FRA “mig” til “OS”

Oxytocin — behagelig og nydelsesfulde stimuli.


Hvor er dagen i dag skøn. De sociale medier præges af positive nytårshilsner og glemt er alle stridigheder for en stund.

Jeg har lagt mærke til, at mange nytårshilsner er en opsummering af hvad “jeg” opnåede i året der gik og hvad “jeg” skal i gang med i det nye år. Det er også helt ok.

Men hvad nu hvis vi hver især besluttede, at fra og med i dag erstattede vi ordene:

“jeg”, “mig” og “min”

med

“VI”, “SAMMEN” og “OS”

Så kunne alle nytårsfortsæt om slankekurer, stoppe med at ryge og mere motion etc. erstattes med spørgsmålet:

“HVAD GØR DU FOR AT HJÆLPE PERSONEN VED SIDEN AF DIG?”

Den behagelige følelse du får af at hjælpe et andet menneske, er langvarende og overgår alle de følelser du får af at hjælpe dig selv.
Det skyldes hormonet Oxytocin. Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for andre.

Oxytocin eksempel:
Jeg var ude at løbe en tur forleden og kommer forbi en lille æbleplantage. I siden af vejen står en ældre kvinde og skal i gang med at åbne døren til sin bil. Kassen hvor æblerne ligger i er våd og begynder at bøje sig sammen, hun presser sin krop mod kassen så æblerne ikke triller ud på vejen.

Jeg havde to muligheder:

1. løbe videre
2. stoppe op og hjælpe den ældre kvinde

Jeg vælger heldigvis mulighed 2.

Jeg stoppede op og spurgte om jeg ikke lige skulle åbne døren for hende, det blev hun rigtig glad for og ingen æbler faldt til jorden. Jeg løb videre med et stort smil på læben og forlod en ældre kvinde med et stort smil på læben. Det fantastiske ved oxytocin er at hormonet også frigøres hos den part vi hjælper, fordi vi allesammen godt kan når andre gør noget godt for os.

Da jeg kom hjem, slog det mig pludselig, at det eneste jeg tænkte på var taknemmeligheden fra den ældre kvinde, min puls og tiden på turen var total ligegyldige.

I dag når jeg sidder her og skriver denne nytårshilsen, smiler jeg igen og tænker tilbage på den smilende ældre kvinde.

Lad os hjælpe flere mennesker i 2014.

Rigtig godt nytår

#inspiresomeone

Email me when Jesper Outzen publishes or recommends stories