Menneskets indvandring til Danmark

Af Jørgen Holm, version 2011

Vandreblokken i Tirslund Plantage ved Brørup. Foto: Henrik Brinch Christiansen (2005).

Gang på gang vender jeg i tankerne eller i konkret, fysisk forstand tilbage til den markante sten i Tirslund Plantage ved Brørup. Denne ‘kæmpesten’ eller vandreblok, Danmarks næststørste, må formodes at være anbragt på dette sted af den gigantiske gletsjer under næstsidste istid, Saale Istiden, for ca. 150.000 år siden.

Jeg forestiller mig, at mammutter har gnubbet sig op ad den, og at den kan have fungeret som fikspunkt, vejviser og lægiver for nogle af de første mennesker, der tog det område, vi nu kalder Danmark, i besiddelse …

Mens der efterhånden er opbygget et detaljeret kendskab til den senpalæolitiske bosættelse i Danmark i perioden ca. 14.700–11.700 før i dag, befinder studiet af ældre palæolitikum sig endnu på et kontroversielt pionérstade, stærkt præget af amatørarkæologernes indsats. Sindene bringes let i kog, og udtryk som ‘arkæologiens flyvende tallerkener’, ‘farlig flint’ og ‘det falske trut i mammuthornet’ har føget gennem luften (Becker 1971; Glob 1963, 1972; Holm & Larsson 1995).

Det skorter ikke på danske fund af flintgenstande, som har en påfaldende teknisk og morfologisk lighed med redskaber fra ældre palæolitikum i det sydlige udland, men da de alle er fundet på sekundært leje, løsrevet fra deres geologiske sammenhæng, er de mere eller mindre tvivlsomme — også fordi de næppe kan skelnes fra forarbejder til neolitiske dolke, spydspidser og segl.

Ud fra en vurdering af klima og naturmiljø, flora og fauna, er der imidlertid intet til hinder for, at mennesker har kunnet leve i vores område i det mindste under mellemistider og interstadialer (kortere, milde klimatiske indslag under istiderne) (Sand-Jensen 2006).

Hvis man vil danne sig et begreb om, hvornår de første mennesker kan være kommet hertil, må det være naturligt at tage udgangspunkt i de ældste fund i vores nærmeste nabolande. Hvis vi ser på fx Tyskland og England, har man dér nogle af de ældste fund i Europa. Bearbejdede flintsager, der ligger i aldersklassen ca. 900.000 år, er for ganske nylig fundet ved den engelske Nordsø-kyst nær byen Happisburgh (Parfitt et al. 2010).

I forbindelse med istiderne har store mængder havvand været bundet i form af is, og det har medført en drastisk sænkning af Nordsøen — op til 130 m. Der har her i lange perioder været tørt, fast land, det såkaldte ‘Doggerland’, som ser ud til at have været et eldorado for dyr — og dermed formentlig også mennesker.

Hollandske og belgiske fiskere får store mængder knogler, især af istidsdyr — fx mammutter og rensdyr — i deres trawl, og istidsmenneskets efterladenskaber er også begyndt at dukke op i de seneste år, bl.a. et stort antal mere end 100.000 år gamle håndkiler, som blev fundet ved sandpumpning ud for Great Yarmouth (Web link 2008). Og en stump af et neanderthalkranium er for nylig fundet i Nordsøen ud for Holland (Web link 2009).

Kaster vi et blik på det nordtyske område, er der forholdsvis tæt op mod den danske grænse fundet et stort antal mellempalæolitiske håndkiler ved Ochtmissen nær Lüneburg (Terberger 2006) og uomtvistelige flintspåner i 12 meters dybde i en tørveaflejring ved Schalkholz. Sidstnævnte aflejring er med stor sikkerhed dateret til den såkaldte Brørup Interstadial for ca. 100.000 år siden (Arnold 1978).

Hertil kommer flere overfladefund af flintgenstande, bl.a. fra Joldelund og Drelsdorf (Hartz 1986), som har en overbevisende teknisk og formmæssig lighed med mellempalæolitiske redskaber, bl.a. håndkiler. Hertil kommer at flinten udviser overflademodifikationer, forskelligt slid, som kunne se ud til at være opstået i et arktisk klima.

Hollerup

Det bedste og sikreste bud på et dansk mellempalæolitisk fund er de efter alt at dømme marvspaltede dådyrknogler fra en dybtliggende søaflejring ved Hollerup på nordsiden af Gudenå-dalen nær Langå.

Den kommercielle udvinding og udnyttelse af diatoméjord — eller kiselgur (bl.a. anvendt som isolationsmateriale) — fandt sted her i tidsrummet 1895–1960. Geologen og botanikeren N. Hartz kunne i 1896 konstatere, at søaflejringerne strakte sig over ca. 250 m. De stammede fra sidste mellemistid, Eem ca. 130.-115.000 år før i dag, og lå under et mere end 10 m tykt sandlag (Møhl-Hansen 1955).

Hollerup. Knogler fra en gammel dåhind med tydelige spor efter marvspaltning. Foto: Gert Brovad.

Resterne af 7 dådyr blev fundet i perioden mellem 1897 og 1925. I 1950’erne udførte konservatoren Ulrik Møhl nogle studier af dådyrknoglerne fra Hollerup, bl.a. fund ‘V’ fra 1912. Efter at have sammenlimet et stort antal fragmenter spærrede han forbløffet øjnene op: Ud over friske skader, opstået i forbindelse med optagningen, var der også mange gamle, primære frakturer, som havde den samme farve og sorte aftegninger af dendritter (udfældninger af manganilte) som knoglernes overflade. De viste alle tegn på marvspaltning, dvs. at mennesker med et stumpt instrument har knust knoglerne for at nå ind til den velsmagende og næringsrige marv.

De var parvis behandlet på samme måde — og var de blevet fundet i en langt yngre sammenhæng, fx på en mesolitisk boplads, ville man slet ikke være i tvivl. Møhl skrev i sin opsigtsvækkende artikel, at han hver morgen som det første forsøgte at gendrive sin egen hypotese, men uden held!

Hvis dette fund er fortolket korrekt, står vi med et indirekte vidnesbyrd om menneskers tilstedeværelse i Danmark for langt over 100.000 år siden — og der kan da kun have været tale om Homo sapiens neanderthalensis, der efter en vellykket jagtekspedition har slået sig ned ved søbredden i Hollerup.

Vejstrup Skov

To amatørarkæologer, brødrene Niels og Åge Boysen, har siden engang i 1960’erne opsamlet grove flintsager på adskillige lokaliteter nær deres hjem på Christiansfeld-egnen. Fælles for alle disse fund er, at de stammer fra bunden af V-formede erosionskløfter, der er op til 15 m dybe, og som er skabt af smeltevand under Weichsel Istiden.

I 1971 blev en prøvegravning foretaget på den mest lovende af disse lokaliteter, Vejstrup Skov. Undersøgelsen blev forestået af Institut for forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet under ledelse af Søren H. Andersen og med deltagelse af studenter og de to Boysen-brødre.

Nogle få stykker bearbejdet flint — magen til dem, som allerede var blevet fundet på sekundært leje i bækken på bunden af dalen — blev påtruffet i et rustfarvet sand- og gruslag dækket af ca. 8 m moræneler, repræsenterende flere isfremstød under Weichsel.

Vejstrup Skov. Arbejdssituation fra udgravningen 1972. Fra venstre Jørgen Ilkjær, Aage Boysen, med ryggen til Niels Boysen og en af Aage Boysens sønner.

En større egentlig udgravning fulgte i 1972, denne gang med deltagelse af kvartærgeologer og -palæontologer. Et antal søgegrøfter blev gravet ind i den vestlige dalside for at blotlægge primære lag, som før undersøgelsen var dækket af nedskredne jordmasser.

Det fundførende lag viste sig at være en ferskvandsaflejring bestående af grus og sand og indeholdende større sten. Dette lag var overlejret af 2–3 Weichsel-moræner.

Geologerne kunne konstatere, at der var tale om en Eem-aflejring, men det er vigtigt at understrege, at laget også indeholdt mange foraminiferer, som er karakteristiske for den foregående mellemistid, Holsten Mellemistiden. Dette forhold, kombineret med, at nogle af flintartefakterne udviste tegn på rulning og således omlejring, førte til den antagelse, at fundene sandsynligvis i virkeligheden stammede fra næstsidste mellemistid.

Ikke blot danske arkæologer, men også udenlandske eksperter, pegede på en besnærende lighed med den fortrinsvis engelske Clacton-kultur. Fundmaterialet, som ikke indeholder håndkiler, består langt overvejende af grove spåner/skiver og blokke, hvoraf disse er slået, men der optræder også enkelte stykker med sekundær tildannelse, retouche, bl.a. i form af skraberlignende redskaber og tandede stykker.

Vejstrup Skov: Et lille udvalg af de grove flintsager. Tegning: Orla Svendsen.

Fundene ved Vejstrup Skov var 1970’ernes store arkæologiske sensation, men sidenhen har stilheden sænket sig, og de har ikke været underkastet en egentlig videnskabelig bearbejdelse, endsige publicering. Der foreligger kun få, sporadiske omtaler i litteraturen — og da i populær form (Becker 1977). Det skyldes, at der i årenes løb, ikke mindst hos udgravningslederen, er opstået tvivl om såvel fundforhold som datering.

Tendensen går i retning af at betragte fundene som langt yngre, omlejret materiale, fx fra neolitikum, et synspunkt, som det imidlertid er vanskeligt at forlige med den oprindelige melding, at nogle af flintsagerne lå indlejret i et lag fra Holsten/Eem Mellemistiden.

Holsten Mellemistiden blev i 1970’erne dateret til ca. 240.000 år, men er med den nuværende viden rykket ca. 150.000 år tilbage. — Der bør selvsagt foretages en ny undersøgelse ved Vejstrup Skov, som kan be- eller afkræfte fundets vigtighed.

Vejstrup Ådal

Under udarbejdelse …

Ejby Klint

Under udarbejdelse …

Fænø og Seest

Mange andre steder i landet er der gjort fund af lignende grove flintsager, bl.a. i Vejstrup Ådal på Sydøstfyn (Holm 1987). Hertil kommer mere spredte fund af håndkilelignende flintgenstande.

Mest overbevisende virker et stykke fundet ved stranden på Fænø i Lillebælt. Hollandske forskere mener, ud fra studier af såvel form og teknik som overflademodifikationer, at det er overvejende sandsynligt, at man her står over for en ægte håndkile, som har været igennem en lang og slidsom omlejringshistorie (Johansen & Stapert 1996).

Fænø. Mulig håndkile fundet ved stranden. Stykket måler ca. 12 cm.

En anden spændende lokalitet er Seest i Koldings vestlige udkant, hvor der siden ca. 1950 er fundet mere end 100 knogler af til dels uddøde dyrearter og en halv snes flintsager (Westerby 1956, 1957).

Fundene stammer fra mindst 7 grusgrave ved Kolding Ådal og Hylkedalen. Lagene her består overvejende af sand og grus, aflejret af smeltevand i forbindelse med Weichsel-isens retræte. Desværre er alle knogler og flintsager fundet på sekundært leje — ved foden af skråninger og i sorterede stendynger.

Kun en del af knoglematerialet er blevet artsbestemt, men det omfatter bl.a. skovelefant, Merck’s næsehorn, kæmpehjort, dådyr og steppebison. En fauna, der både peger i retning af mellemistid og mildere klimatiske indslag under istiden.

Det er vigtigt at understrege, at en rig palæozoologisk lokalitet naturligvis også er en potentiel arkæologisk lokalitet. Fra grusgravene foreligger en håndfuld grove flintafslag og en smuk, ca. 8 cm lang flintflække med mikroafsprængninger langs længdekanterne, tydende på, at stykket har været udsat for transport i strømmende vand. Flækken er fundet på et sted i grusgraven, hvor overjorden var fjernet på forhånd.

Seest. Ca. 8 cm lang, smuk flintflække fundet i grusaflejring. Tegning: Erik Westerby.

I nærheden af Seest, på den anden side af Kolding Ådal, er der ved Ejstrup Station gjort in-situ fund af bl.a. dådyr og skovelefant i tørveaflejringer fra Eem. Det sandsynliggør, at denne ådal også har eksisteret i sidste mellemistid.

Den senpalæolitiske bosættelse

Mens udforskningen af ældre palæolitikum i Danmark er meget usikker og lader meget tilbage at ønske, er der anderledes fast grund under fødderne, når det drejer sig om studiet af senpalæolitikum, dvs. den seneste fase af Weichsel Istiden ca. 14.700–11.700 før i dag. Her har vi en rig forskningstradition, og den rækker langt tilbage.

At Danmark var beboet i palæolitikum blev allerede godtgjort i 1889, da et rentakslagvåben blev fundet ved foden af klinten ved Nørre Lyngby (Müller 1896). Denne klint tiltrak sig igen opmærksomhed i 1915, da en skafttungespids af flint, Nørre Lyngby-pilen, blev fundet i et lag, som kunne tidsfæstes til Yngre Dryas, den markante kuldeperiode, der afsluttede istiden (Jessen 1915).

Brommekulturen

Et vigtigt forskningsgennembrud skete i 1944, da den ansete amatørarkæolog Erik Westerby (også involveret i Seest-fundene) fandt en boplads fra Allerød-tid på et sandet næs ved Bromme nær Sorø (Mathiassen 1946; Fischer 1987).

Den spinkelt funderede term ‘Lyngbykultur’ blev nu afløst af ‘Brommekulturen’, der har vist sig hovedsageligt at være et sydskandinavisk og nordtysk fænomen. Locus classicus, der er C14-dateret til ca. 13.000 før i dag, blev i de følgende år suppleret ved opdagelsen af andre sjællandske pladser af samme type.

Udforskningen af palæolitikum stagnerede i en årrække, og den første boplads vest for Storebælt, Bro 1, blev først fundet i 1960’erne (Andersen 1973). Herefter gik det imidlertid slag i slag, og et stort antal Bromme-bopladser er efterhånden fundet spredt ud over det meste af landet (Fischer 1977; Johansson 2003; Madsen 1983; Nilsson 1989).

Hamburg-bopladser ved Jels

Det næste afgørende gennembrud kom, da en prøvegravning ved Jels (1981–83) afslørede, at en boplads, Jels 1, som allerede var fundet af amatørarkæologen Jørn Fynbo i 1968, tilhørte Hamburgkulturen.

Den første zinken fra Jels 1-bopladsen præsenteret af finderen Jørn Fynbo.

Lige siden Alfred Rust i 1930’erne foretog sine epokegørende undersøgelser i Ahrensburg-dalen i Nordtyskland, havde netop denne rensdyrjægerkultur, knyttet til Bølling-perioden ca. 14.700–14.000 år før i dag, stået øverst på danske stenalderarkæologers ønskeliste. Et forvarsel havde der dog været i form af C.J. Beckers publicering af en kærvspids af klassisk Hamburg-type, et løsfund fra Bjerlev Hede mellem Vejle og Horsens (Becker 1969).

Supplerende undersøgelser i nærheden af Jels 1 viste, at der ca. 30 m fra denne befandt sig endnu en boplads, Jels 2, fra samme kultur. Den blev udgravet 1984. Da disse bopladser allerede er blevet publiceret i detaljer i monografiform (Holm & Rieck 1992), vil jeg ikke gå nærmere ind på dem i denne sammenhæng, men rette blikket mod nogle endnu vigtigere senpalæolitiske pladser, som blev opdaget i 1985 — på Haderslev Museums fundmagasin!

Der var her tale om et hidtil ikke erkendt Hamburg-materiale, indbragt af en af museets tidligere medarbejdere, Peter Lepik, allerede i 1962. Bl.a. et par uomtvistelige såkaldte zinken, krumborlignende redskaber, der formentlig har fungeret som universalredskaber, en klar ledetype.

Jels 1 og 2. Til venstre ved biler og telte er Jels 1-bopladsen færdiggravet, mens Jels 2 til højre for markvejen er under udgravning. Set fra nord. Foto: Jørgen Holm.
Jels. Et udvalg af zinken, krumborlignende universalredskaber, en ledetype for Hamburgkulturen. Foto: Jørgen Holm

Hamburg- og Federmesserbopladser ved Slotseng

Disse fund viste sig at stamme fra Slotseng mellem landsbyerne Mølby og Neder Lert — kun lidt over 5 km fra og i direkte dalforbindelse med bopladserne ved Jels. Når jeg sammen med min kollega Flemming Rieck kørte hjem fra Jels-udgravningen i årene forinden, valgte vi ofte netop ruten mellem Neder Lert og Mølby og sagde hver gang i munden på hinanden: Et oplagt område at slå sig ned i for rensdyrjægerne. Lidet anede vi, hvor meget tampen brændte.

Slotseng. Et værktøjs-”kit” fra Hamburgkulturen: Skafttungespids (af Havelte-type), zinken, skraber, stikkel.

Det viste sig ved rekognoscering og en søgegravning i 1989, at der var ikke bare én boplads, men en hel klynge, to fra den nu allerede velkendte Hamburgkultur og ­- til vores store overraskelse -­ to fra den lidt yngre, men i Danmark hidtil stort set ukendte Federmesserkultur, der vel bedst oversættes til “Penneknivkultur”.

Den navngivende redskabstype er en lille flintspids, som ved finhugning er tildannet i forskellige geometriske former. En uheldig dåb, for der er ganske givet ikke tale om små knive, men om pilespidser, hvilket støttes af typiske skudskader. Af andre redskabstyper fra denne kultur kan nævnes skrabere og stikler (Holm 1993; Holm 1996).

Slotseng. Et udvalg af flintredskaber fundet på Hamburg-pladserne. Øverst: zinken, i midten: skafttungespidser, nederst: tre skrabere og en midtstikkel på retouche. Tegning: Jørgen Holm.
Slotseng. Bopladser og istidssøernes omtrentlige udstrækning (i Bøllingtid). a: Boplads fra Hamburgkulturen, udgravet 1993. b: Boplads fra Federmesserkulturen, udgravet 1990. c: Boplads fra Hamburgkulturen, udgravet 1991. e: Boplads fra Federmesserkulturen, udgravet 1993. Ækvidistance mellem højdekurver: 0.5 m. Tegning: Jørgen Holm.

Bopladserne ligger ­- ligesom dem ved Jels ­- på veldrænet sandbund og højt hævet over vådområderne i Nørre Å- og Ørsteddalen. I den sene istids åbne og forholdsvis vegetationsfattige landskab må de have været stærkt eksponeret for vind og vejr, så der må have været en tungtvejende grund til at slå sig ned på et så udsat sted: Fra dette høje stade har de næsten hele horisonten rundt haft et formidabelt overblik over landskabet og har kunnet holde øje med byttedyrene. Ikke mindst rensdyrene, hvis vaner de har haft et indgående kendskab til.

Jægerne har ikke fulgt i de “knirkende rensdyrs spor”, som Palle Lauring smukt lydmalende har beskrevet det i en af sine bøger. Dertil bevæger renerne sig for hurtigt. Nej, jægerne har kendt de ruter, som dyrene fulgte på deres sæsonmæssige vandringer, og slået sig ned på strategiske punkter i forhold hertil. Kun et par hundrede meter fra bopladserne ligger dalens bredder ganske tæt på hinanden, et oplagt overgangssted eller “tvangspassage”.

Alle fire bopladser har givet et rigt fundmateriale bestående af de gængse flintredskabstyper. Men det er vel at mærke kun flint, som er bevaret i den sandede jord.

Slotseng. Et udvalg af flintredskaber fundet på Federmesser-pladserne. Øverst: federmesser, i midten: skrabere, nederst: midtstikler. Tegning: Jørgen Holm.

Derfor kom råbet “vi har fundet noget spændende!” i 1991 som sendt fra himlen. Det var en smuk augustdag med langsomt duvende cumulusskyer. Et hold under ledelse af geologen Jette Lorentzen var i gang med at foretage boringer i lavningen nord for bopladserne. Boret — kun 7 cm i diameter — havde mirakuløst ramt en rentak i 4.5 m’s dybde og bragt en stump op til overfladen.

Dødishullet

En søgegrøft på blot 2 kvm førte i løbet af den næste uges tid til fundet af en rentak, nogle knoglefragmenter, ligeledes af rensdyr, og et fuldstændig frisk flintredskab — som var det lavet i går. Det minder mest af alt om Hamburgkulturens zinken.

Fundene lå i et lag af olivengrøn lergytje fra den første varmetid efter nedisningen, den såkaldte Bølling-periode 15–14.000 år før i dag. En C14-datering har givet resultatet 14.700 (kalibreret). Supplerende boringer viste, at der var tale om dét, som geologerne med et lidt dystert udtryk kalder for et “dødishul” (dødis: stilleliggende is i modsætning til bevægelig gletcheris). En stor klump is er smeltet her, og der var for længst blevet skabt en sø med en diameter på ca. 25 m, da jægerne under deres vandring nåede frem til Slotseng-området. I årtusindernes løb er søen herefter blevet opfyldt af jordlag, således at den i dag kun kan anes som en ganske svag lavning i terrænet.

Slotseng. Et ca. 25 m langt vest-øst snit gennem søaflejringerne i dødishullet. De afspejler hele senglacialtiden og begyndelsen af den holocæne periode. Plante- og pollenfund har vist, at den første flora indfandt sig i området for over 16.000 år siden. Foto: Per Poulsen.
Slotseng. Museumstekniker Per Poulsen, Nationalmuseet, i færd med at frilægge en rentak. Foto: Jørgen Holm.

En langt mere omfattende undersøgelse af dødishullet blev påbegyndt i sommeren 2000 og førte til fundet af en større klynge af rentakker og knogler, hvoraf de fleste var bearbejdede på den ene eller anden måde, bl.a. ved hjælp af den såkaldte “skure-rende teknik”, hvorved en lang spån er udskåret af takkens mest massive del, stangen, med henblik på fremstilling af redskaber, fx harpuner.

På grundlag af takkernes udviklingsstadium var det muligt at afgøre, at dyrene er nedlagt i perioden primo september til ultimo december.

Af andre fund fra dette års kampagne kan nævnes en zinken, enkelte flintflækker og en hovedstor, naturligt afrundet granitsten med en lille skålformet, kunstigt frembragt fordybning, måske en amboltsten.

Slotseng, dødishullet. En klynge af rentakker, hvoraf nogle har bearbejdningsspor. Læg mærke til den vidt forskellige bevaringstilstand. Foto: Jørgen Holm.

Fundbilledet ved den fortsatte undersøgelse i 2001 var mere alsidigt -­ andelen af rensdyrknogler i forhold til takker var nu større, og det lykkedes også at finde flere fugle- og fiskeknogler.

Hertil kommer to særligt opsigtsvækkende fund, dels en brysthvirvel af rensdyr, gennemboret af en flintpilespids, hvoraf en del af bladet sad tilbage, dels et lille stykke muligvis bearbejdet basalt (vulkansk bjergart), der efter en foreløbig geologisk vurdering kunne se ud til at stamme fra Centraleuropa, måske Rhinegnene. Hvis det efter en nærmere analyse viser sig at holde stik, har vi hermed et sensationelt vidnesbyrd om vidtstrakte vandringer og sydlige fjernforbindelser for over 14.000 år siden.

Slotseng, dødishullet. Brysthvirvel af rensdyr, gennemboret af en flintpilespids, hvoraf en stump af bladet sad tilbage. Foto: Jørgen Holm.

Undersøgelserne omfattede de sydligste 2/3 af dødishullet. Et vest-øst orienteret profil tværs gennem søaflejringerne fra bred til bred viste en komplet senglacial lagserie, vel nok den smukkeste og mest ideelle, der hidtil er set i Nordeuropa.

En knivskarp grænse mellem perioderne Yngre dryas og Præboreal støtter den opfattelse, først og fremmest baseret på de grønlandske iskærner, at istiden er afsluttet med en raketagtig temperaturstigning. Med andre ord: At bratte temperatursvingninger ingenlunde kun er et nutidigt fænomen, men kan skyldes helt naturlige årsager. Vi foruroliges over en temperaturstigning på 0,8 grad inden for de sidste 100 år, men istidsfolket har oplevet svingninger på 5–7 grader inden for en enkelt generation.

Der foreligger nu en lang række kulstof 14- dateringer fra dødishullet, dels foretaget på knogle og tak, dels planterester. Gennemsnittet ligger på ca. 14.100 år før i dag (kalibreret). Fundene stammer således fra overgangen mellem Bølling og Ældre Dryas og dermed fra den allerseneste fase af Hamburgkulturen, den såkaldte Havelte-fase, opkaldt efter en hollandsk lokalitet, Havelte Holtingerzand (Holm 2002; Holm 2008; Holm 2010; Mortensen et al. in press).

Der er andre steder i Danmark opdaget og undersøgt bopladser fra Hamburgkulturen, bl.a. ved Sølbjerg på Lolland. Her er også udgravet en boplads fra den noget senere Ahrensburgkultur, der er knyttet til Yngre Dryas eller tidligste Præboreal (Petersen & Johansen 1991, 1994, 1996).

Vigtige bopladser fra Ahrenskulturen og Federmesserkulturen er tillige undersøgt på Knudshoved Odde ved Vordingborg (Pedersen 2009; Petersen 1974). Ahrensburgkultur er også repræsenteret i Jylland, bl.a. ved Bølling Sø (Møbjerg & Rostholm 2006).

Litteratur

Andersen, S.H. 1973. Bro. En senglacial boplads på Fyn. Kuml 1972, 7–60.

Arnold, V. 1978. Neue Funde aus der Steinzeit Dithmarschens. Dithmarschen N.F. 3/4.

Becker, C. J. 1969. Ældste pil. Skalk nr. 4, 3–6.

Becker, C. J. 1971. Istidsmandens redskaber. Skalk nr. 4, 3 f.

Becker, C. J. 1977. Om istids-jægerne og deres redskaber. I J. Brøndsted: De ældste tider (= Politikens Danmarkshistorie, 3. udgave), Efterskrift , 521 f.

Fischer, A. & Mortensen, B.N. 1977. Trollesgavebopladsen. Et eksempel på anvendelse af EDB inden for arkæologien. Nationalmuseets Arbejdsmark, 90–95.

Fischer, A. & Nielsen, F.O.S. 1987. Senistidens bopladser ved Bromme. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1986, 5–42.

Glob, P. V. 1963. Arkæologiens flyvende tallerkener. Kronik i Berlingske Tidende 27.10.

Glob, P. V. 1972. Farlig flint. Skalk nr. 1 , 18 f.

Hartz, S. 1986. Paläolitische Funde aus dem Altmoränengebiet Nordfrieslands. Offa Band 43, 105–147.

Holm, J. 1987. Primitiv flint i Vejstrup Ådal — de første fynboer? Årbog for Svendborg og omegns museum 1987 (1988), 8–16.

Holm, J. & Rieck, F. 1992. Istidsjægere ved Jelssøerne. Skrifter fra Museumsrådet for Sønderjyllands Amt 5. Haderslev.

Holm, J. 1993. Settlements of the Hamburgian and Federmesser Cultures at Slotseng, South Jutland. Journal of Danish Archaeology 10, 7–19.

Holm, J. & Larsson, L. 1995. The Earliest Occupation of Europe: Scandinavia. I Roebroeks, W. & Kolfschoten, T.V. (ed.), The Earliest Occupation of Europe, 193–205. University of Leiden.

Holm, J. 1996. The Earliest Settlement of Denmark. I Larsson, L. (ed.), The Earliest Settlement of Scandinavia, 43–59.

Holm, J. et al. 2002. Istidsjægere i Sønderjylland. NYT fra Nationalmuseet nr. 94 marts-april-maj 2002, 10–13.

Holm, J. et al. 2008. De første danskere. Nationalmuseets Arbejdsmark, 69–82.

Holm, J. 2010. Rensdyrjægere ved Slotseng. I Laursen, J. & Jørgensen, L. (ed.) Dronning Margrethe og arkæologien, 141–145.

Jessen, A. & Nordmann, V., 1915. Ferskvandslagene ved Nørre Lyngby. D.G.U. II. rk. Nr. 29.

Johansen, L., & Stapert, D. 1996. Handaxes from Denmark: Neandertal tools or ‘vicious flints’? Palaeohistoria 37/38, 1995/1996, 1–28.

Johansson, A.D. 2003. Stoksbjerg Vest. Et senpalæolitisk fundkompleks ved Porsmose, Sydsjælland. Fra Bromme- til Ahrensburgkultur. Nordiske Fortidsminder.

Madsen, B. 1983. New Evidence of Late Palaeolithic Settlement in East Jutland. Journal of Danish Archaeology 2, 12–31.

Mathiassen, T. 1946. En senglacial Boplads ved Bromme. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1946, 121–197.

Mortensen, M.F. et al. in press. Late-glacial vegetation development in Denmark — new evidence based on macrofossils and pollen from Slotseng, a small-scale site in southern Jutland.

Møbjerg, T. & Rostholm, H. 2006. Foreløbige resultater af de arkæologiske undersøgelser ved Bølling Sø. I Eriksen, B.V. (ed.), Stenalderstudier. Tidligt mesolitiske jægere og samlere i Sydskandinavien, Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter, 55.

Møhl-Hansen, U. 1955. Første sikre spor af mennesker fra interglacialtid i Danmark. Marvspaltede knogler fra diatoméjorden ved Hollerup. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1954, 101–126.

Müller, S. 1896. Nye Stenalders Former. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1896, 303–419.

Nilsson, T. 1989. Senglacial bosættelse i Vendsyssel. Kuml 1987, 47–75.

Parfitt, S.A. et al. 2010. Early Pleistocene human occupation at the edge of the boreal zone in northwest Europe. Nature, 466(7303), pp.229–233. Available at: http://dx.doi.org/10.1038/nature09117 [Accessed July 8, 2010].

Pedersen, K.B. 2009. Stederne og Menneskene. Istidsjægere på Knudshoved Odde. Forlaget Museerne.dk Vol 3.

Petersen, B.F. 1974. Senpalæolitiske flækkespidser fra Knudshoved Odde. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1973, 211–215.

Petersen, P.V. & Johansen, J. 1991. Sølbjerg I — An Ahrensburgian Site on a Reindeer Migration Route through Eastern Denmark, Journal of Danish Archaeology 10, 20–37.

Petersen, P.V. & Johansen, J. 1994. Rensdyrjægere ved Sølbjerg på Lolland. Nationalmuseets Arbejdsmark, 80–97.

Petersen, P.V. & Johansen, J. 1996. Tracking Late Glacial reindeer hunters in eastern Denmark. I Larsson, L. (ed.), The Earliest Settlement of Scandinavia, 75–88.

Sand-Jensen, K & Larsen, G. (ed.) 2006, Naturen i Danmark — Geologien, bd. 2.

Terberger, T. 2006. From the First Humans to the Mesolithic Hunters in the Northern German Lowlands — Current Results and Trends. In: Hansen, K.M. & Pedersen, K.B. (ed.) 2006. Across the Western Baltic, 23–56.

Web link 2008. Palaeolithic Handaxes from the North Sea. http://www.wessexarch.co.uk/projects/marine/bmapa/north-sea-handaxes/index.html

Web link 2009. Researchers find partial Neanderthal fossil in North Sea. http://www.redorbit.com/news/science/1705647/researchers_find_partial_neanderthal_fossil_in_north_sea/

Web link 2010. Early Britons could cope with cold. http://www.nature.com/news/2010/100707/full/news.2010.338.html

Westerby, E. 1956. Nyt fra min grusgrav. To kronikker, Jyllands-Posten 8. og 9. jan.

Westerby, E. 1957. Istidsmandens redskaber? Skalk nr. 2, 14 f.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.