Er Zetland mediernes svar på Alternativet?

Pakket ind i Danmarks lækreste design og baseret på nogle af de sundeste redaktionelle principper, er Zetland sprunget ud som dagsmedie. Men allerede efter få dage, afslører konceptet også sin akilleshæl. Det svage led, der kan forhindre successen.

Alternativet er gået frem siden folketingsvalget, så det er ingen skam at blive kaldt for mediernes svar på Alternativet. Den analogi har klæbet sig fast i mit hoved, siden det i efteråret slog mig, at begejstringen og det enorme hype om det nye Zetland måske skyldtes, at projektet var formuleret så tilpas luftigt, at det gav frit spil til, at vi alle kunne fantasere om hvert vores drømmemedie.

Nu er Zetland i luften, og mediedanmarks drømme og fantasier skal bestå virkelighedstesten. Er Zetland blevet det, som tilpas mange drømte om, og er Zetland 99 kroner værd om måneden — svarende til godt en krone per artikel?

To dage efter, at Zetland er relanceret, er det alt for tidligt at komme med skråsikre vurderinger af mediet, der nu er indpakket i Danmarks p.t. lækreste mediedesign. Meget tyder på, at Zetland er på den helt rette vej og noget tyder også på, at Zetlands vej ikke bliver let.

Lidt men godt

Zetland hviler på to præmisser, som i mine øjne er helt rigtigt udtænkt. Dels fordi der er et hul i markedet og dels fordi det er overkommelige ambitioner for et mindre startup-projekt med begrænsede ressourcer.

Præmisserne er, at Zetland ikke tramper afsted i det samme nyhedsspor som andre medier, men at de i stedet forklarer læserne, hvorfor nyhederne er sket og hvad der nu kan ske. Sund fornuft og en ambition, som der er masser af gode udenlandske erfaringer med.

Den anden præmis er, at Zetland kun udkommer med tre til fem artikler om dagen. For som redaktionen selv skriver: ”Vi ved så tilpas meget om det, vi skriver om, at vi er i stand til at skille skidt fra kanel”.

Det er ok-fint med mig at prioritere knivskarpt og kun udkomme med få artikler. Der er medier nok, der tæppebomber læserne med indhold. Men det stiller meget høje krav til prioritering og vel at mærke prioritering på læsernes vegne.

Smalt segment

Der findes formentlig et segment, som føler, at samtlige ni første artikler fra Zetland, er de rene pletskud. Men jeg tvivler på, at den gruppe af Zetlandsfans er særlig stor.

Det handler ikke om min personlige smag, men om en konstatering af, at konkurrencen om travle menneskers tid og penge er nådesløs og at de digitale læsere måske godt kan være generøse med tid og penge i en periode, men derefter agerer de intuitivt og klikker ikke ind, hvis ikke indholdet føles relevant.

Med de briller på, vurderer jeg, at Zetlands ellers godt tænkte koncept allerede nu afslører, hvor det er svagest — nemlig i udvælgelsen af de få historier, der udgør dagens publicering. For uanset, hvor dygtig Zetlands redaktion er, er det vel nærmest en naturlov, at risikoen for, at læserne går forgæves er omvendt proportionalt med antallet af artikler på hylden.

Hvor mange artikler skal man tænde på, før man er grundtilfreds? Hvis det kun er en artikel om dagen, så er prisen trods alt mere end fem kroner. Hvor ligger smertegrænsen?

Slidt sociolog og original Pind

Gudskelov har jeg de to første dage stødt på adskillige gode eksempler på artikler, der både lever op til Zetlands løfter om at forklare og perspektivere og som også samtidig er velskrevne.

Det gælder blandt andet en gennemtænkt artikel af Jacob Mchangama, der skar fint ind i den ophedede debat om imamers ytringsfrihed og gav mig nogle gode pointer, som jeg ikke selv havde tænkt på. Dermed lever den fint op til Zetlands løfte om at klæde mig på til at forstå verden.

Det samme gælder en pædagogisk opsat artikel, der forklarer, hvordan underdog-klubben Leicester har spillet sig helt i top i Premiere League. Den gav et friskt pust ilt, efter jeg havde læst et interview med den engelske sociolog Anthony Giddens. Skribenten havde egentlig gjort et fint nok stykke arbejde. Men jeg forstår ikke, at Zetland lancerer et nyt medie med Giddens, der har været skamredet i danske medier i mindst 20 år. Alene hans navn får mig til at tænke i alt andet end nye tanker og nyt medie.

Så gik det bedre dagen efter, hvor jeg først læste et glimrende interview med justitsminister Søren Pind. Her gav Zetland mig det, som er så sjældent i danske medier, nemlig plads til tvivlen og overvejelserne. Man kan bombardere Pind med revolverspørgsmål og få intet ud af det, eller man kan gøre som Zetland og give ham plads til alle de overvejelser, der ligger bag regeringens udlændingepolitik.

Den slags reflekterede interviews bliver man klogere af.

Kunsten at ramme rigtigt

En længere udredning af gebyrkrisen i Nykredit var også velskrevet og hvis ikke jeg havde fulgt godt med i bidrags-gate, ville jeg også være blevet klogere. Så på den måde levede artiklen også op til den forventningskontrakt, Zetland har underskrevet.

Men måske har jeg ikke læst det med småt i kontrakten, for tirsdagens tredje artikel, som handlede om økolitteratur overraskede mig i sin smalhed og manglende relevans. Artiklen tog mig 11 minutter at læse til trods for, at den var varedeklareret til at kunne læses på seks minutter.

At den skal være en af dagens fire vigtigste artikler, er jeg ganske enkelt ikke enig i. Og det er netop pointen i, at man lever et farligt liv, når man udkommer med få artikler. Havde det økolitterære værk stået i Weekendavisen, ville jeg ikke reagere negativt. Men det bliver voldsomt, når det der opleves irrelevant, pludselig udgør 25 procent.

Anderledes konkret og brugbar er ”De fem spørgsmål om trepartsforhandlingerne, du er for flov til at stille”, som blev smidt på tirsdag eftermiddag. Selvom det er en karikatur af en viral-rubrik, er det en form, der virker. Tre minutter og jeg er klædt på til at forstå trepartsforhandlingerne. Nu vil jeg så gerne læse mere om arbejdsgivernes og fagbevægelsens positioner, strategier og også gerne deres overvejelser — ligesom Søren Pind.

Bedste danske nyhedsmail

Oven i de solide journalistiske præstationer topper Zetland dagligt dagen af med den bedste nyhedsmail, jeg har set på dansk. Minder dog en del om de mails, jeg abonnerer på fra Vox og Quartz. Men pyt med det, bare det virker. Og det er lige, hvad det gør.

Generelt er Zetland i besiddelse af en enorm rar og uhøjtidelig sprogtone. Det kommer til udtryk i langt de fleste generelle tekster og gudskelov også i mange artikler. Men nyhedsmailen har faktisk det sikreste udtryk af denne særlige Zetland-lingo, som hverken taler ned eller op, men sider lige i sylten.

Lix-tallet i Zetlands artikler er stærkt svingende

Sejt elegant design

Jeg er næsten uforbeholdent begejstret for designet.

Forsiden er elegant og giver et godt overblik — her hjælper det selvfølgelig med få artikler. Jeg kan godt lide, at man klikker vandret for at komme til tidligere dage og at navigation og logo er helt minimalistiske. De megastore billeder på både forside og artikelsider er også lækre. Desværre pixelerer og gryner de på min store desktop-skærm. Men på mobil og tablet er de fremragende.

Og så er det en rasende sej detalje, at overskifterne bliver ”typet” ind, mens siden loader.

Zetland har også tænkt kreativt i at bryde de lange tekster op med orangefede bonusinfo. Det fungerer godt, hvis informationer falder på de rigtige tidspunkter. Ellers støjer det lige så meget som en forstyrrende bannerannonce.

For eksempel virker det decideret mærkeligt at afbryde Giddens tanker om Storbritanniens rolle i EU med en bonusinfo om, at han holder med Tottenham Hotspurs.

Man kan altså ikke bede læserne om at holde tungen lige i munden for at indtage komplicerede analyser og så samtidig forstyrre med fjollede irrelevante informationer.

Fortæl hvem der skriver

En sidste undren er de mikrobiografier af Zetlands journalister, der ledsager artiklerne. Det er en god ide, at jeg som læser kan blive klogere på afsenderen — ikke mindst fordi langt de fleste artikler har et kraftigt personligt touch. Men Zetland bruger biografien til at fortælle, at journalisten skriver om det emne, som jeg sidder og læser om.

Det kan jeg da for pokker godt regne ud. Fortæl mig i stedet, hvem personen er, og hvad hans/hendes baggrund er for at skrive denne artikel. Det er i øvrigt særligt vigtigt, når Zetland opererer med journalister, som kunne mistænkes for at have en dagsorden. Her tænker jeg særligt på Jacob Mchangama, der dels er direktør i tænketanken Justitia og dels har en fortid i den liberale tænketank Cepos.

Hvorfor i alverden fortæller Zetland, at han skriver om ytringsfrihed? Det fremgår jo ligesom af en seks minutter lang artikel. Fortæl hvem han er.

Talent og vilje til at flyve

En vigtig komponent i Zetlands DNA er, at der er en tæt dialog mellem redaktionen og læserne. Zetland inviterer derfor også til artikelforslag fra læserne og det er en god begyndelse til at få skabt et mere sikkert greb om de signaler indholdet sender.

Men det bliver nok aldrig muligt at gøre alle tilfredse hele tiden. Til så længe antallet af daglige artikler er så begrænset, skal Zetland til gengæld virkelig sikre sig, at læserne så er rasende tilfredse med det, de kan lide. Moderat det-er-da-en-helt-fin-artikel, er ganske enkelt ikke nok, hvis det er dagens enlige snaps.

Baseret på de første to dages oplevelser fornemmer jeg, at Zetland har den rigtig kurs og at redaktionen har talentet og viljen til at få projektet helt op og flyve.

Alt i alt er der flest superfede vitaminer i Zetland-projektet og det bliver spændende at følge outputtet, når lageret af forskudsproducerede artikler er opbrugt. Det tror jeg vil styrke Zetland — men ligesom med Alternativet er det for tidligt at spå om de bliver en fastetableret magtspiller.

Efterskrift: Onsdag morgen bringer Zetland kun to artikler på henholdsvis 13 og 11 minutter. Uanset, hvor gode de er, har jeg ikke tid til så lange værker, og det understreger pointen om Zetlands akilleshæl. Onsdag morgen fik jeg ikke noget for mine medlemspenge.

Denne anmeldelse er oprindeligt skrevet til Kforum