Regeringsforhandlinger – et par tanker

Lars Løkke Rasmussens udspil til LA og KF om at udvide regeringen med de to partier er usædvanligt. Ser vi bort fra samlingsregeringerne under krigene, er dannelsen af SV-regeringen 1978 det eneste danske eksempel på at en regering er blevet udvidet i en løbende valgperiode. I Norge kan vi finde et eksempel i udvidelsen af regeringen Willoch i 1983, hvor de to hidtidige støttepartier indtrådte i regeringen. Kristelig Folkeparti ville oprindelig ikke gå i regering med Høyre pga abortspørgsmålet, men ændrede holdning til regeringsdeltagelse undervejs. Dette åbnede også for Senterpartiets deltagelse.

I Sverige udvidede Tage Erlander i 1951 sin regering med Bondeförbundet. Her havde Erlander ganske vist flertal i Andra Kammaren med kommunisterne, men han foretrak et fast parlamentarisk samarbejde til højre. Både Willoch II og Erlander II var flertalsregeringer, mens SV-regeringen (Anker Jørgensen III) nok savnede eget flertal, uden dog at kunne væltes af et flertal i Folketinget, idet RV havde garanteret støtte til regeringen.

Ingen af de tre fortilfælde passer helt på situationen i Danmark 2016. V, LA og KF vil tilsammen kun kunne mønstre 53 af Folketingets 179 mandater, så en trepartiregering vil ligesom den nuværende V-regering være afhængig af enten DF eller S for at få gennemført sin politik. På udlændinge- og integrationsområdet tegner der sig konturerne af en stor koalition med kerne i V, S og DF, mens V og S kan samarbejde om Europapolitikken. Det store konfliktpunkt var og er skattepolitikken (og i forlængelse heraf udgiftspolitikken)

Fra Løkke Rasmussen og V’s perspektiv kan man dog se en fordel i at optage LA og KF i regeringen. Ganske vist afviste de to partier med forskellige politiske og strategiske begrundelser at indgå i en regering i juni 2015, men selv om der vil være omkostninger ved at koordinere arbejdet i en trepartiregering, vil V møde mere forudsigelige parlamentariske omgivelser, fordi der nu kun skal forhandles med ét parti uden for regeringen. Det er svært at se at regeringens muligheder for at gennemføre sin politik bliver større, fordi DF allerede har markeret sin modstand mod topskattelettelser, men på den anden side bliver de næppe heller mindre.

Det er straks sværere at se KF’s og LA’s motivation for at indgå i en regering. KF afstod i 2015 fra at indgå i regeringen med henvisning til partiets dårlige valgresultat. Her har intet ændret sig, og partiet risikerer stadig at blive klemt som den mindste regeringspartner. Muligvis kunne partiet bruge justits- og miljøministerporteføljerne til at markere sig, men det vil være et meget risikabelt spil.

Problemet med LA har hele tiden bestået i partiets ultimative krav om topskattelettelser – populært beskrevet som at Anders Samuelsen var kravlet meget højt op i træet og ikke ville komme ned igen. Det mærkelige har ikke så meget været partiets fokus på skattelettelser, som truslerne om at udløse en regeringskrise eller valg. LA har ved finanslovsforhandlingerne fået forskellige, mindre indrømmelser, men V og LA er stadig langt fra at få DF med på skattelettelser.

Man kan på den ene side argumentere for at Anders Samuelsen og LA var kravlet for højt op i træet, hvis partiet ville være integreret i det normale politiske samarbejde. På den anden side vil opgivelsen af ultimatummet til på vælgerarenaen virke som en opgivelse af policystandpunkter til fordel for en uklar gevinst ved regeringsdeltagelse. Spilteoretisk kan man tale om et chicken game, hvor Samuelsen drejede fra i sidste øjeblik. Mandag ser det ud som om Samuelsen vil forsvare skiftet, men partiets adfærd er meget usædvanlig både før og under regeringsforhandlingerne.

Timingen og publiciteten omkring regeringsforhandlingerne er også bemærkelsesværdige. Lars Løkke Rasmussen er kendt for at spille højt spil politisk, så det er ikke helt overraskende at han går ud med meldinger der enten vil betyde afslutningen på hans politiske karriere eller effektivt splitte modstanden i den borgerlige blok mod ham. Timingen lige efter afsluttede finanslovsforhandlinger er derimod usædvanlig: Normal logik ville tilsige at man kun kom med et tilbud om regeringsdeltagelse, hvis der allerede havde været sonderinger og signaler i forbindelse med finanslovsaftalen. Man kan måske se Løkkes sejr over Kristian Jensen og oprørerne i Venstre i 2014 som en parallel, idet Løkke nu prøver at gentage successen. KF og Søren Pape Poulsen er et mindre problem for Løkke i denne sammenhæng, men Løkke har noteret LA og Anders Samuelsens svage punkter, og nu kan de få et tilbud der svarer til (og i praksis er lige så lidt værd som) det Kristian Jensen fik i 2014.

Jeg tør ikke spå om udfaldet af forhandlingerne, men det virker som om vi enten vil få en borgerlig trepartiregering eller et folketingsvalg. En tredje mulighed er at V-regeringen kan overleve, men det vil være i en svækket udgave.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.