Henrik Sass og (anti-)humanismen

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har under Mette Frederiksens ledelse også fået rollen som partiets reelle integrationspolitiske talsmand. I den egenskab har Sass Larsen givet en række interviews til danske medier, hvor hans Vestegnsbaggrund har spillet en stor rolle — med den teoretiske hat på kan man sige, at Socialdemokratiet her spiller habitus-kortet ved at fremstille Sass Larsen som en autentisk socialdemokrat: Hans ord får ekstra vægt fordi han er opvokset i et ægte arbejdermiljø — modsat Mette Frederiksens forgænger Helle Thorning Schmidt, der aldrig var i stand til at bygge politisk kapital af sin opvækst i Ishøj.

Vestegnen har en mytisk plads i det moderne Socialdemokrati. På den ene side står den københavnske Vestegn som udtryk for arbejderbevægelsens idealer om at skabe et nyt, sundt og rationelt, boligmiljø for arbejderklassen i efterkrigstiden. På den anden side førte koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra 1970'erne til at Vestegnen blev udpeget som et problemområde, ligesom en række højtprofilerede borgmestre i 1980'erne og 1990'erne med Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Keld Rasmussen som anførere angreb det nationale partis politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

At fremhæve sine rødder i Vestegnen og linjen fra Per Madsen og Keld Rasmussen er en måde at fremhæve et brud med den linje der tilskrives Svend Auken, partiets næstformand i 1980'erne og formand 1987–1992, og i mindre udstrækning Poul Nyrup Rasmussen.

Som en sidebemærkning kan man i øvrigt notere, at Vestegnsborgmestrenes modstand mod forslaget om at indføre en betalingsring for biltrafikken i København både praktisk og symbolsk skabte store problemer for Helle Thorning Schmidt i begyndelsen af hendes periode om regeringschef.

Man kan se holdningen til betalingsringen som et centralt udtryk for politiske aktørers placering på GAL/TAN-dimensionen og vægtning af GAL/TAN-dimensionen over for den socioøkonomiske dimension: I Vestegnsborgmestrenes optik må miljøspørgsmål være underordnet klassiske socioøkonomiske spørgsmål, samtidig med at en begrænsning af biltrafikken også strider mod realiseringen af den forstadslivsstil, borgmestrene ønskede at fremme. Sammenfattende kan man sige, at Vestegnen i 2010'erne stadig står som udtryk for en klassisk socialdemokratisk position, hvor politikkens mål er at skabe rammerne for en homogen livsstil, der bygger på materiel velstand.

Men hvad har nu alt dette med humanisme at gøre?

Først og fremmest skal vi huske at Sass Larsen er politiker, ikke teoretiker. Det betyder at Sass Larsen sagtens kan benytte ordet “humanisme” på en måde der er flertydig og måske intet har med den akademiske forståelse af begrebet humanisme at gøre. Omvendt er det bemærkelsesværdigt at Sass Larsen tager et ord der normalt har en positiv betydning og giver det en stærkt negativ betydning. Samtidig er den negative brug af ordet humanisme noget vi ellers kun kender fra stærkt konservative eller nationalistiske kredse. Det er i den forbindelse ikke tilfældigt at Sass Larsen omtaler Karen Jespersen – som i dag er en af frontfigurerne i det islamofobe miljø – anerkendende. Dermed har vi placeret Sass Larsen – og Socialdemokratiet anno 2016 – til højre på GAL/TAN-skalaen på linje med Venstre og Dansk Folkeparti.

Strategisk kan vi finde to motiver for denne placering: Det ene består i at Socialdemokratiet vil appellere til de vælgere, som siden 1990'erne har forladt Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti. Her kan vi bemærke at Sass Larsen i interviewet med Politiken formulerer en direkte modsætning mellem indvandring og globalisering på den ene side og frihed for (den danske) arbejderklasse på den anden.

Argumentet at globalisering og indvandring fører til såvel et økonomik som et kulturelt tab for den almindelige dansker – eller det der i Socialdemokratiets optik er den almindelige dansker – er et logisk svar på at arbejdere og lavtuddannede har flyttet sig til de højrepopulistiske partier i en lang række europæiske lande.

Et andet motiv kan være at Sass Larsen vil åbne for en parlamentarisk alliance med Dansk Folkeparti, så en kommende socialdemokratisk regering ikke vil være afhængig af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. De tre partier er meget forskellige på den klassiske socioøkonomiske dimension, men ligger alle klart til venstre på GAL/TAN-dimensionen.

Bevæger vi os fra det strategiske til det substantielle bliver sagen mere kompliceret, for der kan være en konflikt i forståelsen af hvad “humanisme” betyder på mindst tre dimensioner.

Den første dimension handler om pligtetik over for konsekvensetik. Her kan vi rekonstruere Sass Larsens angreb på følgende måde: Det kan være meget godt at give flygtninge og indvandrere rettigheder, men det er forkert hvis resultatet bliver et tab i velfærd for de hidtidige indbyggere. Man kan udvide argumentet ved at spørge om muligheden for at få opholdstilladelse – og arbejdstilladelse – i Danmark er noget der øger indvandrernes og flygtningenes velfærd. Kan man svare benægtende på ét eller begge kriterier, har vi et konsekvensetisk argument for at begrænse indvandringen til Danmark.

Tilsvarende kan man spørge om de institutioner der skal stå for integrationen af indvandrere i Danmark, er i stand til at løfte opgaven, så der finder en vellykket integration sted. Dette vil også være et konsekvensetisk argument mod indvandring – i det mindste hvis man kan svare benægtende – idet det dog skal bemærkes at det er tvivlsomt om man kan sætte et klart kvantitativt kriterium for institutionernes bæreevne.

Af det ovenstående følger at “humanisme” i Sass Larsens sprogbrug kan være et andet ord for pligtetik, hvor pligten til at hjælpe flygtninge – i det mindste i den ekstreme form af pligtetik – ikke skal ses i forhold til handlingens eventuelle konsekvenser. Appeller til “anstændighed” i debatten og flygtninge og indvandrere gemmer ikke sjældent på et pligtetisk element.

Den anden dimension handler om universalisme over for partikularisme. Den liberale tradition bygger i vid udstrækning på ideen om at alle mennesker skal have lige rettigheder. Liberalismen blev ganske vist udviklet i en national sammenhæng, men den moderne internationale ret kan ses som et forsøg på at udvikle universalismen på globalt plan. I det perspektiv skal fx en statsløs palæstinenser ideelt set have samme rettigheder – i det mindste proceduralt – som en dansk statsborger. Partikularismen vil omvendt hævde at rettigheder er knyttet til den sociale position, specielt som statsborger i et bestemt land. Danskere vil således have særlige rettigheder, der hverken kan eller skal udstrækkes til andre.

I denne dimension vil “humanisme” være et synonym for universalisme, mens Socialdemokratiet i Sass Larsens aftapning står for en national partikularisme. Om partikularismen så kan begrænses til GAL/TAN-dimensionen eller om den også slår over i den socioøkonomiske, er et tema Sass Larsen lader stå ubesvaret.

Tilbage står den tredje dimension der handler om multikulturalisme over for assimilation. Multikulturalisme er et notorisk komplekst begreb, og brugen af det har i de sidste 30 år ført til megen forvirring både i samfundsdebatten og i praktisk politik. Vi kan dog sige at multikulturel politik kræver at samfundet i stor udstrækning skal anderkende og ikke gribe ind i sociale gruppers praksis og kultur. Omvendt har problemet for multikulturelt orienterede partier og andre aktører været at koble en universalistisk og en multikulturel tankegang og praksis, når sociale grupper har krævet særlige rettigheder med henvisning til traditioner, samfundet generelt anser for undertrykkende.

Det er dog ikke så svært at se at Sass Larsen vil placere Socialdemokratiet anno 2016 på assimilationssiden, idet han henviser til en lang række – angiveligt – danske traditioner og handlemåder, som indvandrere ubetinget skal tilegne sig i tanke og handling. Assimilationstanken har i øvrigt en lang historie i socialdemokratisk tænkning, idet det nordiske socialdemokratiers mål gennem en stor del af efterkrigstiden var at assimilere indenlandske og tilvandrede til en rationel, moderne livsstil. Det nye i det 21. århundrede er at opretholdelsen af traditioner har overtrumfet udbredelsen af det moderne som politikkens mål. Dermed bevæger Socialdemokratiet mod en position der førhen har været besat af Det Konservative Folkeparti. Dette indebærer også at “humanisme” i den tredje dimension får to betydninger – dels er humanisme synonymt med multikulturalisme, dels med modernisme.

For at sammenfatte: Henrik Sass Larsens – og dermed Mette Frederiksens – udmeldinger er både strategisk og ideologisk væsentlige fordi de markerer et forsøg med at bryde med partiets linje fra 1980'erne for i stedet at placere partiet til højre på GAL/TAN-dimensionen.

Strategisk kan motivet være at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti eller at åbne for et samarbejde med DF for at gøre Socialdemokratiet uafhængigt at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. Ideologisk bygger Sass Larsen tilsvarende Socialdemokratiets politik anno 2016 op på en kobling af konsekvensetisk argumentation, partikularisme og assimilationstænkning. I hvilken udstrækning politikken er realistisk på vælger- og parlamentsarenaerne og i hvilken udstrækning partiet kan kombinere realiseringen af en moderniseringsdagsorden på den socioøkonomiske dimension med en partikularistisk assimileringsdagsorden på GAL/TAN-dimensionen står tilbage at se.