Dansk politik efter valget 2015 (2)

Det lykkedes mig fuldstændig at glemme den lovede blogpost om Venstreregeringens politik efter valget i 2015 – eller rettere: Travlhed gjorde at den blev skudt langt bag i køen af prioriterede projekter. Men nu hvor der er gået lidt under et år siden valget og regeringsskiftet, kan der være grund til at forsøge at gøre en slags status.

Det er let at være bagklog, men formuleret lidt firkantet kan man sige at dansk politik siden valget ikke har været præget af de helt store overraskelser. Processen der førte til fødevare- og landbrugsministerens afgang er muligvis en undtagelse, men på den anden side afspejler den nogle af den aktuelle politiske situations grundlæggende kendetegn.

Skal man give en samlet vurdering, vil jeg sige at den smalle Venstreregering strategisk har været i stand til at udnytte situationen i meget høj grad. Dvs. regeringen har generelt sat dagsordenen for det politiske arbejde og været i stand til at få sin politik gennem Folketinget.

Den ene store undtagelse er naturligvis skattepolitikken, hvor Venstre er placeret mellem på den ene side Dansk Folkeparti som ikke er specielt interesseret i skattelettelser, alternativt ønsker skattelettelser for lavtlønnede, og på den anden side Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som ønsker skattelettelser for højtlønnede. Venstres prioritet ligger egentlig på topskatteområdet, men her savner partiet helt enkelt realistiske koalitionsmuligheder. Dette har betydet at området er skudt til hjørne med forhandlinger i efteråret 2016, og at det er svært at forudsige udfaldet.

Den anden store undtagelse er EU-politikken, hvor det mislykkedes for regeringen at få ophævelsen af JHA-undtagelsen gennem folkeafstemningen i december 2015. Ja-sidens kampagne kan beskrives som mindre entusiastisk, hvilket man for Venstres vedkommende kan forklare med at partiet dels har forsøgt at tilnærme sig den euroskeptiske britiske linje de senere år, dels på det europæiske niveau stod på sidelinjen i flygtningekrisen i 2014 og 2015. Dertil kom at den foreslåede tilvalgsordning var svær at gennemskue for vælgerne. Uanset de juridiske problemer med at forhandle og gennemføre en EUROPOL-aftale må man regne spørgsmålet om afskaffelse af ét eller flere af de danske EU-forhold som dødt i de kommende år.

På den økonomiske politiks område har det mest iøjnefaldende indslag været regeringens såkaldte “omprioriteringsbidrag”. Skræller man spinelementet væk, er “bidraget” en naturlig konsekvens af Venstres valgløfte om at holde væksten i de offentlige udgifter på 0, samtidig med at man ville øge bevillingerne på sundhedsområdet: Dette kunne kun lade sig gøre ved nedskæringer på andre udgiftsområdet. Det snedige ved “bidragets” udformning i et spinperspektiv er naturligvis at udmøntningen af besparelserne overlades til organer længere nede i det politiske system, hvilket betyder at politikere og chefer på kommunalt og institutionsniveau står med ansvaret for nedskæringer i serviceniveauet, mens regeringen omvendt kan tage æren for serviceforbedringer på sundhedsområdet. Bidraget er endvidere udformet sådan at det vil slå successivt hårdere i løbet af den kommende valgperiode. Derudover følger politikken indholdsmæssigt den sparepolitik vi har set i en række europæiske lande i de senere år, med Holland og Storbritannien som forbilleder.

Miljøpolitikken – er måske rettere: Demonteringen af miljøpolitikken – er et andet område, hvor regeringen har afsat tydelige Venstreaftryk siden valget. Man kan her sige at der er to kræfter på spil: Dels har regeringen på miljøområdet handlet som agent for bestemte dele af landbrugserhvervet, der var fjendtligt stemt over for reguleringen af landbruget – med hensyn til reguleringen af kvælstofudledningen var der tale om ren interessepolitik på vegne af landbrugsorganisationen “Bæredygtigt Landbrug” – dels afspejler regeringens generelle politik Venstres placering klart til højre på den politikdimension der i daglig tale kaldes den “værdipolitiske” – i akademiske sammenhænge taler man om den libertære-autoritære eller GAL-TAN (Green/Alternative/Liberal-Tradition/Authoritarian/Nationalism).

Målene om at nedprioritere kollektiv trafik og overgangen til grøn energi passer ind i denne placering helt til højre på dimensionen, også selv om det har ført til kritik fra vindmølleindustrien. På dette politikområde er regeringen i fuld samklang med DF og LA. Konflikten om kvælstofudledningen der førte til Eva Kjer Hansens afgang, viste at miljøområdet stadig var et vigtigt symbolsk område for det ellers svækkede KF og at partiet var beredt til at bruge mistillidsinstrumentet. Her fejlvurderede Lars Løkke Rasmussen KF’s position og hensigter – måske på grund af Venstres traditionelle overlegenhedsfølelse over for KF. Afløseren Esben Lunde Larsen kommer fra samme del af Venstre, hvilket peger på at Løkke Rasmussen vil holde fast i regeringens positioner.

Set i dette lys er regeringens politik på flygtninge- og indvandringsområdet også let at kategorisere: Venstre ligger, ligesom de øvrige tre borgerlige partier, ret langt til højre på GAL-TAN-dimensionen. Her kan man muligvis se en lille skillelinje mellem V, KF og LA på den ene side – disse tre partier er af økonomiske grunde interesserede i at opretholde et vist niveau af arbejdskraftsmigration – mens DF grundlæggende er modstandere af indvandring. V er desuden stadig mere EU-positivt end LA og DF, hvorfor regeringen skal balancere mellem ønsket om en helt national indvandringspolitik og EU-systemets krav. Man kan dog bemærke at Lars Løkke Rasmussen – sandsynligvis med inspiration fra den britiske euroskeptiske debat – har omtalt EU som et frihandelsområde, hvorved princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed nedtones. Østeuropæiske arbejderes ret til danske ydelser har været et vigtigt symbolsk tema, der har fyldt mere i den politiske debat end økonomisk. Mønstret kendes dog også fra en række andre EU-lande – igen mest åbenlyst Storbritannien.

På flygtningeområdet har regeringens problem mere ligget på det internationale niveau idet der er et klart flertal i Folketinget mod en liberal flygtningepolitik. I efteråret 2015 bestod regeringens politik således i at være passiv over for ethvert forsøg på at koordinere den europæiske flygtningepolitik. Strategien virkede så længe Tyskland og – især – Sverige stod på en liberal linje. Da Sverige indførte identitetskontroller var regeringen som et defensivt træk tvunget til at indføre tilsvarende kontroller ved den dansk-tyske grænse. Man kan her konkludere at Danmark er et af de lande som af ideologiske grunde ikke vil bidrage til en fælles EU-regulering af flygtningepolitikken. Dette betyder at den danske politik vil være reaktiv udadtil, mens hardlinepolitikken over for flygtninge og arbejdskraftindvandrere indadtil vil blive forstærket. Som nævnt vil dette næppe give regeringen parlamentariske problemer, idet S, DF, LA og KF støtter linjen. Skal man sætte temaerne ind i et større perspektiv kan man muligvis formulere det sådan at regeringen og Venstre har reageret defensivt på globaliseringens udfordringer.

Mere overordnet rejste politologen Ove Kaj Pedersen i et interview i Politiken i efteråret et principielt spørgsmål om de langsigtede konsekvenser af Venstreregeringens politik. Pedersens begrebsapparat er ideosynkratisk, men hans skelnen mellem en solidarisk konkurrencestat og et teknokratisk konkurrencesamfund – og argumentet om at Venstres politik fører til et teknokratisk konkurrencesamfund – har klare paralleller i diskussionen om Coordinated og Liberal Market Economies. Traditionelt placeres de skandinaviske lande af gruppen af Coordinated Market Economies med en høj grad af statslig intervention og aftalebasering af økonomiske relationer, mens de anglosaksiske lande kategoriseres som Liberal Market Economies.

Her kunne man overveje om parallellerne mellem Venstres politiske retorik og valget af politiske emner og positioner på den ene side og tilsvarende positioner i fx miljøpolitik og økonomisk politik hos konservative partier i lande som Storbritannien, USA og Australien ikke også afspejler en dybere dynamik, hvor Venstre af ideologiske og interessebaserede grunde ønsker at ændre den danske politiske og økonomiske orden, så den i højere grad vil minde om den britiske eller australske, samtidig med at partiet lader sig inspirere direkte af politikudviklingen i partier som de britiske konservative eller de australske liberale. Det som umiddelbart kan ligne en kontrær indstilling til miljøpolitik og internationalt samarbejde, peger således i retning af grundlæggende ændringer af den danske model både på den socioøkonomiske og GAL-TAN dimensionen. Her er det dog for tidligt at spå om regeringens muligheder.

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Jacob Christensen’s story.