I årevis anede forskere ikke, hvorfor humlebiens små vinger kunne bære dens store krop. På samme måde var det i lang tid en gåde, hvordan Skandinavien havde så stor velstand på trods af vores relativt begrænsede ressourcer og uddannelsesniveau. Svaret viste sig at være vores store tillid.

Den danske tillid er som humlebien: ”Vi har noget fuldstændig unikt og enestående. Men vi risikerer at ødelægge det.”

Jens Haag

I Danmark har vi en helt enestående høj tillid til hinanden, som muliggør vores omfattende og relativt velfungerende velfærdsstat. Men øget kontrol og bureaukrati risikerer at kvæle en af vores vigtigste ressourcer: Vores tillid.

”Øh, er du Jens Haag?” spørger stemmen i telefonen.

”Ja, det er mig, hvad drejer det sig om?” Klokken er syv om morgen. Jeg er træt og irritabel.

”Vi har fundet dit hævekort i parkeringsautomaten og tænkte bare, du gerne ville have det igen. Min datter fandt dit nummer på internettet,” siger stemmen undskyldende.

Jeg skynder mig hen til et babysittende ældre ægtepar, der venligt tager imod min overstrømmende taknemmelighed og giver mig mit hævekort tilbage. Jeg havde ikke engang opdaget, at jeg havde glemt hævekortet i automaten den foregående aften, inden hjælpsomme mennesker sikrer sig, at jeg får det igen. Uden overhovedet at overveje at udnytte min glemsomhed.

Min historie er på ingen måde enestående. Adskillige danskere har oplevet det samme.

De oplevelser skyldes en ressource vi i uhørt grad er rige på i Danmark, og som eksperter kalder den allervigtigste, vi har. En ressource, der ikke findes nede i jorden som guld eller olie, og alligevel er en stor del af svaret på, at vores land er så rigt og lykkeligt.

Det skandinaviske guld, kalder de det, men i daglig tale hedder det tillid.

Men det er også en skrøbelig ressource, som kan misbruges og forsvinde, hvis ikke vi værner om den og passer på. Og der er bekymrende tendenser, mener eksperter.

Barnevogne og cigaræsker

I 1997 blev en dansk kvinde arresteret af politiet i New York, fordi hun havde parkeret en barnevogn med sin 14 måneder gamle baby på gaden, mens hun og hendes mand besøgte en café. Amerikanere var oprørte over, hvad de opfattede som uansvarlig og hasarderet opførsel, mens danskerne var fuldstændig uforstående overfor, at det nu skulle være så frygtelig farligt at lade et barn sove uden opsyn, mens man fik sig en bid brød.

I Danmark er det helt normalt, at forældre stiller barnevogne på gaden uden at frygte for deres børns sikkerhed. I det hele taget er den tillid vi har til hinanden, set med internationale øjne, bemærkelsesværdig stor: I gårdbutikker og boder langs landevejen står bunker af friske æg og jordbær frit tilgængelige. Kunderne kan selv lægge kontanter i en cigaræske og tage, hvad de vil have.

Selve velfærdssamfundet bygger på en høj grad af tillid. Danskere er generelt villige til at betale en høj skat til gengæld for et omfattende sikkerhedsnet: Fri uddannelse, sundhedsvæsen og kontanthjælp. Vi går ud fra, at ingen udnytter systemet, men giver deres del, når det er muligt, og når vi selv er i problemer, vil fællesskabet træde til.

Tillid er en hjørnesten i vores samfunds sammenhængskraft.

Humlebien

Professor Gert Tinggaard Svendsen har et eller andet med humlebier.

På hans kontor på Aarhus Universitet hænger en indrammet udgave af forsiden på hans afhandling om tillid og den skandinaviske velfærdsstat. Den forestiller en ekspressionistisk malet humlebi med bittesmå vinger og den store, lidt klodsede, gulsorte krop.

”Man kan godt sige, at vingerne er tilliden, der holder den store krop, velfærdsstaten, oppe,” siger han og le,r da jeg spørger indtil humlebien.

Humlebimetaforikken optræder også i den lille Tænkepausebog om tillid, som Gert Tinggaard Svendsen har skrevet for Aarhus Universitetsforlag. Engang manglede biologer viden til at forklare, hvordan den bagtunge humlebi med de bittesmå vinger kunne bære sig ad med at flyve.

Men humlebien fløj ufortrødent videre, upåvirket af de kloge hoveders mangel på forståelse.

”På samme måde som humlebiens flyveevner, var det i lang tid lidt af en gåde, hvordan det danske samfund kunne være så velfungerende og rigt. Vi havde kun beskedne naturressourcer, et moderat uddannelsesniveau og høje skatter og overførselsindkomster der, set fra et klassisk økonomiske synspunkt, burde fordre et samfund af ”nydere” fremfor ”ydere,” siger professoren.

Det skandinaviske guld

Tilbage i halvfemserne var Gert Tinggaard Svendsen med i et forskningsprojekt for Verdensbanken om social kapital og værdien af sociale netværk, og hvordan det kunne bruges i udviklingslande. Efter projektet kunne han ikke slippe det tilbagevendende spørgsmål fra de engelske og amerikanske kollegaer om, hvad det egentlig var, der var så særligt ved de skandinaviske landes store sammenhængskraft og relativt store økonomiske succes.

Men så kom han på at kigge et sted, økonomer sjældent kigger. Ikke nede i jorden, hvor råstofferne er, og heller ikke i vores hoveder, hvor vores uddannelser kan siges at være.

Han kiggede, hvor ingen havde kigget før, på relationerne imellem mennesker, og her fandt han det så: Det skandinaviske guld, tilliden.

”Vi har noget fuldstændig enestående og unikt i Danmark i form af vores uhørt høje tillid til hinanden. Det gør vores samfund rigere, for det tillader, at vi ikke behøver kontrollere hinanden hele tiden. Og kontrol er dyrt. Rigtig dyrt,” siger Gert Tinggaard Svendsen.

Graden af tillid i et samfund måles på en overraskende simpel måde. Man spørger testpersoner: Er de fleste mennesker er til at stole på? I Danmark svarer hele 78 % ja på det spørgsmål. I fx Ecuador svarer kun 10 % ja. Danmark har den højeste grad af tillid i hele verden.

Der er mange teorier om, hvorfor Danmark har så høj en grad af tillid. De går lige fra andelsbevægelsen over lange perioder med relativt høj stabilitet og til vikingernes ordsprog om at ”et ord er et ord”.

Det store spørgsmål er, hvordan og hvornår den høje grad af tillid er opstået. Gert Tinggaard Svendsen kalder det ”nobelprisspørgsmålet”.

”Tillid er svært at opbygge, det tager mange generationer at opnå en stærk og solid tro på sine medmennesker på den måde vi har det her i landet. Det går til gengæld hurtigt med at nedbryde tillid, og årsagerne er veldokumenterede: Kriser, krig og kontrol,” siger Gert Tinggaard Svendsen.

Og især den sidste, kontrollen, bekymrer ham. For der er tydelige tegn på, at politikerne i stigende grad benytter sig af kontrol på bekostning af vores dyrebare tillid.

Kontrol er godt, men tillid er billigere

”For en politiker er der et stort vælgerpotentiale i at vise handlekraft. Så når der opstår en situation, hvor vores tillid til samfundsfunktioner bliver brudt, kan det være fristende at indføre skærpet kontrol, for at sikre sig at det ikke sker igen,” siger Gert Tinggaard Svendsen og peger på de øgede dokumentationskrav på fx plejehjem.

”Jeg har hørt om ansatte på plejehjem, der simpelthen begynder dagen med at udføre alt papirarbejdet, for at sikre sig at de ikke kommer i klemme i kontrollen. Men den tid bliver jo taget fra de egentlige kernefunktioner, som at være sammen med de ældre og yde reel pleje.”

Gert Tinggard Svendsen og den ekspressionistiske humlebi, der er på forsiden af hans afhandling “Trust, Social Capital and the Welfare State: Explaining the Flight of the Bumblebee”

Den samme gælder sådan set for alle de steder i samfundet, hvor kontrollen indføres. Den tid og penge, der skal bruges på det egentlige arbejde, på at yde omsorg eller lave vindmøller eller passe børn, bliver brugt på at kontrollere, at tingene nu bliver gjort. Også selv om der måske ikke er et reelt behov.

Et andet problem er, at de bureaukratiske statslige instanser, som skal foretage kontrollen, har det med at svulme op og suge endnu flere ressourcer til sig.

”Jeg har aldrig nogensinde hørt om en kontrolinstans, der udgav en rapport hvor de konstaterede, at det sådan set gik meget godt på det område, de beskæftigede sig med, og at politikerne derfor godt kunne skære ned på dem. Det ville jo betyde, at de ikke fik flere penge eller, værre endnu, at man simpelthen kunne nedlægge deres arbejde,” siger Gert Tinggaard Svendsen.

Men værst af alt betyder kontrol, at tillid overflødiggøres. Hvis samfundet kontrollerer ens medmennesker, hvorfor skal man så ulejlige sig med at stole på dem?

Vi er fortsat på rette spor

”Vi er fortsat på det rette tillidsspor. Men udviklingen er bekymrende. Vi har meget at tabe, og der skal ikke mange svigt til, før vi holder op med at stole på hinanden,” siger han og spørger, om jeg cykler i skole. Det gør jeg.

”Hvis du nu blev overfaldet og fik stjålet din computer på vej i skole, kunne det godt være, du ville tænke dig om en ekstra gang, før du gjorde igen. Og hvis det skete igen, ville du nok finde en mere kontrolleret og mindre tillidsfuld måde at transportere dig selv rundt. Vi har noget helt unikt i Danmark, noget helt enestående og vi har ikke råd til at miste det.”

Han peger på maleriet af humlebien.

”Humlebiens vinger er ret små, alt taget i betragtning.”

Tillid er organisk

Brian Degn Mårtensson er ph.d. fellow ved Aarhus Universitet med speciale i pædagogik, dannelse og etik. Han har været en skarp kritiker af de nye kontrolkrav, der har fulgt med for eksempel folkeskolereformen. Han deler Gert Tinggaard Svendsens bekymringer.

”Det politiske krav om kontrol risikerer at kvæle demokratiet. Staten kommer til at kontrollere skabelsen af borgerne, i stedet for omvendt. I stedet for en tillidsfuld dannelse af gode samfundsborgere, vil man kontrollere læringsplaner helt ned i børnehaven. Og det går udover vores tillid og dermed nationens sammenhængskraft,” siger han.

Mennesker er ikke kun skabt af rationelle og kontrollerbare processer. Halvdelen af det vi gør, er styret af vores mere eller mindre irrationelle følelser. Fx sådan noget som kærlighed og tillid.

”Man kan ikke kontrollere sig til tillidsfulde mennesker. Det er besnærende at forsøge, men man kan fx ikke sige at en medhjælper på et plejehjem hver dag skal holde et ældre menneske i hånden tre gange, at der skal synges mindst én fællessang og så videre. Det er at se på mennesker som robotter. Vores tillidsfulde og følelsesmæssige interaktioner med hinanden bliver nødt til at være organiske,” siger Brian Degn Mårtensson.

Man kan ikke kontrollere sig til tillid

Han peger på den socialistiske drøm fra starten af det tyvende århundrede om at bygge et samfund, hvor mennesker yder efter evne og nyder efter behov. Et sådant samfund ville kræve en enorm mængde blind tillid, og det problem forsøgte man i Sovjetunionen og østblokken at kontrollere sig ud af med katastrofale følger.

”Alle de gange i historien hvor man har forsøgt at kontrollere sig til tillid er det gået helt galt. Og den udvikling vi ser i nutidens Danmark er absolut den forkerte vej at begive sig nedad.”

”Tillid bliver nødt til at komme nedefra og op, det kan ikke bestemmes af højere magter, at nu skal I altså være tillidsfulde. Man bliver nødt til at slippe det fri, og have tillid til at folk har tillid.”

    Jens Haag

    Written by

    Jens Haag

    Welcome to a place where words matter. On Medium, smart voices and original ideas take center stage - with no ads in sight. Watch
    Follow all the topics you care about, and we’ll deliver the best stories for you to your homepage and inbox. Explore
    Get unlimited access to the best stories on Medium — and support writers while you’re at it. Just $5/month. Upgrade