og V — blev de største tabere i 2015-valget. Venstre forsøgte ganske vist også at konkurrere med DF på udlændingeområdet, men det var ikke tilstrækkeligt, og partiet måtte afgive en hel del vælgere til DF. Lars Løkke Rasmussens dårlige personlige image har også spillet en vis rolle for partiets tilbagegang, men man også bør have forandringerne i den generelle politiske dagsorden for øje, når man forsøger at forklare Venstres valgresultat.

Valgets to andre tabere SF og KF led under svage ledelser og intern uro i valgperioden, selv om SF efter 2014 synes at have stabiliseret sig under Pia Olsen Dyhr. Partiet led dog stadig et klart nederlag, og er nu mindre end EL.

Omvendt kunne Alternativet samle mange grønne centrum-venstre-vælgere — ikke mindst frustrerede radikale — op. Alternativets succes kan også være med til at forklare, at Enhedslisten ikke fik så stor fremgang ved valget, som de meningsmålinger, der blev gennemført i løbet af valgperioden, havde forudsagt. Danmark har traditionelt ikke haft et grønt parti — Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti har på forskellig vis søgt at manifestere sig med en grøn dagsorden — men det kan ændre sig, hvis Alternativet har succes med at etablere sig som en fast del af partisystemet.

Socialdemokratiets fremgang trods valgperiodens intensive reformpolitik, som skabte konflikter mellem partiet og LO samt store grupper af offentligt ansatte, kan forklares med opsamling af vælgere fra SF og RV, omend motivationerne i de to vælgergrupper for at skifte til S sandsynligvis har været forskellige.

I et internationalt perspektiv kan man konstatere, at partisystemerne i alle de nordiske lande nu omfatter store højrepopulistiske partier. Hvor den skandinaviske model fra efterkrigstiden parlamentarisk og vælgermæssigt var kendetegnet af dominerende socialdemokratier, er kendetegnet for den nordiske model anno 2015 fragmentering og stærke populistiske partier. I et lidt bredere perspektiv kan man sige, at hvor de borgerlige partier i 1960'erne og 1970'erne måtte kæmpe på et socialdemokratisk domineret felt, er det nu socialdemokraterne, der kæmper på et felt domineret af borgerlige og højrepopulister.

Regeringsdannelsen

Selv om Venstre kun blev det næststørste borgerlige parti ved valget, var det alligevel forventeligt, at Lars Løkke Rasmussen ville blive statsminister, idet DF’s Kristian Thulesen Dahl ikke gjorde krav på rollen som regeringsdanner og statsminister. Spørgsmålet var derfor i stedet hvor mange partier regeringen ville komme til at omfatte — i princippet var alt fra en borgerlig firepartiregering til en ren V-regering muligt.

Det var heller ikke overraskende, at regeringsdannelsen fandt sted i to tempi. Formelt handlede første omgang om at afprøve muligheden for en borgerlig flertalsregering — reelt var der tale om, at DF, LA og KF med forskellige begrundelser ikke ønskede at deltage i en flertalsregering eller en mindretalskoalition. Dermed havde Lars Løkke Rasmussen i anden omgang mulighed for at danne en ren Venstreregering.

Udfaldet betød, at Danmark fik sin første et-partiregering siden 1982, hvor Anker Jørgensens socialdemokratiske regering trådte tilbage til fordel for firkløverregeringen under Poul Schlüter, ligesom regeringen målt i antallet af mandater er den smalleste siden Poul Hartlings V-regering, der sad fra december 1973 til januar 1975. Et andet fællestræk mellem 1973 og 2015 er, at Venstre dengang som nu kun var det næststørste borgerlige parti.

Man kan pege på to konfliktlinjer, der gjorde en flertalsregering umulig: EU og den økonomiske politik. DF er i modsætning til de øvrige tre partier udtalt euroskeptisk og ligger dermed politisk på linje med partier som SD i Sverige, PS i Finland, UKIP i Storbritannien og PVV i Nederlandene — dog indgår Sandfinlænderne trods en tilsvarende position siden foråret 2015 i en flertalskoalition med Centerpartiet og Samlingspartiet i Finland med partilederen Timo Soini som udenrigsminister.

Forskellen på den danske og den finske situation er, at Finland ikke har nogle undtagelser i EU-medlemskabet, mens der i Danmark skal afholdes folkeafstemning om dele af forbeholdet om det retlige samarbejde i december 2015: Her anbefaler DF og LA et nej, mens V og KF anbefaler et ja ved folkeafstemningen. Selv om spørgsmålet i og for sig er løftet ud af folketingspolitikken, ville en regering med V og DF eller LA fremstå splittet.

I den økonomiske politik placerede V sig i valgkampen mellem DF på den ene side og LA og KF på den anden i spørgsmålene om de offentlige udgifters udvikling i de kommende og skattepolitikken, herunder ikke mindst ejendomsskatter og topskatten i indkomstskattesystemet. Partierne kunne muligvis have forhandlet sig frem til et regeringsprogram på disse områder, men forhandlingerne ville have været komplicerede og låst positionerne for en længere periode. For KF’s vedkommende har tabet af stemmeandele og mandater ved valget også spillet ind: Med kun seks mandater ville partiet være marginalt repræsenteret i en koalitionsregering.

Sammenfattende var en ren Venstre-regering således svag målt i mandater, men samtidig den løsning, som åbnede for den største parlamentariske fleksibilitet.

Tidligere rene Venstre-regeringer har haft svært ved at holde sig ved magten — går man tilbage i historien udløste såvel Th. Madsen-Mygdal (1929), Knud Kristensen (1947) og Poul Hartling (1974) forholdsvis hurtigt konflikter med deres parlamentariske samarbejdspartnere, hvilket for Madsen-Mygdals og Kristensens vedkommende resulterede i parlamentariske nederlag og tab af magten, mens Hartling fremprovokerede et valg, der nok gav Venstre en stor fremgang, men som ikke kunne anvendes til at sikre et stabilt borgerligt flertal. Omvendt peger forskningen på, at lederen af en mindretalsregering vil forsøge at holde sig ved magten så længe som muligt og først udskrive valg, hvis der er udsigt til en sejr på vælgerarenaen.

Selv om Lars Løkkes Rasmussens regering hviler på et smalt parlamentarisk grundlag, bør man således ikke uden videre antage, at den vil få en kort varighed.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.