The Olympic Games in Rio

Nu har vi lagt OL bag os og rykket til en lille flække, hvor det regner dagen lang, så det er tid til en blog-opdatering!

De sidste 10 dage har vi brugt i Rio. Vi havde lejet os ind hos Luiz igennem Airbnb, hvor vi for 250 kr. pr dag fik et fint lille værelse med udsigt til Kristus Forløseren i et nabolag lige nord for Copacabana.

Vores OL-eventyr begyndte ikke særlig stærkt. Det pissede ned med regn da vi afhentede vores billetter på et kontor i Botafogo. Og det var dagen hvor vi skulle se golf. Vi følte os dog lidt heldige alligevel, da vi havde hørt folk vente i 8–9 timer for at få deres billetter, men det tog os heldigvis kun et kvarter.

Thea havde et ambivalent forhold til at se golf, men måtte indrømme at det var sjovt. Vi så både Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og et par australske spillere, som vi ikke lige kendte. De fleste store spillere havde meldt fra, da der ikke er store penge i OL.

Vores tur til golfbanen var også vores første møde med logistikken til OL. Golf-banen var anlagt ned til vandet i Barra — en bydel som ligger i udkanten af Rio. For at komme herud skal man først med en metro, derefter skifte til en anden metro og til sidst en propfyldt bus. Det tog cirka 70–80 minutter fra den centrale del af Rio.

Således var det med samtlige OL stadions: Hockey og ridning var anlagt på en militærbase i Deodoro — det var en 2 timers togtur fra os. Badminton og bordtennis var anlagt i nogle faldefærdige bygninger tæt ved golfbanen. Den olympiske park var en 70 minutters køretur fra Rio + 30 minutters gå-gang. Sammenlagt har vi nok brugt 4–5 timer på transport hver eneste dag. Det er mig en gåde hvorfor man ikke har anlagt det tættere på tog/metro-stationer.

Deodoro

Samme dag som vi så golf, havde vi billetter til bordtennis og det var, overraskende nok, et af højdepunkterne. Det var hold-turneringen, hvor hvert land stiller med 5 spillere og spiller bedst ud af 5 kampe — både singler og doubler. Opsætningen af ligesom badminton, hvor mange kampe finder sted samtidigt og øjnene hopper lidt fra kamp til kamp.

Vores øjne var først og fremmest på Brasilien-Sydkorea, da det jo var her de fleste tilskuere fulgte med, men Sydkorea fik hurtigt ekspederet Brasilien ud og det samme gjaldt alle de andre kampe pånær Storbritannien-Frankrig. Jeg havde en lille mønt på Storbritannien, som en kontakt havde meldt op var tættere end odds angav. De fleste tilskuere var efterhånden gået hjem, men gik glip af én af de tætteste og mest intense bordtennis kampe man kan forestille sig.

Hver eneste kamp gik i 5 sæt og hvert eneste sæt bød på sindsyge dueller og redninger. Holdene skiftes til at vinde en kamp og således røg den også i 5. og afgørende sæt. Hver spiller må kun spille 2 kampe og derfor måtte Storbrittaniens svageste spiller, Walker, op imod en af Frankrigs bedste, Gauzy. Det var altså en spiller som var ranket 131 mod en top 20 spiller i verden. Walker kæmpede sig i 5. sæt, men så desværre ud til at tabe, da Gauzy kommer foran 10–7 og dermed har 2 sætbolde, men Walker tog de næste 5 point og vandt kampen! Det var helt uhørt og en flot afslutning på den 4-timer lange kamp!

Næste dag havde vi én af de sportsgrene jeg havde glædet mig mest til; beach volley. Vi havde dog hele dagen til at varme op, for kickoff var i ægte brasiliansk tids-manér fastlagt fra 23 til 01.

Beach volley stadion er selvfølgelig anlagt på Copacabana, midt på stranden med udsigt til vandet. Det var en vanvittig fed placering og brasilianerne elsker beachvolley, så stemningen var god. Vi så det australske par vinde en kamp, som gik i 3 sæt og en anden kamp jeg ikke husker. Generelt havde kampene ikke de mest spændende dueller — jeg så bedre dueller til Australia Open, men det var alligevel en kæmpe oplevelse at se beach volley på Copacabana.

Beachvolley på Cobacobana

Dagen efter tog vi til hockey, men vi havde ikke regnet med at det var så langt væk fra Rio. Det betød desværre at vi missede hele første kamp, hvilket var klart den fedeste (Argentina-Spanien).

Hockey i Deodoro

For at det hele ikke skulle stå på OL, bookede vi også en tur til en favela. Det gjorde vi igennem et firma, som har specialiseret sig i at tage folk med ind i favelaer uden at blive kidnappet eller skudt.

Nu om dage er favelaerne i den centrale del af Rio dog ikke så farlige. I 2010 gik nogle af banderne for vidt og skød bl.a. en helikopter ned med en bazooka, samt blokerede hele gader i de riges ghetto, Ipanema. Det resulterede i at kommunen i Rio bad militæret om hjælp og således er mange favelaer nu pacificeret. Det betyder at politiet konstant opholder sig i favelaerne og har en politistation i de største. Nu har den værste vold og kriminalitet flyttet sig til favelaerne i udkanten af Rio.

Vi besøgte Rocinha favela, som er den største i Sydamerika. Her bor officielt ca 60.000, men det rigtige tal siges at være tættere på 200.000. Jeg følte mig ikke usikker på noget tidspunkt og der var rigeligt med politi, så pacificeringen må siges at være lykkedes. Generelt synes jeg Rio virkede utrolig sikkert — har følt mig mere usikker i både Mellemamerika og Morocco.

Vores guide fortalte os dog hvordan billedet var helt anderledes for bare 6 år siden. Her var hovedgaden i favelaen pusherstreet og det var ganske normalt at se 16-årige med maskingeværer.

Efter vores favela tur, tog vi ned og sonderede strandlivet. Her faldt vi over det danske hus, som var placeret på Ipanema strand. Det var rigtig populært blandt brasilianere — så populært at vi opgav at stå i kø. Tænker lidt der burde være en speciel indgang, hvis man har dansk pas?

Ipanema strand er fantastisk og kan sagtens måle sig med Bondi/Manly. Her er beachvolley net så langt øjet rækker, store numser og kolde caipirinhas.

Efter et par dage gik turen endelig til den “rigtige” olympiske park. I mellemtiden var vi begyndt at tage Uber rundt, da de kørte en rigtig god deal med en fast pris til OL, så længe man delte bil med andre. Vi mødte mange glade mennesker på den måde.

Den olympiske park var mind-blowing. Det var svært at få et overblik, men vi talte mindst 12 stadions på et meget lille areal. Og ikke bare små haller, men kæmpe stadions i hvert deres design. Derudover var der storskærme, boder og endda en natklub. Alle steder strømmede der folk ind og ud af hallerne og man kunne altid høre brøl og klap fra hver hal når man gik forbi. Det var en hel speciel atmosfære, som på mange måder kan sammenligne sig med EM/VM.

Vi skulle ind og se håndboldkampen Danmark-Slovenien og vi ved jo alle hvordan det gik. Det var god lir!

Dagen efter var der mere dansk lir, da vi købte nogle last-minute billetter til finalen i badminton damedouble. Det var en vanvittig kamp, som vi jo desværre tabte i 3. sæt, selvom vi var oppe 19–16. Japan var dog nærmest på hjemmebane, pga. den store herboende japanske befolkning. Det er den største japanske befolkning udenfor Japan.

Vi skulle runde OL af i stil og det gjorde vi med rytmisk gymnastik. Noget jeg ikke fatter hvorfor vi købte billetter til. Vi endte med at gå efter 30 minutter. Må dog sige at der er nogle hardcore fans i rytmisk gymnastik — der var mere knald på stemningen her end både bordtennis, badminton og til dels håndbold.

Inden vi skulle med bussen næste dag, skulle vi selvfølgelig også se Christ the Redeemer. Det var en større udfordring end vi havde troet. Først var der for mange skyer, så var toget udsolgt på vores afgange, så tog vi bussen op og skiftede til en anden bus. Endelig kom vi op og det er en vanvittig statue på alle måder. Udsigten er også fænomenal. Til gengæld er der alt for mange turister. Og hver eneste turist enten ligger på jorden for at tage et billede hvor de får hele statuen med, eller står med udstrakte arme. Det er lidt kaotisk.

Generelt var Rio en god oplevelse. Og OL kan virkelig anbefales — vi snakker allerede om Tokyo 2020. Hvis vi skulle gøre noget anderledes, var det nok at samle nogle af begivenhederne på færre dage, så man ikke skal ud til noget hver eneste dag. Vi ville også gerne have brugt længere tid i den olympiske park, for det var her man virkelig følte OL. Vi følte også lidt vi ikke rigtig fik set Rio — hverken trapperne, Sugarloaf Mountain eller botanisk have. Men det må blive en anden gang!

Højdepunkterne var nok bordtennis, håndbold, badminton og at se volleyball/fodbold-finalen med Brasilianske fans. Det fik mig til at ønske jeg havde punget ud for billetterne til de to kampe.

Nu har vi taget bussen 4 timer vestpå til Paraty, men her regner desværre en del og derfor blev det her indlæg også temmeligt langt — der er ikke så meget andet at give sig til

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Rio to Mexico’s story.